Prøv avisen

Venskabet i ægteskabet er ofte undervurderet

"I en kultur, hvor der er sat fede streger under individualisme og behovstilfredsstillelse, kan vi risikere at blive forført til at tro, at livet burde være mere lykkeligt, meningsfuldt og mere interessant, når det gælder arbejde, ægtefæller, oplevelser med videre, end det ofte er," lyder en del af svaret i dagens spørgsmål til brevkassen.

Parforhold er i perioder ganske udfordrende og slidsomt, og her ville det være godt, om man udviste lidt større tilgivelse og humor for at bære igennem

Kære brevkasse

Christianes brev i sidste uge var som skrevet ud af mit liv. Jeg har også en klippe af en mand sådanne er gode at læne sig op ad, men gør ondt at sparke til. Han er ateist og indadvendt, mens jeg er troende og meget social. Også vi har to børn, hvoraf det ene har et handicap, og vi har gode venner og en hjælpsom familie. Der er bare 30 års forskel på Christiane og mig.

Jeg har stået i nøjagtig samme situation som hende, hvor utilfredsheden var ved at tage overhånd, fordi, som I svarede i sidste uge, der var for stor forskel mellem drøm og virkelighed. Eller som min niece sagde det engang efter tre børn og 15 års forhold: Er det det hele?.

Og ja, en gang imellem er det det hele. En gang imellem må vi resignere over for vores drøm om, at han var en anden. Den næste er jo ofte ikke bedre, og så har man fået ødelagt alt for meget. Man må ville ægteskabet og sine børn, man må pleje sine egne interesser i højere grad i en periode, og så må man fokusere på alle de positive ting, der trods alt også er i forholdet, og som Christiane beskriver så flot. Og så må man måske indimellem gøre ligesom dronning Victoria i forbindelse med sex: lukke øjnene og tænke på England.

I dag, efter næsten 50 år og en flok skønne børnebørn, er han min bedste og mest trofaste kammerat. Vores økonomi blev aldrig ødelagt af bodeling og nye huskøb og tillader os stort set de ting, vi gerne vil også hver for sig. Og endelig er sammenholdet og fællesskabet efter alle de år uerstatteligt.

Venlig hilsen Anne Mette

Kære Anne Mette

Tak for dit gode bidrag til en tematik, der er værd at skrive om. Selvom der er 30 års forskel på dig og Christiane, er jeres erfaringer genkendelige, og I er langtfra alene om de glæder og udfordringer i parforholdet, som I beskriver. Set i et mere overordnet perspektiv handler mange af jeres tanker om, hvordan vi forholder os til idealer, drømme, længsler og så den givne virkelighed. Den udfordring er så at sige hver mands og kvindes eje og gælder flere forhold i livet. Derfor er det en sund og god øvelse at sætte sine egne tanker på disse områder under lup i ny og næ. Eller sagt på en anden måde: at få bevidstgjort, hvad der er styrende for ens følelser, tanker og valg.

I en kultur, hvor der er sat fede streger under individualisme og behovstilfredsstillelse, kan vi risikere at blive forført til at tro, at livet burde være mere lykkeligt, meningsfuldt og mere interessant, når det gælder arbejde, ægtefæller, oplevelser med videre, end det ofte er.

At kunne stå midt i livet, når det blæser og ikke er specielt interessant eller fyldt af lykkefølelse ja, så er der en kvalitet og en karskhed over at tage livet eller sin skæbne på sig, som Karen Blixen siger. Livet behøver ikke reklameres mere op, end det kan bære. Det er nemlig både kamp og slid og glæde og tungsind, humor og meget mere. Ingen af os er lovet et dybt meningsfyldt og spændende liv med uafladelige følelsesmæssige oplevelser, hverken i parforholdet eller andre steder.

Det betyder dog samtidig, at mange af os også godt må gøre os lidt mere umage med at give både hverdagene og parforholdet lidt mere opmærksomhed, øve os lidt mere i humor og tilgivelse over for hinandens mangler. Hvis alle, der lever tæt på andre, trænede den muskel, var der mange gode ting, der kunne næres midt i almindelige og slidsomme hverdage.

Det handler ikke kun om at resignere eller lade sig nøje eller at bide tænderne sammen. Der findes par, som har det så dårligt sammen, og hvor relationen er så destruktiv for dem selv og andre, at man må gå hver til sit, for at livet ikke skal kvæles og visne. Det skal også understreges i denne sammenhæng.

Der er opture og nedture i livet. Der er ørkenstrækninger og grønne enge, bakker og dale, blomsterflor og tornekrat. Når mennesker kigger tilbage på deres liv, vil mange finde sådanne meget forskellige kapitler. Nogle af livsafsnittene forstår man måske ikke, hvordan man kom igennem, andre fortoner sig måske som lykkelige eller for hurtigt overstået. Mange kan også i det bagudrettede perspektiv sige til sig selv, at det måske var mere held end forstand, at man ikke gik til eller gik hvert til sit.

Der skal være stor respekt for kampen for de slidstærke relationer. Måske er det lidt af det, som du formidler. Der er noget uerstatteligt over det lange seje træk, hvor sorrig og glæde har vandred til hobe gennem mange år. Du beskriver også det, som guldbrudepar eller dem med de meget lange parforhold siger, når forskere vil finde ud af, hvad der har været vigtigst i deres mangeårige relation. Det er venskabet! Det bliver vurderet som det vigtigste og langt over sex og forelskelse. Venskabet og den lange historie har du og din mand bevaret trods store forskelle.

Apropos sex ved vi ikke, om det citat, du nævner, er direkte fra dronning Victorias mund. Men mange kvinder har i historiens løb kunnet bruge pointen i det mindste i perioder. Og det skal ikke ringeagtes. Men en mand vil ikke kunne bruge det. For hans uformåen eller manglende lyst bliver på en måde mere synlig. Det kunne vi skrive mere om en anden gang.

Egentlig er livet for mange til tider ganske udfordrende og barskt. Sygdom og handicap kan ramme. Få slipper gennem et langt liv uden smerte. Derfor har vi brug for at inspirere hinanden til at være gode venner og gode ægtefæller for hinanden på de mange hverdage for det trænger vi til for at få mod og håb og nye kræfter. Måske er det, hvad kærligheden allermest handler om at vi midt i livets trivialiteter gør os umage, for at vores nærmeste kan få lidt mere håb og glæde og opmuntring til livet.

Vi synes, du og din mand skal ønske hinanden tillykke. I har på den lange livsbane tilkæmpet jer et venskab, en gensidig respekt og en samhørighed, som er uvurderlig.

Mange hilsener

Annette og Jørgen