Den ufaglærte kvinde havde været gift i mange år. Hende og mandens eneste søn havde klaret sig godt og havde fået uddannelse og job. Ægteparret havde sparet op til at rejse og nyde deres otium, hun var begyndt at lære engelsk, og han spillede bowling for hyggens skyld. Men en dag kom manden ikke hjem. I stedet kom der et brev fra ham. Han meddelte, at nu ville han have sin frihed og leve for sig selv. Samme dag blev hendes lejlighed opsagt af udlejeren, fordi manden havde undladt at betale husleje i tre måneder. Kvinden skammede sig og kunne ikke få sig selv til at søge hjælp hos sønnen eller vennerne. Derfor flyttede hun på herberg.
Historien er sand nok og bliver fortalt af forfatteren Charlotte Strandgaard. Hun mødte den midaldrende kvinde, der pludselig var blevet hjemløs og gjorde et kolossalt indtryk på forfatteren, da hun en uge levede anonymt på et kvindeherberg for at samle inspiration og indtryk til en roman.
Og romanen - et murstenstykt værk på 800 sider - er netop udkommet og handler om Fru Danmark uden hjem.
- Hvem som helst kan blive hjemløs uanset socialgruppe, siger Charlotte Strandgaard, der har skrevet en opdigtet historie om den 62-årige bibliotekar Inger, som mister sin kærlighed, Mogens, som hun har mødt sent i livet og levet sammen med i seks et halvt år. Han dør pludselig, kort før de skulle have været gift, og Inger står uden bolig og midler. Fordi hun bærer rundt på et gammelt traume, og fordi hun har svigtet veninderne i løbet af tiden med Mogens, mener hun ikke, hun fortjener bedre, og vil ikke være bekendt at bede om hjælp. Hun er »dumstolt«, som historiens forfatter siger
Charlotte Strandgaard mener, det er et fællestræk for mange hjemløse, at de har en traumatisk oplevelse i bagagen, som forhindrer dem i at forsone sig med sig selv og andre.
- Det handler tit om noget, der er sket tidligere i deres liv. Incest, voldtægt eller sjælelige overgreb, som forældre er kommet til at begå, fordi de har involveret børnene i deres egne problemer og gjort dem til fortrolige. De tumler tit med den svære tilgivelse, med forsoning, siger Charlotte Strandgaard.
Selv om Charlotte Strandgaard har engageret sig i udsatte mennesker i mange år, både privat og gennem sit forfatterskab, gjorde det dybt indtryk på hende at bo en uge i sammenhæng på et herberg uden at tage hjem indimellem.
- Der sker altså noget med en i løbet af tre-fire dage. Vi er ikke klar over, hvor meget af vores identitet, der ligger i at have et hjem. Der sad et håndklæde på dørhåndtaget ind til badeværelset. Det skulle forhindre, at nogen skulle låse sig inde og tage en overdosis. Jeg er også vant til at læse i sengen, inden jeg sover, men selv om de andre sagde, at lyset ikke forstyrrede dem, slukkede jeg hellere. Vi har mange flere små vaner, end vi tror, og hvis det hele skal gå på sådan et herberg, skal man ikke træde ret meget ved siden af. Man skal indordne sig meget mere, end man er klar over, man er vant til. Jeg skal love for, at det komme ind under huden på en, fortæller Charlotte Strandgaard, der hæfter sig ved, hvor forskelligt mænd og kvinder klarer hjemløshed.
- Det skyldes nok mænds manglende evne til at tage vare på venskaber. De fleste på kvindeherberget havde en eller to veninder, de kom hos. Det slog mig også, hvor omhyggelige, de var med at aftale, hvem der nu skulle vaske hår, i bad eller skylle tøj op. Mange af dem passede også et arbejde, og hvis man så kvinderne fra herberget tage en bus ind til København, ville ingen kunne se på dem, at de er hjemløse. Mænd trækker gardinet ned og ser elendige ud på tre dage, mens kvinder på en eller anden måde får det til at fungere, siger Charlotte Strandgaard.
Idéen til den store roman om hjemløshed begyndte at trænge sig på efter en forelæsningsturne i USA.
- I Texas var jeg rystet over at se folk bo i bittesmå papskure. I andre stater, har de valgt at gøre noget ved hjemløsheden. Da jeg kom hjem til København, var jeg glad for, at der ikke er så mange hjemløse, men da jeg kom til at se nærmere på folk, lagde jeg mærke til, at en del af dem blev siddende på Hovedbanegården meget længe, forklarer Charlotte Strandgaard, der nu ved, at Hovedbanegården i København er et at de tilholdssteder, hvor hjemløse opholder sig i mange timer ad gangen, med mindre de bliver smidt ud af opsynspersonalet.
- Hovedbanegården har en samarittertjeneste. En dag kom jeg ind på banegården og havde god tid. Jeg gik lidt rundt og så en mand ligge bevidstløs på gulvet. Jeg spurgte en af dem, der stod i nærheden, om nogen havde tilkaldte hjælp. »Nej, det kan være, det bare er en narkoman«. Jeg tænkte, hvordan er det, vi er ved at være over for hinanden?
Charlotte Strandgaard havde selv en veninde, som blev skilt og mistede sit hjem, fordi hun ikke havde stået på lejekontrakten. Hun flyttede på kollegie-herberg i en måned uden at turde fortælle sine forældre sandheden eller bede om hjælp.
- Jeg tror, det kan ske for alle og enhver, hvis de befinder sig i et hul, hvor de ikke kan handle.
Hun begyndte at læse om hjemløshed og søge oplysninger på Internettet, og hun havde en lang samtale med tidligere socialoverlæge Preben Brandt, der er leder er hjemløseprojektet Projekt Udenfor. Han rådgav hende om, hvordan en realistisk veluddannet og hjemløs person skulle være.
- Preben Brandt sagde, at hvis en veluddannet person bliver hjemløs, bærer personen som regel på et reelt traume, en betændt byld, og jeg vidste straks, hvad det traume skulle være. Og så kom Inger faktisk spadserende ind, siger Charlotte Strandgaard om sin romanfigur.
- Vi er blevet meget kyniske og egoistiske i vores samfund. Jeg går i kirke i den nærmeste sognekirke, og når vi kommer ud af kirken, sidder der et par mænd med en øl på en bænk og siger »go´ søndag« til folk. De fleste skynder sig forbi uden at svare. Min søn og jeg stopper som regel op og snakker lidt om prædiken. Jeg ved godt, at vi ikke kan være noget for alle mennesker, men den der totale ligegyldighed er egoistisk. En af folkesygdommene i dag er ensomhed. Engang da jeg havde tilkaldt vagtlægen for at få en indsprøjtning mod migræne, fortalte lægen mig, at vagtlægerne kører rigtig mange ture også til det rige Nordsjælland til mennesker, der har ondt et eller andet sted, uden der er noget i vejen.
- Ensomheden rammer frygtelig mange, men det er svært at dokumentere, hvor mange det drejer sig om. Hvert andet eller hvert tredje menneske i København bor alene. Vi har allesammen et rum inde i os selv, hvor vi er helt private, det værner jeg selv om, men jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har nogle meget nære venner. Den der skjulte ensomhed æder en op og gør det svært at søge hjælp.
Charlotte Strandgaard mener, at mange menneskers »indre hjemløshed« delvist hænger sammen med frygten for det fremmede og fremmedgjorthed over for religionen.
- Angsten for muslimer i Danmark i øjeblikket kommer af at se nogle mennesker, der prøver at følge deres tros leveregler. Vi danskere prøver ikke på at finde ud af, om vi har en tro eller ej. Kirken har en stor andel i, at vi er blevet angste for religion. I modsætning til her er kirkerne sydpå åbne hele dagen, folk kommer og går, skrifter, beder, snakker sammen. Vi er fremmedgjorte over for religion, fordi der er så mange farisæere, der fordømmer andre. Vi har åbenbart oplevet så meget had mod homoseksuelle og foragt for synd og skyld, at vi ikke tør vedkende os religion. Ingen af os kan leve som Jesus, men hvis vi kan give os selv den uventede oplevelse at læse evangelierne og så efter bedste evne at forsøge at efterleve det stærke kærlighedsbudskab. Der står, at man skal elske sin næste som sig selv - og næsten - er den næste, der kommer forbi. Det kan også være den muslim, du er så bange for.
- Der er en uvilje mod, at muslimer faktisk beder fem gange om dagen. Folk tænker, kan de ikke i det mindste gå lidt stille med det. Men man kan jo dø af ensomhed i al den pænhed. Blandt danskere er der en skæv generthed over for at stå ved det, hvis religion er en del af deres livsindhold.
- Kristendommen har en fremtrædende plads i min roman, for når jeg ikke tvivler, er jeg dybt troende, og der er faktisk mange hjemløse, som er meget kristne. Måske er de så skrællede for pænhed, at de kan finde troen. Når næsten alle herberg bliver drevet af kirkernes sociale arbejde, og netop fordi de ikke missionerer, men åbner dørene og serverer gratis mad, siver kristendommen ligesom ind. Københavns Kommunes tilbud er temmelig sølle ved siden af. Kommunen har solgt alle ejendomme med billige lejelejligheder.
- Med den afstand mange mennesker lægger til et religiøst spirituelt tilhørsforhold, er det svært at finde kanaler til selvforsoning, selv om næsten hele det nye testamente handler om tilgivelse og forsoning. Hvad skulle der ske ved, at man fortæller sit voksne barn, at man står i en krisesituation? Vi er blevet for private på en dårlig måde. Vi skal ikke gå ud på gaden og fortælle om alle vores sår, men det at dele glæder og sorger med nære venner er ikke pænt. Det der gør mig bekymret og ked af det, er den kulde, der betyder, at vi ikke beder om hjælp.
- Der er sørgeligt, at så mange mennesker afviser at læse de fire evangelier. Der står så meget om livet på hovedet og gives nogle meget usædvanlige levebudskaber. Uvilligheden til at læse evangelierne skyldes nok, at så mange har mødt de »liguster-kristne«, som foragter dem, der ikke er vokset op i det pænt kristent hjem, ikke kan Bibelen uden ad, og som bruger et grimt sprog. Men hvis de læste de fire evangelier, ville det ikke være foragteligt.
Charlotte Strandgaard er medlem af SF og har i 10 år været domsmand og nævning i straffesager for at medvirke til at få flere til at afsone gennem samfundstjeneste, men hun overvejer at stoppe det arbejde nu, da mange fra den nye generation af advokater er blevet mere socialt bevidste end tidligere. Hun er aktiv i forskellige råd omkring distriktpsykiatrien, tilsynsførende i Kriminalforsorgen og kredsværge i børnevæsenet. Hun håber med sin roman at være med til at bedre forholdene for hjemløse.
- Bøger er nogle, man sender ud i luften og håber aå, at nogen vil gøre noget ved det. Sørge for, at hjemløse får et hjem, der passer til dem, at de ikke er så stigmatiserede, og at man ikke udskriver psykotiske mennesker til gaden. Jeg ville også ønske, at kirken ville åbne sin favn endnu mere, og at venstrefløjen ikke var så ensom i sin påpegen af, at alle flygtninge ikke er terrorister, og at ikke alle sindslidende slår nogen ihjel. Det er faktisk kun et lille mindretal, som kommer i forvaring. Vi er allesammen tilbøjelige til at putte andre i kasser, hvis vi holdt op, ville ensomheden måske blive lidt mindre. Mange, der skriver fiktion, er optaget af at pille mennesker ud af deres kasser og vise, at så enkelt er det ikke, siger Charlotte Strandgaard.