Prøv avisen

Udsigt til Paradis - mindst

-- Foto: Jens Bach.

Der er smukt på Fur. Øen har samtidig sine problemer. Men beboerne har læst "skriften på væggen" og sendt udkantsområdet i offensiven, og nu kan øen også bryste sig af at være Danmarks skønneste småø ifølge Kristeligt Dagblads læsere

Furs Forenede Foreninger – det lyder da af noget. Og så er navnet endda ikke engang pral. Den lille ø på 22 kvadratkilometer og med cirka 850 indbyggere har over 20 foreninger. Den nævnte "over-forening" er en såkaldt paraplyorganisation, der træder til ved løsning af særligt store opgaver. For eksempel planlægningen og gennemførelsen af den 42. årgang af marchen Fur Rundt, der finder sted 10. juli. 1000 plejer at deltage.

60 virksomheder på de få kvadratmeter – det lyder bestemt også af noget. Ganske vist er nogle af virksomhederne "bare" enkeltmandsfirmaer. Men alligevel. Liv er der skam på Fur. Selvom man ellers nok kunne forledes til at tro noget andet: Indbyggertallet har gennem en årrække været vigende. Nu synes tilbagegangen imidlertid at være standset. Og meget gør man for at vende udviklingen. På Fur har man en tradition for at stå sammen, når det er det, der skal til.

"Mange steder i udkants-Danmark har man, tror jeg, set "skriften på væggen"," siger forfatteren, cand.phil. i historie Knud Peder Jensen.

Han er desuden formand for Fur Udviklingsselskab og skrivende redaktør for netavisen FurNyt. Hans kone, Anne Marie Hansen, der er cand.mag i dansk og historie og ansat ved produktionshøjskolen i Skive, er ligeledes engageret i det lokale, blandt andet som formand for Fur Menighedsråd. Parret har boet på øen i 12 år.

Knud Peder Jensen har påtaget sig at være turistfører for Kristeligt Dagblads udsendte. Gæsten lægger mærke til, at Jensen ved opbruddet ikke blot lader sin bærbare ligge meget tydeligt fremme ved vinduet, men også at han undlader at låse døren. Ikke fordi han er offer for glemsomhed. Han lader forstå, at på Fur er det snarere regelen end undtagelsen, at man forlader sit hjem uden at låse døren. Det er heller intet særsyn, at en bil overnatter i det fri sammen med tændingsnøglen. Tyve, der skal på job, har ikke tålmodighed til en færgeoverfart. Indbrud kan selvfølgelig forekomme – især i nogle af de hen imod 470 sommerhuse på den nordlige del af øen. Ikke desto mindre: Kriminalitet er på Fur mest noget, man læser om i avisen.

Bro i stedet for færge? For nogle år siden var tanken fremme. Men den forsvandt hurtigt igen. Stort set alle furboere ønskede at beholde færgen. De frygtede konsekvensen af en bro. For eksempel i form af øget trafik. En anden konsekvens kunne blive, at Furs særpræg som ø ville blive truet. Den lille travle færge sejler altså fortsat 70 gange i døgnet. Selvom overfarten kun varer tre-fire minutter, føler man egentlig, at man rejser langt. Til en verden, der virker fortrolig på en lidt fremmed måde.

Man triller gennem den sydlige del, som angiveligt har noget af Danmarks bedste landbrugsjord. Tidligere lå der mange små ejendomme, hvor manden typisk også var fisker. Senere blev fiskeriet skiftet ud med et job i molerindustrien. I dag er de fleste ejendomme nedlagt, og jorden solgt fra. På den nordlige del af øen – oppe på højdedragene – findes mange gravhøje. Dermed er det allerede sagt, at på Fur har der levet mennesker i tusinder af år. Under et besøg i området, som dengang var meget øde, noterede digteren St. St. Blicher sig, at det manglede træer. Han fandt det ligefrem "styg" – en dom, der virker uforståelig i dag – og ville ikke anbefale andre at tage dertil.

Det gør ikke spor: Nu kan nordøen sagtens anbefale sig selv. Så smuk er naturen. Så uberørt virker den. Et grønt, bølgende område. Blomstrende og frodigt. Og for tiden duftende af midsommer. Fra de stejle skrænter åbner storslåede panoramaer sig ned mod og ud over Limfjorden. Den er blå som himlen. Og man føler, at man kan se mindst til Paradis.

I et digt i samlingen "Om vinteren hænger jeg Fur op på væggen" (1980) opridser Knud Sørensen en del af baggrunden for, at landskabet for længe siden havde en karakter, som fik Blicher til at vrisse. Sørensen fortæller, at "kejserlige krigsfolk" i 1627, altså under Trediveårskrigen, "afbrændte, omhuggede og ruinerede" den eksisterende fyrreskov. Derefter var øen uden skov i to århundreder. Senere i digtet erindres husmand Jacob Nielsen, der omkring 1850 begyndte at plante ny skov. Flere fulgte hans eksempel og anlagde plantager og frugthaver. Det ville have glædet Blicher.

Også sommerhusejerne på stedet må formodes at glæde sig. Og i det hele taget de mange turister, der besøger øen. Cirka 180.000 om året. Ofte på endagsudflugter – som næppe kan være andet end afvekslende. Det skal de forskelligartede landskaber nok sørge for. Her er hede. Og lidt bøgeskov. Her er flade steder. Og høje. Såsom de betagende klinter. Og der er fjorden med gode muligheder for fiskeri, blandt andet af havørreder.

Vi gør pause ved "Bispehuen". Ligheden med en sådan kan faktisk ikke afvises. Det er en slags naturens skulptur på vel en halv snes meter, meget fotogen og derfor tilsvarende meget kendt: en ejendommelig, spektakulær form "af foldet moler", nærmest et vartegn for øen og bevaret for at give eftertiden et indtryk af det oprindelige landskab – det, der fandtes, før man begyndte at grave efter moler – og ikke mindst for at demonstrere, hvor meget af landskabet, der er blevet gravet væk.

Moler består af ler og mikroskopiske kiselalger med en fortid som planktonalger i et hav, der for 55 millioner år siden dækkede det nuværende Danmark. Aflejringerne er op mod 60 meter tykke og findes i et bælte fra området omkring Thisted, dog især på Nordmors – samt på Fur, hvor man har to molerværker.

"Moleret indeholder cirka 200 askelag, der alle sammen har numre. Og geologerne kan sige præcist, hvornår de forskellige lag er kommet til. Man kan datere efter askelagene. Desuden indeholder de fossiler, der fortæller om det plante- og dyreliv, der har været. Fur Museum, der er et af øens største udflugtsmål med over 50.000 besøgende om året, rummer blandt andet en enestående samling på 55 millioner år gamle fossiler."

Som andre turister gør også vi holdt ved Rødstenen, der ligeledes er kandidat til en status som øens vartegn. Til stenen, hvis lette rødmen skyldes jern-sandsten, knytter sig mange sagn. Således fortæller digteren Jeppe Aakjær i "På fire gloende pæle", at trolde flygtede fra de for dem utåleligt kimende kirkeklokker i Salling og krøb i ly inde i Rødstenen. Dér kan man stadig se troldeindgangen, et tilpas skummelt hul, hvorfra mørket farligt strømmer, dragende eller skræmmende. Måske begge dele.

Knud Sørensen minder i et af sine Fur-digte om, at rødstenen kun er den synlige del af et stort rødstensleje – og nævner yderligere, at materiale derfra benyttedes ved opførelsen af kirken på Fur. Denne blev til i årene op mod 1126 – og ligger smukt på en bakke. Øen oplevede i slutningen af 1800-tallet en indremissionsk vækkelse, som stadig præger den. Ganske vist har Indre Mission i dag kun én repræsentant i menighedsrådet. Missionshuset hører imidlertid til de aktive. Med regelmæssige møder og bibelkredse. Antallet af kirkegængere ligger gerne omkring 25-30.

"Sammensætningen af befolkningen på Fur minder om landsgennemsnittet. Undtagen for aldersgruppen fra 25 til 35 år. Den vil vi gerne have flere af. Altså folk med børn. For 40 år siden kunne der være 50 børn i en årgang. Senere har der været årgange helt nede på to og tre. Det bliver ikke til mange indfødte furboere," siger Knud Peder Jensen.

"Hvis ikke udviklingen vendes, vil befolkningen komme til at bestå af blandt andet folk, der flytter til Fur for at nyde deres pension herovre. Det er fint nok. Men det vil ændre øen på den måde, at linjen bagud bliver svagere og svagere. Ikke mange kan huske Fur mere end 10 år tilbage. Dermed bliver rodfæstetheden mindre. Det er noget, der ikke kun gælder her. De danske egne mister generelt deres særpræg. Det hele bliver den samme grå ?suppedas?. Dette, at man egentlig ikke har et forhold til stedet, hvor man bor, opfatter jeg som et identitetstab."

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Fur byder også på molerklinter, som det ses her. -- Foto: Gerth Hansen.