Prøv avisen

VI LEVER, SÅ LÆNGE VI HUSKER

74-årige Bente Ormslev fra Århus fik konstateret alzheimer for godt et år siden. Hun husker mange ting, men oplever også, at hukommelsen svigter. -- Foto: Flemming Jeppesen.

Hukommelsen har stor betydning for vores identitet og livskvalitet. Mennesker, som bliver over 100 år, har som regel en særlig veludviklet evne til at sortere i deres minder og fornemme den røde tråd mellem fortiden og nutiden. Men alle har gavn af at arbejde med erindringer, og der er mange ting, vi selv kan gøre for at styrke "huskemusklen"

Lev i nuet. Sådan lyder en af tidens mest populære og bedst sælgende opskrifter på det gode liv. Ofte bliver mantraet stillet over for de to modsætninger: at leve i fortiden eller at leve i fremtiden. Det finder demenskoordinator i Århus Kommune Birgitte Kryger tankevækkende. Gennem sit arbejde med demente har hun i mange år oplevet, hvad det bogstaveligt talt vil sige at leve i nuet. Nemlig at både erindringen om fortiden og evnen til at planlægge ud i fremtiden er forsvundet.

– Det første, demensramte mister, er fremtiden. Man glemmer, hvad man planlagde at købe ind, hvor man skal være næste dag, og hvad man vil have udført. Dernæst mister man korttidshukommelsen. Man kan ikke huske, hvor man lagde nøglerne, hvad der skete i går, og hvem man var sammen med, forklarer Birgitte Kryger.

Gradvist forsvinder også langtidshukommelsen, og mange husker til sidst kun barndommen og ungdomstiden.

– I de rigtig slemme tilfælde er der kun nogle få stærke minder tilbage, og når folk bliver så demente, forsvinder meningen for dem. Jeg bruger af og til det billede, at de er fanget i nuet, siger demenskoordinatoren.

Lige så tankevækkende er det, at vi ofte bruger udtrykket "at leve på minderne" i negativ forstand. For faktisk er minder det, der holder os alle i live, og jo bedre vi er til at samle dem op som en rød tråd gennem tilværelsen, des større bliver vores glæde ved livet, forklarer Henning Kirk, der er tidligere leder af Gerontologisk Institut og i dag konsulent, forfatter og foredragsholder.

– Mennesket er det pattedyr med størst hukommelse, og den har stor betydning for vores livskvalitet. Alle har behov for at finde en mening med livet, og jo bedre vi er til at huske og sammenkæde årsager og virkninger i vores personlige historie, des mere mening giver det. Eller som Søren Kierkegaard sagde: "Livet leves forlæns, men forstås baglæns."

Vores chance for at lykkes afhænger netop af, hvor gode vi er til at huske og lære af vores fejl. Men det er ikke alle ting, der er værd at huske.

– Traumatiske hændelser har man ingen gavn af at huske, og derfor har hukommelsen heldigvis sine egne naturlige beredskaber til at sortere og lægge ting væk. Hos nogle er den evne bedre udviklet end hos andre, og det er et fællestræk hos folk, som bliver over 100 år, at de er gode til at vælge fra og fokusere på de positive og meningsgivende oplevelser.

Et menneskes identitet dannes som regel i de første årtier af livet og er stærkt forbundet med følelsesladede erindringer om den tid. Det er derfor, at dementramte ældre ofte har nemmere ved at huske deres barndom og ungdom end det, der er sket de sidste 30 år.

– Når man mister hukommelsen, begynder identiteten at skride. Men vi kan hjælpe folk med at holde fast i deres identitet ved at genopfriske minder og tale om betydningsfulde hændelser fra fortiden, siger Birgitte Kryger

Gennem sit arbejde har hun været tæt på folk, hvis hukommelse er blevet så svækket af demens, at de til sidst døde af sygdommen. Det sker, når hjernens styring af selv helt basale kropsfunktioner som evnen til at gå og spise forsvinder.

Mange af de svært demente har efterladt et stort indtryk – blandt andre en dame, der som ung havde været i huset hos en familie ved siden af Den Franske Skole i København. Den dag skolen blev bombet ved et uheld af britiske fly, var hun alene hjemme med familiens babydreng. Det lykkedes hende at redde drengen ud, og oplevelsen betød meget for hendes selvopfattelse. Hun fortalte ofte om den, og frem til det sidste, da hun havde mistet sit sprog og stort set hele hukommelsen, var hun stadig på opfordring i stand til at give udtryk for oplevelsen med kropssprog.

Den nu afdøde gerontopsykolog Pia Fromholt har beskrevet de betydningsfulde oplevelser i et menneskes liv som høje bakketoppe i et landskab. Med tiden skyller glemslens hav ind over landskabet og udvisker de mere ubetydelige erindringer, der befinder sig i dalene. Det sker for alle, men hvis man rammes af demens, stiger vandstanden hurtigt så meget, at der til sidst kun står nogle få skelsættende oplevelser tilbage som isolerede øer.

– Mennesker elsker at fortælle gode historier til hinanden, og det er kernen i næsten alt samvær. Jo bedre vi selv er til at pleje minderne gennem samtale, dagbøger og fotoalbum, jo mere er der at trække på, hvis vi bliver ramt af demens. Derfor er det sundt for alle at arbejde med erindringer, og man behøver på ingen måde at have en demenssygdom for at mærke, at det er forbundet med stor glæde, siger aldringsforsker Henning Kirk.

Demens Caféen i Århus er et af de steder, hvor demensramte og deres familie kan mødes omkring den gode, meningsgivende samtale. Her kan man komme anonymt og deltage i forskellige arrangementer som fortælleaftener og samtalegrupper, og man kan få hjælp til at nedskrive sin livshistorie.

– Vi har det hyggeligt sammen og forstår hinanden. Hvis jeg ikke kunne komme her og snakke, var jeg nok blevet ked af det, selvom det egentlig ikke ligger til mig at gå og græde over tingene, siger 74-årige Bente Ormslev, der bor i Højbjerg ved Århus.

Hun er en velplejet, elegant klædt kvinde, der altid har gjort en dyd af at holde sig i form. Da hun i december 2008 fik konstateret alzheimer, reagerede mange med kommentaren "du ser jo godt ud, du fejler da ikke noget". Det gjorde hende trist til mode. For selvom demenssymptomerne ikke er så fremskredne, og Bente Ormslev fortsat klarer at bo alene i sin egen lejlighed, er hun meget bevidst om, hvilke begrænsninger sygdommen sætter for hendes hverdag og livsstil.

– Jeg har altid elsket at invitere gæster og holde fine fester, men nu orker jeg det ikke mere. Det gør mig stresset og forvirret at stå med ansvaret for at få inviteret folk og lavet maden, for jeg har svært ved at huske, hvad jeg planlægger. Når jeg tager på indkøb, glemmer jeg tit, hvad jeg skal have, og hvis jeg laver en huskeseddel, er det ikke altid, jeg kan forstå, hvad jeg har skrevet, når jeg kommer ned i supermarkedet, fortæller Bente Ormslev afklaret og konstaterende.

Hun oplever, at det er blevet vanskeligt at holde styr på ugens aftaler. Nogle gange har hun svært ved at huske navne, årstal og steder, og det er også, som om tiden går anderledes nu.

– Når jeg skal med bus, har jeg svært ved at beregne, hvornår jeg skal hjemmefra. Det sker tit, at jeg kommer ned til stoppestedet, og så kører bussen lige for næsen af mig. Men jeg er heldigvis ikke flov over at indrømme, når noget volder besvær, og både min datter og mine to sønner er flinke til at hjælpe mig.

I Demens Caféen er det naturligt at snakke om de udfordringer, en svigtende hukommelse giver. Det sker i en positiv stemning, og mange andre emner fylder langt mere i samværet. Samtaler om børnebørn, fritidsinter-esser og musik for eksempel. Det er derfor, Bente Ormslev kommer flere gange om ugen.

– Når jeg er til kontrol hos lægen, bliver jeg mindet om alt det, jeg ikke kan, og jeg er altid ked af det, når jeg går derfra. Men i caféen fokuserer vi på det, der fungerer. Det gør livet nemmere, og jeg har meget at glædes over, siger hun.

Mange ældre, som glemmer, bliver fejlagtigt betragtet som demente. Men ifølge aldringsforsker Henning Kirk er det ikke alderen i sig selv, der forklarer risikoen for at få en demenssygdom.

– Det er vigtigt at slå fast, at demens ikke er normalt. Det er ikke flertallet af ældre, som bliver demente, og man er heldigvis også gået væk fra at bruge betegnelsen senil demens, der giver lige så lidt mening som senil slidgigt, siger Henning Kirk.

Der er stor forskel på at være glemsom og at være dement. Mange oplever for eksempel, at de har svært ved at huske navne, eller at de går ud i køkkenet for at hente noget, men har glemt, hvad de skulle, når de står der. Det er helt normalt.

Ofte skyldes forglemmelserne, at vi ikke har været omhyggelige nok med at få lagret informationerne på vores harddisk, eller at vi har haft tankerne et andet sted og slået automatpiloten til. Men hos demente skyldes den svigtende hukommelse, at der ikke er ledninger nok i hjernens computer, eller at de er brudt sammen.

– Der findes ingen effektiv kur mod demens, men et aktivt liv med motion, musik og hjernegymnastik kan være med til forsinke sygdommens udvikling. Det er en kæmpe fordel at dyrke sproget og bruge alle dets nuancer. Hvis man bliver ramt af demens, går det på et tidspunkt ud over ordforrådet. Derfor vil en person, som er vant til at bruge 3.000 ord i dagligdagen, være langt bedre stillet end en, som kun bruger 300 ord, siger Henning Kirk.

At bevare nysgerrigheden og blive ved med at tilegne sig ny viden livet igennem er et af de bedste råd til både at styrke hukommelsen og forebygge demens.

– Man skal hele tiden udfordre sin hjerne, hvis man vil bevare en god hukommelse. Opsøg nye oplevelser, brug sanserne og sørg for at dygtiggøre dig gennem øvelse. Jo mere erfaring vi får, des nemmere er det for os at lære nyt, fordi hjernen bruger velkendte mønstre og smutveje til at lagre den nye viden. For eksempel er det meget nemmere at lære fransk, hvis man allerede kan snakke spansk. Og at lære fremmedsprog er en af de mest effektive former for hjernegymnastik, forklarer Henning Kirk.

Han tilføjer, at nok arbejder den unge hjerne hurtigere end den gamle. Til gengæld er den gamle hjerne mere økonomisk i drift, fordi den får mere ud af mindre.

– Det er en skrøne, at evnen til indlæring stopper i takt med, at hjernen skrumper.

Vi fødes alle med hjerneoverkapacitet, og det er den, vi mister med årene. Så længe vi bruger hukommelsen aktivt, kan vi udvide den.

livogsjael@kristligt-dagblad.dk