Prøv avisen

"Vi kan jo altid sove ud, når vi er døde"

”Jeg nærmer mig de 80 fra den rigtige side. Det er helt i orden. Jeg har haft et vidunderligt liv og har ikke noget til gode. Hvis jeg fik at vide, at jeg havde en alvorlig sygdom, ville det virkelig være fint for mig. Jeg har haft et dejligt liv. Og jeg er i Guds hånd, hvad enten jeg lever eller dør,” siger Johannes Møllehave. – Foto: Leif Tuxen.

Forfatteren og præsten Johannes Møllehave har det med egne ord fremragende. 2013 har været et af hans mest produktive år med en række udgivelser, deriblandt den anmelderroste Den store Møllehave-bog, og mere er på vej. Det er vigtigt for mig at have noget at give folk, siger han

Det var natten før udgivelsesdagen for Den store Møllehave-bog, og Johannes Møllehave kunne ikke sove. Flere gange forlod han sin lejlighed ud på de små timer og gik ned i 7-Eleven-kiosken for at se, om aviserne var kommet med anmeldelser af bogen. Det var dér i nattens mørke, at ordene kom til ham:

Søvnløshed er tegn på liv, du søde.

Vi kan jo altid sove ud, når vi er døde.

Det skal stå på min gravsten. Søvnløshed slider på psyke og blodomløb, men det er heller ikke normalt, at jeg springer en nat over. Man er søvnløs, fordi der er ting, man ikke kan klare. Jeg havde haft to foredrag på en dag. Og jeg var sindssygt bange for modtagelsen, da bogen skulle udkomme, siger Johannes Møllehave.

LÆS OGSÅ: Møllehave: Suveræne livsytringer på en irsk bar transporteret til Island

Den store Møllehave-bog, der er redigeret af Johannes Møllehaves niece Marianne Andersen, er et 820 sider stort opslagsværk med, hvad forfatteren, formidleren, foredragsholderen og præsten har sagt og skrevet om for eksempel adspredelse, ensomhed, kærlighed, ondskab, selvbedrag og tro. Om H.C. Andersen, Blicher, Kierkegaard og Shakespeare. Og om erotik, had og længsel, Bibelen, Blixen og Hemingway.

Om bogen, der udkom for nylig, skrev Kristeligt Dagblads anmelder Liselotte Wiemer blandt andet:

Forfatteren og præsten Johannes Møllehave er ikke et instrument. Han er et orkester. Og når man inviterer klaveret, vælter trompeterne, violinerne, trommerne og tubaerne automatisk ind ad døren. Det kan give tinnitus, selv til hørehæmmede. Men vent! For pludselig bryder den fineste fløjte eller dybeste bas igennem. Helt alene. Én tone ad gangen. Klog og klar. Og himlen åbner sig en smule i forbavselse. Og der er ubetinget ros til redaktøren og manden bag: Denne nænsomme orden lader os måske for første gang se, hvor stort formatet er.

Jeg blev så glad for Kristeligt Dagblads anmeldelse, siger Johannes Møllehave.

Han er også glad for, at der igen er fred mellem ham og avisen, efter at han i 2010 blev forment adgang med den begrundelse, at han forstyrrede arbejdet på redaktionen.

Han er nobel, helt i sort fra jakken over skjorten til bukserne, bæltet og de elegante sko uden snørebånd. I køkkenet på det store spisebord har han dækket op til kaffe med chokoladecroissanter og en jordbærkage til gæsten. Som får at vide, at man er ventet med glæde. Og at der senere er planlagt frokost på en god restaurant.

At være nær den 76-årige Møllehave er som at blive badet i generøsitet. Af anerkendelse, gæstfrihed og åbenhed samt et vandfald af anekdoter, sproglige finurligheder, vittigheder, limericks, citater og optræden med oplæsning og tryllekunster.

Associationerne lever deres eget frie liv som disse, der kom i kølvandet på beretningen om, at Møllehave aldrig selv har boet i en præstegård. Men nu har niecen Marianne Andersen lejet præstegården i Bøstrup nær Lille Snøde på Langeland, hvor han selv har et hus, og hvor en del af hans bøger bliver til via diktat til niecen. Det er vennerne, tidligere biskop Jan Lindhardt og forfatteren Benny Andersen, der bliver associeret til:

Jan Lindhardt blev engang spurgt om, hvad der er det værste ved at være præst? Den onde Cirkel-kaffe, svarede han. Og Benny Andersen har sagt, at præster dør mæt af dage og af småkage.

Vi griner. Og så siger Johannes Møllehave:

Det bliver ikke det, jeg dør af, for jeg praktiserer ikke mere.

Der er rundvisning i lejligheden i Lindevangskvarteret på Frederiksberg i København, hvor den ældste søn, Tomas, også bor, men han er af sted for at passe sit arbejde som handicaphjælper. På badeværelset har den grafologiinteresserede Møllehave et galleri af historiske berømtheders håndskrift i glas og ramme, deriblandt Napoleon Bonapartes, Paul Cezannes og Ernest Hemingways. I entreen hænger blandt andet platinpladen for de mange solgte eksemplarer af Anne Linnet-pladen Min sang, som Møllehave har skrevet tekster til, og inde i stuen er der bøger, kunst og billeder alle vegne. Tilbage i køkkenet er det fotografier af hans hustru, Herdis Møllehave, der døde i 2001, og af yndlingshumoristen Storm P., der kigger ned fra væggen sammen med et udklip af tegneserien Radiserne.

Møllehaves dag var som altid begyndt med, at han vågnede klokken 05 og gik i gang med at læse.

Jeg har altid tre bøger i gang. For tiden er det Da Freud besvimede af Knud Poulsen, kriminalromanen Evas sidste nat af Øbro og Tornbjerg, der er den bedste krimi, jeg nogensinde har læst, og som jeg skal have med i mit program på DK4, samt Wittgenstein og religionen. Jeg læser altid parallelt: En tung bog, en krimi og en midt imellem. Det er som Piet Heins gruk: Min muse er lidt uoplagt, jeg selv er også lidt forsagt, så nu går vi i seng med Freud og skiftes til at læse højt. Jeg læser også aviser, deriblandt Ekstra Bladet, der altid har et humoristisk knæk i lederartiklerne. Man skal grine, ellers er det spild af tid at læse, siger Johannes Møllehave og fortsætter med at fortælle om sin formiddag:

Jeg tog også en taxa til et møde på Bymuseet om en bog, de gerne vil have, jeg skal lave. Det skal være en bog med 100 onelinere som regn med sol, vær nær, nær vejr og frugten er blind, det er træet, der ser med tegninger af Maren Uthaug. Men mødet var først i næste uge.

2013 ender med at blive et meget produktivt udgivelsesår for Johannes Møllehave. Foruden den nye Den store Møllehave-bog er Kathrines konfirmationsbog, nu med titlen Min konfirmationsbog, og børnebogen Huset, hvor alting blev væk, der er skrevet sammen med barnebarnet Rosa Victoria Møllehave, blevet genudgivet. Genoptrykt er bestselleren Til trøst om Søren Kierkegaard samt Møllehave læser fluer, som består af to tidligere Storm P.-bøger fra hans hånd. På vej er desuden Glæden ved at lære vers udenad og Fra 1813-1824. Er skæbnen tilfældig, eller er tilfældet skæbnesvangert om Poul Martin Møller, Blicher og Grundtvig. Nyudgivelserne er alle dikteret til Marianne Andersen, da Møllehave efter to blodpropper i hjernen ikke længere kan skrive. Det hele er udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Jeg tager til Langeland, og så arbejder vi. Jeg savner ikke selv at skrive. Så spørger folk, hvorfor jeg dog ikke bare indtaler bøgerne til en diktafon. Men jeg kan ikke tale til en maskine. Jeg skal have et par øjne, jeg skal se, om der er reaktion, om der grines, siger Johannes Møllehave.

Og så er der højtlæsning af børnebogen Huset, hvor alting blev væk fra start til slut.

Tidligere i år udkom også Kim Engelbrechtsens interviewbog Mani og depression på forlaget Siesta, hvor Johannes Møllehave og 14 andre fortæller om et liv med bipolar sygdom.

Jeg kan godt leve med mani og depression, men uden mani kan jeg ikke leve, for når jeg er depressiv, går jeg ikke uden for en dør. Manien får svingdøren til at gå den anden vej. Jeg har ikke altid haft manier og depressioner. Den første store depression kom i forbindelse med min hjerteoperation i 1997. Jeg tager også medicin. I dag er jeg mere manisk end depressiv, og det har jeg været hele året. Er det ikke meget banalt? Man skal have overskud for at kunne dele ud af det. Da jeg var på Island for nylig, kom der 600 til mine foredrag.

Mentalt kan man ikke give af sit underskud. Og det er vigtigt for mig at have noget at give folk. Jeg befinder mig bedst ved at give noget hver gang. Prøv at se min pande, siger Johannes Møllehave og peger på en stor tør plet:

Jeg gik til min læge og sagde: Jeg har hård hud i panden, kan du ikke give mig noget salve? Han svarede: Det eneste, der kan hjælpe dig, er klapsalver.

Vi griner igen.

Klapsalver det er rigtig nok, det er udtryk for, at folk har det godt. Halfdan Rasmussen, der var min nære, nære ven, skrev engang en fax til mig: Undskyld det bliver så kort. Det eneste, jeg har på hjerte, er fedt og kalk, siger Johannes Møllehave og citerer en anden af de mange faxer fra vennen, som er blevet udgivet i bogen Faxerier. Hvordan kan han dog huske det udenad?

Det spørger folk om. Jeg kan ikke huske det, jeg kan se det, jeg affotograferer, siger han og fortsætter:

Når jeg holder foredrag, er jeg ikke ude på, at det skal være en prædiken. Der er stor forskel på det og foredrag. Undertiden er et foredrag en prædiken, men det kan ikke gå den modsatte vej. Jeg vil gerne fortælle folk noget, de ved og noget, de ikke aner. Jeg har brugt hele mit liv på at finde nye indfaldsvinkler. For eksempel til, hvad livskvalitet er. Det er som i Grundtvig-sangen Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord. Det handler om, at du skal glæde dig helt vildt til næste dag. Jeg har aldrig lagt mig til at sove uden at glæde mig, siger Johannes Møllehave og spørger:

Har du to store mønter?

LÆS OGSÅ: Bøgerne er Møllehaves venner

Han får et par tyvere fra pungen og begynder straks at lave forsvindingsnumre. Mønterne bliver tryllet fra den ene til den anden hånd og ud i den blå luft for derefter at vende tilbage på køkkenbordet. Han finder et kortspil frem og er så ferm, at det er umuligt at følge med. Og ja, det var den klør dame, man havde udvalgt sig i bunken, han kan vise frem.

Jeg levede af tryllekunst, før jeg blev teolog, siger Johannes Møllehave og fortsætter ad et andet spor: Limericks.

Lise var jomfru i Bjernede/Hendes mødom en sort neger fjernede. Men det endte skam godt/Hun fik firlinger flot/En sort, en hvid og to ternede.

En ægte limerick skal være fræk til sidst, siger han og fortæller et par stykker til, inden det tilføjes:

Det er en del af min tilværelse at sige vittigheder. Poeten Poul Sørensen skrev engang i 1960erne: Møllehave den berømte/i sit helved sveder/Her skal alle de fordømte/høre på hans vittigheder.

Og vi griner.

Det nye kirkeår begynder den første søndag i advent, som er nu på søndag den 1. december. For Møllehave er også advent noget sprogligt.

Det kommer af det latinske ad ventus, som er noget, der kommer til. Til forskel fra ex ventus, som er noget, der kommer ud. Vores liv består af noget, der kommer til og noget, der kommer ud. En adventsalme, man umulig kan komme uden om, er Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid!. Grundtvig tager naturligvis kirkeåret i rækkefølge. Først kommer Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød. Det er for Grundtvig fundamentalt, hvad Jesus er lyset.

Halfdan Rasmussen, der var aldeles ukirkelig, sagde, at advent var lig med indadvendt, for da vender man sig ind ad. Hos Grundtvig fortsættes der i andet vers med Påskemorgen, da Herren opstod, da livstræet fæsted i gravens rod. Og i tredje vers er så Pinsedag, da Guds ånd kom herned, da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed. Så rækkefølgen bliver jul, påske og pinse. Det er som med Grundtvigs tre navne, Nikolaj Frederik Severin Gud, Fader og Helligånden.

Jeg skal i kirke på søndag. Jeg går altid i kirke og springer aldrig over hvorfor? For mig svarer det til at springe januar over. Jeg ved ikke altid, hvor verdenshjørnerne er, men altid hvad teksten er til på søndag. Jeg sagde til Tomas to døtre: I får 100 kroner for at gå med i kirke. Det får man da ikke penge for, var der en, der sagde. Jo, svarede jeg, det har jeg fået hele livet.

Den 1. december indebærer, at nu kommer nedtællingen fire gange, og så er det jul. Så det, vi venter, er evangelierne og fødslen. Det er det, vi venter på. Det er altid glædeligt at vente, hvis det, man venter på, er glædeligt. Uden at Kristus blev født som Jesus af Nazaret, var der intet at fejre. Hvis man er kristen, er det vigtigt, at Kristus blev født. At tro er som at trække vejret som at tale dansk. Det er fundamentalt for mig at tænke på det hver dag. Jeg har ikke skrevet en bog uden, at det var om kristendom.

Vi havde det i mit hjem. Min far ville være præst, men blev lærer. Hans far og forfædre helt tilbage til reformationen var præster. Min mormor læste højt for mig af Bibelen, Blicher og Robinson Crusoe det hele blev til hos hende.

Jeg tror ikke, at der er grund til at bekymre sig om folkekirken med mindre, man er parat til at sælge ud. Jeg hørte en pige sige, at jeg går altid med min mor i kirke. Så får jeg kiks og saftevand. Det kunne jeg ikke helt genkende som nadveren. Du ved godt, at der har været talt om, hvorvidt det i fadervor skal hedde hellig vorde dit navn eller hellig være dit navn. Jeg hørte nogle børn indlede fadervor med: Giv os i dag vor daglige vorde.

Spørger man Møllehave, hvordan han har det, lyder svaret:

Fremragende! Jeg fik en tredobbelt bypass-operation på Rigshospitalet i 1997, og min læge, Gösta Pettersson, er nu på Cleveland Clinic i Ohio. Der er 3000 kirurger, der kan det, han kan, men han er af sine kolleger blevet udnævnt til den bedste. Sammen med journalisten Karen Thisted lavede vi bogen Du har rørt ved mit hjerte. Han og jeg ringer sammen hver søndag. Engang, vi var i Aarhus, stillede Tomas Gösta Pettersson spørgsmålet: Jeg forstår godt, at Johannes er glad for dig, for du har opereret ham, så han ikke længere er bange for sit hjerte, men hvad betyder Johannes for dig? Han svarede: Jamen, Johannes er min læge. Nu bliver jeg rørt. Det var smukt.

Jeg mødte Gösta, da han kom til et af mine foredrag. Vi blev venner. Jeg sagde det dummeste, man kan sige til en kirurg: Kig ind og knæk, så åbnede han ind til brystkassen og lavede en tredobbelt bypass, siger Johannes Møllehave.

LÆS OGSÅ: Vidde og prægnans i ny Møllehavebog

Han har en kæreste, der bor i Reykjavik i Island. Hun hedder Kristine Gudjonsdottir, er 46 år, tidligere sygeplejerske og nu turistguide.

Jeg mødte hende, fordi jeg var i en af de busser, hun er guide på. Engang ville jeg sige, at det var vigtigt for mig at have en kæreste af seksuelle grunde. I dag vil jeg sige af ømhedsgrunde. Jeg kan selvfølgelig også flytte til Øm Kloster. Hvad er det, Halfdan siger: Habakuk fra Øm/har slugt en pakke søm. Nu går han rundt og ømmer sig/langt mere end det sømmer sig. Jeg foretrækker forkælelse frem for forkølelse. Jeg kan ikke blive kælet nok for.

Det er blevet tid til frokost. Johannes Møllehave ifører sig sin sorte bowler og en fin stok med sølvbeslag, og arm i arm begiver vi os til fods den lange spadseretur fra Dalgas Boulevard, videre ad Peter Bangs Vej og til Smallegade nær Frederiksberg Rådhus, hvor restauranten Frederiks Have har adresse i en lille sidegade. Undervejs hilser forbipasserende i alle aldre på Møllehave, smiler til ham og kigger på ham. Jeg gør ham opmærksom på det, og hans reaktion er: Ja, er det ikke dejligt!

Møllehave bliver modtaget som en stamkunde i den fine Frederiks have, hvor køkkenet er fransk inspireret. Han vælger fra menukortet for os begge: Blomkålssuppe, porcheret poulard og riesling samt kaffe og en creme caramel til ham.

For Møllehave er det vigtigste i livet livet selv.

Jeg kender svaret fra Storm P. Han havde en hund, der hed Grog. Da den døde, skrev han i en nekrolog: Den elskede livet, og det er måske meningen med det. Sådan har jeg det også. Det eneste, jeg har fortrudt, er de kys, jeg ikke gav. Og det, der gør mig glad, er andre mennesker. Først og fremmeste mine børn og børnebørn. Jeg var på et tidspunkt i Reykjavik og havde Rosa, der dengang var 12 år, med. Vi var ude og ride på islandske heste, og hun red bagerst. Åh nej, sagde ham, der havde arrangeret rideturen. Den hest lægger sig altid ned, når der er vand. Og den gjorde den, da vi skulle passere et vandløb. Rosa blev helt våd. Du kunne godt have fortalt mig, at det var en flodhest, sagde hun. Det elsker jeg, siger Johannes Møllehave og smiler stort.

Men er der ikke noget, der kan gøre Møllehave vred?

Sagen, ikke personen. Hvis nogen er blevet uretfærdigt behandlet. Jesus siger, at I skal bære hinandens byrder. Men hvis der er nag i den ene hånd og nid i den anden, kan man ikke bære noget som helst. Det skal I ikke gøre. Om tilgivelse vil jeg sige: Giv hvad du vil give, men glem aldrig at tilgive. Man skal bede sit fadervor: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. I de islandske sagaer er en nidding en, der altid misunder det bliver man syg af.

Jeg nærmer mig de 80 fra den rigtige side. Det er helt i orden. Jeg har haft et vidunderligt liv og har ikke noget til gode. Dan Turèll ringede til mig 10 dage, før han døde: Kingo, hvad vil du mere?, sagde han. Så råbte han: Mere! Det var stærkt. Han døde kort efter. Hvis jeg fik at vide, at jeg havde en alvorlig sygdom, ville det virkelig være fint for mig. Jeg har haft et dejligt liv. Og jeg er i Guds hånd, hvad enten jeg lever eller dør, siger Johannes Møllehave.

Men kan det passe, at hans forkærlighed for vittigheder og historier dækker over blufærdighed?

Jo! Det er det, der hedder hovedstolen. Når man er forfatter, skal man aldrig udlevere det, som det hele kommer fra. Når jeg kan blive ved med at fortælle og skrive, er det, fordi der er mere. Jeg har engang været ansat i DRs Underholdningsafdeling. Ved du, hvad mottoet var? Spøg til side.

”Jeg har brugt hele mit liv på at finde nye indfaldsvinkler. For eksempel til, hvad livskvalitet er. Det er som i Grundtvig-sangen ’Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord’. Det handler om, at du skal glæde dig helt vildt til næste dag. Jeg har aldrig lagt mig til at sove uden at glæde mig,” siger Johannes Møllehave. – Foto: Leif Tuxen.