Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Vagabond med hud, hår og halsrør

Herman Ejlertsen, eller Herbi Håbløs, som han blev kaldt i vagabondmiljøet, fotograferet med alle sine medaljer. Foto: Foto fra bogen.

Tidligere lærer og efterskoleforstander Steff Ejlertsen fortæller i en bog om sin bror Herman, der blev en af landevejens frie fugle

I julen 1951 ankom to brødre på syv og fem år, Steff og Herman Ejlertsen, til Kildebjerget, et børnehjem i Stouby nær Vejle. Deres mor, der var alene med dem, var død. Da damen fra Børneværnet afleverede dem, sagde hun: Vær nu en mand, Steff, og pas godt på din lillebror.

Det gjorde jeg på børnehjemmet, men dér var det også nemt. Han havde masser af kammerater. Det var kun det med tordenvejr da var han hundeangst og listede ind i min seng og sov der. Det blev ved til 10. klasse. Med den viden, jeg har i dag, tænker jeg, at jeg godt kunne have gjort mere for Herman. Men dengang gjorde jeg, hvad jeg kunne i den givne situation, siger Steff Ejlertsen

Den 67-årige tidligere lærer og forstander for Efterskolen ved Høng Gymnasium og Faarevejle Fri- og Efterskole har i bogen Børnehjemsdreng 1951-1961, der udkom sidste år, skrevet om sine positive erindringer fra tiden på Kildebjerget. I fortsættelsen, Herman. En børnehjemsdreng, der er udgivet på forlaget kahrius.dk , fortæller han broderens historie. De havde hver deres far, som de aldrig havde kendt men ellers var deres livsvilkår ens. De holdt sammen i børnehjemsårene, men senere gled de fra hinanden. Og hvor Steff gik den lige vej med uddannelse, karriere og familie, endte Herman som hjemløs vagabond.

I bogen beskæftiger Steff Ejlertsen sig med spørgsmålet om, hvorfor han selv blev en mønsterbryder, mens broderen gik til grunde og døde kun 43 år gammel.

Alle ville gerne hjælpe Herman. Når det gik galt for ham, tror jeg, at det var, fordi han var god til at gøre brug af praktisk hjælp, men ikke til at knytte sig til dem, der hjalp ham. Og så er det svært. Når man mister håbet, og det har jeg også selv oplevet, er det vigtigt, at man har nogle mennesker at støtte sig til, så man kan få håbet igen. Det kunne Herman ikke, og han kunne heller ikke bruge mig, siger Steff Ejlertsen.

Han anede ikke, at Herman havde levet som vagabond, da en politibetjent i 1987 ringede på hans dør for at fortælle, at broderen var død. Sidst, han havde set ham, var seks år tidligere, hvor han havde besøgt ham i et fængsel. Han sad inde for at have solgt nogle få gram heroin. Siden svarede Herman ikke på sin brors breve.

Jeg blev ked af det, ikke over, at han gik på landevejen, men at det endte på den måde. Han havde så mange muligheder.

Han var jo en god dreng, en ledertype, der var den, der fandt på legene med indianere og cowboyer og med at bygge huler. Han var et friluftsmenneske, der altid gik langs åer og vandløb, og så fiskede han, men mest alene. Han havde store evner inden for tegning, formning og skulptur. Han var en kunstner.

Herman blev begravet fra kapellet ved Viborg Kirkegård, hvor mange af landevejens farende svende hviler deres bene. I den forbindelse mødte Steff Ejlertsen broderens venner fra vagabondmiljøet deriblandt Rødspætten, Banjo Per, Lone Barfod, Piloten, Lange Spir, Christian Barrøv, Pindsvinet og Lyset.

De er så nemme at holde af. Det er mennesker, der er umiddelbare og uden forstillelse, de er hjertelige og giver gerne deres sidste skilling til hinanden. Og så er de fulde af omtanke. Jeg holder rigtig meget af dem, siger Steff Ejlertsen.

Om broderen, som havde fået tilnavnet Herbi Håbløs, fortalte en af dem, at han havde været vagabond med hud, hår og halsrør. En af de sidste fuldblodsvagabonder.

Første gang, jeg fik at vide, at Herman havde været vagabond, fik jeg et chok. Dumme dreng, hvorfor kom du ikke til mig?, tænkte jeg. Men det var det, han valgte. Han levede det frie liv, det var det, han ville.

Det har været vigtigt for Steff Ejlertsen, at hans bog ud over at være historien om Herman også rummer noget alment.

Jeg tror, at mange andre ligesom jeg indimellem har triste stunder, hvor de tænker: Hvorfor gjorde jeg ikke noget mere?. Jeg har fået stor trøst ved at skrive bogen. I dag kan jeg oftere sige til mig selv, at jeg prøvede at gøre noget for ham. Hvis jeg havde været ældre, kunne jeg måske have gjort mere. Men det var også hans eget ansvar. Han ville aldrig have valgt at leve som mig.

remar@k.dk