Prøv avisen

Vi lyver ikke - altid

- Tegning: Peter M. Jensen.

EN LØGNEHISTORIE: At blive grebet i en løgn er noget af det pinligste, de fleste kan forestille sig. Men samtidig skal vi kunne lyve i høflighedens navn

Søndag 8. maj 1988 løj Svend Auken (S) for åben skærm. Sådan blev det i hvert fald udlagt af medierne dagen efter. Auken selv ser anderledes på sagen, og han er stadig fortørnet over udlægningen

Der er valgkamp det år i Danmark, og under en partilederdebat i tv siger Svend Auken på tillempet norsk, at han netop har talt med den norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg, som har bedt ham "lukke kjæften på ham Uffe" med henvisning til Venstres leder Uffe Ellemann-Jensen (V).

Kort efter kom det frem, at Thorvald Stoltenberg ikke havde talt med Svend Auken dagen før. Ifølge Kristeligt Dagblad den 28. maj 1988 truede den norske regering efterfølgende med at udsende et dementi af Svend Aukens udtalelser.

Sagen blev fulgt med stor interesse, for at blive grebet i en tilsyneladende åbenlys løgn er for mange mennesker noget af det mest pinlige, man kan forestille sig. Voksne mennesker lyver ganske enkelt ikke, og at det alligevel sker, er et tabu, som omgås med lange udredninger, undersøgelser, drypvise afsløringer eller benægtelse. Ironisk nok kræver vi samtidig dagligt løgne af hinanden. Vi lyver rask væk i høflighedens navn, og det skal vi også, siger Sanne Udsen, forfatter til bogen "Takt og tone i tiden".

– Ind imellem siger etiketten, at vi skal lyve, for ikke at forårsage andres eller vores egen forlegenhed. Den slags løgne er vigtige for det sociale liv og handler kort sagt om, at man ikke vil såre andre. Kan man ikke lyve høfligt, må man træne, siger hun.

Man siger jo ellers, at ærlighed varer længst, men Sanne Udsen tilføjer, at ind imellem varer ærlighed længere, end man ønsker.

– Hudløst ærlig skal man sjældent være i omgangen med andre mennesker. Hold dig hellere til halve sandheder. I virkeligheden er der ikke ret mange, som ønsker at høre andres ufortyndede ærlige mening. Så når konen spørger sin mand "trænger jeg til at tabe mig?", så er det eneste mulige svar "nej, skat". Det hører ganske enkelt til social sans, at vide hvornår man skal lyve eller i hvert fald omgås sandheden kreativt. Ellers sårer man andre mennesker, siger Sanne Udsen.

Skrækeksemplet på ærlighed er ifølge hende mennesker, som praler af, at de siger, hvad de mener. Altid.

– De er de værste. De sætter sig moralsk på den høje hest og gør det til en dyd at være uforskammet. Det er den slags mennesker, som sender afbud til en fest og også tilføjer begrundelsen: "Jeg gider ikke dine snobbede venner" i stedet for bare at sige, at de har en anden aftale. De mennesker skal lære, at det ikke er frigjort og kækt at sige sin ærlige mening. Det er højrøvet og en utrolig selvovervurdering af ens egne meninger. Dybest set viser det en foragt for andre, når man ikke forsøger at formulere sig mere elegant, siger takt- og toneeksperten.

Hun træder gerne til med eksempler på elegante formuleringer til situationer, hvor man kunne være fristet til at være alt for ærlig.

– Hvis én spørger, hvad man synes om den nye kjole, kunne svaret være: "Den er vel nok farvestrålende". Når du er i byen til middag, og maden ikke er helt vellykket, skal du tænke på, at der kan være en sandhed, som står over, hvordan maden smager. Nemlig at du sætter pris på anstrengelsen ved måltiden. Fremhæv det, fremfor at tale direkte om, hvordan maden smager. Lær at sige nej tak til en invitation ved at sende et kort og skriv, at du har en anden aftale. Også selvom aftalen kun er med fjernsynet den aften, siger Sanne Udsen.

Andre steder i samfundet gør man en tilsvarende ihærdig indsats for at afsløre halve sandheder, kreative omskrivninger og lodrette løgne. Det er i retten. En af Danmarks kendteste forsvarsadvokater Peter Hjørne, som blandt andet har rockere og nazister i sit kundekardotek, fortæller, at der bliver løjet i retten hver eneste dag.

– Hvis anklager, forsvarer og den tiltalte i en retssal havde løgnedetektorer på sig, ville de eksplodere. Der bliver altid løjet, siger Peter Hjørne.

Den tiltalte kan frit lyve eller nægte alt, uden at han får ekstra

straf. Anklageren og forsvareren repræsenterer hver for sig en side af sagen, og det er dommerens opgave at finde frem til sandheden, som normalt kan ligge et sted midt i mellem.

– Det er ofte rimeligt speget, og det er sjældent, at der kommer en 100 procent sikker sandhed frem. Dommeren må afveje for og imod og måske nøjes med 80 procent af sandheden. Og der er skyldige klienter, som frifindes på grund af manglende beviser, siger Peter Hjørne.

Han vil dog ikke selv sige, at han lyver.

– Jeg taler klientens sag. Jeg fremhæver det, som taler til hans fordel, og jeg sørger for, at politiet ikke efterforsker på ulovlige måder. Ind imellem ved jeg, at min klient lyver. Andre gange kan jeg have en mistanke om det, men jeg ønsker i virkeligheden ikke at vide, hvad sandheden er. Jeg vil bare vide, om min klient vil tilstå, eller om han har en god forklaring. Har han det, så prøver vi, siger Peter Hjørne.

Mange af hans klienter har ikke en god forklaring. Alligevel kan de ihærdigt påstå, at de er uskyldige, selvom fingeraftryk, vidner og alt andet taler imod dem. Men det er ikke, fordi de lyver. Ifølge Peter Hjørne handler det om fortrængning.

– De kan simpelthen ikke anerkende, hvad de har gjort. For eksempel i en sag, hvor et knivstikkeri ender med død. Så forklarer den tiltalte i retten, at "pludselig fik jeg et black out". I medicinsk forstand har han ikke haft et black out, men virkeligheden er, at han ikke kan huske mere. Han kan ganske enkelt ikke leve videre med ansvaret for forbrydelsen, og så fortrænger han. Det sker for mange, og det er en slags løgnens gråzone, siger advokaten.

Og ifølge ham ødelægger løgnen ikke den kriminelles nattesøvn i årene efter.

– De fleste kan sagtens leve med løgnen. Fortrængningen er meget meget stor.

Men selvom lodrette løgne er et tabu i vores kultur, så fascinerer løgne og deres afsløring samtidig mennesker. TV-journalisten har seernes fulde opmærksomhed, når han sidder over for en person, som skal afsløres i løgn eller snyd. Seerne gyser over og nyder samtidig at se personen vride sig eller komme med tvivlsomme bortfor

klaringer, mens journalisten borer sig vej ind til sandheden.

Det er vores urinstinkt, som bliver vakt, siger Hans Jørgen Lundager Jensen, dr.theol. og professor ved Religionsvidenskabeligt Institut på Aarhus Universitet.

– Afsløring er et urinstinkt. Det handler om at få det gemte frem, og sandsynligvis går fascinationen tilbage til vores forfædre, som var jægere – at se byttet i løvet. Vores hjerner er grundlæggende stadig jægernes, og derfor er vi optaget af afsløringer, som altid er en stiliseret udgaver af jægeren efter byttet. Desuden er der dybe seksuelle medbetydninger i en afsløring. Sløret tages bort, kjolen slåes op, ting tages frem fra mørket, siger Hans Jørgen Lundager Jensen.

Ifølge ham er fascinationen af videnskab i samme familie. Der bliver det, vi ikke før kunne forstå, afsløret. Men i videnskabens verden bliver det også tydeligt, at sandhed og løgn ikke altid står knivskarpt over for hinanden.

– I videnskaben gælder det for eksempel, at den teori, som hænger bedst sammen eller er enklest, er den førende. Og nye teorier fejer hele tiden de gamle af banen. Alt er i virkeligheden hypoteser, siger Hans Jørgen Lundager Jensen.

I det hele taget mener han, at det er alt for firkantet at stille løgn og sandhed op over for hinanden.

– Der findes et stort område mellem løgn og sandhed, som hedder fiktion. Vi accepterer film og bøger som fiktion. Vi ser "Krøniken" og "Matador" og forstår, at det hverken er sandhed eller løgn men fiktion. Vi mennesker er faktisk skabt til at beher-ske potentielle verdener, og vi gør det i kunst, religion og videnskaber, siger Hans Jørgen Lundager Jensen.

Desuden understreger han, ligesom Sanne Udsen, at absolut sandhed ikke et et ideal i omgangen med andre mennesker. Den er altfor brutal.

– Til daglig står sandheden sjældent over for løgn. I stedet står sandheden over for omsorg og hensyn til medmennesker, siger Hans Jørgen Lundager Jensen.

Ifølge Klaus Kjøller, cand. mag. og underviser i kommunikation ved Københavns Universitet, lyver alle mennesker. Og jo mere mennesker har på spil, jo mere lyver de.

– Politiske ledere og ledere i erhvervslivet lyver for eksempel meget. I brancher med stor magt eller mange penge er man ganske enkelt villig til at løbe en stor risiko, fordi man både kan vinde og tabe meget, siger han.

Klaus Kjøller anbefaler altid, at man så vidt muligt undgår at lyve om hårde facts, der kan afprøves. Han minder om USA's tidligere præsident Bill Clinton, som løj om sit seksuelle forhold til praktikant Monica Lewinsky.

– Clinton havde garanteret ikke forestillet sig, at han kunne blive afsløret, men Monica Lewinsky havde gemt en kjole med sædpletter, og de pletter afslørede ham. Når man lyver om faktuelle ting, risikerer man altid, at en eller anden træder frem med en

overraskende afsløring. I stedet

skal man så vidt muligt hellere arbejde kreativt med den helhedsforståelse, man placerer de hårde facts i, siger Klaus Kjøller.

Ifølge ham er danske politikere og erhvervsledere ganske gode til den disciplin. Derfor kan regering og opposition under en hel valgkamp diskutere, hvorvidt det går godt eller skidt i Danmark, selvom de har samme tal og undersøgelser til rådighed. Og derfor er det vigtigt, at de danske vælgere kan se gennem løgnen.

– Man må uddanne mennesker til at stille kritiske spørgsmål, og et demokratisk samfund må have indbyggede kontrolmekanismer som for eksempel pressefriheden. Den forhindrer, at magthaverne kan lyve systematisk, og mængden af magthavernes løgn er omvendt proportional med graden af demokrati, pressefrihed og dygtige journalister, siger Klaus Kjøller.

Et opslag i "Politikens synonymordbog" viser, at der er 39 alternativer til løgn. Alle ordene har deres særlige nuance. Fra ammestuehistorier til mened, myte, opspind og skrøne.

– Løgn er et meget negativt begreb, som vi automatisk får lyst til at graduere. Vi forsøger at udvande løgnen, for den er så nådesløst præcist et begreb, siger Klaus Kjøller.

TIl gengæld er der ingen alternativer til sandheden i ordbogen.

– Vi har ikke brug for synonymer til sandhed. Den skal jo ikke bortforklares, mener Klaus Kjøller.

Men i et mere eksistentielt perspektiv har mennesker indimellem brug for at bortforklare eller glemme sandheden, mener professor Hans Jørgen Lundager Jensen.

– Mennesker er både bygget til

at huske og glemme. Engang troede psykoanalytikeren Freud, at vi i virkeligheden husker alt, og at det før eller siden vil indhente os. For eksempel gennem drømme eller uheldige udtalelser, hvor vi kommer til at tale om det, vi har fortrængt. Men i dag anerkender man, at mennesker er gode til at glemme, og at det kan være en god evne. Eksistentielt har vi brug for at glemme, at vi skal dø. Hvis det konstant stod os lysende klart, ville vi blive paralyserede. Dér er vores glemsomhed en forudsætning for, at vi kan leve, siger Hans Jørgen Lundager Jensen.

Det kan ske, at et menneskes fortrængning bliver så tydelig, at omgivelserne kalder det en livsløgn. Når ældre mennesker på plejehjemmet for eksempel undrer sig over, at deres børn ikke besøger dem, mens omgivelserne sagtens kan regne ud, at de manglende besøg bunder i forældrenes overgreb eller svigt, da børnene var små.

– Nogle mennesker lever med mange tydelige fortrængninger. Det kan vi sagtens se udefra, men hvem er ren nok til at sige den brutale sandhed til dem? Hvem har ret til at fratage et menneske sådan en løgn? I det hele taget er de store livsløgne efter min mening et lidt romantisk begreb. Verden er flygtig, og et tilfælde kan afgøre vores skæbne, siger Hans Jørgen Lundager Jensen.

For Svend Auken blev det opdigtede citat fra Thorvald Stoltenberg ikke til en skæbne, men bestemt til et irritationsmoment. Han er nemlig slet ikke enig i pressens udlægning om, at han løj, og at historien jævnligt bliver gentaget oplever han som et karaktermord på sin hæderlighed. Han kalder udtalelsen en "træthedsfejl".

– I stor travlhed blandede jeg to samtaler sammen – én jeg selv havde haft med Stoltenberg sammen med partisekretær Steen Christensen og en samtale min kone havde med Stoltenberg aftenen inden partilederdebatten. Indholdet i samtalerne var det samme. Jeg blev ikke grebet i nogen løgn, men fortalte selv pressen om min sammenblanding dagen inden folketingsvalget.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk

Temaet om løgn

fortsætter næste side