Prøv avisen

Vejen til stoffrihed

De fleste misbrugere ønsker at være stoffrie. Men det går ofte galt, fordi man i højere grad fokuserer på behandlingsformen frem for baggrunden for misbruget. – Foto: .

STOFFRI BEHANDLING: En misbrugshistorie er sørgeligst, når den ikke bliver hørt, mener speciallæge og misbrugsekspert Henrik Rindom. Han mener, at baggrunden for et misbrug skal findes før behandlingen og løses, inden man sender folk tilbage til et dårligt miljø

Stoffrihed er en fælles drøm for de fleste misbrugere og behandlere. Men ofte går det galt, allerede før en narkoman begynder i behandling. Fordi man ikke har opdaget, at misbruget dybest set handler om noget andet, som for eksempel en psykisk sygdom, en svær grad af ordblindhed, et voldeligt parforhold eller som oftest en traumatisk barndom.

Derfor er den eneste fornuftige vej ud af et misbrug at finde årsagen til det først. Sådan lyder rådet i hvert fald fra Henrik Rindom, der er speciallæge og misbrugsekspert:

Hvis man ikke får afdækket, hvad der ligger bag et misbrug, kan det næsten være ligegyldigt, hvor god behandlingen er, siger Henrik Rindom, der ikke har svært ved at give eksempler på, hvordan systemet ofte går skævt af samfundets skæve eksistenser.

En mand, som jeg har haft med at gøre, blev for eksempel udsat for betydelig vold under sin opvækst. Og før man tog udgangspunkt i den viden og kædede det sammen med hans misbrug, kunne man heller ikke få ham ud af misbruget. I et andet tilfælde blev en skizofren pige henvist til at arbejde på et plejehjem for at få styr på sit hashmisbrug. Men det blev misbruget selvfølgelig bare større af. For man var ikke opmærksom på, at hendes psykiske sygdom betød, at hun havde svært ved for meget menneskelig kontakt. Derfor er det afgørende, at man har blik for, hvad der ligger bag ethvert misbrug. Og det er min kritik mod mange misbrugsbehandlere. At man fokuserer for meget på behandlingsformen frem for på baggrunden for det enkelte misbrug.

Respekt er ifølge Henrik Rindom en anden forudsætning for, at et stoffri behandlingsforløb overhovedet kan sættes i gang.

Han mener ligefrem, at alt for mange behandlere og politikere typisk begår den fatale fejl at se ned på mennesker med et misbrug:

Misbrugere er generelt vant til at blive set ned på som usselt pak, og de er derfor overfølsomme over for myndighedspersoner, der ser ned på dem. Så hvis ikke man får sendt et signal om respekt, så når man ingen vegne. Derfor er det ærgerligt, at mange misbrugere bliver mødt med en direkte aggressiv holdning fra myndighedernes side. Som om misbrug kun var et spørgsmål om moral. Det er for mig at se en holdning, der bygger på uvidenhed, men man møder den i høj grad også fra vores politikere. For forståelse for de mennesker bliver ofte forvekslet med politisk blødsødenhed. Men jo tættere man kommer på problemet, jo mere nuanceret bliver det.

Sikkert er det, at barndommen stadig sender lange skygger ind i statistikkerne for landets misbrugere. Chancen for at forblive stoffri er således eklatant bedre, hvis man kan svare ja til, at man har haft en god barndom. Det har en af Henrik Rindoms egne undersøgelser også vist. Han opsøgte en lang række misbrugere, som 12 år tidligere havde været i behandling for deres misbrug. Misbrugerne skulle svare ja, måske eller nej til spørgsmålet. Og det var overvejende dem med en god barndom, der ikke var faldet tilbage i misbruget.

Det viser en hel del om, hvad misbrug er. At den gode opvækst er med til at give de følelsesmæssig redskaber, der kan hjælpe, når livet bliver svært. Derfor er det forståeligt nok heller ikke alle, der har kræfterne til at blive frie for deres misbrug, så dem bør vi hjælpe til en anstændig tilværelse som misbrugere.

Misbrugseksperten går dog ikke ind for statsheroin:

Det er svært at skabe værdige forhold for misbrugere, og statsheroin løser ikke alle problemer. For det første ville det for eksempel ikke hjælpe en psykisk syg narkoman at få heroin. I øvrigt er der flere problemer forbundet med statsheroin. Har man for eksempel forestillet sig, at narkomanen skal have heroinen med hjem til en uge ad gangen, eller skal misbrugeren komme fire gange i døgnet på en klinik og indtage stoffet under opsyn? For hvis de får lov til at tage det med hjem, vil noget af det helt sikkert blive solgt på gaden. Og så er det kun med til at fastlåse dem i deres situation. Og hvad hjælper det, at de sidder i en tåge af heroin og glemmer, at de ikke har nogen bolig. Det er problemerne omkring misbruget, der skal løses, og det kræver flere ressourcer.

Men det er også den eneste vej, når det handler om at give folk chancen for at blive stoffri.

Stoffri behandling er en rigtig god idé, hvis kommunen er med på at skabe nogle helt nye rammer for dem, der gennemfører en døgnbehandling. For alle undersøgelser viser, at hvis man i ambulant behandling kommer ud af sit misbrug, er der også stor sandsynlighed for, at man kan forblive stoffri. Der er mange flere, der bliver stoffri i døgnbehandling, men de har til gengæld stor risiko for at få tilbagefald, hvis man ikke løser de problemer, de har derhjemme. Det er jo dejligt, at folk kan få en ny tro på sig selv, når de for eksempel kommer i stoffri behandling på Sct. Ols. Men den typiske fejl, man begår, er at sende folk tilbage til de samme usle boligforhold med den samme dårlige omgangskreds. Det er dømt til at mislykkes i længden. Derfor gælder det om at kunne sætte noget andet i stedet for et misbrug.

Dem, jeg har set komme ud af deres misbrug, er typisk folk, der har formået at skabe en glæde i livet, der kompenserer for misbruget. Det kan for eksempel være det sociale liv, de finder gennem Anonyme Alkoholikere eller Anonyme Narkomaner. Det samme gælder for dem, jeg kender, der er blevet religiøse. Som gennem en religiøs oplevelse, for så vidt har fået en anden mening med livet. Men når det handler om, hvordan den enkelte når derhen, hvor noget andet kan afløse misbruget, er det stadig helt afgørende, hvad de har med hjemmefra af mentale resurser.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk