Vi vækker altid opsigt

På badeværelset står en gigantisk kommode med ti store skuffer. De otte af skufferne bærer et navn, enten Susanne, Per, Rikke, Stine, Mette, Niels, Svend eller Agnes. Navnene går igen på en stribe grønne tandkrus på hylden over håndvasken. Men det er ikke badeværelset i en dansk børneinstitution. Det er blot et ikke særligt stort familiebadeværelse i et ikke særligt stort hus i landsbyen Kvosted mellem Viborg og Skive. Over husets køkkendør hænger en gammel guldramme med broderiet: »Hjemme er bedst«. Og Susanne og Per Vestergaards seks børn har da heller ikke været afsat til danske børneinstitutioner. - Min far er politi, og min mor passer på os, siger tre-årige Agnes uden at vide, at mange jævnaldrende sikkert misunder hende sådan et par forældre. Hun er foreløbig sidste skud på stammen i den frodige familie, hvor den 37-årige mor i otte år har været hjemmegående og forsørget hustru. Det seneste halvandet år har hun været redaktør 20 timer om ugen af Foreningen Forældre & Fødsels blad, et arbejde, hun varetager fra kontoret bag familiens stue, når hendes mand ikke er på vagt for ordensmagten i Viborg. Forældrene opfatter sig selv som et makkerpar, og de er vant til at afvise folks fordomme. Nej, kvinden er ikke mere afhængig af manden end omvendt, nej, de er ikke specielt religiøse, nej, vasketøj og madpakker er ikke noget problem, nej, de store børn passer ikke de små, ja, de ved godt, at der findes kondomer, nej, alle børn er planlagte, nej, det er ikke synd for børnene, at de kører på brugte cykler, nej, det er ikke specielt hårdt at være gravid og amme så mange gange. - Bare det, at vi ikke følger den slagne vej, gør, at vi er provokerende. I stedet for at købe nyt hus og ny bil og have 2-3 børn med hver sit værelse, bor vi i et gammelt hus, kører i en gammel minibus og har seks børn, der kan lide at sove sammen. Og vi ser endda ikke ud til at være kede af det. Vi opfatter os som meget privilegerede, siger 39-årige Per Vestergaard. De fleste reaktioner på familiens størrelse er dog positive. - Vi vækker altid opsigt. Ikke fordi vi støjer eller er uopdragne, men otte mennesker fylder meget. Men de fleste synes, det er spændende og godt gået, især ældre mennesker. Susanne Vestergaard tilføjer lidt fornærmet, at hendes mand »scorer billige point«: - Kvinderne bliver helt vilde, når de ser Per i et indkøbscenter med seks børn omkring sig. »Åh, se den far, han favner alle sine børn. Og de er endda kønne og velklædte«. Men da jeg besluttede at blive hjemmegående, fik jeg kun nedladende kommentarer og advarsler. Per Vestergaard har hørt sin kones udbrud før. Men han står også selv for skud. - Jeg er ikke nærtagende, så det rører mig ikke. Men mange politifolk synes, man skal være som resten af samfundet uden ridser i bilen og lakken. Nogle af mine kolleger har haft svært ved at kapere det, når jeg har fortalt, at nu skulle vi have et barn mere. Og nogle er misunde-lige eller forargede, når børnechecken kommer. De er glade for deres egne to checks, men synes, at jeg får for mange. Savnede ungerne Det lå ellers ikke i kortene, at de to forældre skulle have mange børn. At få den første var et chok for Susanne Ves-tergaard. - Jeg havde ikke forestillet mig, at de var så små og så afhængige. Jeg mistede en masse blod og tudede i mange dage, amningen var mislykket, og vores datter havde kolik. Men Per var med i det hele, så det gik. Da Susanne efter barselsorloven skulle i gang med at arbejde som tandplejer igen, var hun gravid og blev sygemeldt med en tidlig bækkenløsning. Men da Stine var 14 måneder og Rikke to år oplevede familien en periode som en gennemsnitlig, dansk familie. - Vi arbejdede, og vores to piger var i dagpleje. Dengang var vi »rigtige« og kunne ikke antastes. Men det var for meget arbejde og for lidt samvær med vores børn. Per fik så fast aftenvagt, og havde pigerne hjemme hver dag indtil klokken 14.45. Her overtog en barnepige, og jeg kom hjem klokken 15.30. Det var godt for børnene, men Per og jeg var for lidt sammen. Så da vi ventede Mette, besluttede vi, at en af os skulle gå hjemme. - Det blev mig, for jeg savnede at være sammen med ungerne. Og da vi lige havde købt et billigt hus på landet, kunne vi godt leve for Pers indtægt. Siden er tre børn mere kommet til, og Per Vestergaard har et nært forhold til dem alle. - Jeg var den første ved politiet, der tog de ti ugers barselsorlov til faderen, og det har jeg gjort til de fire af børnene. Per Vestergaard har lige afsluttet godt et års orlov med fuld løn. Men det skyldes, at Svend, der snart fylder seks, er psykisk adfærdshæmmet på grund af en mindre hjerneskade. Da det endelig blev konstateret efter fire år med problemer, tilbød kommunen, at faderen kunne blive pædagog for sit eget barn under kyndig supervision. - Det var hårdt, men det har givet et godt resultat. Man skal være 100 procent på ham og styre hans dag. Svend kan blive utrolig aggressiv og slå, bide, kradse og vælte ting. Nu har han fået så meget overskud, at han kan begynde at forstå andre måder at reagere på. Han er lige begyndt i en specialklasse i Viborg med to ligesindede elever og specialuddannet personale. Og det går strålende. Forældrene havde, indtil diagnosen blev stillet, selv klaret op- og nedturene med Svend, fordi ingen ville tro på dem, når de sagde, at der var noget galt med ham. - Problemet er, at han har et almindeligt sprog, er godt begavet og ligner enhver anden charmerende dreng. Men hvis man kontakter ham, går det galt. Hans diagnose er AD/HD-hyperarousal, hvilket vil sige, at han reagerer maksimalt på et minimum af stimuli. Men folk troede bare, at nu var vi blevet trætte. At nu var opdragelsen gået så godt med de fire første, og sådan kunne det ikke blive ved. Kun én regel Men selv om det var hårdt, syntes moderen ikke, det skulle ende med det. Så de fik også Agnes. - Folk spørger nu, hvordan vi kunne holde til det. Men når man er i det, så klarer man det. Men vi har da nok sagt flere ting fra, end vi var klar over, og de større børn har da lidt sammen med os, siger Per Vestergaard. - Jeg tror, at det, der holdt sammen på os, når det var værst, var vores faste, daglige rytmer. Både skolebørnene og de, der var hjemme, har haft deres daglige gøremål og faste sovetider, siger Susanne Vestergaard. Hverdagens praktiske arbejde er ellers ikke særligt systematiseret. - Vi køber kun ind én gang om ugen, og Per står for madlavningen sammen med de børn, der vil hjælpe til. Jeg klarer tøjvasken, og også her må børnene gerne hjælpe. Men de har ingen faste pligter. Der er kun én regel i vores familie: At børnene skal gøre, hvad vi siger. - Beder vi en om at støvsuge krummer i køkkenet, eller rydde op på skohylderne, så gør de det. Vi hører sjældent vores børn sige »Jeg vil ikke rydde legoklodserne op, for det er ikke mig, der har leget med dem«. Men vi overbebyrder dem heller ikke, og deres fritidsinteresser og legekammerater bliver ikke afbrudt af skemalagte pligter. Børnene må kun gå til to aktiviteter hver. De har prøvet lidt af hvert, men korsang, dans og klaver er det, der altid hænger fast. Moderen synger også i kor, familien synger aftensang, og de synger altid, når de kører i bil. Lige som de tit danser derhjemme. Per Vestergaard dyrker sejlsport hver onsdag og løber hveranden dag, mens Susanne Vestergaard er medlem af menighedsrådet, og »rotteklubben«, en lokal kvindeklub, og i otte år har hun siddet i skolebestyrelsen. Forældrene er ude på skift, så der er altid én voksen hjemme. Det er svært at få barnepige til så mange. Desuden er Susanne Ves-tergaards store interesse at rådgive andre. For Forældre og Fødsel har hun uddelt råd om både amning, kolik og det at være hjemmegående. Nu er hun også blevet rådgiver for mange-børns-familier, der fra hele landet ringer til hende. - Et typisk spørgsmål er: Hvad skal jeg sige til folk, der synes, at det er noget svineri med så mange børn? Eller: »Jeg skal have mit femte barn, og det var ikke planlagt. Hvad kan jeg vente mig?« De kerer sig Ifølge Per og Susanne Ves-tergaard kan man vente sig, at børn i en stor søskendeflok i en familie, der tager sig tid til at tale med dem og være nærværende og vise, at de alle er en gave, ikke er optagede af millimeterdemokrati. At de børn har forståelse for andres behov, og at de kerer sig om hinanden. Som forældre til mange børn lærer man at tage livet, som det kommer, og de materielle goder kommer i sidste række. - Det kendetegner de mange-børns-familier, vi kender. Vi er omtrent 10 kvinder med mange børn, der har planer om et mange-børns-familietræf, så vi kan mødes med andre og udveksle erfaringer, siger Susanne Vestergaard. Hun og hendes mand drømmer også om at få et barn mere. Eller måske to. - Det bedste ved at have mange børn er mangfoldigheden. Jeg elsker hver enkelt af dem og er stolt over, at dem har vi scoret. Og jeg er nysgerrig efter at lære en mere at kende, siger Susanne Vestergaard. Og ordensbetjenten ser helt salig ud, da han siger, at han godt kunne tænke sig igen at mærke fornemmelsen af, at der kommer et nyt barn til verden, som man kan få kontakt med og følge i hele opvækstforløbet.