Prøv avisen

Vi har livet på dødens vilkår

”Der er masser af liv i de døde, og vi må anerkende, at vi har brug for de døde. Vi kan ikke klare os uden hinanden, og vi kan ikke klare os uden dem af os, som tilfældigvis er døde,” siger præsten og forfatteren Liselotte Horneman Kragh. – Foto: Hanna Sotany.

Allehelgen er en hjælp til det moderne menneske, som forsømmer at besinde sig på sin dødelighed, hvor kontrol og individualisme kommer til kort, siger forfatteren og præsten Liselotte Horneman Kragh

Man kan sikre sig mod andre ting, men når man kommer til døden, bor alle mennesker i en by uden mure.Den græske filosof Epikur

For 11 år siden fik forfatteren og præsten Liselotte Horneman Kragh døden tæt på. Hendes mand, som hun var separeret fra, fik en blodprop. Han var amerikaner og opholdt sig i USA, da han blev syg, mens hun og parrets fem børn var hjemme i præstegården i Sønderjylland.

LÆS OGSÅ: Danskerne skal have bedre mulighed for at dø hjemme

Situationen var kritisk, og på kort tid fik hun sig selv og børnene, som var i alderen 4 til 14 år, på et fly og videre til sygesengen i USA. Blodproppen var fatal, og børnene mistede deres far. I det sorgfulde og hektiske forløb kæmpede Liselotte Horneman Kragh for, at børnene også fik mulighed for at se deres far som død.

LÆS OGSÅ: Allehelgen og Halloween: I dag mindes vi de døde

Der fulgte en hård tid, hvor jeg skulle prøve at indgyde fem børns livsmod, selvom de havde set, at døden hugger dem, vi elsker. Det blev meget tydeligt for mig, at vi har livet på dødens vilkår, og at tabet ville forme dem og os som fællesskab.

Men livet er værd at leve, også når vi ved, at vi skal dø. I de 11 år, som er gået siden, er det blevet klart for mig, hvilken forskel taknemmelighed gør i sorgen. De yngste af vores børn havde kun vage minder om deres far, mens de ældre havde mange aktive minder om det menneske, som var noget af det vigtigste i deres liv. Det er sværest at miste det, man ikke havde. De liv, som kunne have været, men som ikke blev, er det sværeste at give slip på. Taknemmelighed er fantastisk at have i sorgen, fordi det giver noget at støtte sig til, siger hun.

Taknemmelighed er også et nøgleord for 50-årige Liselotte Horneman Kragh, når hun tænker på allehelgen, som markeres i landets kirker på søndag.

Allehelgen er en anledning til at styrke båndene mellem de levende og døde. Jeg lever bogstaveligt talt med mine døde hver eneste dag. Står jeg i en svær situation, tænker jeg ofte på, hvordan for eksempel min veninde ville have tacklet den situation. Der er masser af liv i de døde, og vi må anerkende, at vi har brug for de døde. Vi kan ikke klare os uden hinanden, og vi kan ikke klare os uden dem af os, som tilfældigvis er døde.

Tidligere på efteråret udkom hendes bog Den fortrolige død, hvor hun udfordrer læserne til at forholde sig til deres dødelighed. Bogen er en opfølger til hendes bog Døden nær, som udkom sidste år. Efter at hun for seks år siden sagde sit embede som sognepræst op, har hun haft base i Silkeborg, hvor hun underviser, holder foredrag og er hjælpepræst.

Tiden i Silkeborg har hun også brugt på at overveje, hvordan der kan skabes et fælles sprog om døden i en tid, hvor kristendommen ikke i samme grad som tidligere er et fælles sprog.

LÆS OGSÅ: Det er godt at mindes de døde

Religioner har alle dage haft et sprog at tumle døden i, og kristendommen gør det forrygende. At langfredags bundløse mørke findes som en integreret del af kristendommen, er en af den kristne tros styrker, for det betyder, at død og mørke er anerkendt som en indbygget del af livet, uden hvilken du ikke kan have lyset og opstandelsen. Langfredag udtrykker noget af det, vi som kultur har mistet i vores forhold til døden: at turde være i afmagten og lægge kontrollen fra sig. I dag er mantraet snarere, at vi skal tænke positivt hele tiden.

Liselotte Horneman Kragh mener, at vi i mødet med dødelig sygdom er underlagt, hvad hun beskriver som et positivt tyranni.

Vi tror og mener, at vi kan kontrollere os ud af alt inklusive døden. Vi har et samfund, hvor det ofte forkyndes, at hvis man lever efter en række leveregler, spiser sundt og motionerer, afholder sig fra røg og den slags, så vil vi leve længe. Disse sundhedsparoler har skabt en indre købmandslogik hos mange. Vi tænker: Hvis jeg lever sundt, så forbliver jeg rask, men også raske og sunde mennesker er gjort af et skrøbeligt materiale.

Den afmagt, man engang havde det godt med at parkere hos Gud, den parkerer vi i dag hos os selv. Ja, vi tror os på sin vis almægtige og indlader os med en slags magisk tænkning: Hvis jeg bare har en positiv indstilling, så kan jeg bekæmpe min cancer. Tanken er, at det er os, som har styr på situationen. Det moderne menneske lider under kontrollens illusion og vil gå langt for at opretholde denne illusion.

Når Liselotte Horneman Kragh læser nekrologer og dødsannoncer, slår det hende, hvordan kræft ofte beskrives som en kamp. Det er ikke en sygdom, som man kan helbredes fra, men cancer fremstilles som en sygdom, man kan vinde over eller tabe til.

Hun finder formuleringerne problematiske, for har de mennesker, som dør, tabt? Når kamp-metaforerne alligevel dominerer i forbindelse med kræft, ser hun det som et udtryk for, hvordan den enkeltes indsats i hånteringen af sygdommen anses som afgørende. En tilgang, som understøttes af undersøgelser, som har vist, at et positivt, optimistisk livssyn kan kobles med højere overlevelsesrater efter kræft.

Da en amerikansk professor, James Coyne, gennemgik studierne af sammenhængen mellem positiv tænkning og kræft, fandt han ud af, at teorierne om, at den mentale indstilling kan gøre en forskel, ikke holdt. Men det ligger i vores kultur, at vi favoriserer synspunktet om, at man ved sit mentale arbejde kan gøre en forskel. Vi vil så gerne tro, at vi har indflydelse på vores eget liv og vores egen helbredelse, fordi det vil give os en følelse af kontrol over livet. Vi ønsker, at der er en sammenhæng mellem årsag og virkning, for så kan vi bedre gøre noget. Og der er ubetvivleligt en sammenhæng mellem en række livstilsfaktorer og kræft, men der er også undeligt mange faktorer, hvor man intet kan sige eller forudsige, selvom mange ikke synes at holde inde, før de tror, de har fundet en årsagsforklaring.

Forsøget på at bevare en følelse af kontrol betyder, at sygdom også forbindes med skyld. Vi er skyld i B, fordi vi gjorde A, underforstået, at hvis vi ikke havde gjort A, ville B ikke kunne ske. Måske kunne det være befriende at sige, at B skete, fordi vi bor i et univers, hvor B kan ske. Vi er som mennesker underlagt en vilkårlighed, som i sagens natur ikke kan styres, men det er mit indtryk, at vi vil gøre stort set hvad som helst for at opnå fornemmelsen af, at vi ikke lever i den vildeste form for vilkårlighed.

Når det moderne menneske har glemt, at det lever med en sårbarhed, skyldes det ikke mindst lægevidenskabens store fremskridt, mener Liselotte Horneman Kragh. I 1840-49 var middellevetiden for en nyfødt dreng knap 43 år. I 2008 og 2009 var middellevetiden for mænd 76,5 år, fremgår det af Gyldendals åbne encyklopædi.

Den galoperende udvikling inden for medicinen har stillet sig i vejen for vores eksistentielle udsyn. Når alle behandlinger har til formål at helbrede eller forlænge livet, så kan vi ikke mere få øje på døden som et vilkår, der er indbygget i selve livet, siger hun.

Med bogen ønsker hun at fremkalde en eftertanke om døden. Som præst har hun set, hvilken forskel det kan gøre for den døende og de efterladte, at man tænker over sin egen dødelighed. Som præst blev hun kontaktet af en gammel mand. Han havde kræft, men det var en langsom kræft. Han passede ægtefællen, som var dement og også kræftsyg. Liselotte Horneman Kragh begravede ægtefællen. Da ægtefællen var død, var det den 83-årige mands ønske at dø.

Han står som et forbillede for mig, fordi han i den grad turde redefinere håb, sådan som også den tjekkiske forfatter og politiker Václav Havel har gjort det: Håb er ikke overbevisningen om, at noget vil ende godt, men troen på, at noget giver mening, uanset hvordan det ender. Min gamle ven havde som døende en utrolig opdragende effekt på de mennesker, som skulle leve videre, fordi han kunne omdefinere håbet. Håb er ikke altid håb om helbredelse. Nej, vi skal turde meget mere omkring håb. Min vens fromme håb, som han bastant gentog, var, at han måtte dø hurtigt. Efter konens død udviklede hans kræft sig hurtigt.

Når jeg besøgte ham, klagede han over de venlige damer fra hjemmeplejen, som opmuntrende klaskede ham på skulderen og sagde til ham, at han om et par uger atter ville være frisk og på benene. Hans håb gik ikke i den retning. Fordi han var så afklaret med at skulle dø, var det en befrielse under mit sidste besøg at se ham i øjnene og takke for det liv og venskab, vi havde delt. Jeg sagde til ham, at det, han havde stået for i sit liv, ville jeg tage med videre i mit liv, og jeg ønskede med ham, at han snart måtte dø.

En af årsagerne til vores besvær med at tale om døden er vores kulturs omfavnelse af individualismen, mener Liselotte Horneman Kragh. Flere end 9 ud af 10 mennesker vil ifølge statistikken dø en langsom død, hvor livet gradvist vil ebbe ud, og ens afhængighed af andre tager til. Når livet og kræfterne svinder, vil den lavpraktiske afhængighed af andre tage til, men også den afhængighed, som viser sig gennem de bånd, som vi har til hinanden.

Illusionen om, at vi er selvberoende, bliver brudt i mødet med døden. Et døende menneske vil mærke, hvordan man har bånd til en række mennesker, og de mennesker, som er tæt på den døende, vil også ønske at være nær ved den døende på en eller anden måde. Fællesskabet er af en enorm vigtighed, når vi er døende, siger hun og fortæller om den sidste tid med en kær veninde.

Veninden gennemlevede et langt sygdomsforløb med kræft, hvor hun længe håbede at blive rask. Men kræften kunne ikke helbredes.

Hun var 54 år og havde en datter på 18 år, så det var helt forkert at se hende blive spist op af kræften, men i sin erkendelse af, at hun skulle dø, gav hun os, der skulle leve videre, så meget at leve videre med. Vi så, hvilken forskel det gjorde at slutte fred med døden.

Jeg kunne fortælle hende, hvor meget hun havde betydet for mig, og hvor meget hun ville leve med mig hver eneste dag efter sin død. Ofte møder man det modsatte: Vi tør kun tale om håb som håbet om at blive helbredt, fordi mange tror, det sætter turbo på sygdommen, hvis man taler om, at kræft er dødelig. Den sidste måned, min veninde levede, kunne hun ikke tale, men hun forstod, hvad vi sagde, og hun kommunikerede med øjnene, som lyste i hendes ansigt som en 1000 Watts pære. Taknemmeligheden over de glæder, som var blevet hende til del, fyldte hende, siger Liselotte Hornman Kragh.

Og med taknemmeligheden er vi tilbage ved en af allehelgens grundtoner.

Allehelgen minder os om, at vi ikke kan klare os uden hinanden. Allehelgen er en anledning til at aktivere den taknemmelighed, som er fantastisk at støtte sig til i sorgen, siger hun.

Selv måtte hun og børnene på voldsom vis anerkende, at døden er et vilkår, da de fem børns far døde. Når man som forælder besinder sig på sin dødelighed og arbejder med sin dødsangst, giver man noget værdifuldt videre til sine børn. Liselotte Horneman Kragh citerer den tysk-amerikanske psykolog Erik H. Erikson, som skriver: Sunde børn vil ikke være bange for at leve, hvis de voksne generationer omkring dem har nok integritet til ikke at frygte døden.

Enhver generation skal lære den næste at dø, og det gør vi i dag generelt ikke særlig godt. Jeg mener, vi skal opdrage vores børn til en bevidsthed om deres egen sårbarhed og dødelighed, og dermed kan vi måske skabe en generation af mennesker, som tør tage sig af hinanden. Vi er lavet af blødt kød, som er et forgængeligt, sårbart materiale, men den kendsgerning omgås vi, som et barn forholder sig til et monster under sengen.