Prøv avisen

Vi skal ikke være dygtige til at dø

For nogle er den gode afsked et så kort sygdomsforløb med så mange sanser i behold som muligt, for andre er det at nå at samle sine kære om sig, men for de fleste er det at være i trygge rammer og blive behandlet med værdighed, siger Lone Klok, der er præst ved Sct. Maria Hospice i Vejle. - Foto: stock.xchng

Påskens historier er en trøst for de mennesker, der står på tilværelsens yderste kant. Det oplever hospicepræst Lone Klok, som i sit arbejde med døende møder tvivlere, troende og alle dem, der gerne vil finde mening i det meningsløse

I halvmørket brænder to hvide lys. Et blafrende bevis på, at to mennesker døde i nat på Sct. Maria Hospice Center i Vejle. Lone Klok ser dem stå på bordet, da hun kommer op ad trappen til sin arbejdsplads denne morgen.

De seneste 14 år har hun set adskillige lys blive tændt og slukket. Som hospicepræst er hun tæt på unge og gamle, der ikke længere kan håbe på helbredelse. Tilbage er kun lindring og omsorg. Åndelig omsorg som den, Lone Klok yder, når hun sætter sig på en af stuerne for at lytte, spørge eller blot være til stede.

Præstekjolen hænger på det lille kontor et stykke nede ad den gang, der udgør det østjyske hospice. Den bliver kun taget i brug ved gudstjenester og nadver. I stedet er Lone Klok i røde sko og vuggende øreringe, da hun viser rundt under stjernehimlen - et blåmalet rum med små guldstjerner i loftet, hvor patienter og pårørende mødes for at synge, tale eller holde andagt.

De fleste siger ja tak til præstens besøg på stuen. Nogle med en smule forbehold, for hvad har de egentlig at tale med en præst om? De har ikke et emne klar og ser troen som en præstation, de ikke helt mestrer. "Så kommer du vel for at prædike," som en patient sagde, da han så Lone Klok i døren. Men da hun gjorde klart, at hun kom for at tale om det, patienten gerne ville tale om, og at hun ikke kom med bagtanke, men eftertanke, udbrød han: "Ja, så må du sgu godt komme ind."

Eksistentielle og religiøse emner optager langt de fleste mennesker i livets sidste kapitel.

- Selvom man i sine velmagtsdage ikke har skænket livets store spørgsmål nærmere opmærksomhed, er der ikke mange, som undgår det i den sidste del af livet, siger Lone Klok.

Skyld, mening og død er noget af det, der presser sig på.

- Folk tænker: Hvad har jeg gjort, siden jeg skal have det sådan her? Hvorfor lige mig? Bag det ligger en gammeltestamentlig forestilling om, at vi alle får løn som forskyldt. At der bliver holdt regnskab over et liv med røde eller sorte tal på bundlinjen. Utrolig mange mennesker lever med en gammeltestamentlig gudsopfattelse, og i sådan en samtale kan jeg spørge, om de ikke har lyst til at høre noget fra Det Nye Testamente. Der hører vi, at Jesus møder syge mennesker, uden at han et eneste sted siger, at det er deres egen skyld. Det kan være en ahaoplevelse for mange, der hører det for første gang, selvom det jo er det, der er blevet prædiket i kirken hver eneste søndag i det menneskes liv.

Til de døende, der siger, at livet er uretfærdigt, svarer Lone Klok: Ja, heldigvis.

- Heldigvis er livet uretfærdigt. Det er hævet over spørgsmålet om retfærdighed og uretfærdighed. Hvordan skulle vi gøre os fortjent til bare én dag af vores liv? Til blot ét af vore børn? Til at se forårssolen stå op, høre vibens skrig og lærkens sang? Så skulle vi hele vores liv kæmpe for at gøre os fortjent til at leve vores liv, og det er lige præcis det, vi er blevet løst fra. Vi er blevet frikøbt til at leve et liv med vores fejl og mangler og være elsket alligevel. Gud handler ikke med os. Han elsker os.

"Hvad er meningen," spurgte en alvorligt syg kvinde Lone Klok. Hun var ung, havde små børn og var nu midt i at dø fra det hele.

- Som det kristne menneske, hun var, spurgte hun: Hvorfor Gud? Hvorfor? Da hun spurgte mig, hvad meningen var, kunne jeg kun svare: Hvilken mening ville give dig trøst? Hun tænkte sig længe om uden at kunne komme på noget. Om jeg da kunne se nogen mening med, at hun var ved at dø? Til det måtte jeg svare, at nej, hvis jeg kunne det, ville jeg smide min præstekjole med det samme. Så grinede hun lidt og sagde, at det skulle jeg ikke gøre for hendes skyld. Den unge kvinde fik ikke svar på sit spørgsmål, jeg kunne ikke hjælpe hende med at finde en mening med, at hun skulle dø. Jeg kunne kun stå sammen med hende om, at der heldigvis ingen mening så ud til at være, for så ville Gud jo have været ond, og hvilken trøst skulle det bringe? For kvinden var der en lindring i at blive løst fra meningen. Hun fandt ikke nogen mening med det, men hun fandt senere - ligesom mange andre - mening i forløbet.

- Uden at romantisere det fortæller mange mennesker, hvordan sygdommen - på trods - har gjort deres liv rigere. De modtager utrolig megen kærlighed fra mennesker, de slet ikke forventede det fra. Eller oplever, hvordan familien står sammen i den svære stund. I den sidste tid ser folk også utrolig klart, hvad det vigtigste i livet er - nemlig relationerne til andre mennesker. Det giver jo stof til eftertanke, når vi ser på, hvor stor en del af vores liv og tankevirksomhed vi bruger på friværdi og på at rage til os. Det er ikke det, der bærer til sidst.

Vreden. Mod lægerne, der ikke gjorde nok, familien, der ikke kommer nok, og Gud, der tilsyneladende har forladt én, er en anden følelse, der ofte rammer de mennesker, Lone Klok møder.

- Nogle tænker, at de ikke rigtig kan tillade sig at blive vrede på Gud, men jeg minder dem om, at der også er vrede mennesker i Bibelen, og at der ikke sker noget ved at være vred på Gud. Hans skuldre er brede nok til at bære den.

Meget af Lone Kloks tid går med at lytte til livshistorier. Om tabene, livets modgang og problemerne. Men hun opmuntrer dog i lige så høj grad patienterne til at fortælle om glæderne.

- Det giver næring at se, at man også har haft del i livets velsignelse. Karen Blixen har sagt, at når man fortæller, sætter man ting sammen, som er gået i stykker, og når man oplever voldsomme ting i sin tilværelse, kan det føles, som om ens liv bliver knust i stumper og stykker. For at få lagt sit livs puslespil igen, kan det være en hjælp at fortælle sit liv, og måske viser der sig en rød tråd, måske ser man, at man har sat spor, små eller store, men at det gør en forskel, at man har levet. Indimellem låner jeg også min hånd til at få livshistorien ned på papir eller skrive et brev til børn eller børnebørn. Det er godt for nogen, men det er vigtigt, at det ikke bliver en ny forventning til det enkelte menneske. Gennem hele livet skal vi være gode, dygtige og præstere, og når vi så ligger der og skal dø, skal vi også være gode til at dø. Det kan simpelthen blive for meget. Der er en bølge af forventninger til, hvad man skal kunne give ved livets afslutning. Mange oplever et krav - uden at der nødvendigvis er nogen, som har stillet det direkte til dem - til at de skal være dybsindige i sidste øjeblik og give nogle særlige livsværdier videre, men jeg minder om, at vi har lov til at være som børn. Det er jo det, Jesus siger, vi skal være for at komme i Himmerige. Det betyder at tage imod, lade andre passe en og også være urimelige, vrede og ikke at skulle præstere. Vi skal ikke også være dygtige til at dø.

For nogle er døden en dør, der lukkes. De bliver til muld. Mørke. Og alt er slut. For andre er tanken om det evige liv så stærk en del af deres tro, at de ikke et øjeblik tvivler på næste destination. Men størstedelen af patienterne oplever alligevel tvivl.

- Selv de, der har levet et helt liv med en fast forankret tro, kan pludselig tvivle på livet efter døden, og det anfægter dem. Men troen og tvivlen hører sammen som to sider af den samme sag. Troens modsætning er ikke tvivlen, det er forkastelsen, og for mange kan der godt være en lindring i at blive mindet om, at selv Jesus - Guds søn - også tvivlede på sit eget mod i Getsemane Have skærtorsdag. Han gik ind i haven og bad til Gud om at måtte blive fri for det, der skulle ske. Ligesom han følte sig forladt af Gud på korset. Selv han var bange og oplevede gudsforladtheden. I det hele taget er påskens historie noget af det stærkeste, jeg har at komme med som hospicepræst. Den fortæller, at livet kommer efter døden. At Gud var der alligevel, selvom Jesus ikke kunne mærke det, da han hang på korset. Han er også i mørket, så vi skal ikke være bange. Det ender godt.

For mange mennesker er livet efter døden et stærkt håb, men samtidig meget vanskeligt at beskrive. Til det bruger Lone Klok et eksempel fra Det Nye Testamente.

- Jesus siger: "Jeg går bort for at gøre en plads rede til jer," og det synes jeg, er sådan et godt billede. Vi kender alle sammen fornemmelsen af at komme til et fremmed selskab, hvor én rejser sig op og siger:"Kom herover, jeg har holdt en plads til dig." Det er en dejlig måde at blive budt velkommen på.

Der er seks kilometer fra Lone Kloks hjem på toppen af en af Vejles bakker til hospicet i midten af byen. Hun cykler for det meste frem og tilbage. Om morgenen går det nedad. Om eftermiddagen op. Seks kilometer, hvor hun får tid til at tænke og læsse af.

- Jeg kan godt blive anfægtet, når jeg står over for unge mennesker, der skal herfra, og når jeg ser den dybe fortvivlelse og lidelse. Så kan jeg selv blive grebet af tanken om, at livet er uretfærdigt, og den smider jeg i hovedet på Vorherre på de cykelture. Så må han bruge det som affald i Paradisets Have, siger Lone Klok, der trods et arbejde nær døden ikke plages af mange tanker om sin egen død.

- Jeg tror, det ender godt. Jeg har tillid til, at der er sat en stol frem til mig også.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk

-- For nogle er den gode afsked et så kort sygdomsforløb med så mange sanser i behold som muligt, for andre er det at nå at samle sine kære om sig, men for de fleste er det at være i trygge rammer og blive behandlet med værdighed, siger Lone Klok, der er præst ved Sct. Maria Hospice i Vejle. -- Foto: Nils Rosenvold.