Prøv avisen
Interview

Livets mening er at hvile i at være elsket

At føle sig værdig handler ikke om, hvor stor en indsats man yder, men om at hvile i, at man er elsket, siger Karen Margrethe Kirk. -- Foto: Claus Fisker/Scanpix.

Karen Margrethe Kirk har været medstifter af tre kristne efterskoler, præstekone og lærer. Men først da hun fik diagnosen "udbrændt i svær grad", erfarede hun selv sit kald til at hvile i den nåde, som hun havde hørt og talt om hele livet

Det føles, som om man står af til en lavere puls, når man tager regionaltoget de 10 kilometer videre til Holmstrup fra Odense. For selv i Danmarks tredjestørste by sværmer travlheden som et tykt lag mental forurening over byen. Men her ligger markerne som grønne og brune slumretæpper over landskabet, mens tre vindmøller snurrer roligt rundt i vinden.

Karen Margrethe Kirk kommer vinkende op mod perronen og fører mig forårsfornøjet tilbage til familiens villa i nærheden.

"Huset her har været en stor velsignelse for mig. For når jeg nu ikke har kunnet lave andet end at ligge på sofaen i halvandet år, kan jeg ikke forestille mig noget bedre sted at gøre det."

"Det her har været mit kapel, smiler hun, da vi lidt efter sidder i hendes lyse udestue. Og som hun sidder dér i sit fynske sofakapel, ligner hun indbegrebet af et menneske, der hviler i sig selv, mens hun ubekymret slipper sine sætninger løs i lokalet og afslappet søger øjenkontakt. Men sådan har det ikke altid været.

Karen Margrethe Kirk har været årevis om at acceptere, at hendes blodsygdom pludselig forhindrede hende i at fortsætte i rollen som hyperaktiv blæksprutte; folkeskolelærer, mor, psykologistuderende, sjælesørger og evig gæstfri præstekone i en fynsk frikirke, hvor hendes mand, Poul Kirk, både er præst og chefredaktør på det tværkirkelige månedsblad Domino. Men pludselig kunne hun ingenting.

"Det føltes uværdigt. For jeg havde stadigvæk et dybt ønske om at blive brugt, men jeg kunne ikke andet end selv at bruge. Jeg endte i en indædt selvforagt. Der var jo ikke nogen produktivitet i mit liv. Jeg kunne ikke pege på noget som helst, som jeg udrettede i min hverdag. Nu var mit liv ikke mere værd. Sådan følte jeg det faktisk."

"Jeg har jo altid nydt at være flittig, og det har også været helt naturligt for mig. Jeg var den ældste i en søskendeflok på tre. Min mor var gået ud af syvende klasse. Og min far døde i en trafikulykke, da jeg var 14 år. Derfor blev det naturligt for os at rykke sammen og hjælpe hinanden uden at vente på at blive spurgt.

I 1981 blev hun spurgt om noget, der kom til at ændre hendes liv. På det tidspunkt var hun endnu ikke færdig med sin læreruddannelse. Men pludselig ringede en fremmed mand og spurgte, om hun ville være med til at starte en efterskole. Manden hed Poul Kirk.

"Mit umiddelbare svar var nej. For jeg troede ikke, at jeg kunne klare opgaven. Men en af mine nære venner gav mig alligevel mod til at sige ja."

"Arbejdet på efterskolen betød, at jeg lærte Poul godt at kende. Han var enkemand. Og i løbet af det første skoleår blev vi forlovet og gift. Jeg blev forstanderkone. Og samtidig fik jeg en dejlig dreng på fire år, som Poul havde fra sit første ægteskab.

Både familien og efterskolen voksede hurtigt. Inden længe havde forstanderparret fire børn i alt. Elevantallet steg endnu hurtigere. Og da efterskolen efterhånden blev selvkørende, byggede parret først Frydensberg Efterskole op og efterfølgende også rejseefterskolen Alterna, der tog teenagere med på missionsture til Sydamerika, Australien og Israel. Og ved siden af lykkedes det hende at læse nyhebræisk på universitetet.

"Det var nogle spændende år, hvor vi rejste meget. Men selvom vi indimellem havde fri og ferier, følte jeg alligevel, at ansvaret hele tiden lå og ulmede i kulissen. Det sidste år troede jeg aldrig, jeg ville komme igennem. Men jeg troede bare, at jeg var træt og mæt.

"I sommeren 2000 var vi endelig færdige på efterskolen. For Poul havde fået job som præst i Odense. Og den aften, da jeg gik i seng den 9. juli 2000, tænkte jeg: "Hold da op, nu har jeg ikke noget ansvar." Og det var en rigtig god følelse.

I de dage var der landsstævne for pinsekirkerne i Danmark. Og det foregik som sædvanlig på efterskolen.

"Ved en af gudstjenesterne var der en kvindelig afrikansk taler, der stod på scenen og kaldte folk frem til forbøn for dårlige knæ. Det sagde mig ingenting. Men dér oplevede jeg pludselig, at tid og sted forsvandt, mens én sætning voksede sig frem i mig: "Min nåde er dig nok."

"Jeg havde hørt de ord igen og igen, siden jeg var barn. For min far var frikirkepræst. Men pludselig blev det min sætning. Og jeg var klar over, at jeg havde fået et eller andet, der var vigtigt, så da jeg kom hjem, skrev jeg sætningen på 20 sedler overalt i huset. Jeg var så bange for, at det skulle smutte ud mellem hænderne på mig".

Et par uger senere rejste Karen Margrethe Kirk videre til Odense med sin familie.

"Igen tænkte jeg, at jeg ville være en del af Pouls arbejde, og jeg fandt hurtigt min naturlige plads i kirken."

"Jeg havde aldrig rigtig haft mod på at arbejde i folkeskolen, men jeg fik et ideelt job, hvor jeg selv kunne vælge mine fag og klasser, samtidig med at jeg fik lov til at tage en videreuddannelse til psykolog. Alting virkede perfekt. For nu var børnene blevet store, vi var færdige med efterskolen, og nu kunne jeg give mig selv lov til at gøre det, som jeg hele tiden havde haft lyst til. At videreuddanne mig. Jeg havde en drøm om at få min egen praksis i Odense. Det virkede så oplagt. Alt sammen var lige mig. Men pludselig ramte jeg muren og blev syg".

Karen Margrethe Kirk blev indlagt til observation med smerter. I journalen står der: "stærk mistanke om kræft i maven".

Hun havde ikke kræft. Men lægerne kunne stadig ikke finde ud af, hvad hun fejlede, så hun fik et par portioner blod og blev sendt hjem, hvor hun forsøgte at falde tilbage i arbejdet.

"Det gik hurtigt skidt igen, så jeg måtte skære mere og mere fra for at kunne passe mit arbejde. Først skar jeg mine aktiviteter i kirken ned. Og dernæst skar jeg mit studium fra. Den afsked med studiet blev en afsked med noget større end en uddannelse. Et farvel til en drøm."

"Jeg kan tydeligt huske, da jeg ringede for at fortælle, at jeg måtte opgive studiet, hvor studielederen spurgte, om jeg var klar over, at jeg på den måde udelukkede muligheden for at blive færdig. For muligheden for at få autorisation som psykolog med cand.pæd.psyk.-uddannelsen ophørte i 2004.

Karen Margrethe Kirk tøver et øjeblik og fortsætter så:

"Jeg manglede halvandet år. Men jeg fik det stadig mere dårligt. Vi måtte også droppe at have gæster, så jeg kunne klare mit arbejde. Det kunne jeg så heller ikke til sidst. Og det endte med, at jeg modtog diagnosen "udbrændt i svær grad".

"Jeg havde allerede ligget på sofaen i lang tid, og det var en rigtig træls diagnose at få. Det havde selvfølgelig været langt værre, hvis jeg havde haft kræft, men jeg følte, at udbrændthed var den mest ydmygende diagnose at få. For jeg syntes, at det var et udtryk for, at jeg ikke havde forvaltet mit liv ordentligt. At jeg ikke havde forvaltet mine kræfter rigtigt. At jeg ikke havde haft kontrol over mit eget liv."

"Det blev en lang rejse mod selvrespekt. Først til psykolog og psykiater, der bare konstaterede, at jeg ikke var psykisk syg. Ingen kunne forklare, hvad der var galt."

I den periode havde Karen Margrethe Kirk ikke kræfter til at læse.

"Men da jeg så den titel "Forandring" af Jens Petter Jørgensen, tænkte jeg, at det var lige præcis, hvad jeg havde brug for. Forfatteren var præst i den norske Oase-bevægelse og arbejdede meget for, at de norske kirker skulle finde sammen i et fællesskab. Men da han selv pludselig ramte muren, kom han ud i et frit fald, som han beskrev i bogen. Og gennem den mødte jeg et menneske, som jeg kunne genkende mig selv i."

"For jeg syntes selv, at noget af de værste ved at være syg var alle de velmenende mennesker, der tror, at de kender alt til ens sygdom, grunden til den og vejen ud af den. Men han beskrev også, hvor han selv havde fået hjælp. Jeg havde aldrig hørt om det sted før, Modum Bad i Norge, men jeg tænkte, at der, hvor han havde fået hjælp, måtte jeg også have det."

Vendepunktet kom, da Karen Margrethe Kirk besøgte det norske institut for sjælesorg Modum Bad for anden gang.

"Der er et jordkapel i kælderen. Dernede så jeg et ikon af Jesus, der sad oppe i himlen som en privilegeret søn, der havde alle muligheder og levede et pragtfuldt liv, et vellykket og spændende liv, hvor han blev forstået og anerkendt som den, han var. Men så sagde Gud til ham: "Nu vil jeg gerne have, at du skal leve et jordisk liv, der i menneskenes øjne mislykkes." Og det var jo præcis, hvad han gjorde. Ingen forstod, hvem han var. Ingen fattede det.

"Han må virkelig have følt sig fremmedgjort. Og han endte sit liv i den ultimative menneskelige fiasko på et kors. Men selv i den menneskelige mislykkethed stod han midt i Guds vilje. Da jeg så det nede i kælderen, forstod jeg, at når Jesus kunne være fuldkommen i mislykkethed, så kunne jeg også leve et liv, som jeg selv følte var mislykket og uværdigt, men alligevel leve midt i Guds vilje."

"Der voksede en ny sætning frem inde i mig på vejen ud: "Gud, her står jeg. Hjælp mig." Jeg ved godt, at det var Martin Luthers sætning, men i den norske kælder blev det min. Der var ikke mere tilbage. Der var ikke flere ord. Men der var til gengæld en ny følelse af værdighed i den situation, jeg var i. For når Jesus kunne være der, kunne jeg også være der.

Er du så holdt helt op med at tvivle på, at du er god nok?

"Jeg kan stadigvæk godt blive forstyrret af tanker og ønsker om at vise, hvad jeg kan. Jeg var for eksempel nervøs, før du kom. For tænk, hvis jeg ikke kunne finde de rigtige ord. Og sådan kan jeg sagtens blive usikker på mit eget værd. Men det er egentlig kun i rastløse glimt i min magtesløshed."

Hun tøver et øjeblik.

"Jeg ved, at jeg lever et værdigt liv. Også selvom jeg ikke kan lave noget som helst i perioder. At føle sig værdig handler ikke om, hvor stor en indsats man yder, men om at hvile i, at man er elsket. Det handler ikke om, hvad andre siger. Men i det øjeblik, at man selv føler sig værdig, giver det ro. Og den ro er jeg begyndt at fornemme. For så behøver man ikke at starte dagen med at spekulere over, om ens dag bliver produktiv. Det kan være, at den bliver det. Men det er ikke det, der skal siges om den dag."

Hvorfor tror du, at vi måler os selv i produktivitet?

"Fordi vi tror, at det er den eneste måde, hvorpå vi kan vise, at vi fortjener at blive holdt af. Og det er ofte det behov for værdsættelse og respekt fra andre, som driver os til at prøve at yde det bedste. Det er på den ene side godt, men på den anden side er det jo også det, som kan få livet til at virke så hårdt.

Karen Margrethe Kirk trækker vejret dybt ind, inden hun fortsætter:

"For så kræver man så meget af sig selv. Så står man lidt på tæer hele tiden. Og i virkeligheden handler det nok om, at vi søger at blive værdsat. Vi søger at blive gode nok til at blive elsket af vores omgivelser."

Jeg ved godt, at vi gerne vil have, at andre skal se op til os. Men jeg tror, at det bunder i, at vi længes efter at blive elsket. Uafhængigt af, hvad vi selv kan præstere. Vi længes alle sammen efter at høre det, som Gud sagde til Jesus, da han blev døbt: "Du er min søn, den elskede. I dig har jeg velbehag." Jeg kan godt lide dig. Jeg tror, at det er de ord, som vi søger"

Tror du, at den sætning var fundamentet, der gjorde Jesus stærk nok til at leve sit kald ud?

"Ja, sådan tænker jeg. For jeg tror, at Jesus startede det helt rigtige sted. Med de ord. Det tror jeg dybest set var grunden til, at han kunne gå så grueligt meget igennem. At han kunne gøre sin faders vilje. Jeg tror faktisk, at Jesus har haft brug for at komme tilbage til de ord mange gange, når man tænker på hans liv. Men rækkefølgen for ham var rigtig. Jeg tror tit, at det kan virke modsat for os. At vi prøver på at gøre en masse for at opnå de ord. Men det er en slidsom vej."

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Karen Margrethe Kirk

født den 28. april 1958 i Herning. Hendes forældre flyttede til Odense og senere til Århus, hvor Karen Margrethe blev nysproglig student i 1977. Efter gymnasiet tog hun et år til London. Da hun kom hjem, begyndte hun på seminariet i Århus. I 1981 var hun med til at starte Pinsevækkelsens Efterskole i Mariager. I 1982 blev hun gift med forstander Poul Kirk og færdiguddannet som lærer. Fra 1989 stod parret for en ny efterskole, Frydensberg Efterskole. Og i 1991 startede de rejseefterskolen Alterna. I 1996 begyndte hun at læse nyhebræisk på Københavns Universitet. Og i 1999 påbegyndte hun psykologistudiet på Pædagogisk Universitet i Århus. I 2000 flyttede familien til Odense, hvor Poul Kirk blev ansat som præst i Pinsekirken. I september 2001 blev Karen Margrethe syg. Først troede lægerne, at det var kræft, siden udbrændthed, men hendes endelige diagnose er en kronisk blodsygdom. Og fra 2003 har hun modtaget sygepension.