Claus Bretton-Meyer har et motto, som han har med sig fra sin katolske opvækst og religiøse forberedelsesundervisning hos Skt. Joseph-søstrene på den internationale Rygaards Skole i Hellerup: Semper ardens altid brændende.
Søstrene vil sige: Altid brændende i troen. For mig drejer det sig om, at hvis jeg går ind i noget, skal jeg smide al min energi, arbejdskraft, fokus og ildhu ind i det. Semper ardens er en huskeregel om at gøre det, jeg gør, 100 procent. Det er en god regel for mig at navigere efter i stort og småt også når det handler om til- og fravalg.
Jeg holder meget af principper, som, jeg tror, er vigtige for, at tingene kan fungere. Et af mine principper er: Gør tro til viden. Der er alt for mange, der baserer sig på antagelser, og i mange tilfælde er de forkerte, siger han og nævner endnu et motto, der har betydning for ham: In tranquillo mors, in fluctu vita i stilstand dør man, i bevægelse lever man.
Jeg får en enorm energi af at få lov til at virke i forhold til mine omgivelser. Det har noget med virketrang at gøre. Hvis man satte mig i en stol i en uge, uden at jeg havde noget at tage mig til, ville jeg brænde op. Jeg skal virke.
Blikket i de brune øjne bag de store brilleglas er også brændende hos den 48-årige Claus Bretton-Meyer, der sidder på den anden side af mødebordet i sit kontor i Dansk Boldspil-Union, DBUs, domicil i Brøndby syd for København. Her tiltrådte han den 1. marts som administrerende direktør for en organisation med 342.000 medlemmer og en stor plads i Fodbolddanmarks hjerte.
På trappereposen udenfor står en lukket glasmontre med relikvier som det officielle diplom for Danmarks EM-sejr i fodbold den 26. juni 1992 i Sverige og et fotoalbum med billeder fra landskampen Danmark-Sverige den 16. juni 1924. Mødelokaler længere nede ad direktionsgangen er opkaldt efter fodboldhelte som Peter Schmeichel og Harald Nielsen.
Selv kan den næsten to meter høje direktør ikke prale af en talentfuld fortid på grønsværen. Han har mere været til tennis, basketball og skiløb. Men formen er i top hos den inkarnerede motionsløber. Når han deltager i den ugentlige fodboldkamp på kunstgræs i det fri sammen med DBUs medarbejdere, må de andre have benskinner på.
Smukt er det ikke, og jeg er ikke så dygtig til tacklinger.
Til gengæld medbringer han et cv med en lang liste over ledende poster som administrerende direktør i erhvervslivet, CEO, som det hedder i den verden. Deriblandt har den CBS-uddannede MBA master of business administration fra 2007 til 2013 været administrerende direktør for TV 2 Sport A/S, hvor han stod i spidsen for opbygning og drift. Dertil kommer næsten 30 års ledelseserfaring som officer i det danske forsvar.
LÆS OGSÅ: På soldaterhjemmet tror de, at hjemlighed kan give veteraner mod på livet
I DBU lyder opgaven på modernisering og udvikling med blik for den helhedstanke, som organisationen baserer sig på.
Jeg har arbejdet i både børsnoterede og private virksomheder, hvor det naturlige fokus var bundlinjen. Den store forskel er, at der er flere opgaver her, hvor det også drejer sig om at udvikle dansk fodbold og at udvikle det, som fodbold gør for danskerne. Det kan for eksempel være fodbold som led i en vellykket integration, fordi fodbold evner at binde folk sammen på tværs af religion, samfundslag og grænser.
Jeg håber at kunne være med til at sikre, at politikerne får den historie at vide. Det er vigtigt, fordi man i dag taler så meget om integration, men også om sundhed. Mange børn sidder for meget ved computeren og har brug for at komme ud og røre sig. Det kan DBU være med til at sørge for ved at melde mere offensivt ud om de mange tilbud, som organisationen står bag. Det gælder også en aktivitet som fodbold-fitness, der henvender sig til både mænd og kvinder. Dér har DBU måske haft tendens til at være en lidt støvet organisation, og det er ærgerligt, når man ved, hvilken værdi den type aktiviteter har.
Når jeg kigger på den vision, som DBU har haft, har det været at udvikle fodbolden for fodboldens skyld. Jeg vil gerne være med til at stå i en situation, hvor dansk fodbold om 20 år har en meget signifikant betydning for det omkringliggende samfund. At DBU tager ansvar. Og at fodbold bliver en endnu mere attraktiv sportsgren.
Jeg vil også gerne være med til at professionalisere ledelsen af DBU. Min erfaring er, at det, der kan være en barriere for, at en organisation udvikler sig positivt, er, at man synes, man gør det godt nok. Jeg synes, at DBU bør have en mere ydmyg tilgang. Der er økonomiske udfordringer. Derfor mener jeg, at vi skal tilbage til dnaet og spørge, hvad vi kan gøre for medlemmerne og ikke, hvad vi kan gøre for os selv, siger Claus Bretton-Meyer.
Han har tre pejlemærker i sit liv: katolicismen, spejderbevægelsen og forsvaret. Det katolske først.
Jeg er præget af min opvækst i en almindelig kernefamilie, hvor min mor, mine to søstre og jeg er katolikker. Jeg havde min folkeskole- og gymnasietid på Ingrid Jespersens Gymnasieskole på Østerbro i København, men efter skoletid deltog jeg i religionsundervisning hos Skt. Joseph-søstrene på Rygaards Skole i Hellerup. Her blev jeg forberedt til kommunion med henblik på at gå til nadver og til den katolske konfirmation, firmelse. Som yngre gik jeg også til skrifte.
Selvom jeg er katolik, er jeg uafklaret omkring, hvad det er for en størrelse, der regerer verden, for jeg oplever, at man selv har stor indflydelse på, hvad der sker. Men samtidig er min livsopfattelse præget af opvæksten i et katolsk miljø. Og jeg har katolske venner og taler om, at jeg selv er katolik.
Da min søn skulle begynde på Rygaards Skole, formidlede søster Anne Christine skolens værdigrundlag for børn og forældre. Hun talte om semper ardens, og om hvor vigtigt det er at præge børnene med både uddannelse og dannelse. Og også om, hvor vigtigt søstrene mener, at det er at præge børnene med de 10 bud og det at tage ansvar for hinanden, hvis samfundet skal fungere. At vi mennesker er nødt til at tage ansvar for den virkelighed, vi er en del af.
Det er et grundforhold i katolicismen, at man tror på syndsforladelse. Religions-filosofisk tror jeg ikke på den tunge skyld, og nu har du syndet og skal angre resten af dit liv. Jeg tror på, at mennesker kan fejle, men at man må rette sig op og komme videre. I den sammenhæng oplever jeg forskel på at være katolik og ikke-katolik. Syndsforladelse er en del af den katolske religionsforståelse.
Jeg tror på, at vi som mennesker skal tilgive hinanden. Det er nødvendigt for, at verden kan fungere. Udlevelsen af syndsforladelse kommer i min bog i kraft af, hvordan mennesker fungerer med hinanden. Jeg oplever, at mange i vores samtid taler om skyld. Men skyld tynger folk, og det mener jeg ikke, at vi udvikler os af. Men refleksion er vigtigt.
Troen på det er noget, jeg har med mig. Jeg er glad for det, fordi det har givet mig noget rettesnor i kombina-tion med, at jeg har været i et miljø, hvor troen har været italesat. Det har præget den måde, jeg er leder på. Jeg har troen på, at vi som individer i organisationen har brug for fælles mål. Og at værdier er afgørende for at nå det mål og for måden at være sammen på.
Claus Bretton-Meyer har også en del af sit værdiggrundlag med fra tiden i den katolske spejderbevægelse hos Græsserne i Knud Lavard Division Lyngby.
Jeg syntes, at det var sjovt at være der. Vi blev kørt i militærbus til Jotunheimen i Norge og vandrede rundt der i 14 dage eller til Värmland i Sverige, hvor vi byggede en tømmerflåde og sejlede rundt på søerne. Præsten var med på lejrene og holdt en daglig gudstjeneste. Om vi så skulle vandre op på et af de højeste steder i Norge, Glittertind, var præsten med.
En del af mine værdier er kommet fra spejderbevægelsen. Da jeg blev bedt om at være patruljefører og pludselig skulle til at lede kammerater, var jeg nødt til at tænke mig om. Jeg har været leder lige siden. Jeg var også aktiv i gymnasiet. Min natur er, at hvis jeg sidder i en gruppe, og ingen gør noget, så går jeg i gang.
For fem år siden fik Claus Bretton-Meyer fortjenst-medalje for 25 års tjeneste i det danske forsvar. Hans engagement i forsvaret begyndte med aftjenelsen af værnepligten, fortsatte med ser-gentskole og løjtnantskole og en række efterfølgende videreuddannelser.
I dag har han titel af reserveofficer og chef for operationsinformationer. Det indebærer blandt andet formidling af information og oplysning om uddannelse med videre i forbindelse med militære operationer i krigsramte områder. Formålet er at sikre stabilitet i et samfund, når hjælpen i form af militær tilstedeværelse ikke er der mere.
LÆS OGSÅ: Den kollektive længsel efter dybde
Han er af sted i aktiv tjeneste mindst en måned om året, og deltager løbende i efteruddannelse på Forsvarsakademiet.
Det er en sofistisk videreførelse af spejderlivet. Jeg har blandt andet været udlånt til det græske Nato-hovedkvarter, hvor jeg var chef for soldater fra Tyrkiet, Grækenland, Italien, Norge og Danmark, siger Claus Bretton-Meyer, der ikke vil gå i detaljer med sit militære arbejde, men gerne fortælle, hvad det betyder for ham.
Mit forhold til forsvaret har været der altid og er en naturlig del af den måde, som mit liv er skruet sammen på. Jeg oplever, at der er mange ting, som den civile verden kan lære af forsvaret og omvendt. Jeg synes, at det er stærkt inspirerende i en travl hverdag at komme over i et parallelt system, hvor mine kompetencer også kan bruges. Forsvaret er en bedre lederbørnehave. Man får ansvaret for en række menige, som man skal få til at fungere i en bestemt kontekst.
Soldaterlegatet er navnet på en privat fond, der blev oprettet i 2008 med det formål at hjælpe tidligere civile og militære udsendte i internationale militære missioner samt deres pårørende og efterladte. Claus Bretton-Meyer er medlem af bestyrelsen for fonden.
Jeg tror på vigtigheden af, at man som leder er med til at tage ansvar for samfundet. Og samfundet var ikke parat til at håndtere de skadede soldater fra krigene i Irak og Afghanistan. Det er en stor glæde at være med til at hjælpe dér, hvor der er behov.
Indtil nu er der samlet 130 millioner kroner ind. Pengene er blevet brugt til blandt andet at hjælpe benamputerede med såkaldte løbeproteser og til ombygning af boliger for soldater i kørestol. 90 procent af midlerne går til psykologhjælp til soldater med forskellige former for psykiske skader, for eksempel posttraumatisk stresssyndrom og depression. Økonomisk rådgivning og et træningscenter på Rigshospitalet er også blandt de aktiviteter, som fonden støtter.
Det er et arbejde, jeg finder stærkt berigende, og jeg gør det i kraft af min militære baggrund, siger Claus Bretton-Meyer.
Endnu et socialt engagement, som han er involveret i, er udgået fra den VL-gruppe af virksomhedsledere under Dansk selskab for virksomhedsledelse, som han er medlem af.
Gruppens motto er semper ardens. Og her har vi brugt det som ledetråd for, at vi som gruppe gerne vil mødes om noget andet end ledelse. Med de privilegier, vi har, vil vi gerne gøre noget for andre og har taget initiativ til et mentorprojekt for første- og andengenerationsindvandrerelever på Metropolitanskolen i København. Målet er at styrke dem til at blive velintegrerede i samfundet.
Det meningsfulde liv er for mig at kunne yde noget for andre. Vi har alle fået forskellige evner og behov, men ofte kan man opleve, at folk bruger deres ressourcer på sig selv i stedet for andre. Men jeg vil gerne virke, påvirke og bidrage i forhold til mine omgivelser familie, venner og virksomheden. Det handler om en stræben efter at gøre tingene bedre. Og at have ambitioner på vegne af virksomheden, organisationen og mig selv ikke med henblik på egen vinding, men for at bidrage til helheden.
Min gamle farmor sagde altid, at jeg var født under en heldig stjerne. Det tænker jeg også selv. Jeg har været heldig med at have fået en masse muligheder andre må bedømme, om jeg har udnyttet dem ordentligt. Der er kun en ting, jeg har fortrudt ikke at have fået gjort: at søge optagelse i Jægerkorpset. Det skulle jeg have prøvet!.