Prøv avisen

Verden kalder Laura

-- Vi kan ikke redde hele verden, men vi gør en stor forskel. Og det er en vidunderlig følelse at vide, at man har gjort en forskel. For uden Læger uden Grænser ville tusindvis af mennesker ikke være i live i dag, siger Laura Thomsen. -- Foto: Kristian Djurhuus.

- Jeg føler ikke, at jeg ofrer noget ved at tage afsted. For jeg får lige så meget igen selv, siger Laura Thomsen, der har set nøden flere steder i verden som sygeplejerske for Læger uden Grænser

Den unge flypassager foldede sine hænder og begyndte at bede. Flyet mod San Fransisco var netop lettet. Og hun havde allerede fortrudt.

– Kære Jesus. Lad mig blive afvist i tolden, så jeg kan komme hjem igen! bad Laura Thomsen. Hun var 18 år og på vej for at blive ung pige i huset hos en rig, amerikansk familie.

Men nu virkede eventyret, som hun havde planlagt og plaget om i månedvis, pludselig som en stor fejltagelse.

– Der var simpelthen ingen vej tilbage, siger Laura Thomsen.

– For jeg havde taget kørekort og havde sparet sammen til turen, og så giver man jo ikke bare op uden at tabe ansigt. Men det var faktisk ulovligt at arbejde som au pair, så hvis tolderne gennemskuede, at jeg skulle være ung pige i huset, ville det være helt legetimt at tage hjem igen. Og det håbede jeg sådan set på.

Laura Thomsen giver et uhøjtideligt latterbrøl fri udrejsetilladelse til de nærmeste tre-fire nabohaver i kolonihavekvarteret og lader smilet blive siddende i ansigtet, mens hun fortsætter:

– Jeg kom igennem tolden. Og det blev et utroligt lærerigt år for mig, selvom jeg ikke var heldig med familien. Faderen var direktør i Pepsi-koncernen og næsten aldrig hjemme. Men moderen havde kontor i hjemmet, så det var svært at styre hendes tre forkælede unger. For hun blandede sig altid, når jeg for eksempel forbød dem at proppe sig med slik før aftensmaden.

Laura Thomsen tøver et øjeblik og fortsætter så:

– Jeg var faktisk rædselslagen for hende, kommer det så.

– Men bortset fra selve jobbet som au pair var det en fantastisk oplevelse at komme afsted hjemmefra. Og siden har udlængslen sat sig fast i mig.

Dannebrog står og slår i vinden på nabogrunden. Og alting emmer også af pæredansk blomsterspandsidyl omkring hendes eget lille træhus. Kolonihavehuset på Amager er hendes base, som hun nyder at vende tilbage til, når hun kommer hjem fra alle sine mange eventyr rundt omkring i verden. For siden hun vovede sig til USA som 18-årig, har hun rejst hele kloden rundt som privat eventyrer. Og i dag findes der ikke et kontinent, som den 34-årige sygeplejerske ikke har betrådt. I løbet af de seneste år har hun været i Afghanisthan, Sierra Leone og Dafur som sygeplejerske for Læger uden Grænser. Og til sommer tager Laura Thomsen til London for at læse Public Health, så hun kan hellige sig sin forkærlighed for nødhjælp. En usædvanlig skæbne for en pige, der blev født på Færøerne, men voksede op i det trygge Albertslund som den ældste i en søskendeflok på fire.

– Før jeg tog til USA, kendte jeg kun det lille samfund i Albertslund. For bortset fra de tilbagevendende ferier på Færøerne har mine forældre aldrig haft den store rejselyst. Til gengæld har min far altid beskæftiget sig meget med, hvad der foregik i verden.

Hun fanger mit blik.

– Når TV-avisen kørte, måtte vi ikke forstyre. For nyhederne skulle altid ses, så han kunne følge med i, hvad der skete herhjemme og i udlandet. Men bagefter diskuterede vi meget, hvad der foregik.

TV-avisen havde faktisk indirekte indflydelse på Laura Thomsens "kald" til at blive sygeplejerske:

– Nogle gange er det jo svært at sige, hvad der præger én. Men meget, meget tidligt ville jeg være sygeplejerske. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ville være sygeplejerske. Men det behov i mig blev bekræftet, da der var hungersnød i Etiopien i 1989. For dér så jeg, hvordan vestlige sygeplejersker og læger virkelig gjorde en forskel. Og på det tidspunkt besluttede jeg mig til, at det var lige præcis, hvad jeg ville.

Har du virkelig aldrig været i tvivl om, at du skulle være sygeplejerske?

– Næ.

Hun griner igen.

– Måske var jeg lidt målrettet. Men jeg tænkte, at jeg skulle til USA som pige i huset for at blive rigtig god til at tale engelsk, så det kunne hjælpe mig, når jeg skulle ud og redde verden som sygeplejerske. Men der kom til at gå mange år, før jeg kom afsted til Afrika.

Da Laura Thomsen var ved at være færdig med sygeplejerskolen, tog hun i stedet til Kina, hvor hun brugte tiden på at studere deres sundhedssystem. Forinden havde hun aftalt med sin studieleder, at hun kunne skrive sin hovedopgave på skolen som en sammenligning mellem det danske og kinesiske sundhedssystem. Og i Kina blev hun pludselig introduceret til den akupunktur, som hendes moder havde levet af i årevis.

– Det havde aldrig interesseret mig før, men det fascinerede mig pludselig meget, at man faktisk helbredte mennesker med nåle i Kina. Og selvom behandlingstiden varede lidt længere, fascinerede det mig, at man tog fat om selve problemerne i stedet for at lappe på dem med medicin.

Nålene skulle senere blive en rød tråd i hendes karrierre. For da hun vendte hjem til Danmark (efter at have slukket den værste rejselyst med rundrejser i Sydamerika og Australien), var hun stadigvæk fascineret af akupunktur og zoneterapi. Derfor tog hun en uddannelse som zoneterapeut og åbnede sin egen klinik for akupunktur og zoneterapi på Østerbro.

– De første tre år arbejdede jeg dobbelt, hvor jeg tog vikarvagter som sygeplejerske for at få det til at løbe rundt. Men da klinikken endelig kørte, fik jeg lyst til at gøre det, som jeg altid havde ønsket mig, så jeg meldte mig til Læger uden Grænser.

En klynge utætte skyer rotter sig sammen mod solen over kolonihavekvarteret. Og det begynder så småt at regne, mens vi snakker om hendes møde med langt større problemer i Afrika og Afghanistan.

– Jeg føler ikke, at jeg ofrer noget ved at tage afsted. For jeg får lige så meget igen selv. Der er ingen, der har presset mig til at tage afsted. Men jeg har lært, at man skal virkelig have en stor tålmodighed, når man arbejder for Læger uden Grænser. For man kan planlægge alting aftenen før, men næste morgen, hvor man lige har nået at sætte sig ud i den pakkede bil, kan man få at vide, at man ikke må køre, fordi der måske har været nogle skudepisoder i det område, man var på vej til. Sådanne situationer kan let gøre én rigtig ked af det og stresset. For nu er du her, medicinen er her, bilen er her, benzinen og tolken, chaufføren og det hele. Du fejler ikke noget, du har ikke diarre i dag. Og du ved, hvor meget de lokale har brug for medicinen. Men du kan bare ikke komme ud, fordi det er for farligt!

Hvordan påvirker det dig psykisk at stå i sådan et hav af behov?

– Det er ikke sådan, at jeg ikke kan sove om natten, selvom jeg har set rigtig mange forfærdelige ting. Det har nok bare gjort mig lidt stærkere til de næste opgaver. Men jeg føler ikke, at jeg er nået til det punkt, hvor man bliver for kynisk til at sætte mig ind i andres smerte. Jeg har meget let til tårer i øjeblikket, hvor jeg står midt i tragedien, hvis jeg for eksempel ikke kan redde et barn, men når jeg sekundet efter går ind i bilen til mine kollegaer, kan jeg sagtens grine igen. Det tror jeg er vigtigt at kunne gøre på en menneskelig måde. For jeg tror, at det er vigtigt at finde sine frirum, når man arbejder med så massive problemer. Jeg elsker for eksempel at spille spil og kort. Og selvom vi nogle gange kan arbejde 14-16 timer i træk, synes jeg, at det er vigtigt, at man giver sig tid til den slags. For ellers brænder man simpelthen ud. Det har jeg selv set flere gøre. Det er vigtigt at slappe af, hygge sig og sove i en god seng, når man arbejder så meget. Man behøver ikke noget luksus, men det kræver en base at kunne arbejde så hårdt. Jeg ved godt, at folk sidder lige udenfor i deres elendighed, men hvad nytter det, at jeg sætter mig ud sammen med dem, for så er jeg jo ikke effektiv dagen efter.

Men kan du virkelig klippe navlestrengen over til den elendighed du oplever og slappe helt af, når du har dit kolonihavehus fyldt med billeder af børn fra Den Tredje Verden?

– Det synes jeg godt, jeg kan. Men det kommer op, når jeg ser nyhederne, eller når folk stiller mig spørgsmål om mine oplevelser. Men min dagligdag herhjemme fungerer.

Er der et særligt billede, der dukker op, når du ser nyheder?

– Det, der især har fulgt mig, er billedet, der mødte os, da vi ankom til Dafur. Jeg havde i forvejen hørt om alle de rædsler, der var foregået i Dafur, da jeg blev briefet i Holland, men jeg tænkte, at folk nok havde en tendens til at overdrive lidt. Men da jeg først kom ned og kørte igennem den ene nedbrændte landsby efter den anden, satte det billede sig fast i mig. For det er rigtigt uhyggeligt at køre igennem landsbyer, hvor alle er flygtet, men bygningerne stadig brænder. Militserne havde også brændt markerne ned. For ved at brænde folks mangotræer ned, kunne de dræne hele landsbyer fra et område, fordi det ville tage årevis at udbedre skaderne. Og de billeder af sorte grene, der stadig ryger og smadrede krukker i de nedbrændte landsbyer, har printet sig fast i mig. Man kan bare lukke øjnene og forestille sig, hvilket skrig, der har lydt der.

Hun tøver et øjeblik.

– Det tænker jeg på, når jeg ser nyhederne. Og selvfølgelig også alle de børn, som jeg ikke kunne redde.

Hvad gør du for at glemme de billeder?

– Jeg synes ikke, at de skal forsvinde. For de er også en del af livet. Det hele er ikke bare lutter lagkage. Vi kan ikke redde hele verden, men vi gør en stor forskel. Og det er en vidunderlig følelse at vide, at man har gjort en forskel. For uden Læger uden Grænser ville tusindvis af mennesker ikke være i live i dag. Nu er der for eksempel fred i Sierra Leone, for krigene stopper jo heldigvis altid på et tidspunkt, og så er det da rart, at nogen tænkte på de sårede, mens den stod på. Solstrålehistorierne findes jo også.

Vi gemmer solstrålehistorierne et øjeblik. For nu er regndråberne pludselig blevet tungere og eksploderer som små bomber mod Laura Thomsens kolonihavefliser, så vi trækker halvvåde indenfor, hvor regnen forgæves angriber os over bliktaget. Og et øjeblik efter er vi igen klar til at hoppe tilbage til den 3. verden.

– Børn på under 60 procent af deres naturlige kropsvægt kommer ind på vores hospitaler med infektioner. Og de kan virke så svære at redde. Men når vi giver dem sondemad, kan man allerede se, hvordan de får mere liv i øjnene efter 10-12 timer, og efter tre dage kan de måske selv sidde op og bede deres forældre om mere at drikke. Og det, synes jeg da, er det hele værd.

Kan du huske én særlig oplevelse, hvor du følte, at du gjorde en forskel?

– Der er mange episoder. Men jeg kan huske, at vi engang kørte forbi en hytte, hvor en ung pige var ved at føde, så man kunne høre skrigene ude fra vejen. Pigerne er så ofte unge, at de har svært at føde, fordi de har så smalle hofter. Det, der ofte sker, er, at barnet sætter sig fast. Og det var også tilfældet med denne unge pige. Jeg kaldte chaufføren ind, for han var stor og stærk, og når man skal have sådan et barn ud, så skal der virkelig flås til. Det var jeg ikke stærk nok til. For hovedet skal ud på en bestemt måde. Men fordi vi var der, overlevede både moderen og barnet, der kom til at hedde Laura.

Drømmer du aldrig selv om at stifte familie?

– Jo, det vil jeg også meget gerne have.

Et smil vokser sig frem i hendes ansigt.

– Jeg vidste, at det spørgsmål ville komme, siger hun og bryder ud i latter.

– Det må bare komme. Det lyder måske lidt naivt. Men jeg tror, at jeg finder en mand, der også gerne vil rejse, så vi kan tage vores børn med rundt i verden. For jeg har mødt masser af forældre, som rejser og får sunde og selvstændige børn. Så der skal altså bare ikke komme en mand og banke på havelågedøren og sige: "Nå, er det her du bor." For jeg slår mig ikke ned.

– Jeg har altid sagt, at jeg skulle have seks eller syv børn, men nu har jeg nået den alder, hvor jeg tænker, at hvis jeg bare får to eller tre, så skal jeg være glad. For jeg elsker børn, og de gør mig rigtig glad. Men kunne sikkert også tage mig til takke med min niece, og jeg fik også mange tilbud om at adoptere, da jeg var i Afrika. For jeg var med til masser af fødsler, hvor moderen døde i barselssengen. Der var især to gange, hvor jeg virkelig havde lyst til at gøre det. Og hvis der ikke var så mange forhindringer med at få dem med hjem, så sad jeg helt sikkert med to børn fra Afrika i dag.

Betyder din kristne tro noget for dit engagement?

– Jeg tror ikke, at jeg har taget ud i verden som sygeplejerske, fordi jeg tror. Men Gud er en fastgroet del af mit liv. Han er mit holdepunkt. Hvis alt andet ramler, så ved jeg, at jeg har Gud.

Hun ser på mig.

– Alt andet kan ændre sig. Men min tro på Gud vil ikke ændre sig. Ikke engang hvis jeg mistede hele min familie. Selvom jeg godt kan forstå, at nogle bliver ateister på den konto. For jeg står ofte selv i situationer, som jeg ikke forstå. Og når jeg for eksempel mister et barn, kan jeg da også sagtens tænke: "Helt ærligt Gud, hvad har du gang i?" Eller når jeg læser en journal på Rigshospitalet, hvor der står "døende" på børn, der har en svulst i hjernen. "Døende" ser man i journaler på gamle mennesker, men jeg kan ikke se, hvad meningen er med, at det skal stå om en treårig dreng. Ellers tror jeg, at der er en mening med alt. Men lige præcis det med børnene, kan jeg ikke forstå. Og faktisk kan elendigheden i Danmark ofte virke mere overvældende end i Afrika. Man ser ikke for eksempel ikke selvmordsrater i Afrika på samme måde. For folk begår ikke selvmord, fordi livet er for hårdt, men fordi det er for let. Og måske for kedeligt og ensomt. Hvis man begynder at tænke for meget over, hvad meningen med livet er, så kan det godt gå galt. Men det gør man jo ikke på samme måde i Afrika, dér lever man livet og er i nuet og gør det sammen.

Udenfor har regnen opgivet at føre krig mod Laura Thomsens kolonihave, og solen følger mig hele vejen hjem mod sikrere sanitetsforhold. Det bliver en god dag.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

LAURA THOMSEN

blev født i Tverå på Færøerne i maj 1970. Da hun var fire år, flyttede familien til Albertslund, hvor hun voksede op og blev student i 1988. Herefter startede hendes rejsefeber med et år som au pair i USA. Da hun kom hjem til Danmark, rejste hun næsten med det samme fire måneder til England, hvor hun arbejdede på et hotel. Og efter opholdet i England tog hun først fire måneder til Australien og bagefter syv måneder til USA med en veninde. Da de kom hjem, begyndte de begge på sygeplejerskolen i Herlev. På sidste semester af sin uddannelse tog Laura Thomsen først til Hong Kong og derefter Kina, hvor hun blev så inspireret af akupunktur, at hun allerede på det tidspunkt fik lyst til at studere akupunktur og zoneterapi. Åbnede sin egen klinik på Østerbro, mens hun stadig fortsatte som sygeplejerske. I 2001 tog hun for første gang ud for Læger uden Grænser (til Afghanisthan). Og siden har hun både været i Sierra Leone (2002) og Dafur (2004).

Kald det et kald

I mange år har ingen talt om kald, men kun om løn. For nogle år siden bragte pædagogernes fagforening det gamle ord kald på bane igen. Men hvad er et kald i en tid, hvor valgmulighederne er næsten uendelige? Og hvordan finder man sit kald? Kristeligt Dagblad har interviewet en række mennesker, der både professionelt og personligt har gjort sig tanker om, hvad et kald kan være. Dette er det sidste interview i serien, som med et net-abonnement kan læses på www.kristeligt-dagblad.dk.