René Dif sad i en robåd i Sydfrankrig. Med én mobiltelefon for hvert øre. På den måde kunne han nemt beslutte sig for, hvilken af to mulige fester det ville være fedest at komme til. Og vennen, han talte med i højre øre, kunne lynhurtigt gelejdes med til samme fest som ham, der kommunikerede med René Difs venstre øre.
Det er René Dif og en af hans venner, der har fortalt om episoden i tv-udsendelsen »Venner for livet«. Den kendte forsanger fra det nu opløste popband Aqua fortalte også, at han har to mobiltelefoner, fordi han taler så meget i telefon. De mobile samtaler er en måde, han kan bevare sine venskaber på, selv om han ofte rejser rundt i verden.
Netop sådan er de muligheder, som de moderne kommunikationsteknologier tilbyder os. Vi kan være fleksible. Og vi kan være langt væk, men i øjeblikkelig og let kontakt døgnet rundt. Afstand kan måles i tilgængelighed i stedet for i meter.
Og mulighederne tager vi til os. I løbet af de sidste seks måneder af 2001 fik danskerne for første gang flere telefoner til at have med sig i lommen end til at have stående hjemme i stuen. Ud af 100 indbyggere i Danmark har nu 73,7 et mobilabonnement, mens 72,3 abonnerer på fastnet, viser de nyeste tal fra Telestyrelsen.
Og vi bruger ikke bare mobiltelefonerne til at tale i. 160 bogstaver og tegn kan vi sende til displayet på en anden persons mobiltelefon, en såkaldt sms. Mobilen bipper, blinker eller vibrerer, når beskeden løber ind. Det sker nu omtrent fire millioner gange hver dag på danskernes mobiltelefoner, mens vi kun sendte 1,6 millioner sms'er om dagen for blot to år siden.
Længere beskeder sender vi over nettet som elektronisk post, e-mails. De er også fremme med det samme. Man regner med, at der på verdensplan ryger seks til syv milliarder e-mails ud i cyberspace om dagen. Analyseinstituttet IDC anslår, at 47 millioner af dem har danske afsendere.
Det bliver stadigt lettere at nå hinanden. Men hvad betyder den stigende tilgængelighed for os?
Ifølge idehistoriker og projektleder Henrik Kristensen, der på Instituttet for Fremtidsforskning arbejder med informationsteknologiens udfordringer til os, betyder de nye muligheder umiddelbart, at vi lever mere impulsivt.
- Det er blevet så let at kommunikere, at vi gør det meget mere. Tidligere syntes man måske, at en besked eller en indskydelse var for ligegyldig at ringe om. Man satte sig heller ikke ned og skrev et brev en gang i timen. Men i dag kan man skrive syv hurtige e-mails om dagen eller lige sende nogle sms'er. Kommunikationen er blevet meget mere spontan.
- Den hurtige kommunikation betyder også, at vi er blevet mere utålmodige. Hvor et svar førhen kunne være tre til fire dage undervejs, så forventer vi nu at få det med det samme. Utålmodigheden gennemsyrer hele samfundet, og den har også med nettets muligheder at gøre. Vi vil ikke gå på biblioteket for at finde information, når vi kan hente det hele på nettet her og nu. Og vi vil ikke gå ned i banken, fordi vi kan ordne pengesagerne via computeren når som helst på døgnet, det måtte passe os, siger Henrik Kristensen, der også har arbejdet for det amerikanske fremtidsforskningsinstitut IFTF i Silicon Valley i Californien.
- Under utålmodigheden ligger forventningen om selv at kunne eje tiden. Vi vil ikke ligge under for andres begrænsninger af vores tid. Og vi kan blive irriterede, hvis nogen har slukket deres mobiltelefon, når vi ringer til dem. Og vi vil selv læse vores modtagede e-mails, når det passer os, mens andre gerne straks må læse de mails, vi sender til dem.
- Den frihed, vi oplever med de nye teknologier, oplever vi som friheden til noget, nemlig friheden til at kommunikere, når det passer os. Men vi glemmer for let, at vi ikke samtidig har friheden fra noget, nemlig at de andre også ringer og sms'er til os, når det passer dem. Og at de har samme forventninger om hurtige svar.
- Så den store udfordring til os er, hvordan vi vil håndtere den stigende kommunikation. Hvordan undgår vi at drukne i alle de beskeder, det er blevet muligt at sende og modtage. Det kræver jo, at vi vælger. Og det er bagsiden af friheden. At vi sorterer og siger ja og nej. At vælge kan faktisk være psykisk belastende. Og at træffe gode valg er lidt af en kunst, siger idehistorikeren.
Psykolog Elsa Schmidt har speciale i socialpsykologi og er selvstændig konsulent i kommunikation. Hun vurderer også, at de mange nye muligheder for at kommunikere stiller større krav til vores evne til at vælge.
- Det at vælge er ikke bare en teknik. Det forudsætter, at man er i kontakt med sit eget følelsesliv. Og at man kender sine egne behov og kan slukke for mobiltelefonen, hvis man har brug for fred. At kunne vælge er også at være opmærksom på, hvad det gør ved en selv, hvis man træffer et valg, man troede var rigtigt, men som viste sig at være forkert.
- I dag har vi færre chancer for at sætte os ned og kede os gedigent, end man havde for 50 år siden. Og jeg tror, det er sundt at kede sig og bare lade tankerne vandre på må og få. Men hvis man nu taler meget i mobiltelefon og er en type, der nemt kan lukke omgivelserne ude, ligegyldigt hvor man befinder sig, så oplever man ikke mange situationer, hvor man kan kede sig. Og så må man vælge det til.
Elsa Schmidt er fortrøstningsfuld. Hun mener, at de mennesker, der har kvaler med at håndtere de nye muligheder for konstant at kommunikere med andre, vil få det lært med tiden.
- Selvfølgelig findes der ekstreme situationer, hvor man er presset af sine omgivelser. Men almindelige, gennemsnitlige mennesker finder ud af at slukke, når de har brug for fred, samtidig med at de opvejer det i forhold til den tilgængelighed, deres arbejde og familie ønsker af dem.
Psykologen vurderer, at der samlet set er langt flere fordele end ulemper ved de nye muligheder for at holde os i kontakt med hinanden.
- For 40-50 år siden var vi meget mere fysisk tilgængelige for hinanden, end vi er i dag, hvor vi futter så meget rundt. De fleste mødre arbejdede hjemme, og børnene delte måske værelse. På arbejdspladserne sad man i højere grad på sin pind sammen med sine kolleger. Vi har mistet noget af den stabile, fysiske tilgængelighed. Men det er sket, længe før vi har fået mobiltelefonen og e-mailen, og jeg vurderer, at den elektroniske kommunikation godt kan rette lidt op på tabet og skabe noget kontakt, der ellers var forsvundet, siger Elsa Schmidt.
Sognepræst i Gl. Rye i Midtjylland Hans Christian Grosbøll-Poulsen har altid været interesseret i teknologi og har i en periode været forstander for IT-Folkehøjskolen Snoghøj. Om konsekvenserne af vores valg i forbindelse med den teknologiske tilgængelighed siger han:
- Fordi det i dag i højere grad er blevet et valg, hvem vi taler med, er vi på godt og ondt blevet mere bevidste om vores position i forhold til hinanden. Mobiltelefonen har jo en nummerviser, så man kan altid se, hvem der ringer eller har ringet. Hvis man har en mobiltelefon og befinder sig i et civiliseret område, er man pr. definiton tilgængelig. Viser det sig så, at man alligevel ikke svarer, har man selv valgt det. Og det valg kan man blive afkrævet en forklaring på.
- Det er ikke altid rart, at det er blevet tydeligt, hvor meget tid vi vælger at bruge på hinanden. Og det går, som det altid har gjort: De stærke kan klare det bedre end de svage.
- Derudover er mange af forestillingerne om de nye muligheder for kommunikation vand på den mølle, der siger, at vi selv kan vælge vores liv. Men det er jo kun til en vis grad sandt. Og det bliver selvbedrag, hvis vi tror, vi selv kan vælge hele vores liv. Menneskets grundvilkår, nemlig at livet både er mulighed og nødvendighed, kan blive sløret, hvis man ser for mange muligheder. Mennesket vil så gerne høre, at det er ubegrænset, og de nye teknologier peger også i den retning. Derfor er det vigtigt at sige og gentage, at vi er begrænsede. Vi må se vores egen afmagt. Det har kirken sagt længe, men det er ikke moderne.
Hans Christian Grosbøll-Poulsen har altid været med fremme, når der er kommet ny teknologi. Han ser den som et vilkår, vi må lære at leve med. Et vilkår med fordele og ulemper.
- Teknologien er et tveægget sværd. En kvinde, der i gamle dage sagde farvel til sin mand, som var fisker, kunne i flere måneder være uvidende om hans skæbne. Det sker ikke i dag, og det er en fordel. Til gengæld kan isolation mellem to mennesker, der holder af hinanden, skabe en klarhed og en uddybelse af forholdet. Den mulighed ødelægges nemt i dag af 17 hurtige opkald eller sms'er i stil med »Hvor er kartoflerne?«
- Det er en fordel, at teknologien kan give os nem kontakt med mennesker på den anden side af jorden. Men det er en ulempe, at vi kan blive forført væk fra det sted, vi fysisk befinder os. Når afstand måles i tilgængelighed og ikke i meter, trues det nære uundgåeligt. Så vi må finde ud af at leve med, at det fysiske og det teknologiske rum i stigende grad støder ind i hinanden. Er man fysisk sammen, forventer man nærvær. Man ønsker svar, når man har spurgt. Men den adfærd kan man ikke umiddelbart føre over til det teknologiske rum. Her må gælde andre regler, og jeg synes også, at der er ved at være forståelse for det.
- For nogle år siden havde alle deres mobiler liggende tændt foran sig, når de var til møde. I dag er telefonerne som udgangspunkt slukkede. Men hvis ens kone snart skal føde, spørger man de andre om lov til at have sin telefon tændt, siger Hans Christian Grosbøll-Poulsen.
Ikke bare af hensyn til de mennesker, vi deler fysisk rum med, men også af hensyn til os selv må vi lære at slukke for tilgængeligheden, mener sognepræsten.
- Det fortælles flere gange i Det Nye Testamente, at Jesus gik ud i bjergene for at være ene. Det har vi lov til også at gøre. Vi må lære at finde det rum, hvor der er fred og ro. Ellers æder tilgængeligheden os op.
Respekten for det rum efterspørges også af socialantropologen Thomas Hylland Eriksen. Han er professor på Universitetet i Oslo og peger på faren ved at udfylde alle tomme rum i hverdagen.
- Vi har i dag en tendens til at fylde alle mellemrummene ud. Overalt er der så mange kanaler med information, som vi bliver pressede til at forholde os til. Før i tiden gik vi til bussen. Nu går vi til bussen og taler i mobiltelefon samtidig. Det er skadeligt at fylde mellemrummene ud af to grunde: For det første taber vi sammenhængen, fordi den information vi får, er fragmenteret. Man kan sige, at vi vinder i bredde, men taber i dybde. For det andet, og det er langt alvorligere, går det ud over kreativiteten. Man kan kun være kreativ, hvis man har en tid, hvor der ikke sker noget specielt. Tomheden er nødvendig for at kunne skabe.
- I Norge giver det høj status at have en hytte uden strøm, telefon og postkasse. De færreste har det, men man drømmer om det. Utilgængeligheden er blevet en ressource, man længes efter at have.
- Det samme gælder langsomheden. I og med at det er blevet så nemt at kommunikere, er hastigheden steget i samfundet. Vi burde få det på den politiske dagsorden, at alle har ret til langsomhed. Problemet er, at de hurtige opgaver prioriteres før de langsommere. Men vi kan komme til at udsætte det, der kræver tid, så mange gange, at det en dag er blevet for sent.
- Det kræver for eksempel tid at tænke. Og at elske. Og børn kan man kun have på en langsom måde. Samværet med dem kan man ikke effektivisere, siger Thomas Hylland Eriksen og opfordrer til, at vi finder en balance, både i vores individuelle liv og på arbejdsmarkedet.
- Jeg er ikke nostalgiker. Jeg ønsker ikke en tilbagevenden til tiden uden de nye teknologier. Men jeg ønsker, at vi sætter grænser for dem. For hastigheden smitter, og den kan skabe afhængighed ligesom et narkotisk stof. Så risikerer vi at miste det, der kræver tid. Vi risikerer, at øjeblikket bliver så overbelastet, at vores blik for de lange linjer, for fortiden og fremtiden, tabes, siger Thomas Hylland Eriksen