Prøv avisen

Vænne eller vende

Foto: .

Ordparret vænne og vende kan give problemer, som flere læsere har gjort opmærksom på blandt andet ved at henvise til eksempler på forkert brug i medierne

Ligge og lægge kan give danske sprogbrugere visse problemer, som jeg tidligere har givet eksempler på. Lægger man sine nøgler eller ligger man dem? Ordparret vænne og vende kan også give problemer, som flere læsere har gjort opmærksom på blandt andet ved at henvise til eksempler på forkert brug i medierne.

Det er jo verber, som lydmæssigt ligger hinanden nær, og sådan er det altså mange steder i det danske sprog. Derfor er sjusket udtale også sjusket sprogbrug, kunne man med rette hævde. Men lad os nu vende os mod vænne og vende, der er helt forskellige.

Man kan således ikke vænne kajakken og nok heller ikke vende hesten til at æde hø, selvom man selvfølgelig kan vænne en kajakroer til at vende kajakken og måske også vende en hest mod hækken med hø.

Verbet vænne optræder kun i forbindelser som vænne af med, vænne sig til eller bare vænne til. Ordet stammer fra det oldnordiske venja, jævnfør det tyske gewöhnen, som begge er afledte af roden i adverbiet van og substantivet vane. Der er altså slægtskab mellem vaner og at vænne sig til noget, hvilket næppe er overraskende. Vaner er oldnordiske, af vani, der er afledt af van for sædvanlig, altså det, som gentager sig eller er, som det plejer.

Det gamle ord van er lidt spændende, og her må det ikke forveksles med biltypen van, der er en varevogn, og som sprogligt er en forkortelse af engelsk caravan. Det må heller ikke forveksles med vanerne i den nordiske mytologi, der var guder af en anden slægt end aserne. Nej, vi skal holde os til adverbiet van, som i lidt ældre dansk indgik i den faste forbindelse pleje van.

Udtrykket bruges eksempelvis af Mads Hansen i hans fynske sang om alle de små blomster og fugle, der dog er til i år. Pleje van kan vel oversættes til som de plejer, men betyder egentlig, som man finder behag i.

Det er efter min mening en fed formulering: Som vi plejer van.

Om verbet vende står der faktisk i Den Danske Ordbog, at det ofte optræder som stavefejl for vænne, så det skal vi enten vænne os til eller vende os mod, ikke?

Vende er i øvrigt også af oldnordisk æt, nemlig af ordet venda, der har en parallel i oldengelsk wendan. Det er oldord, der er i slægt med verbet vinde, som betyder at sno eller dreje. I Odense har vi eksempelvis en gade, der hedder Vindegade, og den har oprindelig snoet og drejet sig gennem den gamle middelalderby.

At vende sig er at dreje eller sno sig. Det giver næsten sig selv. Der kommer ekstra betydninger på, når det parres med andre elementer i sproget, for man kan vende sig mod noget, vende hjem, vende tilbage, vende rundt, vende om, vende noget indad eller udad, og så kan man forresten vende og dreje hver en femøre, også selvom femøren forlængst er bortgået på sine møntfødder.

Man kan imidlertid også vende sig til præsten eller anden person, for sådan kan det hedde, når man henvender sig på en lidt højtidelig vis.

Så vender man sig til vedkommende. Det er vist den, der er sprunget over til vænne sig til, så nu vænner og vender vi kajakken lidt efter forgodtbefindende, og det må vi altså vænne os til eller fra eller vende os mod, måske.