Prøv avisen

Professor: Pinsen er lidt luftig - men budskabet er egentlig ganske enkelt

”Helligåndens virke ikke er begrænset til kirke og kristendom, men er universel og gør sine gerninger alle steder, hvor mennesker er engagerede i kærlighed og det at søge sandheden,” siger Theodor Jørgensen. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Pinsen, der efter jul og påske er kirkeårets tredje store højtidsfest, fejrer Helligåndens komme. Når det kan være svært at få greb om, er det ifølge professor emeritus i teologi Theodor Jørgensen, fordi vi ikke tænker elementært nok om Helligånden som Guds skaberånd

For Theodor Jørgensen er det ikke pinse uden Grundtvigs salme "I al sin glans nu stråler solen".

Ingen pinsegudstjeneste uden Grundtvigs salme

Kommer han til gudstjeneste pinsedag og ser, at salmens nummer, som er 290, ikke står på tavlen, kan han føle sig fristet til at gå igen.

"Det er en af mine yndlingspinsesalmer. Hør indledningen", siger han og læser op fra salmebogen:

"I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst".

"Solen er pinsesolen, men også et af de tidligste symboler på Jesus som den sejrende. I prologen til Johannes-evangeliet i Det Nye Testamente hedder det, at I ham var liv, og livet var menneskers lys", siger Theodor Jørgensen og læser vers tre fra "I al sin glans nu stråler solen op":

"Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky fra Paradis,
opladt på ny, og yndig risler ved vor fod,
i engen bæk af livets flod".

Der har du hele naturens åndedrag i pinsen. På den måde er Guds skaberånd til stede i hele den natur, der ånder og ikke kunne leve uden det åndedræt, der giver liv.

En snak om pinse som Helligåndens højtid

I den store have til villaen i Hellerup har det forsinkede forår holdt liv i påskeliljerne, der står gule og hvide i alt det grønne. Fra haven kommer også den fine buket med dobbelte anemoner i en lille glasvase på bordet i stuen.

Her sidder den 77-årige professor emeritus i teologi ved Københavns Universitet klar med opslået salmebog for at tale om pinsen også kaldet Helligåndens højtid, der falder den kommende weekend.

Men først skal vi forbi Helligåndskirken ved Strøget i København, hvor han har været fungerende præst siden 1974. Og det har han tænkt sig at blive ved med at være, indtil jeg begynder at vrøvle.

"Mine kolleger og min kone har lovet at sige til, men jeg håber, jeg opdager det selv".

Treenigheden er både lyttende og talende

I pinsen skal Theodor Jørgensen holde gudstjeneste i kirken, som er en festligholdelse af trinitatis, den treenige Gud, som er Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.

I den fest sammenfattes både jul, påske og pinse. Men bekendelsen til den treenige Gud er ikke den nemmeste for de kristne at forholde sig til. Det er et mysterium. Men egentlig er Gud som den treenige et kærlighedens rum. For når man taler om Faderen, Sønnen og Helligånden, taler faderen til sønnen, og sønnen taler til faderen. Der sker jo det, at Gud som treenighed både er den talende og lyttende, og både aktiviteten og empatien er repræsenteret i Gud selv.

"Så når vi beder til Gud, kan vi stole på, at Gud lytter. Og i og med, at Gud ikke har nok i sig selv, må han skabe et helt univers, som han kan elske. Et helt univers, der gennemåndes af Helligånden", siger Theodor Jørgensen.

Pinsens historie

Ordet pinse kommer af det græske ord pentekoste, der betyder 50. Det bliver således pinse 50 dage efter påskesøndag. Pinsen har rødder i Det Gamle Testamente, hvor den er en takkefest for kornhøsten. I den kristne kirke er pinsen kirkeårets tredje store fest efter jul og påske. Den fejrer Helligåndens tilstedeværelse i mennesket, som det er beskrevet i Apostlenes Gerninger i Det Nye Testamente.

Jesu disciple, apostlene, var samlet i et hus i Jerusalem. Forud var sket en række afgørende begivenheder: Jesu indstiftelse af nadvermåltidet skærtorsdag. Påsken, hvor Jesus blev korsfæstet og opstod fra døden. Og dernæst Jesu himmelfart, hvor han forinden havde lovet sine disciple, at han ville være til stede hos dem på en ny måde som Helligånden.

Om Helligåndens komme står der i Apostlenes Gerninger: "Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra Himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter, hvad Ånden indgav dem at sige".

Hvad fejrer vi i pinsen?

I julen fejres det lille Jesus-barn og Gud, der blev menneske. I påsken er der langfredag og korsfæstelsen og jublen påskedag, da graven er tom og Jesus opstanden. Men pinsen er mere vanskelig at få greb om, for hvad er Helligånden?

"Pinsen er lidt mere luftig. Men egentlig er det ganske enkelt, og når det er svært at forstå, er det, fordi vi ikke tænker elementært nok. Vi har Jesusbarnet og Guds komme julenat. Vi har Jesu korsfæstelse og opstandelse i påsken. Og vi har Helligånden, som er vores åndedræt. Pinsen er først og fremmest fejringen af Helligånden som Guds skaberånd", siger Theodor Jørgensen.

Pinsen er også den store fest for kirkens fødselsdag. Disciplene får uventet en aha-oplevelse. Pludselig efter den depression, de har været igennem, hvor de har været uden Kristus, som jo selv har sagt, at han vil sende sin ånd, og de har også fået missionsbefalingen, men hvad har de rent faktisk at støtte sig til? Da ånden så vælter ned over dem pinsedag, får de en intens gudserfaring og Guds nærvær. Det er ånd som ild, det er ikke kun en blid ånd, men en engagerende ånd, der sætter skub i dem. Det er, som når man sidder til en gudstjeneste, og noget i en salme pludselig går op for en i en dybde og intensitet, så man er ved at vælte af pinden.

"Guds skaberånd træder i karakter allerede i Første Mosebog, kapitel 1, vers 2, i Det Gamle Testamente", påpeger Theodor Jørgensen, hvor det hedder, at Guds ånd svævede over vandene. Og i vers 3 så Gud, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.

Helligånden var til stede i skabelsen

Guds ånd svævede hen over kaos og skabte liv og lys. Helligånden som Guds skaberånd er en ganske elementær erfaring. Vi trækker faktisk bogstavelig talt vejret med Guds Helligånd, som det står beskrevet i Første Mosebog kapitel 2, vers 7: "Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen". Det betyder, at hver gang vi trækker vejret, er det med Guds Helligånd. Det er en elementær påmindelse om, at vi ikke bliver til af egen vilje og præstation, men er dybt afhængige af en skaber, der skabte os.

"Det vejr, vi trækker ind, er det, der holder os i live, og det vejr, vi ånder ud, er den brugte luft. Vi lever af det, vi indånder, og det gælder for alle mennesker. At ethvert menneske er skabt i Guds billede, er et andet udtryk for den nære relation, vi har til Gud", siger Theodor Jørgensen.

Han er netop kommet hjem efter en uges studietur til Skt. Petersborg, arrangeret af Islamisk-Kristent Studiecenter, hvor han er medlem af bestyrelsen. En af rejsefællerne, Rigshospitalets hospitalsimam Naveed Baig, fortalte om en sufimuslim, der havde sagt, at hver gang jeg trækker vejret uden at tænke på Gud, betragter jeg mig som ikke-muslim.

"Det er et meget stærkt udsagn. Det siger mig, at Helligåndens virke ikke er begrænset til kirke og kristendom, men er universelt og gør sine gerninger alle steder, hvor mennesker er engagerede i kærlighed og det at søge sandheden", siger Theodor Jørgensen og vender tilbage til disciplenes aha-oplevelse pinsedag.

"Pludselig ser de, hvad deres mester, Jesus af Nazaret, har stået for og formidlet, at Guds rige er en realitet, som de skal formidle videre. Troen vækkes i deres hjerter, og de tør gå ud i verden. Det er en troserfaring, som ethvert kristent menneske kan knytte an til. Man kan være dybt nede og i tvivl, og så kan der ske noget, der gør, at man får livsmod igen. Man kan ikke forklare, hvad der er sket det er et under og en realitet. Det er en genoplivelse af troen, som vi har brug for livet igennem. Den genopvækkelse af troen sørger Helligånden for".

Har selv brugt Helligånden som trøst

"Jeg har selv oplevet det. Jeg kan ikke pege på en fundamental krise, men jeg mindes gang på gang at have fået fat i en salme i en situation, hvor jeg har været nedslået, eller der kan komme en livstræthed over en. Det kan også være et skriftsted eller en prædiken, der kan slå ned i en som et lys. Man kan få tårer i øjnene efter sådan en kovending", siger Theodor Jørgensen, finder Grundtvigs salme "Gud Helligånd, vor trøstermand", nummer 293 i salmebogen, og læser op af vers syv:

"Hver gang en ærlig sjæl på jord,
vil sine hænder folde,
i Jesu navn, men bønnens ord.
vil dø på læber kolde,
forbarm dig over støvets kår! Vis, du på alt kan bøde!
Og hvisk til os dit fadervor,
så vore tunger gløde".

Dér har du tvivlen og det tyngede sind. Tvivlen, der går på: Er Gud død? Er der mening i at tale om Gud? Er der mening med mit liv? Der kan også være tale om det enkle, at man er gået træt i sit eget liv, som mange mennesker, der er stressede, oplever. Hverdagen bliver grå, man bliver ufølsom over for andre og mister evnen til selv at være nærværende. Og så sker det, at hverdagen pludselig får farve igen! Og at det giver mening at bede. Så er Helligånden på spil.

Et smil på vejen erHelligåndens værk

"For år tilbage, da jeg arbejdede som universitets-adjunkt på Økumenisk Fakultet på Vodroffsvej på Frederiksberg, var jeg på vej fra Vesterport Station. Jeg gik og havde ulvetimen. Det er timen, hvor man kun fokuserer på det, der gik galt, og som man ikke fik gjort. Så mødte jeg en kvinde, jeg ikke kendte, som sendte mig et aldeles strålende smil og dagen vendte. Det er en oplevelse, der ligger langt tilbage, men jeg husker stadig det smil. Det smil er også en Helligåndens gerning. Overalt, hvor mennesker giver hinanden et smil, et kram og tager sig af hinanden, er Helligånden på spil".

Men hvad så, når Helligånden er fraværende, får man lyst til at spørge.

"Som det gælder for dåben og nadveren, så er Gud objektivt og Kristus objektivt aldrig fraværende. Når vi erfarer Gud og Helligånden som fraværende, er det os, der er ude i dyb tvivl. Men Ånden er os stadig nær i og med, at den er så tæt på os som i åndedrættet. Det er, som i den bøn, der ofte siges i Københavns Domkirkes morgenandagter: Vi takker dig, Gud, for, at du holder os fast, og at det ikke er os, der skal holde ham fast. Det er ikke troen, der skaber Guds nærvær, det er Guds nærvær, der skaber troen det er Helligånden", siger Theodor Jørgensen.

Han mener, at den eneste vej at gå, når Helligåndens fravær erfares, er bøn. Men hvad skal det hjælpe? Det er med bøn og Gudsforholdet som med kærlighed. Indlader man sig ikke på den, erfarer man den ikke. Der findes en anekdote om Luther og hans barber, der stillede ham et spørgsmål: 'Martin Luther, jeg kan ikke bede, hvad skal jeg gøre?' Luther svarede: 'Sig det til Gud. Så har du allerede bedt'.