Prøv avisen

Vi skal alle sammen være her

Nibras Aziz er elevrådsformand på H.C. Andersen Skolen i Odense. Her ses hun som nummer fire fra venstre i første række omgivet af sine klassekammerater i 9. klasse. -- Foto: Sonny Munk Carlsen.

Danske elevers faglige kundskaber og skolens kvalitet har endnu en gang været i fokus i denne uge. Ud over fagligheden kniber det også med tolerancen i skolen, hvor stadig flere elever bliver ekskluderet. Selvom mange skoler de seneste år er begyndt at arbejde aktivt med emnet, er udstødelse fra fællesskabet et voksende problem

Den 15-årige 9. klasseelev Nibras Aziz har rødder i Irak, men har gået i dansk skole hele sin skoletid. De første fire år på en traditionel dansk skole, Aakjærskolen i Skive. Siden på den kulturelt meget blandede H.C. Andersen Skolen i Odense. Men hun oplevede, at elever og lærere hængte sig mere i forskelle i Skive.

"Det var mere klikeopdelt på min gamle skole. De populære var for sig, og de stille var for sig. De, der talte i timerne, gik sammen og gad ikke være sammen med dem, der var lidt dovne. Og det forekom naturligt for lærerne, at eleverne delte sig op," erindrer hun.

Nu er hun elev på en skole med 330 elever - heraf 70 procent tosprogede fra 16 forskellige nationaliteter - der gennem sin 10-årige levetid har haft den mærkesag, at selvom mennesker er forskellige, skal ingen holdes ude. Hverken i form af klikedannelse, mobning, niveaudeling eller udskillelse af elever til specialundervisning.

"Vores skole tager afstand fra at udskille elever. For er du først udskilt, er det markeret, at du er anderledes. Og skolen skal være et sted, hvor alle har lov til at være. Vi er jo alle sammen forskellige," forklarer Nibras Aziz, som ud over at være elevrådsformand er en af 15 elever, som har meldt sig som AKT-vejleder. Det betyder, at hun har medansvar for adfærd, kontakt og trivsel mellem alle på skolen.

"Børn lytter bedre til hinanden end til de voksne. I starten sagde nogle, at vi var politibetjente for de voksne, men nu er det naturligt for alle, at vores opgave er at styrke fællesskabet," fortæller hun.

Den danske folkeskole står lige nu over for en lang række store udfordringer, og i denne uge blev der offentliggjort endnu en nedslående Pisa-undesøgelse af danske skoleelevers faglige niveau samt endnu et udspil til en bedre folkeskole.

Udspillet fra regeringen har fokus på, hvor vigtigt det er, at eleverne bliver fagligt dygtigere til for eksempel at læse, regne og tale engelsk. Også behovet for fælles spilleregler og disciplin optager beslutningstagerne.

Men måske er skolens allerstørste udfordring at finde en løsning på, hvordan alle børn og voksne kan rumme hinanden.

"De lærere, som skal virke i nutidens folkeskole, træder ind i et klasserum præget af meget stor forskellighed. De seneste 10 år har de politiske prioriteringer været præget af ønsket om øget faglighed, men det er lige så vigtigt, at lærerne er i stand til at lære eleverne at håndtere regler og at relatere sig til hinanden," siger Hans Månsson, centerleder for Læringsdifferentiering og Deltagelse ved professionshøjskolen UCC i København.

Han konstaterer, at ikke bare folkeskolen, men det danske samfund som helhed har bevæget sig i en retning, hvor rummeligheden, indlevelsen og empatien er blevet trængt. Der har været fokus på individet, og kravene til den enkelte har været så høje, at overskuddet til at tage hensyn har været begrænset.

I folkeskolen har udviklingen vist sig ved, at stadig flere elever af lærere og kammerater bliver betragtet som unormale eller problematiske. Det kan være, fordi de har svært ved at sidde stille, fordi de er stille og inaktive, fordi de har faglige vanskeligheder, fordi de har et egentligt handicap, eller fordi de har en anden sproglig og kulturel baggrund end dansk.

"Inden for de seneste 20 år har samfundet udviklet sig i en retning, så vi i skolen ser meget store både faglige, sociale, økonomiske og kulturelle forskelle. Når der så samtidig er et pres på læreren for faglige resultater, er det forståeligt, at en almindelig matematiklærer ofte har grebet til udvisning af de to elever, der opleves som hindringer for, at de faglige mål kan nås," forklarer Hans Månsson.

Resultatet har været, at antallet af elever, som udskilles til specialundervisning, er eksploderet. Næsten hver 10. elev får specialundervisning, og hver fjerde elev har en diagnose hos skolepsykologen.

Specialindsatsen har nu nået et omfang, så nogle kommuner bruger 30 procent af de samlede skoleudgifter på specialundervisning. Det er medvirkende til, at både kommunerne, regeringen og skolens rejsehold, som regeringen har udpeget til at hjælpe med at løfte niveauet i skolen, har sat pædagogiske modeord som inklusion og rummelighed højt op på dagsordenen.

Vi skal alle samen være her. Også fordi vi ikke har råd til andet.

På UCC har Hans Månsson og hans afdeling indledt et samarbejde med skoler i Ballerup Kommune om at uddanne såkaldte inklusionsformidlere, som skal bidrage til at fremme rummeligheden blandt børn og voksne. Indtil videre er 50 lærere og pædagoger uddannet, og andre kommuner er på vej.

"Samtidig med, at elevgruppen er blevet mere forskelligartet, er der en række kræfter, som presser på for, at alle skal være mere ens. Fra lærerne udgår et krav om, at de alle skal kunne klare den samme krævende test, og fra kammerater og medier udgår et pres for, at alle går klædt i det samme tøj og opfører sig ens. Men ved at skolen går ind og arbejder med inklusion, øger vi muligheden for, at såvel elever som lærere får overskud til at se muligheder frem for mangler hos andre mennesker," siger han.

Men på mange skoler er der lang vej igen. Ifølge rapporten "Uligheder og variationer – danske elevers motivation, skolefaglige læringsudbytte og sociale kompetencer", skrevet af forskere fra den norske Høgskolen i Hedmark samt professionshøjskolen University College Nordjylland, rapporterer de danske lærere om, at de modtager et meget stort antal elever, som af den ene eller grund er vanskelige og problematiske at undervise.

Moderne børn har både svært ved at klare de faglige krav, indordne sig under regler og vise empati over for andre, mener lærerne. Men forskernes kommentar hertil er: "Individperspektivet ser ud til at stå stærkt blandt lærere og skoleledere."

Med andre ord: Det kan godt være, lærerne har ret i, at moderne børn er dårlige til at rumme andre. Det er også meget muligt, at forældre fokuserer for meget på deres eget barn på bekostning af fællesskabet. Men de voksne i skolen er heller ikke særlig rummelige, når de betragter hver fjerde elev som problematisk.

"Skolen er præget af det omkringliggende samfund, men samtidig afspejler de værdier, som hersker i børnenes verden, hvordan vores samfund vil se ud om 20 år. Og det ser ikke ligefrem ud til, at vi er på vej mod et mere rummeligt samfund," siger projektleder Ole Hansen fra University College Nordjylland.

Hvis skolen skal ændres i mere rummelig retning, er det nødt til at udgå fra lærerne, og derfor må læreruddannelsen tage højde for det, mener Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved professionshøjskolen VIA University College.

"Der tales meget om, at skolen skal arbejde mere med at udvikle empati hos eleverne, men der gøres alt for lidt konkret. For mange lærere er det et stort krav at skulle udvise lige stor omsorg over for alle elever, også dem, man oplever spolerer undervisningen. Men det er meget vigtigt, at det sker," siger Andreas Rasch-Christensen og tilføjer:

"Hvis ikke læreren er den, som kommer marginaliserede elever til hjælp ved at inddrage dem og vise omverdenen, at man anser dem for kompetente, så kan man ikke fortænke kammeraterne i at holde dem ude."

Forskningschefen peger på, at man i læreruddannelsen kan ruste de kommende lærere til at arbejde med marginaliserede elever. For eksempel kan der komme fokus på, hvordan læreren henvender sig til og roser udsatte elever, så de andre elever i klassen ser og hører det, ligesom lærerne kan få fokus på at anerkende elver, som hjælper deres kammerater, når de har brug for hjælp.

"Det er vigtigt at forstå, at i skolen er rummelighed og gode relationer i klassen ikke en modpol til faglige resultater. Tværtimod ved vi, at en rummelig klasse med elever på flere niveauer gavner de fagligt svage, uden at det går ud over de stærke," siger Andreas Rasch-Christensen.

H.C. Andersen Skolen i Odense kunne for den udenforstående fremstå som en problemskole med sin blandede, multikulturelle elevgruppe, hvis forældre ikke hører til de mest velhavende i landet. Men skolen insisterer på, at mangfoldigheden er en styrke. Den brogede elevgruppe gør, at børnene bedre end andre steder lærer at kunne rumme andre.

"I alle skoleklasser kan man fokusere på forskelligheder, hvis man vil. Hvis ikke der er forskelle i sprog og hudfarve, kan man dele sig op efter, om man går i Gucci-sko eller synes, en anden har en mystisk madpakke eller ej. Men hos os er forskellighederne så åbenlyse, at vi ikke har andet valg end at forholde os positivt til forskellene," fortæller Marianne Justesen, afdelingsleder ved H.C. Andersen Skolen.

Hun understreger, at selvom skolen arbejder på at inkludere alle, indebærer det ikke, at der slet ikke gælder nogen normer eller regler. Det betyder heller ikke, at der ikke sættes ind med ekstra støtte til dem, der har handicap eller faglige vanskeligheder. Men det foregår inden for rammerne af den normale klasse. Og afdelingslederen er ikke i tvivl om, at denne rummelighed er medvirkende til, at 98 procent af de elever, som er gået ud fra skolen, efterfølgende har gennemført en ungdomsuddannelse:

"Vi anstrenger os meget for ikke at fjerne selvværd fra børnene. Der er en alt for stor gruppe børn i Danmark, som går ud af folkeskolen med forringet selvværd. Vi lægger vægt på, at ingen børn er blevet rigtige af konstant at få at vide, hvor forkerte de er."

mikkelsen@k.dk