Prøv avisen

Uden penge er du ingenting

ARKIV. /Ritzau 14.05.2009 08:04 / SP-pengene kommer ikke til at gå til forbrug. Danskerne vil lade deres SP-formuer blive i banken. Udsigten til at ni milliarder kroner fra SP-ordningen fra 1. juni vil sætte ekstra gang i forbruget kommer nok ikke til at holde stik. En undersøgelse fra Alm. Brand viser, at danskerne vil ikke bruge SP-milliarderne på rejser i sommerferien eller nye køkkener men meget hellere spare dem op. (Foto: Brian Bergmann/Scanpix 2009) Foto: Brian Bergmann

Regeringen bebuder store økonomiske stramninger. Men det bliver op ad bakke, for mange danskere har aldrig tidligere oplevet krise og sætter ligefrem lighedstegn mellem penge og livskvalitet

Først et eksperiment. Det er sociologen Ole Bjerg, som netop nu er i gang med et forskningsprojekt om penge ved CBS, Handelshøjskolen i København, der opfordrer læserne til at forsøge sig med følgende: Tag en hundredkroneseddel, en dyb tallerken og en lighter. Sæt ild til hundredkronesedlen i bunden af tallerkenen og mærk efter, hvad der sker, mens den brænder. Hvilke tanker opstår? Føles det ødselt? Som en lettelse? Ligegyldigt? Ærgerligt? Når der kun er aske tilbage, kan man på det mere filosofiske plan forholde sig til, hvad der grundlæggende er sket i verden ved at brænde denne hundredkroneseddel af? Er noget afgørende forsvundet? Har noget ændret sig? Er noget kommet til?

Sociologen stiller spørgsmålet, mens et polemisk smil spiller i mundvigen. Han sidder tilbagelænet i sit lille kontor i Handelshøjskolens nye bygninger på det mondæne Frederiksberg. Fra vinduet er der udsigt til milliondyre nybyggede ejerlejligheder, og kort derfra frister Gammel Kongevejs luksusbutikker fredagstravle københavnere med farverige udsalgsskilte. Men nye vinde blæser over landet. Mange af lejlighederne står tomme, og prisen i butiksruderne har fået et ekstra hak nedad.

Det handler om penge. De penge, som vi sandsynligvis får færre af i de kommende år. De penge, der ifølge eksperter styrer så utroligt meget i moderne menneskers liv, men som vi alligevel sjældent forholder os til på et andet og dybere plan end, "hvordan får jeg flere?", og "hvordan skal de bruges?"

Gennem de senere år har befolkningen oplevet en stigende velstand, og samtidig har man optaget lån som aldrig før. Ifølge Danmarks Statistik skylder hver dansker cirka 444.000 kroner væk. Alle borgere – fra nyfødte til oldinge – har usikret gæld (det vil sige kreditkort og finanseringslån) for i snit 1817 kroner.

Vi låner for at leve, og den økonomiske uansvarlighed er ligefrem blevet tv-underholdning.
Hver uge ser næsten 400.000 danskere med, når juristen Mette Reissmann banker på folks dør for at rydde op i gæld, indtægter og udgifter hos mennesker, der har mistet overblikket over deres økonomi og derfor stiller op i programmet "Luksusfælden" for at få hjælp. De fleste er velklædte par først i livet med hus, bil, børn, kæledyr og gode job. Eneste problem er et overforbrug, der ofte viser sig at være højt. Overraskende højt. Ikke mindst for hovedpersonerne. De græder, skændes og skammer sig, når Mette Reissmann og hendes medvært pædagogisk lægger tusindkronesedler op på spisebordet for at illustrere, hvor meget de tjener og bruger. Men selvom mange bogstaveligt talt står med fogeden for døren, møder Mette Reissmanns forslag om mådehold modstand.
– Når jeg beder folk om at sælge bilen eller flytte fra deres hus, kigger de på mig, som om jeg har bedt dem om at save armen af. De har ikke fundet ud af, at det ikke er de mursten, man er omgivet af, som gør én lykkelig, fortæller hun.
– Jeg har mødt mange mennesker, som siger, at "uden penge er du ingenting", og det opsummerer meget godt den holdning, der er i den vestlige verden i dag. Hvis pengene ikke slår til, føler man, at det går ud over livskvaliteten.

Engang var hårdt arbejde og sparsommelighed en forudsætning for velstand, men nye generationer er vokset op med en tro på, at friværdi, gode ideer og lette gevinster skal gøre dem holdne. Hvilket man ikke kan fortænke dem i, mener Ole Bjerg.
– Hvis de ser sig rundt i samfundet efter dem, der er blevet rige, er det mennesker, der har været med på boligbølgen, eller folk, som har fået en god idé og solgt den. Tag eksempelvis Skype-milliardæren Janus Friis. Han behøvede ikke engang at føre sin egen idé ud i livet, men solgte den, så han kunne koncentrere sig om at få nye idéer.

Når yngre generationer har et forkælet forhold til økonomi, hænger det også sammen med, at de er vokset op med en utrolig velstand, forklarer Mette Reissmann, som selv tilhører den årgang, der var ung i fattigfirserne med oliekrise, korte brusebade og "Kogebog for fattigrøve".
– Der er stor forskel på, om man er 20 eller 45. 20-årige er vant til at komme let til tingene, fordi deres forældre ofte har haft adgang til penge – både lånte og optjente. De har aldrig været nødt til at bekymre sig om økonomi eller tage et smådårligt job for at tjene til deres Playstation eller den første bil, siger Mette Reissmann og understreger, at der naturligvis er tale om en grov generalisering, og at hun bestemt ikke tænker på de mange danskere, der lever under den såkaldte fattigdomsgrænse. Hun pointerer også, at bankerne har et stort ansvar for udviklingen.
– Der er stadig en stor autoritet omkring en bank, så folk tror, at når banken foreslår dem at låne lidt ekstra, ja, så må de jo have råd. Pengeinstitutterne har gennem de senere år opfordret kunderne til at låne mere, end de bad om.

I øjeblikket arbejder Danske Bank på at lave et undervisningsprogram, der skal fremme børns "finansielle forståelse". Og det er måske slet ikke så dumt.
– Mange har svært ved at lave et simpelt husholdningsbudget og har levet over evne. Særligt det seneste årti har været dansen om guldkalven. Samfundet har været præget af en stærk hedonisme, men med den nuværende økonomiske krise går vi mindst syv magre år i møde, og det kan forhåbentlig mane til besindelse, siger Mette Reissmann.

Krise eller ej. Fokus på forbrug, vækst og materielle værdier er dybt forankret i folkesjælen. Ole Bjerg har blandt andet iagttaget, hvordan mennesker har fået et mere penge-medieret syn på verden.
– Mange af de ting, vi omgiver os med, tillægger vi en kapitalkarakter. Det kommer tydeligst til udtryk i forhold til boligen. Førhen købte man et hus, fordi man kunne lide at bo i det. Man vedligeholdt det og malede gavlen, når den trængte. Men i de senere år har mange købt et hus, fordi de håbede, det blev en god investering, som de en dag kunne tjene på at sælge, siger han og nævner tv-programmet Hammerslag som et paradeeksempel på denne udvikling.
– Det viser i den grad, hvordan vi betragter boligen som investeringsobjekt. Det er ikke et program, der handler om, hvor der er dejligt at bo, eller hvordan man skal holde sit hus ved lige. Når de taler om en flot stuk eller god kælder, så bliver kvaliteten kun udmålt i "hvad kan vi få for det?", siger Ole Bjerg og nævner kunst som et andet eksempel på, at ting bliver tillagt en anden værdi.
Udviklingen er bekymrende, mener han.
– Jeg tror, at denne tankegang giver det enkelte menneske en følelse af hele tiden at være på vej et andet sted hen. I stedet for at nyde, at man kan holde nogle gode fester i sin store stue, glæder man sig over, at den store stue betyder, at man kan få endnu mere for huset, og så sparer man den lidt og forskyder nydelsen fra sit liv. Det kan godt være, at det lyder som en omgang gammel marxisme, når jeg siger, at man bliver fremmedgjort ved at kapitalisere tingene på den måde, men jeg tror ikke, det er positivt at reducere alt til investeringsobjekter. Det smitter også af på vores relationer, så vi betragter os selv og hinanden som investeringsobjekter. Vi skal optimere vores humane kapital, så alt, hvad vi gør, tænkes ind i et fremtidsperspektiv, siger Ole Bjerg.

Han ser det seneste årtis megen snak om friværdi som en del af hele den vækstideologi, der har præget tidsånden.
– I løbet af de sidste 50 år er der sket en udvikling fra, at det var i orden at være, hvor man nu var, og udfylde sin rolle, til at der i dag nærmest er et påbud om, at man hele tiden skal vokse på alle områder. Ikke mindst personligt. Men som menneske kan man sagtens blive i tvivl om, hvorvidt man nu også bliver til noget mere. Er jeg klogere? Er jeg kommet mere i kontakt med mit sande jeg? Det kan være svært at måle.

Ifølge Ole Bjerg er det materielle i den forbindelse en meget håndgribelig størrelse. Vi er alle sammen siden 1970?erne blevet underlagt en finansieringslogik, der betyder, at vi jævnligt er tvunget til at forholde os til, hvordan prisen på en vare vil udvikle sig i fremtiden. For eksempel når bankrådgiveren beder os vælge mellem "fastforrentet" eller "flekslån". Det er vores afgørelse. Og vores ærgrelse, hvis vi vælger forkert og "mister" den økonomiske gevinst, som naboen fik ved at være mere risikovillig. Herudover overlader vi det meste til en større kraft. En kraft, der styrer mange menneskers liv: markedet.
– Markedsmekanismen er blevet en form for naturlov i det moderne samfund. Det er noget, som er større end os selv, og det er tankevækkende at se, hvordan nyhedsudsendelserne altid slutter med finansnyheder og vejret. Her er to ting, vi ikke kan gøre noget ved. Først ser vi, hvad markedet har til os i dag. Så Gud, siger Ole Bjerg, der netop mener, at den megen fokus på penge skyldes, at mange mennesker har mistet en metafysisk overbygning på deres liv, og det er, som om økonomien har erstattet troen på noget større.
– Markedet er den nye Gud. Det er noget urørligt, som vi lægger vores liv i hænderne på.

Præsten Anna Mejlhede udgav for knap et år siden bogen "Må man godt danse alligevel – guide til din personlige finanskrise", hvori hun reflekterede over pengenes betydning for moderne mennesker.
– Penge er muligheder og begrænsninger for rigtig mange mennesker. I dag har vi indrettet vores liv således, at vi bruger mere, end vi tjener. Men det bliver et problem – for de skal jo betales tilbage, og det kan alligevel holde os vågne om natten.
At forbrug er blevet så afgørende i mange menneskers liv, forklarer Anna Mejlhede med, at troen spiller en mindre rolle i det samfundet.
– Grundlæggende har mennesker brug for holdepunkter og større perspektiver i tilværelsen, og jagten på at have det sidste nye eller være den rigeste er gået hen og har i nogen grad erstattet den dimension, som troen før gav. Troen giver livet mening, og når Gud føles fjern, forsøger man måske i stedet at købe sig til mening og frelse.

I øjeblikket rådgiver Anna Mejlhede borgere for et tværfagligt team i Nordsjælland, og det er mennesker, hvoraf de fleste er på kontanthjælp. Hun har iagttaget, hvordan penge fylder rigtig meget, når man enten har mange af dem – eller ganske få.
– For de mennesker, som har været på kontanthjælp i mange år, er pengene en kæmpe ressourcehæmmer. De bruger størstedelen af deres tid på at spekulere over, at de for eksempel ikke har råd til at give deres børn sund mad. Jeg tror, mennesker har det bedst, når pengene betyder så lidt som muligt i deres liv.

Anna Mejlhede peger på, at Jesus omgikkes både rige og fattige uden fordomme, og at han ikke fordømte rigdom.
– Der er jo ikke noget galt i at være rig. Det handler ikke om, hvor meget vi har, eller hvad vi gør med pengene, men hvad pengene gør ved os. Når Jesus i en lignelse siger, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end det er for en rig at komme ind i Guds rige, så handler det om, hvad pengene har gjort ved den mand, han taler om, og pointen er naturligvis også, at for Gud er alt muligt, siger hun og henviser ligeledes til lignelsen om den rige bonde.
– Her er en mand, der ikke kan sove om natten, fordi hans høst er så stor, at han hele tiden må bygge nye større lader for at samle sit korn. Alle de bekymringer, den mand har, og så dør han om natten. Igen handler det om, hvad pengene gør ved os.

Sociologen Ole Bjerg har endnu ikke udført forsøget med den brændende hundredekroneseddel. Han kender derfor endnu ikke sin egen reaktion.
– Men jeg vil da opfordre folk til at prøve det på dem selv. Det kan være et spændende lille eksperiment, som måske kan få os til at spekulere over spørgsmålet: Hvad er penge?

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk