God komik er upassende. Det mener komikeren Frank Hvam, der sjovt nok også har kaldt sit nye show præcis det: Upassende.
Et show, der tager udgangspunkt i Frank Hvams egen tilværelse som 43-årig mand med fast kæreste og to børn. Om op- og nedturene i et langt parforhold, hvor han på scenen blandt andet leger med tanken om, at hans familie dør og glæden ved den efterfølgende frihed over, at han ikke længere skal forholde sig til dem.
På mange måder en upassende og forbudt refleksion.
Men samtidig er det også et tankeeksperiment, der tager udgangspunkt i nogle universelle overvejelser om, hvad der skal til for at være et godt menneske, siger Frank Hvam, der har sat sig til rette ved sit skrivebord i sit kontor i Bredgade i København.
I forsøget på at være et godt menneske kan man tænke nogle forfærdelige ting. For eksempel at den eneste værdige vej ud af det lange parforhold er at blive enkemand. Når det lykkes for mig at lave det tankeeksperiment på scenen, så tror jeg, det er, fordi jeg ikke er den eneste med den tanke, siger han.
Den tankerække havde ikke indfundet sig i 1995, da Frank Hvam optrådte som standup-komiker for første gang. Dengang var standup-scenen helt ny, og hans ven Jan Gintberg havde inviteret ham med til at optræde for et beskedent publikum på en bar i det indre København.
Men der er sket meget siden dengang. I dag boomer danskernes interesse for standup-komik. Dag efter dag, uge efter uge, fylder komikerne musikhuse og teatre landet over med énmandsforestillinger. Og hvor stand-up-humoren før i tiden var udpræget pubertær, er der i dag store emner på plakaterne. Lige fra livskriser til komplicerede tankeeksperimenter behandlet med komik.
Historiker Henrik Jensen, der er lektor ved institut for kulturhistorie ved Roskilde Universitet, mener, at publikum blandt andet drages af de terapeutiske elementer i den nyere standup.
Jeg tror, det er en del af den terapeutiske kultur, vi har fået. Vi coacher hinanden i forskellige sammenhænge. Og det foregår ikke bare blandt familie og venner, men også i offentlige sammenhænge som denne. Det er svært at snakke om alvorlige emner som døden og livskriser, men når det bliver pakket ind i komik, bliver det mere medgørligt. For publikum er det en mere tilgængelig form for diskussion af alvorlige emner, som i andre sammenhænge ville blive for tunge. Det bliver sjovt og alvorligt på samme tid, siger Henrik Jensen.
Han peger på, at terapien fylder mere i samfundet og er blevet mere omfattende gennem de sidste årtier.
Coaching er faktisk et gammelt begreb, og det bliver ved med at være interessant og kan bruges i mange sammenhænge. Det er terapi, der ikke insisterer, men går ind og piller ved nogle ting, vi gerne vil forandre. Og publikum kan vælge at gøre noget ved det, men det er ikke et krav, siger Henrik Jensen.
LÆS OGSÅ: Søvndals bærende værdi er næstekærlighed
Da Frank Hvam begyndte på standup for 20 år siden, var der ikke noget terapeutisk element i hans standup.
Jeg ville bare op at fortælle om alle mine tanker og frustrationer. Det var et privilegium at få lov til at udkomme og få eksponering, og det at stille sig op på scenen var også en måde at slippe af med rigtig mange frustrationer på. Men jeg var slet ikke der i mit hoved, hvor jeg havde overvejelser om, hvad jeg kunne give til publikum. Jeg tænkte, at det 100 procent var for min egen skyld, jeg gik på. Og så kunne jeg selvfølgelig godt lide at få folk til at grine. Sådan er det stadigvæk, og sådan har alle i branchen det. Alle komikere har narcissistiske træk: Vi kan godt lide, når folk klapper og synes, vi er alletiders.
Det, man snakkede om, skulle forstille at tage udgangspunkt i ens egen tilværelse. Så jeg skrev en monolog om natteliv, om at gå i byen og om kvinder. Og så kan jeg huske, at jeg havde fundet en pjece, der handlede om forebyggelse af vold. Og den svinede jeg så til, siger Frank Hvam.
Den synsvinkel har ændret sig med alderen. Der kommer flere nuancer i tilværelsen, fordi man begynder at interessere sig for andre end sig selv. Det navlepillende bliver mindre spændende, og man får større interesse for det samfundsrelevante.
Det går op for en, at individualisme på mange måder er en naragtig ting. Vi er et fællesskab. Og hvis man er inter-esseret i, hvordan man selv har det, er man nødt til også at reflektere over, hvordan vi har det sammen.
I dag går jeg stadig på scenen for min egen skyld. Men med risiko for, at det kan lyde som en kliché, er jeg med tiden også blevet interesseret i at give folk noget med hjem. Jeg prøver at undgå at være prædikende, for det synes jeg slet ikke, jeg har den menneskelige kapacitet eller erfaring til. Men jeg lægger nogle refleksioner på bordet, og så må publikum tage det med, som de kan bruge af det.
Der er sket meget inden for standup-komik de sidste 20 år, og Frank Hvam er ikke et enestående eksempel på den måde, komikere i dag sætter et show sammen på. Der bliver nemlig taget stadigt større emner op, og hvor standup i begyndelsen i højere grad handlede om byture og damejagt, bliver der i dag også talt om skilsmisser, sygdomme og livskriser fra scenen.
Et eksempel på dette er komikeren Geo, der for to år siden fik en kræftdiagnose og brugte den som omdrejningspunkt i et indsamlingsshow for Kræftens Bekæmpelse. Et andet er komikeren Linda P, der i sit nye show, Linda Ps hovedpine, lukker forestillingen med en række refleksioner over sin egen skilsmisse fortalt siddende fra scenekanten.
Standup-komikerne er blevet voksne, og komikken er fulgt med, lyder begrundelsen fra cand.mag. og ph.d. Michael Eigtved.
Han skrev i 2002 en længere artikel under overskriften Standup er vor tids nar. Han har beskæftiget sig med standup-komik som et forskningsområde i længere tid. Han forklarer, at udviklingen er naturlig, fordi standup-komik i den klassiske forstand er observationskomik, der tager udgangspunkt i komikernes egne verdener.
Standup går ud på, at man observerer og reflekterer over verden gennem sit eget filter. Når der står et menneske på scenen og udlægger teksten, bliver standup et balancepunkt mellem det subjektive og det eksistentielle. Man snakker ud fra sine egne religiøse eller personlige vilkår, og derfor kan man faktisk godt argumentere for, at standup er blevet vores eksistentialisme, version 2.0, siger Michael Eigtved.
Historien om den danske standup-kultur er ligesom al anden komik et spørgsmål om generationsforskelle, forklarer Michael Eigtved. Når en ny generation kommer til, vil den automatisk efterlyse en anden humor end den, forældrene morede sig over.
I 1950erne og nogle årtier frem var det den folkekære Dirch Passer, der sammen med humorister som Jørgen Ryg og Preben Kaas dominerede den danske komikscene. Da alle tre døde inden for få år i begyndelsen af 1980erne, overtog komikertrioen Linje 3 sammen med skuespillerne Per Pallesen og Tommy Kenter for en tid.
Men så i 1990erne voksede en generation op, som ikke syntes, at Linje 3 repræsenterede dem. De efterlyste ny humor, siger Michael Eigtved.
Ungdommen var altså klar til at prøve noget nyt, og ligesom så mange andre ting her i verden fungerer humor efter udbud og efterspørgsel.
Udbuddet skulle findes i USA, hvor standup-traditionen havde udviklet sig gennem det meste af det 20. århundrede.
I perioden fra 1970 til 1990 tog den virkelig fart med navne som Jerry Seinfeld, Robin Williams og Eddie Murphy, der med stor succes optrådte for fulde huse på populære klubber.
Herhjemme er det komikeren Casper Christensen, der oftest krediteres for at bringe standup-konceptet fra USA til Danmark. Dengang den danske standup-komik så dagens, eller rettere: nattens, lys, var det på værtshuse med klirrende flasker og overrislede tilskuere i det indre København.
Her kunne unge, håbefulde komikere indtage scenen weekend efter weekend og lade refleksioner og frustrationer om stort og småt i tilværelsen løbe løbsk fra scenen.
Det var dér, at mange af de navne, vi kender fra standup i dag, begyndte: Anders Matthesen, Lasse Rimmer, Frank Hvam og Mick Øgendahl. Komikere, der i dag trækker fulde huse med timelange énmandsforestillinger.
LÆS OGSÅ: Dronningens teolog gennem 33 år
I begyndelsen var standup en meget veldefineret disciplin, siger Frank Hvam.
Det var en mand og en mikrofon, og alle, der lavede standup, var 18-20 år. Det foregik i røgfyldte lokaler for et beruset publikum på en 30-40 personer, som man skulle forsøge at underholde. Standup er altså blevet skabt i modvind under nærmest umulige forhold, og det gør da nok også, at vi, der har været med siden dengang, er svære at vælte af pinden i dag. Når man aften efter aften har stået foran det berusede publikum, så bliver man hårdhudet. Og man får banket noget angst af.
Som tiden er gået, er man blevet ældre og har fået andre interesser i livet. Man stifter familie og får ansvar for andre end sig selv. Man mærker dødeligheden banke på, og livet bliver på alle måder mere nærværende og smertefuldt. På den rejse, hvor man går fra at være ung og ubekymret og ikke have nogen tidsfornemmelse til at blive ansvarsfuld og få udslæt, der ikke vil gå væk igen, begynder man at beskæftige sig med nogle tungere og mere eksistentielle perspektiver på tilværelsen.
Frank Hvams tankeeksperimenter i Upassende har fået rosende ord med på vejen fra anmelderne.
han siger alt det, vi instinktivt føler, men ikke tør nævne højt. Næsten heller ikke for os selv, skriver Berlingskes anmelder Jakob Steen Olsen blandt andet i en omtale af showet.
Og han er tilsyneladende ikke den eneste anmelder, der kan lide shows, der ligesom Frank Hvams bygger en større fortælling op i stedet for bare at bestå af sekvenser af vittigheder.
Jacob Wendt Jensen er en anden anmelder for Berlingske og er derudover formand for Danske Filmkritikere, som hvert år uddeler Bodil-prisen. Han var for nylig inde at se komikeren Lasse Rimmers show Selvtilfreds, og selvom Jacob Wendt Jensen egentlig var begejstret og gav showet fem stjerner ud af seks mulige, efterlyste han alligevel, at Lasse Rimmer forsøgte sig med fortællinger, der sigter mod en højere mening. Eller bare en vis form for ærlighed eller måske ligefrem sårbarhed, som han skrev i anmeldelsen.
Men hvorfor efterlyse sårbarhed og højere mening med komik?
Altså, i virkeligheden er det godt nok med vittigheder, der er sjove. Så længe showet udvikler sig minut for minut, og man er underholdt. Jeg skraldgrinede gennem hele Lasse Rimmers forestilling, for eksempel, siger Jacob Wendt Jensen.
Men jeg synes bare, det virker mere gennemarbejdet, mere interessant og ekstra elegant, hvis en komiker løfter standuppen op på et højere niveau. Som umiddelbar betragtning er standup helt skrællet: en mand og en mikrofon. Så det er vel meget naturligt, at der kommer en sårbarhed frem, når man stiller sig op og taler ud fra betragtninger om tilværelsen.
Kan det så oven i købet blive eksistentielt, vil det være spændende. Med den udvikling, der har været, bliver det interessant at se, hvor stand-up-komikken er om 20 år, siger Jacob Wendt Jensen.
Han understreger dog, at standup ikke fungerer, hvis det bare er dybsindighed. Komik er først og fremmest komik og skal være sjov. Sjovest bliver det ifølge ham, når komikeren tør krydse grænser og bevæger sig på kanten af det forbudte og farlige.
Tilbage på kontoret hos Frank Hvam er væggen bag ham spækket med gule, orange og grå post-it-sedler med stikord som pædofili og Afghanistan.
Der har været meget snak om, at standup er plat og ulækkert og under bæltestedet. Men jeg ved altså ikke, hvad folk har forventet. For det første arbejder standup på markedsvilkår, så der må være nogle, der gerne vil høre det.
Når vi nu ikke er statsstøttede, må vi jo finansiere os selv. Og så er der somme tider nogle i Herning, der vil have en ordentlig frækkert langt under bæltestedet. Så skal de også have det i Herning. Hvis man samtidig vil have de alvorlige ting med, er man nødt til at blande det op med noget, der kan få det til at glide ned.
Man kan jo godt vælge at rejse rundt og sige: Jeg er kok, jeg vil kun servere chili. Ligesom Chili-Klaus. Han er faktisk rigtig fin, synes jeg. Men altså, de fleste vil blande chilien op i en flødesovs, hvis den skal være gangbar på den lange bane. Sådan er det også med standup.