Prøv avisen

Vandrehistorier er vor tids sagn

INTERVIEW: Folkemindeforskeren og forfatteren Robert Zola Christensen har sammen med kollegaen Henrik Lassen skrevet spændende bog om vandrehistorier

Vandrehistorier er slet ikke til at grine af. Hvor underholdende og spøgefulde de end kan forekomme, hører de alligevel til i den seriøse forskning. Det mener to danske folkemindeforskere, forfatteren Robert Zola Christensen og Henrik Lassen, der har gjort den folkelige fortælletradition til en videnskabelig sag.

Sammen er de aktuelle med ny bog om vandrehistorier, »Havestolspiloten«. Bogen, der udkommer i næste uge, bygger på en del af et meget omfattende materiale på tusindvis af vandrehistorier som de to historikere har indsamlet. Materialet opbevares på det nystiftede Vandrehistoriearkiv med tilhørende Forskningsbibliotek på Syddansk Universitet i Kolding. Et projekt, der har fået ben at gå på, ikke mindst takket være de to forfatteres indsats.

Hidtil har man ment, at kun den uberørte almuekultur kunne give et billede af den autentiske fortælletradition. Denne opfattelse har gennem mange år sat bom for nye landvindinger og er den egentlige grund til, at vandrehistorier som kulturelt fænomen har været usynlige for videnskaben i flere århundreder. Men opfattelsen har ikke været delt af Henrik Lassen og Robert Zola Christensen.

- Der skete først en opblødning af den stive holdning over for det, vi kan kalde vor tids sagn, da emnet i begyndelsen af 1980'erne begyndte at tiltrække sig opmærksomhed fra engelske og amerikanske forskere, siger Robert Zola Christensen.

Hvad er så en vandrehistorie?

- Vandrehistorierne tager sit udspring i den mundtlige fortælletradition, som folkemindeforskningen har opsamlet mange eksempler fra. Oprindeligt blev historierne, også dem fra vor egen tid, betragtet som grovkornede skrøner eller barokke løgnehistorier, der er blevet fortalt videre fra person til person og som efterhånden har antaget forskellige former. Men ny viden har ændret vores opfattelse af denne hidtil næsten anonyme del af vores folkloristiske arvegods.

De to forskere slår med deres bog fast, at den hidtil ligegyldige behandling af emnet er helt uretfærdig. Ikke mindst fordi historierne kan fortælle os meget om os selv og vores fortid.

- Efter min kollega, Henrik Lassen, og jeg havde kradset lidt i fænomenets overflade, fandt vi ud af, at historierne, hvad enten de er underholdende eller skræmmende, kan være mere eller mindre sande. Nogle gange er det jo sådan, at virkeligheden overgår fiktionen. Og det ligegyldigt hvor uvirkeligt virkeligheden kan forekomme. Derfor kan man ikke bare afvise en nok så usandsynlig vandrehistorie. Den kan dække over en del af sandheden, og i hvert fald kan den fortælle meget om den tid, den er blevet til i.

Er der grund til at bruge midler til ligefrem at udforske emnet seriøst?

- Det mener vi absolut. Fortælletraditionen har til alle tider været en væsentlig del af vores kultur. Siden de allertidligste tider har vi mennesker fortalt hinanden historier, det har til enhver tid været vores måde at forholde os til vores virkelighed på.

- Vandrehistorier, siger Robert Zola Christensen, der for et år siden var aktuel med en lignende bog, »Pigen i hoppegyngen«, har det med at sprede sig på samme måde som en forkølelsesvirus.

- Den historie, faderen fortæller til sin familie ved aftensbordet kan gå videre næste dag til en skoleklasse, og sådan fortsætter historiens vandring, hvis den er tilstrækkelig interessant. Det er det mærkelige ved vandrehistorier, at de kan ændre samværsformen i en gruppe nemlig fra samtale- til lytteform.

Der er også det særlige ved disse historier, hvoraf mange opstår i USA, at de former sig efter ånden i den tid, de bliver til i.

- Historier, der opstår i vor tid, kan for eksempel handle om klonede dyr eller andre skrækbilleder fra forskningen, men der er ikke noget i vejen for at moderne skrækhistorier, for eksempel alle dem, vi kan læse på internettet, er af meget ældre dato.

Flere af disse skrækhistorier kan, ifølge de to forskere, have et klassisk tilsnit og være flere hundrede år gamle.

Historierne omformes i en vis grad til tiden, og i det følgende eksempel på en af disse historier er hovedpersonen en enlig kvindelig bilist, der en mørk aften samler en frysende blaffer op, som står i vejkanten med sin lægetaske.

Selv om kvinden normalt er nervøs for at tage fremmede op at køre, kan hun se, at det er en ældre dame. Kvinden standser derfor alligevel, men da den gamle dame sætter tasken ind på bagsædet, bemærker bilisten nogle lange sorte hår, der stikker ud af ærmegabet. Hun speeder op inden den gamle dame kan nå at stige ind, og kører direkte på politistationen. I tasken ligger et reb og en lang blodig slagtekniv.

- Historien, som måske tager udspring i et drama fra virkeligheden, har vi fået indleveret i 1999 via internettet. Men der er en meget ældre version på næsten hundrede år som er indsamlet af folkemindeforskeren Evald Tang Kristensen.

- Historien, som Evald Tang Kristensen angiveligt fik fortalt af en Jens Jensen i Lerdum, handler her om en mand, der har været i Aalborg for at sælge heste og som på vejen hjem møder en kvinde med en omfangsrig hovedbeklædning og to kurve. Kurvene viser sig her at indeholde to store slagteknive.

Men mange vandrehistorier stammer fra vor egen tid:

- En af disse historier, der meget hårdnakket bredte sig, og som også medierne tog til sig og viderebragte, var den om en hårshampoo, som nogle brugere påstod de tabte håret ved at bruge. Påstanden er aldrig blevet bevist, og der er formentlig ikke andet hold i historien end at folk havde tabt håret alligevel. Ikke desto mindre bragte medierne ukritisk historien videre.

En anden og uhyggelig aktuel historie, der er opstået i vor egen tid, refererer til terrorangrebet på New York den 11. september.

- Historien, som fortælles gentagne gange på internettet af amerikanere, beretter om, at den sorte sky, der opstod, da de to skyskrabere sank til jorden, havde djævelens ansigtstræk, siger Robert Zola Christensen.

moekristeligt-dagblad.dk