Prøv avisen

Verden går i aktion for lykke

Tegning: Rasmus Juul.

I Storbritannien underviser skoler i lykke. Fra Rio og Bhutan til Westminster og Christiansborg arbejder økonomer og toppolitikere med, hvordan vi kan forbedre vores lykkeregnskab. Engang var lykke et lønligt håb i dag er det et konkret udviklingsmål. Men ved vi overhovedet, hvad lykke er?

Wellington College, den 19. juni 2012.

På en privatskole for 13-18-årige elever sydvest for den britiske hovedstad, London, møder vi Ian Morris, leder af skolens trivselsafdeling og religions- og filosofilærer. Han har ansvaret for lykkeundervisningen på Wellington College, som har været på skemaet siden 2006.

LÆS OGSÅ: Livsnyderen er blevet puritaner

Udgangspunktet for undervisningen er, at det handler om trivsel og om at gøre noget godt og tilfredsstillende. Vi lærer eleverne, at det godt kan være, at de bliver lykkelige, men at det også kan være, at de ikke gør. Men hensigten, som jeg dog skjuler for dem, er, at hvis de gør de ting, vi lærer dem, kan de meget vel opleve lykke, fortæller Ian Morris.

Et emne hedder self-efficacy og handler om at tro på egne evner til at opnå et mål. Et andet emne er undervisning i, hvordan man bliver bedre til at slappe af, så man undgår søvnproblemer. Fysisk sundhed, positive relationer, livsmod og perspektiv, engagement, et bæredygtigt liv i en forbrugerkultur og at finde en mening og et formål med livet er andre overskrifter i løbet af de fire år, lykkeundervisningen er på skemaet.

Ifølge eleverne selv har undervisningen gjort en stor forskel. I spørgeskemaundersøgelser siger 90 procent af dem, at undervisningen er spændende og giver mening, og 70 procent siger, at det har gjort en forskel i deres liv, fortæller Ian Morris.

Lykkeundervisningen på Wellington College er blot et blandt mange eksempler verden over på, at vores forståelse af begrebet lykke har forandret sig. Lykke har været et nøgleord for filosoffer og religiøse tænkere i århundreder, og utallige digtere har besunget lykken og ulykken i livet. Men siden har lykkebegrebet gjort sit indtog i psykologien med fænomenet positiv psykologi. Dybest set handler denne tænkning om, at lykke ikke kun er noget, der kommer til én, men noget, man bør arbejde med sig selv for at opnå. I positiv psykologi bliver lykke derudover til noget, man kan måle og sammenligne, fordi det lykkelige menneske bliver defineret som det menneske, der selv siger, at han eller hun er lykkelig.

Blandt filosoffer er der ført en årtusindgammel debat om, at det er svært at sige præcist, hvad det vil sige at være lykkelig. Men den debat kortslutter nutidens lykkeforskere ved at sige, at det er den enkeltes egen vurdering, der er afgørende, forklarer Søren Steen Olsen, fremtidsforsker i firmaet House of Futures, som har fulgt især den britiske lykkedebat tæt de senere år.

Han peger på, at via den positive psykologi og forskellige psykologers arbejde med at beregne lykkescore er der sket et gennembrud til de mægtigste magthavere i verden: økonomer og toppolitikere.

Lykkebegrebet har kæmpet sig op og er nu så respektabelt, at førende nationaløkonomer vil have med det at gøre. I Frankrig har det været helt oppe på præsidentniveau, og i Storbritannien har det været et centralt element i premierminister David Camerons nytænkning af, hvad det vil sige at være britisk konservativ, fortæller Søren Steen Olsen.

David Cameron formulerede sin lykkevision allerede i 2005, da han endnu kun var oppositionsleder. Han erklærede, at der havde været for meget fokus på bruttonationalproduktet, BNP, og at regeringen burde fokusere mere på borgernes general well-being, GWB. Lykke eller generel trivsel blev gjort til et udviklingsmål, og da Cameron fik regeringsmagten, blev briternes nationale statistiske bureau sat i gang med at kortlægge borgernes svar på spørgsmål om, hvor generelt lykkelige eller ængstelige de føler sig i tilværelsen, og hvor lykkelige de følte sig i går. Resultatet af undersøgelsen bliver offentliggjort den 24. juli.

Rio de Janeiro, den 20. juni 2012.

På FNs højt profilerede konference om bæredygtig udvikling sidder et panel bestående af Danmarks statsminister og EUs nuværende formand, Helle Thorning-Schmidt (S), FNs udviklingsorganisation, UNDPs, øverste chef, den tidligere newzealandske premierminister Helen Clark samt Zambias præsident, Michael Chilufya Sata. Sammen præsenterer de fire nye udviklingsmål for verden:

Retfærdighed, værdighed, lykke og bæredygtighed.

Måske markerede det nys overståede topmøde i Rio ikke den forandring i forhold til konkrete indsatser mod miljø- og klimatrusler, som mange havde håbet. Men i forhold til lykkemålinger blev Rio-topmødet et gennembrud.

Denne udvikling billiges af Bent Greve, professor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet og forfatter til bogen Et lykkeligt land. Han pointerer, at de internationale lykkemålinger ikke alene udtrykker befolkningens subjektive udtalelser om, hvordan den selv synes, det går. Målinger af folks tilfredshed med livet bliver samkørt med en lang række konkrete faktorer om for eksempel sundhedstilstand, materielle levevilkår, demokratiske rettigheder og tillid.

Der har længe været en bevidsthed blandt økonomer om, at BNP ikke indfanger alt det, som udtrykker udviklingen i samfundet. Ved at udvide BNP med lykkebegrebet anerkender vi, at tilfredshed med livet er mindst lige så vigtigt som det, økonomer traditionelt regner med som drivkraft: at vi hele tiden skal ud at forbruge noget mere.

Bent Greve vedkender sig, at der kan ligge en usikkerhed i, at folks subjektive vurdering får stor vægt. Men han mener, at lykkemålingerne gennem årene er blevet forfinet så meget, at forskerne godt kan bruge de subjektive vurderinger til at tegne et retvisende billede.

Desuden er det da ikke uden betydning, hvordan folk føler. Hvis man politisk diskuterer, om vi skal have mere politi på gaden, kan det være, at svaret er nej, hvis effekten skal kunne måles i form af faldende kriminalitet. Men hvad nu, hvis effekten er, at folk får det bedre, fordi de føler sig mere trygge?, spørger Bent Greve.

Han har hæftet sig ved det paradoks, at selvom vi danskere tit bliver udnævnt til verdensmestre i lykke, er der en udbredt skepsis over for begrebet i vores land. Også på det politiske niveau, hvor skiftende danske regeringer i hvert fald indtil Rio-topmødet i sidste uge har vægret sig over for at udvide BNP med et lykkeindeks. Måske fordi et lykkeindeks også forpligter en regering. Falder lykkeindekset, må regeringen påtage sig skylden. Falder BNP, kan man altid skyde skylden på de internationale konjunkturer.

FN-bygningen i New York, den 2. april 2012.

Klædt i gyldne og purpurrøde gevandter sidder Bhutans premierminister, Jigme Y. Thinly, og smiler bredt. Ved siden af ham smiler Costa Ricas præsident, Laura Chinchilla, lige så bredt. Dagsordenen på FN-mødet er nemlig happiness and well-being (lykke og trivsel), og samtidig offentliggøres verdens første World Happiness Report (verdenslykkerapport).

Rapporten sammenfatter en lang række internationale lykkeundersøgelser og slår fast, at lykke varierer i forskellige samfund og til forskellige tider. Men lykken kan styres politisk. Det har Bhutan vist vejen for gennem 40 års målinger af bruttona­tionallykken, og resten af verden bemærker det mere og mere. Bhutan og Costa Rica er ikke verdens lykkeligste lande, men i forhold til, hvad disse lande er oppe imod i økonomisk og politisk sammenhæng, trives befolkningen overraskende godt i såvel det lille buddhistiske land som i den mellemamerikanske bananrepublik.

Men lykkeligst af alle er alligevel danskerne, fastslår rapporten.

Selvom så tunge kræfter som FN, OECD og EU hylder lykken i Bhutan, Costa Rica og Danmark, er Ole Fogh Kirkeby, professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS Handelshøjskolen i København, ikke overbevist. Han udlægger lykkerapporten som udtryk for, at fattigdom i Den Tredje Verden kan gøres legitim, hvis bare man kan få befolkningerne til at føle sig lykkelige.

Jeg har ikke ret megen fidus til de undersøgelser, som foretages i Bhutan under et totalitært regime. Lykke er et subjektivt og kompliceret begreb, og langt hen ad vejen er det nonsens at forsøge at måle det, erklærer Ole Fogh Kirkeby.

Han forklarer, at man i vores kulturkreds har opereret med tre grundlæggende lykkebegreber. Den hedonistiske tilgang bygger på, at den enkelte stræber efter tilfredsstillelse såvel materielt som åndeligt og intellektuelt. Det handler om at være herre i sit eget liv og have en retning at gå i. Den stoiske tilgang er mere defaitistisk. Det går ud på at få det bedst mulige ud af livet, uanset hvad der sker. Med Ole Fogh Kirkebys ord indebærer det, at man også bør være lykkelig, hvis man får kørt benene af. Endelig er der i den kristne tradition en opfattelse af, at lykke ikke er livets mål, men hvis man skulle opnå at føle lykke i en kortere eller længere stund, er der grund til at føle taknemmelighed.

Det, som er på færde i dag, minder mest om den hedonistiske tilgang. Men lykken er blevet til en ideologisk funktion, som erstatter den traditionelle velfærdstænkning, forklarer filosoffen.

Han uddyber, at den almindelige opfattelse af velfærd har været tænkt kollektivt. Men ved at basere sig på spørgeskemaer om den enkeltes lykke og tilfredshed, individualiserer man begrebet. Det kan godt være, at regeringer vil fremme den generelle lykketilstand, men lykken bliver i praksis gjort til den enkeltes pligt og rettighed.

Jeg tror, der er al denne lykkemåling, fordi det er en relativt ufarlig dagsorden for magthaverne. Det ville være langt farligere, hvis man gjorde lige så store anstrengelser for at opstille frihedsregnskaber. Den borger, som svarer i et spørgeskema, at han ikke er lykkelig, er en idiot eller stakkel, vi skal hjælpe. Den, som svarer, at han ikke er fri, er en systemkritiker, siger Ole Fogh Kirkeby og tilføjer:

Det helt store problem er dog, at ingen ved, hvad lykke er. Jeg ved heller ikke, hvad lykke er.

The School of Life, London, den 20. juni 2012.

Luften er tæt i det lille kælderlokale, hvor knap 40 mennesker har taget plads i en halvcirkel. Foran dem er et lille bord, to stole og to mænd placeret. Den ene står op.

Hvorfor bliver folk ved med at heppe på det samme fodboldhold, selvom det taber igen og igen?.

Spørgsmålet kommer fra Paul Watson, tidligere træner for fodboldlandsholdet i den lille østat Pohnpei i Mikronesien. Sammen med forfatter og journalist Oliver Burkeman står han for aftenens arrangement på The School of Life (Livets skole), som holder til i det centrale London og tilbyder gode idéer til hverdagslivet.

Som aftenens første oplægsholder fortæller han om sine erfaringer med at bygge et fodboldhold op fra bunden og få det til at gå fra fiasko til succes.

Man kan bygge styrke og karakter ved at overkomme fiasko. Og når man virkelig har kæmpet for sejrene, bliver man også mere lykkelig over dem, siger Paul Watson.

Og netop det at give plads til fejltagelser er et af temaerne i Oliver Burkemans nye bog, The Antidote (Modgiften). Bogen handler ikke om sygdom, slangebid eller lignende, men derimod om lykke. Bogen er et forsøg på at finde en modgift mod den stræben efter lykke, der ikke levner plads til de negative følelser, fejltagelserne, angsten og bekymringerne. Den stræben risikerer nemlig at gøre os ulykkelige, mener forfatteren.

Vi bliver ikke lykkelige af at forsøge at undertrykke vores negative følelser. Tværtimod handler lykke om også at give plads til de negative følelser, siger Oliver Burkeman.

En måde at omfavne de negative følelser på er at give plads til de bekymringer, der nu og da melder sig og kolliderer med idealet om et evigt lykkeligt liv.Konfronteret med en bekymring er der mange, der enten vil forsøge at fortrænge den og tænke, at alting nok skal gå, eller også køre helt ud ad en tangent og forestille sig det værst tænkelige. Men hvis man tager sig tid til at tænke over bekymringen, for eksempel frygten for at miste sit job, kan man hurtigt komme frem til, at man ikke er i umiddelbar risiko for at sulte eller blive hjemløs. Man har måske en lille opsparing, man har venner og familie, der formentlig vil tage sig af en, og så har man nogle evner, der gør, at man vil kunne søge et andet job. På den måde kan man ændre bekymringen fra at være uendelig til at være begrænset og dermed i hvert fald komme et skridt tættere på lykken, siger Oliver Burkeman.

Han er både for og imod målingen af lykke:

Principielt synes jeg ikke, det er en dårlig idé, men jeg tror også, der vil være en risiko for, at regeringen vil bruge det som en undskyldning til ikke at fokusere på de socio-økonomiske problemer. At den vil sige, at graden af lykke er vigtigere. Og så er der også det problem, at man ikke nødvendigvis bliver lykkelig af at fokusere på og stræbe efter lykken. Men jeg synes, det er rigtig nok, at økonomisk vækst ikke skal være det eneste, vi måler på.

Et andet sted i London sidder Mark Williamson. Han er leder af organisationen Action for Happiness (Aktion for lykke), som blev grundlagt for et år siden. Formålet med organisationen er at bygge et mere lykkeligt samfund, hvor folk tænker mindre på, hvad de selv kan opnå og mere på andres lykke. Og klikker man sig ind på Action for Happiness hjemmeside, kan man selv være med. Her kan man udfylde navn og emailadresse og sætte et kryds ud for feltet, hvor der står, at man vil forsøge at skabe mere lykke og mindre elendighed i verden omkring sig. Man kan også læse om 10 veje til et lykkeligere liv, som blandt andet inkluderer at gøre noget for andre, at passe på sin krop og at blive ved med at lære nyt.

Som fundament for det hele er en tro på, at man selv kan påvirke sin egen og andres lykke, at man må prioritere de ting, der gør en lykkelig, og at det at hjælpe andre er nødvendigt, hvis man skal skabe et lykkeligere samfund.

Vores mål er at opmuntre til aktiviteter, der bidrager til en målbar forøgelse af livstilfredsheden over de kommende 10 år. Tragisk nok er denne ikke vokset i Storbritannien eller mange andre udviklede lande i de seneste 60 år, trods hidtil usete stigninger i BNP, siger Mark Williamson og understreger samtidig, at et lykkeligt liv ikke handler om at gå rundt og være lykkelig hele tiden:

Vi kommer alle ud for modgang, men et lykkeligt liv indebærer at have styrke til at møde modgangen.

Når det kommer til regeringens lykkemåling opfatter Action for Happiness det som en meget vigtig udvikling.

At måle lykke og trivsel er et nødvendigt første skridt, da vi alt for længe udelukkende har brugt BNP til at måle fremskridt i samfundet. Og BNP tager ikke højde for mange af de faktorer, der har indflydelse på folks livskvalitet. Men det er kun en start. De ændringer, der virkelig er brug for, er, at politikerne begynder at tage højde for lykke og trivsel, når de tager politiske beslutninger, siger Mark Williamson.

I skrivende stund har 21.839 personer fra 123 forskellige lande sagt ja til sammen med Action for Happiness at skabe mere lykke i verden.