Prøv avisen

Ud af krisen, mand

INTERVIEW: Mange mænd i alderen 45-55 oplever dybe midtlivskriser, som kan få forskellige udtryk. Det skal tages meget alvorligt, siger psykologen Jan Bo Thomsen, der selv har været gennem en alvorlig krise og nu har skrevet en bog om mænds

Kender du ham?

Mellem fyraften

Og TV-Avisen.

Ska' ungerne

Sgu opdrages.

Hug til højre.

Hug til venstre.

Stemningen i top.

En ægte faderskikkelse.

Han kaldes

Middagsmåltidstyrannen.

(Fra »Mænds midtlivskriser«)

- Digtet afspejler egne erfaringer. Sådan en midtlivskrise har jeg også været i. Jeg tror, at mine børn synes bedre om deres far i dag end for 10 år siden. Det er hudløst ærligt. Det var vel sådan, man var. Der var ikke den store refleksion over livet dengang. Det er der i dag, konstaterer forfatteren til ovenstående digt, Jan Bo Thomsen.

Den 51-årige psykolog, der er ansat i Varde Kommune og har egen praksis, er blandt dem herhjemme, der ved mest om mænds midtlivskriser. De rammer overvejende 15 til 20 procent af alle mænd i alderen 45 til 55 år og det i et omfang, der gør ondt.

- Det skal tages alvorligt. Nogle reagerer ved at dyrke motion og løbe efter unge kvinder. Det er den karikerede type. Men der er også mænd, der tager livet af sig selv, bliver psykisk syge eller går til i druk, siger Jan Bo Thomsen, der har skrevet bogen »Mænds midtlivskriser. Dom eller håb«, der netop er udkommet på Det Schønbergske Forlag.

Heri belyser han emnet biologisk, medicinsk og psykologisk samt via egne erfaringer og digte. Han skrev speciale på psykologistudiet om et beslægtet tema, og det er med baggrund i dette forskningsarbejde, at han på forlagets opfordring har skrevet bogen.

- Jeg kalder det, som midaldrende mænd kan opleve, for midtlivskrise, fortæller Jan Bo Thomsen i telefonen fra sit hjem i Vamdrup ved Kolding, hvor han bor med sin kone og to børn - det tredje er flyttet hjemmefra - og fortsætter:

- Jeg har valgt at tage afstand fra andre betegnelser som for eksempel mandligt klimakterium, sølvbryllupskrise, overgangsalder eller andropause. Hele bogen er et opgør med, hvad man tidligere har ment. Læger har troet, at mænds kriser har kunnet klares med tabletter og indsprøjtninger, mens psykiatere og psykologer som Freud, Jung og Erikson kunne klare det udviklingsteoretiske. Det ser ikke ud til at holde, for det er bestemt ikke alle mænd, der bliver ramt af midtlivskrise. Og der er slet ikke de tilsvarende markante hormonelle ændringer hos mænd som for kvinder i overgangsalderen. Jeg lægger vægt på, at de kriser, vi ser hos mænd, i høj grad er kulturelt betingede og til dels bestemt af deres hormonelle struktur.

- Min egen midtlivskrise var lidt speciel. Jeg blev syg som 40-årig af sklerose og måtte vende op og ned på min tilværelse. Jeg var direktør i et reklamebureau, men havde ikke kræfter til at arbejde videre. Jeg holdt en pause, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg ville. Og det blev at læse til psykolog. Så min krise var præget af, at jeg måtte stoppe mit i karrieren og var i tvivl om, hvad jeg skulle bruge resten af mit liv til. Men samtidig fik jeg en chance for at revurdere min tilværelse. På den måde kan min krise ligne andre mænds. Mange stopper op i 40'erne og revurderer deres tilværelse.

Ingen rollemodeller

Hvorfor får nogle mænd en krise på det tidspunkt?

- Mange faktorer spiller ind. Det kan være, at der ikke er så meget brug for mænd i den alder på arbejdsmarkedet. Og har du ikke nået din karrieres toppunkt på det tidspunkt, når du det aldrig. En anden faktor er, at du måske har mistet dine forældre og nu er den, der skal føre slægten videre. En tredje faktor kan være, at børnene er fløjet fra reden, og lige pludselig er man henvist til tosomhed og med en kone, der måske begynder at være aktiv på arbejdsmarkedet igen eller er gået i gang med at tage en uddannelse.

- En væsentlig faktor er, at når mænd når den alder, sker der noget fysiologisk. De har ikke de kræfter, de havde tidligere, de har ikke samme vægt, som da de var 20, og der begynder at komme forskellige skavanker. Der sker fysiske forandringer, som man skal komme overens med. For nogle mænd sker der også hormonale forandringer, som er med til at bestemme styrken af midtlivskrisen. Det er også den alder, hvor det går op for nogle, at livet har været én stribe af utagede konsekvenser og muligheder. Og så kan man blive skuffet og selvkritisk.

- Hvis vi lægger alle elementerne sammen, kan der komme en vis forvirring, og det er ud af den forvirring, at krisen opstår. Og vi har ingen at se op til. Vi mangler rollemodeller for, hvordan vi bliver midaldrende som mænd. Vores samfundsudvikling i dag går så stærkt, at vi ikke nødvendigvis kan bruge vores fædre som modeller. Men mænd er nogle enorme skvaddermikler til at tale om de her ting, og det er en del af årsagen til, at kriser hos mænd ofte får lov til at udvikle sig.

Hvordan kan det være?

- Det er kulturelt betinget og et spørgsmål om opdragelse, at mænd ikke er gode til at tale om de her ting. Tidligere var der ikke så megen diskussion om, hvordan mænd er. Drenge græder ikke osv. De mænd, der er midaldrende i dag, er vokset op i 1950'erne og er opdraget i et patriarkalsk familiemønster, hvor det ikke var et spørgsmål om, hvem der bestemte. De mænd var først i 20'erne i begyndelsen af 1970'erne, hvor rødstrømpebevægelsen kom og prøvede på at omdefinere manderollen. Nogle af de mænd, der i dag har en midtlivskrise, er kommet til at sidde mellem to stole. På den ene side står den moderne bløde mand, på den anden side patriarken. Nogle mænd har gjort vold på deres kønsrolle. De har prøvet at leve op til et billede af, hvordan en moderne mand skal være, og det har grundlæggende stridt imod deres opdragelse.

- Den har mange udtryksformer. Man bliver urolig, synes ikke, man trives, er utilfreds og i dårligt humør. Man bliver lidt vranten, småsur, energiforladt, nedtrykt og har nedsat potens. Og så bliver det selvforstærkende, og man bliver endnu mere nedtrykt. Meget af det, man kalder seksuel dysfunktion, sidder mellem ørene. Har en mand én gang haft rejsningsproblemer, bliver han usikker på, om det vil ske igen, og så vil det ikke lykkes. Der er også fysiske symptomer som lidt mere kropsvægt og mindre energi, som hører alderen til.

Hvor anerkendt er fænomenet?

- Det er det for dem, der beskæftiger sig med det. Og så anerkender kvinder det. Måske fordi de kender deres mænd bedre, end mændene kender sig selv. Når jeg er ude og tale om de her ting og læser digte op, kommer kvinder op til mig bagefter og spørger: Hvor kender du min mand fra? Det er kvinder, der henvender sig med spørgsmål, og det er kvinder, der henvender sig om terapi til deres mænd. De kan mærke, at deres mand har det dårligt, og at han har forandret sig. Mænd har det med at sige til kvinder, at »det her har ikke noget med dig eller med familien at gøre, men med mig«. På den måde lægger de afstand. Men det kan jo ikke undgå at påvirke resten af familien.

Farvel og goddag

- Nogle mænd reagerer ved at klæde sig ungdommeligt, begynder at løbe maraton og rende efter de unge piger, fordi det måske er dér, potensen har gemt sig. Men det er en fejlslutning at tro, man bliver helbredt af at løbe efter unge damer. Det kan godt være, at det påvirker potensen, men det løser ikke midtlivskrisen, som har andre årsager. I stedet bør man se problemerne i øjnene og se at komme videre med sit liv. Man skal jo gøre det før eller siden. Der er ikke grund til skilsmisse og andet pjat. Man må simpelthen acceptere, at sådan er der nogle mænd, der får det, og at livet fremover vil have andre betingelser.

Hvad skal han så gøre?

- Han skal finde nogen at tale med om det. Det kan være andre mænd, der har været igennem det samme, eller med en psykolog eller psykoterapeut, der er uddannet til at hjælpe mennesker i krise. Man kan hjælpe en mand igennem midtlivskrisen ved, at han får klarlagt, hvad det er, han nu siger farvel til, og hvad han siger goddag til. Der er et liv efter de 50, og han skal ikke jagte det, der har været. Man kan jo ikke leve sit liv om. Og der er ingen reklamationsret. Så se at komme videre! Hvad har livet at byde på? Hvad kan jeg tilbyde mine omgivelser, og hvad kan jeg selv få ud af det?

- Da jeg i sin tid begyndte at interessere mig for området, var det med baggrund i, at jeg havde været indlagt på en neurologisk afdeling, og dér holder man hurtigt op med at tale om vejret. Der ligger mange midaldrende mænd med blodpropper og hjerneblødninger, og så blev jeg nysgerrig - også fordi jeg selv skulle til at revidere mit liv totalt. Min midtlivskrise kom fra den ene dag til den anden. Benene ville ikke mere, jeg var pludselig henvist til hjælpemidler, og det var slut med at løbe stærkt. I den situation kan man blive hængende i fortiden og det, der var engang, eller man kan vælge at se fremad.

- I dag har jeg et pragtfuldt liv. Jeg har fået en ny karriere og et spændende job, hvor jeg bruger mig selv på en anden måde end tidligere. Og så er jeg blevet et betydeligt rarere menneske at være sammen med, tror jeg nok. Jeg lægger ikke vægt på ting som karriere, penge og stræben, som jeg tidligere lagde vægt på. Da jeg var 40, købte jeg en motionsbænk og en motionscykel. Dem har jeg skaffet mig af med. Det er ikke det, der er så vigtigt. Jeg har fundet ud af, at jeg godt kan lide mig selv, fordi jeg har fået kontakt med det, der er inden i mig selv, i stedet for det, der er udenpå. Det er sådanne værdier, jeg lægger vægt på i dag.

Hvordan bar du dig ad?

- I forbindelse med min uddannelse har jeg via terapi fået mere indsigt i mig selv. Jeg har det glimrende, har min fulde førlighed og energi, hvilket sklerose-patienter ofte mangler. Selvfølgelig er sygdommen der stadig, men jeg trives godt.

remar@kristeligt-dagblad.dk