Prøv avisen

Vi tror ikke på døden

"Vi søger måder, hvorpå vi kan føle os symbolsk udødelige, fordi vi på den måde kan leve et liv i en vis form for tålelighed i forhold til døden. Religionen lover os ikke, at vores fysisk krop lever evigt, men religionen stiller noget i udsigt: Der er noget på den anden side af dette liv," siger professor Michael Hviid Jacobsen. Billedet er fra Tibirke kirkegård i Nordsjælland, hvor løvfaldet for alvor satte ind i denne uge. Foto: Leif Tuxen

Fortrængningen af døden tager til i disse år, vurderer eksperter. Vi taler sjældent om døden eller om et liv efter dette, men forsøger med sunde spisevaner og motion at holde forfaldet og døden fra kroppen. Vi er en nation af mortalister, som tror på det jordiske liv som det eneste liv, men når sygdommen melder sig, ændrer mange holdning

"De levende har for travlt med livet til at tage de døende og døden alvorligt. Det er en sag, der er værdig at skrive om. Ikke kun for de døendes skyld, men i allerhøjeste grad også for de levendes skyld."

Ordene er Jacob Harders, og de faldt i en samtale med klinisk sygeplejespecialist Rita Nielsen fra Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg i København. Da den unge direktør og familiefar blev uhelbredeligt syg, gik det op for ham, at vi generelt ikke tager døden alvorligt. To år efter, han havde fået konstateret tungecancer, mødte han klinisk sygeplejespecialist Rita Nielsen første gang. De havde flere samtaler, og hun opfordrede ham til at skrive en bog om at være døende.

Han savnede selv en bog om det emne, men havde ikke energien til at føre pennen, så i stedet havde de en række samtaler de sidste måneder af Jacob Harders liv. Samtalerne har hun samlet i en bog.

Og Jacob Harder havde ret i sin analyse af døden som noget, vi ikke tror på, vurderer flere forskere. Skønt døden er et af de få fællestræk ved menneskelivet, så er fortrængningen af døden blevet intensiveret. Eller som sociolog, ph.d. og professor Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet siger om danskernes forhold til døden.

"Vi er mortalister. Vi taler sjældent om hverken døden eller udødelighed, men vi tror på, at der er et liv på denne side af døden. Det betyder, at vi kvalitativt og kvantitativt forsøger at forbedre vores liv," siger han.

Som mortalist tror man, at livet varer fra fødsel til død, men spørger man blandt landets præster, så er der mange mortalister, som ændrer holdning, når de selv eller deres nærmeste ligger for døden. Som sognepræst Sørine Gotfredsen oplever det, så er håbet om det evige liv svært at lægge i graven. Den seneste kortlægning af danskernes tro og værdier viser også, at troen på et liv efter dette er øget i forhold til for et par årtier siden. Derfor forventer Sørine Gotfredsen og mange andre præster også velbesøgte gudstjenester, når der i overmorgen er allehelgenssøndag. Den særlige søndag i kirkeåret, hvor pårørende inviteres til at samles i landets kirker for at mindes kære, som er døde i årets løb. I mange sogne er gudstjenesterne særdeles velbesøgte, og Sørine Gotfredsen tolker det som et udtryk for, at håbet om et evigt liv sejrer.

"Det er fuldstændig umuligt at afskaffe det evige liv, for i krisen vil håbet og troen på det evige liv bryde frem som et vandfald. Sociologiske analyser kan lære os meget, men når man bliver konfronteret med død og savn, så er håbet om en forening med Gud så stærkt, at det lever sit helt eget liv," siger Sørine Gotfredsen, der er præst ved Jesuskirken i Valby.

"Vi må acceptere livet som en gave og for at kunne gøre det, må vi acceptere døden. Livets vilkår er døden. Forstod vi den ramme, tror jeg, vi evnede livet bedre. Der er mange, der ikke lever livet, hvilket jeg også selv havde vanskeligheder ved, før jeg blev syg ... Mange folk venter hele tiden på, at livet begynder. Men det er nu! Det bliver hverken værre eller bedre, end du selv gør det til."

Jacob Harder

Men uanset opbakningen til allehelgen, så er det fælles udgangspunkt for danskerne, at vi er mortalister. Det er i hvert fald den konklusion, professor Michael Hviid Jacobsen gør efter flere års forskning i danskernes forhold til døden. Danskerne tror især på et liv før døden, og tanken om at kunne lægge år til sit liv bliver derfor anset som et fælles gode.

"Vi lever livet her og nu og tror ikke på et liv efter dette. Fortrængningen af døden er intensiveret. I et verdenshistorisk perspektiv har man tidligere levet med en større nærhed af døden, men i dag kan vi i mange år af vores liv nærmest bilde os ind, at vi kan besejre døden gennem medicin og andre teknologier," siger han.

Kulturens dyrkelse af den glatte hud og den stærke krop er ifølge Michael Jacobsen med til at forstærke den kollektive fortrængning af døden.

"Vi får foretaget plastikkirurgi og dyrker fitness, så man kan holde forfaldet fra kroppen. Prøv at gå 25 år tilbage og se, hvad man skrev om både fitness og plastikkirurgi. Man troede, at det var et kort overgangsfænomen, men begge dele har slået sig fast som en form for overlevelsesstrategi til folk, som vil leve et liv, hvor man i så mange år som muligt opretholder en illusion om, at det ikke er lige med det samme, at vi skal herfra," siger han.

Menneskets ønske om udødelighed er så at sige dødens dobbeltgænger, og sådan har det også været historisk set. Strategierne om udødelighed har antaget form og skikkelse præget af den kulturelle ramme, som de opstod i. Den kristne kirkes forkyndelse af et evigt liv er, set med Michael Hviid Jacobsens optik, et eksempel på en symbolsk udødelighed, som tidligere har været meget udbredt.

"Vi søger måder, hvorpå vi kan føle os symbolsk udødelige, fordi vi på den måde kan leve et liv i en vis form for tålelighed i forhold til døden. Religionen lover os ikke, at vores fysisk krop lever evigt, men religionen stiller noget i udsigt: Der er noget på den anden side af dette liv," siger han.

Troen på, at livet er begrænset til dette liv, sætter ifølge Michael Hviid Jacobsen sit præg på mange af vores valg.

"Mange forsøger at optimere og intensivere deres liv med fokus på det kvalitative aspekt. Vores forventninger til livet er enorme. Det værste, du kan være i dag, er en fiasko. Vi skal være lykkelige og sunde hele vejen igennem. Det er noget af et pres i forhold til ens familieliv, arbejdsliv og selvrealisering at leve både kvantitativt og kvalitativt optimalt, til man er 75 eller 80 år, så mange undgår da heller ikke sammenbrud eller stress undervejs," siger han.

Dyrkelsen af sundhed er nærmest en form for religion i dag. Det vurderer lektor, ph.d. Nanna Mik-Meyer fra Copenhagen Business School, Handelshøjskolen i København. Hun forsker blandt andet i vores forhold til kroppen og moral. Vi køber magasiner, som giver anvisninger på, hvordan vi kan spise og træne os til et længere liv.

"Sundhed er det, som vi kan være enige om er godt. Der kan være mange holdninger til, hvad det vil sige at være sund, men bredt set så kan vi bakke op om, at det er godt at være sund. Og det er godt at motionere. Men omvendt er sundhed et umuligt projekt i sit udgangspunkt. Det er et stressprojekt, som vi aldrig kan lykkes med. Og man må så tage de kritiske briller på og spørge, om det er sundt for os som individer og samfund at være så optaget af den fysiske krop," siger hun.

Når dyrkelsen af sundhed kan antage nærmest religiøs karakter, så kan man ifølge Nanna Mik-Meyer tolke det som en grundlæggende frygt for døden.

"Tanken om døden ligger i os alle. Som samfund har vi en bestemt mængde viden til rådighed, og i dagens samfund har vi en ekstrem mængde viden om netop vores krop. Tidligere var det måske religiøst tankestof, som samfundet flød over med. Når vi skal reflektere over døden i et samfund, hvor der er en stærk sundhedsindustri og megen viden om kroppen, så prøver vi på paradoksal vis at flygte fra døden og den syge krop med den viden, vi har til rådighed om kroppen," siger Nanna Mik-Meyer.

"Jeg forventer noget godt på den anden side døden, og jeg er nysgerrig efter at se, hvad det kan være."

Jacob Harder

Sognepræsten og debattøren Sørine Gotfredsen kan nikke bekræftende til Nanna Mik-Meyers beskrivelse af dyrkelsen af sundhed som en art religion. Hun har som tidligere sportsjournalist været tæt på elitesportsudøvere og fulgt dyrkelsen af sportsverdenens stjerner. I den forbindelse har hun konstateret, at vi er enige om at ophøje mennesker, som har viljestyrke til at presse sig selv fysisk.

"Vi lever i en kultur, hvor det er en pligt at skabe sig selv. Hvad der er vellykket, er ikke at være åndelig eller belæst, men det er at være et fysisk stærkt menneske, som kan skabe sin egen succes," siger hun.

Men da hun for fem år siden blev præst, fik hun et adgang til en anden virkelighed, hvor det, som står som dogmer generelt i samfundet, ikke gælder. Når man som den unge Jacob Harder har taget plads i dødens venteværelse, så melder der sig en ny virkelighedsforståelse.

"Der kommer et tidspunkt i menneskers liv, hvor håbet om, at de er andet end det, som de selv skaber, overtrumfer de værdier, som vi ellers hylder," siger hun.

Klinisk sygeplejespecialist Rita Nielsen har de seneste 14 år arbejdet blandt døende på hospicer og kan genkende Sørine Gotfredsens beskrivelse af en ny virkelighed, som vokser frem. Hun har forsket i den åndelige dimension hos døende mennesker og i den forbindelse lavet kvalitative interview med 12 hospicepatienter. Fem svarede, at de troede på et liv efter døden. Fire sagde måske og tre sagde nej.

"Der sker noget med os, når vi står på livets kant og ser ind i døden. De eksistentielle spørgsmål kommer til os, når man får at vide, at man er uhelbredelig syg, og så er der ofte en famlen efter et svar. Nogen får svaret i den religiøse verden. Andre siger, at når det er slut, så er det slut og kan hvile i det. Men de fleste døende har nogle billeder af, at der er noget godt på den anden side: Lys, glæde, gensyn og kærlighed," siger hun.

Og det er ikke kun hos den døende, at dagsordnen ændrer sig, når døden nærmer sig. Døden kan også åbne for nye horisonter hos de pårørende. Det er, ifølge Sørine Gotfredsen, en af årsagerne til, at allehelgensgudstjenesterne er velbesøgte.

"Som præst kan du komme til begravelsessamtale og møde efterladte, som virker meget sekulære og tilsyneladende blottet for fornemmelse for kirke og kristendom. Jeg har selv stået i situationer, hvor jeg har tænkt, at når jeg taler om det kristne opstandelseshåb, så vil det blive helt pinligt. Men i virkeligheden sker der det, at folk får et nærmest nyt ansigtsudtryk. De hører mig sige det, som de ikke troede, at nogen kunne sige. Der er et reelt håb om evigt liv og et fællesskab, som går gennem tid og rum."

I evigheden er tiden ophævet. Tiden er noget, der foregår i dette univers. Men jeg er i tvivl, om Sofus og Helle i en eller anden forstand også vil kunne være hos mig i evigheden. Jeg har en meget vigtig drøm med mig. Jeg drømte den på et tidspunkt, da jeg lå på hospitalet og var døden nær. Jeg drømte, at Helle og Sofus stod i et udsigtstårn, og jeg kom flyvende forbi dem. Helle sagde til Sofus: ?Skynd dig at vinke til far?. Jeg ser da ind i deres ansigter, og det syn har jeg brugt lang tid på at tolke, hvad var. Der var hverken sorg eller angst i deres blikke. Det nærmeste jeg kan komme var en god følelse og en tanke om, at nu når han det vel."

Jacob Harder

nygaard@k.dk

Antropolog og direktør i ISS Jacob Harder døde i august sidste år på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg i København 21 måneder efter, han fik kræft. Han blev 37 år og efterlod sig ægtefællen Helle og deres søn Sofus. Tekstuddragene i denne artikel er hentet fra bogen "Venteværelse - en døendes fortællinger om livet", som Rita Nielsen skrev på baggrund af deres samtaler.