Prøv avisen

Venskab er mandens frirum

På fælles vandreture plejer Steen Lund Hansen (tv.) og Jesper Loehr-Petersen venskabet, der også har givet afsæt til etablering af en fælles virksomhed. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.

MÆNDS VENSKABER: Mænd har også venner, selvom de oftest omtales som bekendte. kristeligt Dagblad har talt med to vennepar. Det ene hold har ritualiseret venskabet. Det andet mødes tilfældigt og uden fast mål. Begge hold betragter deres venskab som et nødvendigt frirum

Mænd har da ingen venner, højest bekendte...

Det udsagn stikker ofte hovedet frem, når mænds venskaber skal beskrives, men graver man et spadestik dybere viser det sig, at mænds venskaber med andre mænd eksisterer – det er bare ikke altid de selv bruger benævnelsen ven, måske af frygt for at blive opfattet som kvindagtige.

– Mandlige venner? Det ved jeg ikke, om jeg har. Mon ikke min kone er min bedste ven? lyder det fra sognepræst i Ullits i Himmerland, Troels Laursen. Han skal faktisk tænke sig godt om, før han kommer frem til, at han faktisk ER venner med mænd, men ordet "venskab" i forhold til mænd er ikke noget, han slynger om sig med. Faktisk viser det sig, at hans gode ven, billedhuggeren Jan Anker Petersen, har det lidt på samme måde.

– Jeg måtte også lige tænke mig om, da Troels og jeg blev spurgt, om vi ville fortælle om vores venskab. Men det er, tror jeg, fordi ordet venskab i vore dage defineres ud fra kvindelige præmisser. At man skal være venner på en bestemt (feminin) måde. Når jeg går det efter i sømmene, så eksisterer venskaberne også i mit liv, men bare på andre præmisser, siger Jan Anker Petersen.

I Århus har vennerne Jesper Loehr-Petersen og Steen Lund Hansen boet sammen, arbejdet sammen, vandret sammen, vinterbadet sammen, delt dobbeltværelse på adskillige kroer - og sørget for at stifte familie med to piger, der var veninder, så de to familier i dag er tæt forbundne. Det eneste, de ikke deler, er seksualliv, men alligevel er deres venskab på et tidspunkt blevet tolket som noget, der måtte være homoseksuelt.

Både Steen Lund Hansen og Jesper Loehr-Petersen har en humoristisk forhold til denne fejltolkning.

Steen Lund Hansen:

– Jeg må indrømme, det kom fuldstændig bag på mig, da en veninde sagde, at vores venskab kunne udlægges på den måde. Hun pegede på, hvad andre måtte tro, når de registrerede, at vi delte et dobbeltværelse på vores fælles vandreture!

Jesper Loehr-Petersen:

– Vi er heldigvis begge helt bedøvende ligeglade med folk siger, men det er åbenbart usædvanligt, i nogens øjne, at to mænd kan have den form for fællesskab som vi har.

De to Århus-venner har i dag deres helt eget fælles ritual. Hvordan det foregår vender vi tilbage til senere.

Faste ritualer omkring venskabet har de derimod aldrig haft i Himmerland, hvor Troels Laursen og Jan Anker Petersen blev venner for kun 10 år siden, da begge mænd var nytilflyttere i Farsø kommune, Troels Laursen som præst og Jan Anker Petersen som billedhugger i Alstrup. Det blev kunsten, som førte dem sammen.

– Egentlig ved jeg ikke så meget om Jan privat, jeg kender knap nok hans alder, men vi har nogle fælles interesser, især kunst, forklarer Troels Laursen.

– Når Jan og jeg mødes, og det sker ofte helt spontant, snakker vi om det arbejde, han har gang i, eller om hvad jeg laver. Af og til tager vi også i teatret eller biografen sammen. I vores samtaler kredser vi en del om kunstnerens og præstens rolle, og selv om vi har hver vores tradition i forhold til tro, så taler vi utrolig godt sammen. Som præst er jeg vant til at sætte ord på tingene, hvor kunstneren måske udtrykker sig på en anden måde, gennem symboler. Det er i dette felt, vi mødes.

Jan Anker Petersen husker den første gang, hvor han og Troels mødtes og faldt i snak.

– Det var fantastiske samtaler, hvor jeg fik fornemmelsen af, at tid og rum forsvandt. Vi opdagede, at vi har et frirum sammen, men vi har ingen faste rammer om vores venskab og har aldrig haft det. Det er meget improviseret – det afhænger for eksempel ikke af, at jeg skal huske at ringe til Troels og arrangere et møde. Det er faktisk ikke nødvendigt. Vi skaber et fælles rum, når vi mødes. Ofte handler vores samtaler om at afprøve ideer og holdninger, man kan vel også kalde det sparring. Og der skal være plads til "tåbeligheder", hvor man bare tør spørger den anden frit: Når jeg siger sådan, hvad tænker du så?

Jan Anker Petersens erfaring er, at mænd generelt har ganske få helt nære venner, og ofte opstår mænds venskaber inden for nogle bestemte rammer, for eksempel gennem fodboldklubben. Eller som han selv har erfaret: På fælles rejser.

– Mens jeg sejlede og havde min båd, fik jeg flere venskaber, når vi var på rejse, men der var dømt undergang med det samme, når situationen blev forandret og rejsen var slut, for så var rammen væk, og det ville kræve særlige initiativer at genskabe venskabet. Alligevel kender jeg også til at gamle venskaber kan genopstå uden videre, når man tager kontakt mange år senere, for pludselig går det op for parterne, at de holdt af hinanden engang. Og det er vel spørgsmålet i den sidste ende for alle venskaber: Holder man af hinanden? Giver man hinanden fuld forståelse og accept? Det må være kernen.

Jan Petersen og Troels Laursen er enige om, at venskab i sidste ende handler om basal tillid til hinanden, uanset køn. For præsten handler venskabet også om en gensidighed, som han ikke kan få i kraft af sit arbejde, hvor samtalen næsten altid kun går den ene vej, og hvor præstens egen historie er uinteressant.

– Man kan godt blive lid en sær snegl af at være præst og være den, som andre betror sig til, erkender han og husker et andet venskab, nemlig til en journalist, som også var tilflytter.

– Det udviklede sig lige så stille til et nært venskab, men så blev han psykisk syg og fra at være ligeværdige venner, blev jeg præst igen. Det skabte en ubalance, at han blev den svage. Men samtidig var vi stadig venner, og det gjorde det faktisk svært for mig at se hans problemer klart.

Vennens sygdom kulminerede med selvmord, og Troels Laursen oplevede i lang tid efter, at han bebrejde sig selv alt det, han synes, han burde have set – som ven.

– Men netop fordi vi var venner, kunne jeg ikke se alt. Der var mange signaler, jeg overså, som jeg, hvis de opstod i kraft af mit arbejde, ellers ville have set. Men fordi vi var så nære venner, var jeg også nødt til at beskytte mig selv.

Jan Anker Petersen var for cirka 20 år tilbage medlem af Mandebevægelsen og husker, hvordan man i dette forum ofte talte om venskabet mellem mænd.

– Vi talte for eksempel om, hvor tæt mænd kunne komme på hinanden uden at blive bange. Mænd udtrykker sig gerne ved at være udfarende, og hvis venskabet får karakter af noget intimt, bliver det virkelig svært, nærmest pinligt i vores del af verden. Hvis vi kommer for tæt på hinanden, laver vi gas med det. Alligevel tør jeg godt sige, at det venskab, Troels og jeg har, handler om at kunne mærke hinandens dybder og forholde sig til de dybder. Det handler om at få del i hinandens sjæle- og åndsliv. Men venskab er generelt sværere mænd imellem, fordi vi skal forholde os til samfundets angst for homoseksualitet.

I dag har venskabet mellem Jan Petersen og Troels Laursen fået et nyt aspekt – de arbejder nemlig sammen om at rejse EU-midler til lokalsamfundet i et projekt, som skal skabe samarbejde mellem kunst og erhvervsliv, og de er enige om, at de står overfor et nyt kapitel i deres venskab, en udvidelse af deres interessefelt.

– Vi har begge har en interesse i at hjælpe vores lokalområde og skabe forbindelse mellem kunst og erhvervsliv, og her kan vi trække på vores forskellige resurser, siger Troels Laursen.

Steen Lund Hansen og Jesper Loehr-Petersen mødtes som ganske unge i den vegetariske madklub, Kong Gulerod. Jesper havde et værelse til fremleje, og Steen blev ansøger, hvilket førte til nogle måneders bofællesskab. Samtidig åbnede Jesper, der er uddannet materialist, butikken "Naturkost" og Steen, der var tømreruddannet, blev involveret i byggeriet og indretningen. Sammen med en tredje ven etablerede de også firmaet Vegetarisk Køkkenhjælp, som lavede mad og serverede - inklusiv tjenere i smoking, kindkys og blomster til pigerne. Firmaet holdt ikke ret længe, men initiativet er kendetegnende for, hvad de to mænd har som et centralt tema i deres venskab: De er eksperter i at udvikle ideer sammen, og der er ikke langt fra tanke til handling, hvis ideen er god.

Samtidig har de altid delt en fælles interesse for sund levevis, en interesse de stadig dyrker, når de tager på deres to årlige vandreture, der foregår over halvandet døgn, forår og efterår.

– Vores respektive arbejdspladser må anerkende, at vores vandreture kommer dem til gode i sidste ende, for vi får endevendt livet, både det private og det arbejdsmæssige og sat en masse ting på plads, når vi går 20-30 km sammen om dagen. Derfor ligger vores vandreture altid i arbejdstiden forklarer Steen Lund Hansen.

De to venner skiftes til at arrangere turen for hinanden, og når de mødes på Århus Banegård er det kun den ene, der ved, hvor rejsen går hen. Samtlige natur-stier i Jylland og på øerne er efterhånden travet tynde, og en række landevejskroer har fået ære af venners sans for kvalitet.

De mindes begge, hvordan en enkelt kro måtte forlades i hast, fordi dens indre var aldeles tarveligt, og krokonens eneste menu lød på ribbensteg med sovs og kartofler.

– Vi er begge æstetikere og holder af gode råvarer, så her gik grænsen for, hvad vi ville lade os byde, husker Steen. Derfor smuttede de to venner hurtigt af sted til en bedre kro.

– Vi har det princip, som også er et godt princip i et parforhold, at man har veto-ret over for hinanden. Men vi er meget sjældent uenige, og da slet ikke om hvad der er god kvalitet i forhold til mad. Kold kaffe, nej tak. Til gengæld er vi helt ligeglade med, om vi er mutters alene på Billund Kro en tirsdag aften. Vi er fuldt ud i stand til at skabe en fest os to alene.

Men det er klogt, hvis kroen har papirduge på bordet, for mens middagen indtages bliver der tegnet og skitseret direkte på dugen.

– Der opstår en fælles form for vildskab, når vi er sammen. Vi er virkelig gode til at komme op at flyve, erkender de to venner, men de understreger samtidig, at begge har et solidt anker til virkeligheden, og selv om ideerne kan være nok så gode, bliver de ikke sat i søen, hvis ressourcerne mangler.

Kurre på tråden mellem de to venner har der aldrig været i nogen alvorlig grad. Eneste "brud i forholdet" opstod for et par år siden, da Steen erkendte, at nu måtte det være slut med dobbeltværelset på vandreturen.

– Der er ikke meget, vi brokker os over hos hinanden, men Jesper falder i søvn på to sekunder og snorker højlydt i samme øjeblik. Adskillige er de nætter, hvor jeg har sovet på kroens badeværelse, fordi jeg sover utrolig let, forklarer Steen.

Nu er snorkekrisen løst - vennerne har hver sit værelse.

– Se det var nok ikke gået helt så nemt, hvis det var et normalt parforhold, men venskabet har ikke lidt skade, og næste vandretur er allerede planlagt, påpeger de.

En af de ideer, der opstod på en vandretur, førte senere til etableringen af Skolen for Økologisk Afsætning, som blev til en fælles arbejdsplads gennem seks år. Da Steen Lund Hansen åbnede restaurant Den grønne Gren i Århus var vennen også tæt involveret i udviklingen. I dag arbejder de to hver for sig, Steen Lund Hansen som chefkonsulent i Projektsekretariatet og Jesper Loehr-Jensen som medstifter og partner i konsulentfirmaet MacMann Berg.

– Jeg tror, en af hemmelighederne bag vores venskab er, at vi på vores vandreture har god tid til fordybelse men også til at holde mund indimellem og bare gå, for vi kan altid nå at vende tilbage til emnet igen næste dag, forklarer Jesper Loehr-Petersen.

Vennerne er i dag gift og har børn med to piger, som i øvrigt er barndomsveninder. Parrene ses også privat, og børnene betragter deres fars nære ven som et medlem af familien.

– Jeg tror, begge vores kærester har sagt på et tidspunkt, at "bare det var mig, der skulle på vandretur med dig", men det er det altså ikke, og det forstår de samtidig fuldt ud. Personligt har jeg aldrig fattet, når mænd for eksempel i en dødsannonce skriver, at de har mistet deres "hustru og bedste ven". For mig er min kone ikke min "ven" men min kæreste, og det er noget andet. I øvrigt ved jeg, at vores kærester godt kan se, at det er værdifuldt, at vi VIL hinanden som venner. Det er her, kraften i venskabet ligger, forklarer Steen Lund Hansen.

Jesper Loehr-Petersen:

– Vi har en travl hverdag hver for sig. Derfor er de organiserede vandreture helt nødvendige. Men de er også et forbillede for andre i vores omgangskreds – at sådan kan man gøre. Faktisk overvejer vi at etablere vores særlige form for vandreture som ledelses- og medarbejderudviklingskurser. Formen rummer egentlig også et budskab, som også hører hjemme i ethvert godt ægteskab: Man skal give hinanden energi, opmærksomhed og tid, for ellers visner forholdet. Både ægteskaber og venskaber skal beriges og næres.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Troels Laursen (tv.) og Jan Anker Petersen mødes helt spontant og har ikke faste rammer for deres venskab. -- Foto: Scanpix.