Prøv avisen

Vi søger psykiatriske diagnoser for at undgå at tage ansvar

Illustration: Rasmus Juul.

Halvdelen af danskerne opfylder i løbet af livet kriterierne for en psykisk diagnose. Problemet er i høj grad, at vi har mistet evnen til at håndtere lidelse og ubehag

Vi har det langt bedre, end vi tror. Det er den gode nyhed. Den dårlige er, at vi har stadig sværere ved at tro på det. Eller vi orker ikke at tro på det. Det er langt nemmere at kaste ansvaret for eget velbefindende fra sig, gå til lægen og få en diagnose, som kan forklare og forhåbentlig forbedre det hele.

LÆS OGSÅ: Danskere går garanti for hurtig diagnose

Og det gør stadig flere mennesker får en psykiatrisk diagnose. En række internationale undersøgelser konkluderer, at hver fjerde af os opfylder kriterierne for en sådan diagnose i løbet af et givent år. I løbet af et helt liv er det hver anden. Men det er ikke virkeligheden. Det er diagnosehysteri, mener professor i almen psykologi på Aarhus Universitet Svend Brinkmann. Han understreger, at mange mennesker har god gavn af en diagnose. Så kan de bedre få den rigtige behandling, de bliver mere afklarede om deres situation, og de opnår en række rettigheder og muligheder for hjælp. Men omfanget af diagnoser og dem, der får dem, er i dag helt ude af proportioner. Og det skyldes især et pres ovenfra fra medicinalindustrien og fra alle de fagfolk, der lever af at behandle diagnoserne. Men også et pres nedefra fra patienter, som kræver en forklaring på deres tilstand. Og som gerne vil af med ansvaret for ikke at have det godt, siger han.

Der er dog også en mindst lige så vigtig kulturhistorisk forklaring på udviklingen: Vi har mistet vores sprog for lidelse og ubehag, mener Svend Brinkmann. Og dermed også noget af vores evne til at håndtere livets udfordringer. Traditionelt har religionerne haft et eksistentielt sprog for vores følelser. Havde vi det dårligt, og kunne vi hverken sove eller spise, var det nok skyld eller skam, der tyngede os. Havde vi gjort noget forkert, oplevet en stor sorg eller havde dødsangst, var det lidelsesfuldt, men vi kunne begribe det moralsk. For så havde vi overtrådt nogle moralske normer eller blev udsat for livets lunefuldhed. I dag er den moralske forståelse erstattet af en psykiatrisk forståelse, og lidelsen har fået et navn, eksempelvis depression. Den fortvivlelse, som Søren Kierkegaard og andre filosoffer skrev tykke bøger om, er reduceret til en diagnose.

Stort set alle diagnoser inden for psykiatrien handler om, at mennesket er forkert i en eller anden forstand. Vi tænker forkert, handler forkert, føler forkert. Det er en afvigelse fra normen, som forklares med en ubalance i centralnervesystemet, noget kemisk inden i os. Når man tidligere anskuede det moralsk, var man selv en del af og måske lige frem ophav til lidelsen. Og derfor kunne man gøre noget ved den og følte et moralsk ansvar for at gøre det. Det ansvar fratager det psykiatriske sprog os. Det fortæller os i stedet: Du har en depression. Det er kemisk. Her er en pille.

Den udvikling er sket i takt med sekulariseringen, mener Svend Brinkmann. For den har gjort, at vi i dag er mindre enige om, hvilke moralske regler der er gældende. Og vi kan derfor ikke støtte os til dem. Når vi søger en forklaring på, hvorfor vi ikke har det godt, har vi derfor fået mere brug for konkret viden om verden, helst noget naturvidenskabeligt baseret, og her tilbyder det psykiatriske sprog sig. Endda i stigende grad. Hvor der i 1950erne var cirka 100 diagnoser at vælge imellem, var der ved den seneste opgørelse fra 1994 det tredobbelte. Og der er helt sikkert kommet en del flere til siden. Det er også udtryk for, at man har forladt mange af de gamle sygdomsforståelser, eksempelvis Freuds psykoanalyse, og i stedet fået en mere moderne, naturvidenskabelig forståelse med blandt andet hjerneforskningen og et generelt øget biologisk fokus. Det er her, pengene og interessen er, så vi vil se endnu flere diagnoser og mange flere, der får dem, spår han. Udviklingen vil endda gå hurtigere, end den hidtil har gjort, fordi det psykiatriske sprog er selvforstærkende. Jo mere vi bruger det, jo mere bevidste bliver vi om det, og så bruger vi det endnu mere.

Psykiatriens forsvar er, at den er blevet bedre til at se og forstå den genetiske og neurokemiske baggrund for vores sygdomme. At udviklingen mest af alt er udtryk for ny viden. Men det holder ikke. For den måde, vi især diagnosticerer på, er jo ikke at kigge ind i hjernen og udnytte al vores nye viden. Mange lidelser kan eksempelvis slet ikke måles på den måde. Der krydses i stedet af på et skema, og har man 4 ud af 10 symptomer, får man en diagnose. Men man har jo altså ikke nødvendigvis en depression, fordi man har mistet livslysten, er træt og hverken sover eller spiser.

At der findes alt for mange diagnoser og for mange, der får dem, er dr.med. Lotte Hvas helt enig i. Hun er selv praktiserende læge og oplever en eksplosiv stigning i antallet af mennesker, der jager syndsforladelse hos lægen, hvor de før gik til præsten. For hvor man tidligere selv tog sin skæbne på sig og gjorde dårligdommene til en del af livet, føler vi i dag, at opstår der forhindringer, er det, fordi vi har gjort noget forkert.

Folk kommer til mig, og det er, som om de siger: Jeg har gjort alt det, man skal. Jeg har spist broccoli og gået på selvudviklingskursus, men jeg er alligevel ked af det, der må være noget galt i hjernen. Gør noget! Jeg kan ikke længere selv bære ansvaret for at være lykkelig, fortæller hun.

Og det er ikke urimeligt at reagere sådan, for vi bliver hele tiden opfordret til at tage ansvar i forhold til alle de muligheder, der ligger foran os og vores familier, og vi skal helst have det hele til at gå op i en perfekt, højere enhed. Gør det ikke det, gælder det om at have en god forklaring. Og den forklaring fås ikke mere klart end gennem en diagnose, mener Lotte Hvas.

At det er kommet dertil, hænger også sammen med en stadig mere snæver forståelse af, hvad det vil sige at leve et normalt, godt liv, mener bioetiker og teolog Mickey Gjerris. Træder vi uden for normaliteten, føler vi instinktivt skyld. Men skylden er blevet mere anonym og privat end tidligere. Vi føler den ikke bare over for vores næste, men over for vores livstil, vores manglende evne til at balance karriere og familie eller vores ringe evne til at påvirke eller involvere os i de dårlige ting, der sker i verden. Samtidig har vi mistet et naturligt sted at gøre af den skyld. De færreste benytter i dag kirken til at læsse af. Vi kan heller ikke rigtig bruge hinanden, for dermed afslører vi jo, at vi ikke er noget nær perfekte. Og så er det fristende at ty til den nemme løsning: diagnosen og medicineringen som støttestok.

Vi har mistet evnen til bare at have det dårligt. Vi lever i en virkelighed, hvor vi fremhæver det perfekte som det normale, siger Mickey Gjerris og uddyber:

Vi skal jo helst springe livskraftigt ud af sengen, lave broccoli-smoothies til hele familien og gennemføre en ironman, før det har været en meningsfyldt dag. Og når man så næsten ikke engang kan overskue morgenmaden og ikke tør dele med nogen, at det indimellem er svært at være menneske, så flygter vi ind i sygd½ommens syndsforladelse. På den måde er vi blevet moralsk fattigere. Når livet brænder lidt på, så flygter vi fra ansvaret.