Prøv avisen

Vi ændrer os ikke så meget

Ældre mennesker har ikke grundlæggende ændret deres personlighed gennem livets forskellige faser, mener Lars Larsen, der er leder af Center for Gerontopsykologi på Aarhus Universitet. – Foto: .

Personligheden er en meget stabil størrelse, og den viden kan bruges, både når vi står i starten af livet og skal vælge karriere, og når vi som ældre kigger tilbage, mener Lars Larsen, der er leder af Center for Gerontopyskologi på Aarhus Universitet

Den søde og lidt stille Mette, der i dag er sekretær, er stadig lige sød og stille, og den højtråbende Torben, der har fået egen virksomhed, er stadig den, som sætter fut i selskabet.

Alle, der har prøvet at mødes med gamle klassekammerater til 25-års jubilæer, oplever, at det er præcis som at gå tilbage i tid og træde ind i klasseværelset igen. De er alle sammen lige, som vi husker dem, ligesom rollerne og relationerne i klassen også er de samme.

Og den erfaring bekræftes af den seneste forskning inden for gerontopsykologien, som man kan læse om i antologien Geron-topsykologi Det aldrende menneskes psykologi, der udkom for nylig.

Når vi ikke ændrer os grundlæggende med alderen, er det, fordi vi har nogle personlighedstræk, som er stabile, og som er helt afgørende for, hvordan vi tænker, og hvilket erhverv og livsbane vi vælger, mener Lars Larsen, der er leder af Center for Gerontopsykologi på Aarhus Universitet.

Hvis vi ikke havde en stabilitet i vores personlighedstræk, så er det svært at forestille sig, hvordan venskaber og parforhold ville kunne bevares. Al forskning viser, at der er en stor grad af stabilitet i personligheden op igennem voksenlivet. Efterhånden som vi bliver ældre, sker der nogle små ændringer. Vi bliver en smule mere afslappede og omgængelige, men også mere indadvendte, siger Lars Larsen.

Inden for den nyere personlighedsforskning definerer man personligheden i fem forskellige dimensioner, som man har fundet hos befolkninger på tværs af kulturer.

Neuroticisme er en dimension, og under den hører en række træk. Hvis man scorer højt på neuroticisme, så er man typisk temperamentsfuld, selvynkende eller selvbevidst, følelsesbetonet og sårbar. Ekstroversion eller udadrettethed er en anden dimension, og personer, der scorer højt her i test vil gerne deltage i ting, er passionerede og kan lide, at der sker noget sjovt. I den anden ende af skalaen introversion eller indadrettethed befinder man sig, hvis man trækker sig tilbage og foretrækker at sidde for sig selv og læse eller forske.

Åbenhed er en tredje dimension. Det er personer, som er åbne over for nye oplevelser, nysgerrige, har fantasi og er kreative. Scorer man lavt, er man fantasiforladt, konservativ og præget af bestemte vaner. Venlighed eller omgængelighed er den fjerde dimension, og her er tale om mennesker, som er gode af sig, generøse og tror, at andre mennesker er venlige og rare. I den negative ende af skalaen befinder sig personer, der er mistroiske og skeptiske over for deres omgivelser. Endelig er der den femte dimension, samvittighedsfuldhed. Scorer man højt her, hører man til de vellidte, hårdtarbejdende og vedholdende medarbejdere, som er vigtige for at få gennemført projektet, siger Lars Larsen.

Forestillingen om, at visse personkaraktertræk er stabile, kan føres helt tilbage til antikken, hvor man mente, at de var forårsaget af forskellige kropsvæsker som slim, galde og blod. Man sammenfattede dem i fire forskellige typer den koleriske, den flegmatiske, den sangvinske og den melankolske. De fire historiske kategorier bruges stadig og kan overføres til de nyere fem dimensioner sådan at forstå, at man, hvis man scorer højt på neuroticisme og ekstroversion, er koleriker, mens man er melankoliker, hvis man scorer højt på neuroticisme og indadvendthed, forklarer Lars Larsen.

Men hvad kan man bruge de personlighedskategorier til?

At forskningen viser, at der ikke sker de store forandringer med vores personlighed, har store konsekvenser. Vi kan bruge den viden til at se fremad i forhold til unge, der står og skal vælge fremtidsbeskæftigelse. Hvis man for eksempel scorer meget højt på ekstroversion, så er det nok ikke smart at blive forsker og skulle sidde for sig selv og arbejde. Omvendt er det heller ikke en idé, hvis man er meget genert og stille, at blive politimand eller tv-journalist.

Men vi kan også bruge vores viden om personlighedens stabilitet i forhold til ældre og vejledning om, hvornår man for eksempel bør gå på pension. Vi kan konstatere, at mens nogle ældre stortrives, så har andre det meget svært med at blive ældre. Hvis man er en meget udadvendt og et meget ambitiøst menneske, så kan det være svært at acceptere, at man pludselig er pensionist, og måske skal vedkommende forsøge at blive på arbejdsmarkedet længst muligt. Omvendt kan den mere tilbagelænede type have nemt ved at trives i et lavere gear, hvor han selv kan bestemme, hvad der skal ske, siger Lars Larsen.

Viden om personlighedstræk vil også kunne anvendes af omsorgspersonale, der plejer svage ældre, som lider af eksempelvis demens.

Over halvdelen af alle på et plejehjem forventes at være demente i en eller anden grad, og mange af dem vil i takt med sygdommens udvikling være præget af personlighedsforandringer. En vigtig ting i forbindelse med omsorgen for det ældre menneske med demens er, at dagligdagen indrettes, så den passer til vedkommendes personlighed. En meget aktiv ældre, der altid har holdt hus selv, skal have mulighed for selv at hjælpe til med for eksempel rengøring eller oprydning. Hvis den slags hensyn ikke tages, så vil resultatet være, at den ældre bliver vanskelig og har det skidt, siger Lars Larsen.

Voksenlivet og især det sene voksenlivs psykologi har ikke hidtil haft høj faglig status, men det er ved at ændre sig, mener Lars Larsen. Heldigvis. For det at blive ældre er ikke så ligetil, viser forskningen.

Sandheden om aldringen ligger et sted mellem det rene forfald og mismod og det rosenrøde billede af glade og aktive bedsteforældre. Mange ældre får brug for psykologhjælp, og opgaven er at forsone sig med det levede liv. Nogle sidder måske og tænker, at jeg kunne også have gjort noget helt andet, og ærgrer sig lidt over det, de ikke fik gjort. Men når man kigger på livsforløbet, viser det sig, at det ikke var helt tilfældigt, at man valgte og agerede, som man gjorde.

Hvis man altid har været et nervøst gemyt, er det måske forklaringen på, at man netop ikke gjorde det, som man måske godt kunne have haft lyst til. Folk tænker meget konkret og synes, at deres liv ser meget tilfældigt ud, og der er en meget stor trøst i at finde den røde tråd og forstå og forlige sig med sig selv og sin skæbne, siger Lars Larsen.

Netop det er gerontopsykologiens område, og behovet for specialviden om, hvordan ældre har det, bliver større i fremtiden, hvor de ældre kommer til at udgøre en stadig større del af befolkningen, vurderer centerlederen.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk