Prøv avisen

Vi føler os frem

I "Muldvarpen" styrkes børnene i at mærke efter. For eksempel er der ikke regler for, hvornår man må bruge en økse. Børnene taler med de voksne om, hvorvidt de føler sig parate. Her er det Noah, som hjælper med brændet. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Det moderne menneskes fortælling om sig selv kan inddeles i to kategorier: Find dig selv eller skab dig selv. Fælles for begge fortællinger er, at følelserne er i fokus, for de viser vej til selvet, som er den eneste accepterede autoritet

Solen skinner fra en næsten klar himmel, men alligevel bider efterårskulden i fingre og øreflipper. Er det vejr til vanter og hue, eller bliver det for varmt, når man skal løbe op og ned ad bakker? I mange børnehaver vil en voksen stå i garderoben og sikre, at alle børn er forsynet med vanter og elefanthuer, inden de løber ud i det klare, kølige vejr, men de 25 børn i "Muldvarpen. Den rullende naturbørnehave" ved Ry får lov til selv at vælge. De føler sig frem.

"Vi har ikke regler, men vi har hensigter. Der er ingen grund til en regel om, at børnene skal have hue og flyverdragt på. Vi hjælper dem i stedet med at mærke efter," siger administrativ leder Per Bille, som sammen med ægtefællen, pædagog Anne Bille, og hendes bror, Peter Holst, tog initiativet til at etablere den private børnehave for fire år siden. De ville lave en institution, hvor der var fokus på børnene som selvstændige individer, der kan træffe kompetente valg, hvis de mærker efter inden i sig selv.

En gang om dagen mødes man omkring noget mad, men samtidig kan man spise, når man har lyst. Når børnene er sultne, så spiser de. Men når man bare er tre år og har hovedet fuld af leg, så kan man godt glemme alt om madkassen, så de voksne spørger i løbet af dagen, om børnene er sultne. Men der er grænser for selvforvaltningen, understreger Per Bille.

"Vi har fokus på det enkelte barn som individ, men vi udvikles i samspil med andre, så vi prøver at vise børnene, at de også er en del af et fællesskab, og der er situationer, hvor man ikke kan vælge fællesskabet fra," siger han.

Og "Muldvarpen" er blevet en succes. Hvert år kan børnehaven modtage otte børn, men tre gange så mange søger om plads i den rullende børnehave her i lavningen ved Ry.

Der kan være mange grunde til, at netop "Muldvarpen" er en søgt børnehave, men pædagogernes bevidsthed om at lære børnene at mærke efter i sig selv, inden de træffer et valg, rammer plet i tidsånden. Sådan lyder vurderingen hos professor, cand. psych. Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet.

"Man kunne spørge, om følelserne er en autoritet i sig selv, men det spørgsmål stiller vi generelt ikke i dag," siger han.

Svend Brinkmann har fagligt ståsted både i psykologien og i filosofien. Han forsker i de etiske spørgsmål, som melder sig for mennesker i vore dages individualiserede kultur, og her har netop følelserne fået en ophøjet plads, som man ikke har kendt til i samme grad tidligere.

"Aristoteles talte om behovet for at kultivere følelserne hos individet, men i dag har vi vendt det om. Vi skal ikke kunne lide det gode, fordi det er godt. Det gode er godt, fordi vi kan lide det. Der er noget, som er dårligt, og det er alt det, som vi ikke kan lide. Der er sket en subjektivisering af vores kultur, som i yderste konsekvens betyder, at vi er vore egne smagsdommere," siger han.

Samme konklusion drager den århusianske forsker, ph.d. i religionsvidenskab Iben Krogsdal.

Det ideelle menneskeliv anno 2010 er det liv, hvor man er tro mod sig selv og hele tiden arbejder på at realisere netop sig selv. I den ph.d.-afhandling, hun forsvarede i fjor, kalder hun det med et overordnet begreb for "autenticitetens mytologi". Hun har blandt andet analyseret livsfortællinger, som de præsenteres i alt fra dameblade til avisernes erhvervssider.

Fælles for de to mytologier er, at de er, at de tager afsæt i indvidet. Hvor man i en mere traditionel kristen kultur har set menneskelivet som indføjet i den store historie om Gud og skabningen, så er de nye fremherskende mytologier kendetegnet ved at være selvbiografier, som ikke nødvendigvis skal kobles på en større historie. Individet er alfa og omega.

Iben Krogsdal kalder selvfortolkningerne for henholdsvis den gnostiske og den konstruktivistiske fortælling. Gnostisk kommer af det græske ord gnosis, som kan oversættes med "erkendelse", og erkendelsen er i denne sammenhæng, at vi alle er født med et bestemt livsformål og er sat i verden for at gøre noget unikt.

"Ens opvækstmiljø støtter måske ikke ens bestemte livsformål, og man vokser op uden at blive forstået. Derfor begynder man at udvikle en såkaldt falsk side og glemmer, hvem man egentlig var. Med andre ord mister man autenticiteten og kommer til at leve efter andres forventninger," siger hun.

I den gnostiske fortælling går livet sin gang, men på et tidspunkt indtræffer en krise, hvor der så at sige bliver slået hul på livet, og man kommer måske i kontakt med en terapeut eller behandler. Gennem krisen, hvor dyb den end måtte være, finder man ud af, at det ikke var skilsmissen, barnløsheden, depressionen eller den fysiske sygdom, som var problemet. Det overordnede problem var, at man hidtil havde levet et liv, som ikke var ens eget.

"På den anden side krisen vil man være bevidst om, at der er en kraft i den enkelte til at gøre noget unikt, og at vi skal mærke efter vores følelser, for de fortæller os noget vigtigt og rangerer højere end fornuften og intellektet, fordi følelserne har forbindelse til selvet, som udlægges som kraften i den enkelte til at gøre det unikke, vi er bestemt til," siger hun.

Den anden selvfortolkning møder man i sportsverdenen, erhvervslivet og uddannelsessektoren. Det er den konstruktivistiske fortælling, der bygger på en idé om, at vi er født med potentialer til alle ting i os.

"Mozart var fantastisk, men vi kan aflure ham og gøre ham kunsten efter. Men vi lader os bremse, fordi vi er blevet begrænset af blandt andet fortællinger om, hvordan ting kan gå galt. Begynder vi at undre os over, hvorfor nogle mennesker går fra succes til succes, så inviteres vi ind i den konstruktivistiske fortælling, som handler om at sætte sig nogle mål og arbejde med hele ens krop og hele ens bevidsthed på vækst. Man bliver autentisk, når man stræber efter at udfolde de uendelige potentialer, som man altid har i sig," siger hun.

Iben Krogsdal ser flere paradokser ved de to autenticitets-myter. Myterne understreger for eksempel, at mennesket skal mærke efter i sig selv, om et valg er rigtigt, men samtidig opsøger mange eksterne autoriteter i form af psykologer og terapeuter, som skal være fødselshjælpere for den enkeltes valg.

"Det senmoderne samfund er et psykologiseret samfund, hvor menneskets indre bliver gestand for intens opmærksomhed, men jo mere vi bliver optaget af at være autentiske og leve indefra og ud, jo mere har vi brug for mennesker, som skal hjælpe os med at være autentiske, så vi kan realisere os selv," siger hun.

På Aalborg Universitet nikker professor Svend Brinkmann genkendende til Iben Krogsdals analyser af det moderne menneskes selvfortolkning. Han mener, at de er så udbredte i det danske samfund, at de kan kaldes for mainstream. Særligt den konstruktivistiske har slået rod de senere år.

"Du møder det i folkeskolen, op gennem uddannelsessystemet og på arbejdspladsen i medarbejderudviklingssamtaler, hvor der er fokus på at sætte mål og opnå vækst. Du skal konstruere dig selv, og valgene kommer til at handle om den enkeltes subjektivitet. Som konsekvens er der mangel på konstant i vores tilværelse, for kravet om vækst gør, at vi er en person i dag, men vi bør være åbne for, at vi kan være en anden person i morgen. Vi er hele tiden i færd med at blive til. Man kan ikke sætte en streg og sige, at nu er jeg ankommet," siger Svend Brinkmann.

Når man hele tiden skal konstruere sig selv, og vækst er den eneste rettesnor, man får udleveret, så gøres den subjektive følelse til rettesnor. Mavefølelsen tillægges autoritet. Det er ikke kun børnene i børnehaven i Ry, som skal mærke efter. I følge Svend Brinkmann er trangen til at "mærke efter" et af det moderne menneskes reaktioner på kravet om evig vækst. Som et eksempel på, hvordan vi bruger begrebet "at mærke efter" peger han på parforholdet. Kravet om konstant at konstruere sig selv, overdøver en værdi som trofasthed.

"I går elskede du din hustru, men i dag er du en anden, og forholdet hører fortiden til. Som den britiske sociolog Anthony Giddens har sagt, er den moderne romantiske relation det rene forhold. Det eneste, som holder et par sammen, er følelserne. Ændrer følelserne sig, mister forholdet sin legitimitet, og man må gå fra hinanden. Det duer ikke over for vores børn, men ikke desto mindre er det rene forhold, hvor følelserne er limet, et uudtalt relationsideal i dag," siger han.

Svend Brinkmann mener, at det moderne menneske bliver overbelastet af kravet om hele tiden at mærke efter. Mavefornemmelsen har fået en fremtrædende plads de senere år. Den vurdering deler han med sognepræst Marianne Christiansen fra Thisted. Som klummeskribent i Kristeligt Dagblad har hun tidligere opfordret til at omgås mavefølelsen med omhu.

"Vi er blevet vænnet til at leve med et stort pres, og maven er det sted, hvor vi føler angst, så bliver jeg urolig i maven, så er der noget, som truer mig. Uanset hvor pressede vi er, kan vi finde ud af at mærke efter i maven, men når vi så ofte refererer til mavefølelsen, så er det et udtryk for, at vi intellektuelt er presset," siger hun.

Hun mener, at vi må skole vores mavefølelse.

"Hvis din mavefølelse bliver din eneste samtalepartner, så er vejen åbnet for despoti, for så bliver individet Herren, som bliver alle tings målestok. Hvis mavefølelsen udelukkende tager udgangspunkt i den enkeltes, subjektive følelse, bliver det en almægtig følelse, og som individer bliver vi ekstremt ensomme. For min egen del vil jeg hellere tale med et andet menneske," siger Marianne Christiansen.

Uanset om man vælger den konstruktivistiske eller gnostiske fortælling som grundfortællingen om sit liv, så mener Marianne Christiansen, at relationen til næsten er udfordret.

Hun gør opmærksom på, at man i Bibelen ikke kan finde et ord om mavefølelse eller om "at mærke efter", men netop fraværet af at mærke efter kan der være en pointe i, mener hun.

"Kristendommen er ikke særlig interesseret i, hvad vi føler eller ikke føler, men snarere i, hvordan vi er i verden og vores kærlighed til Gud og næsten. Det dialogiske ligger i kristendommen, hvor der er et kald til at være i relation til andre. For mig er medmennesket en bedre samtalepartner end min mavefølelse," siger hun.

I "Muldvarpen" i Ry er det tid til eftermiddagshygge, men inden skal der hugges brænde til et bål. Noah og Anders hjælper med at gøre brændet klar. Men hvornår er man stor nok til at svinge en økse? "Muldvarpens" voksne giver ikke børnene et svar, men forklarer børnene, hvordan man hugger brænde og hjælper interesserede med at mærke efter, om de skal prøve kræfter med øksen.

"Børnene må mærke efter inde i sig selv og afgøre, om de er klar til at bruge en økse. De får nok lov til ting her, som de ikke vil få lov til i andre institutioner, men vi har ikke haft skader. Naturligvis har vi regler, og vi voksne kan bestemme. Men grænserne er dynamiske," siger Per Bille.

nygaard@k.dk

Børnene mærker selv efter, hvornår de er sultne, men en gang om dagen samles de til spisning. Her har Marius, Amalie, Astrid og Liva bænket sig. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.
Der er ikke hegn om børnehaven, men børnene lærer, at de ikke må gå længere væk, end at de kan se børnehaven. Her er det Amalie, som er ude at gå. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.