Prøv avisen

Video: Der, hvor roen har sit hjem

Fire gange om dagen samles munkene i kirken til tidebønner og messe. Undervisningen på klostret er lagt til rette, så man kan være med i kirken. – Foto: Leif Tuxen.

Vi fulgte med, da 11 mennesker tog fire dage i kloster for at prøve, om det er muligt ved hjælp af afspændingsøvelser at lave en ø af ro

Det gælder om at bevare roen. Sådan har tyske Dagmar Harms-Herde, 67 år, sagt i hele sit arbejdsliv, hvor hun var i tv-branchen. En hektisk tilværelse, men også et job, som gav hende mulighed for talrige rejser. Når kollegerne på tv-stationen ARD beklagede sig over for mange opgaver, opfordrede hun dem til at tage en pause for at genfinde roen, så de atter kunne koncentrere sig om arbejdet.

Når jeg selv følte mig presset, gik jeg ud på toilettet og satte mig og forsøgte at finde ro og samling, men jeg tænkte ikke, at jeg var stresset. Slet ikke. Jeg var så glad for mit job med alle de spændende oplevelser, som det gav mig, at jeg tænkte, at det var utroligt, at jeg fik en så høj hyre for det. Jeg valgte, at jeg ikke ville have børn, for jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle have tid til dem, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Færre vil være nonne

Men en dag sagde kroppen stop. Dagmar Harms-Herde faldt om på arbejdspladsen og blev indlagt på intensivafdelingen. Hun havde en akut bugspytkirtelbetændelse, som havde medført et livstruende organsvigt. Hun anede ikke, at hun var syg, inden hun blev indlagt. Nok havde hun længe døjet med mavesmerter, men hun havde slået det hen, hvilket viste sig at være fatalt.

Den 67-årige kvinde er en af 11, som har fundet vej til kloster Nütschau i Nordtyskland, hvor de i fire dage skal arbejde med stresshåndtering. Det nordtyske kloster har specialiseret sig i omsorg for det moderne menneske. Klosteret har opbygget et stort udbud af kurser, og en rød tråd gennem mange af kurserne er ønsket om at give mennesker redskaber til at håndtere et hektisk livs udfordringer.

Se video fra turen nedenfor

Det er søster Hildegard, som byder velkommen i den ottekantede pejsestue, som ligger nærmest som en ø ud i klosterets have. Hun er 55 år, tilhører den mindre jesuitiske orden Gemeindschaft Jesu og har de sidste 10 år undervist og rådgivet mennesker, som har svært ved at håndtere hverdagens pres.

Desværre bliver der flere og flere, som ikke kan klare presset, og som efterspørger hjælp og konkrete værktøjer, siger hun.

Målet er, at de 11 deltagere skal forlade klosteret om fire dage med et værktøj, som gør, at de kan finde ro uanset situationen. De fire dage byder på en intensiv introduktion i afspændingsteknikken autogen træning, som sigter mod at skabe kontrol over det autonome nervesystem. Metoden blev udviklet af den tyske læge J.H. Schultz for snart 100 år siden.

Metoden bruges i behandling af stress og psykosomatiske sygdomme, og kursisterne får to tredjedele af kursusudgifterne dækket af sygesikringen. Det koster godt 2000 kroner at deltage i kurset inklusive kost og logi, men de fleste kan få omkring 600 kroner i tilskud fra deres forsikringsordning.

Afspændingsteknikken har ikke en kristen overbygning, men når vi bekender troen på en Gud, som har inkarneret sig, må vi som kirke også vise omsorg for den fysiske krop. Når du lærer teknikken her i klosteret, sker det i en ramme, hvor der også er tilbud om en mere eksistentiel refleksion, meditation og rådgivning, siger søster Hildegard.

For at åbne op for eftertanken begynder kurset med en stille vandring i lokalet. Her har søster Hildegard anbragt en række symboler, og til lyden af barokmusik skal deltagerne udvælge en genstand, som kan fortælle noget om, hvad de søger: en skytsengel, Buddha, en kugle, en kikkert, et timeglas, et lille tog eller en konkylie. Det gælder om at vælge. Da alle har taget plads på deres stole præsenterer deltagerne sig selv og deres symbol. Dagmar Harms-Herde valgte en lille figur med Buddha.

Jeg beundrer den fred og mildhed, som Buddha udstråler. Jeg tænker, at jeg gerne vil have den samme udstråling, men min virkelighed er, at jeg passer min gamle mor. Nu har jeg slukket mobiltelefonen, men hun bor i vores hus, og jeg har ansvaret for hende alle døgnets timer. Jeg ser virkelig frem til at finde en form for ro her, siger hun.

Alle har deres historie: En kvinde er presset på jobbet og har valgt en skytsengel, fordi hun føler sig utryg og er plaget af søvnløshed. En yngre ingeniør sidder med en kikkert, fordi den symboliserer den følelse, hun plages af: Hun skal altid kunne se langt ud for at kunne planlægge og overskue og have kontrol. Hun drømmer om at finde ind i en tilstand, hvor hun bare kan være. Og så er der en kvinde, som gerne vil finde sin indre stopknap. Hun er fraskilt, børnene er voksne, og jobbet er interessant. Derfor havde hun sidste år 700 overarbejdstimer. Det sidste nærmest hvisker hun, da vi taler sammen. Og hun vil helst ikke, at det bliver noteret på blokken. For som hun selv siger: Det er jo flovt.

Og mens dag bliver til skumring, går gruppen i gang med de første fysiske øvelser. De skal gøre deres lemmer så tunge som sovende børns og mærke en tilstand af fysisk ro, inden de atter vender tilbage.

Når I er blevet fortrolige med den autogene træning, kan I på meget kort tid finde ind i en dyb fysisk ro, uanset om I står, sidder eller ligger. At kunne finde ro dæmper en række af de fysiske symptomer på stress, siger hun.

Og de 11 er enige om at have kroppe, som udsender en række fysiske symptomer på stress. Inden den første dags undervisning afsluttes, skal deltagerne udfylde et skema, hvor de præsenteres for en lang liste af fysiske symptomer på stress: Søvnbesvær, muskelspændinger, hovedpine, træthed, mavesmerter, besværet åndedræt. Da listerne er udfyldte, er der en fortættet stemning i lokalet. Enkelte har fået tårer i øjnene, og ingen modsiger søster Hildegard, da hun siger følgende:

Ja, jeg tænkte nok, at testen ville motivere jer til at arbejde videre i morgen.

Når natten falder på, og stjernerne lyser på himlen, er der ikke helt stille i Nütschau. Som en evig hvisken om verden på den anden side af muren bærer vinden lyden af bilerne på de store veje hen til klosteret. Nok skal man køre ad en bugtet, smal landevej gennem bøgeskov med righoldigt dyreliv, inden man er fremme ved klosteret. Men som et billede på kernen i stedets virke er hverdagens højhastighedssamfund på Autobahn 1 bare få minutter væk.

Siden 1577 har den hvide hovedbygning med dens tykke mure tronet i landskabet. Bygningen er opført i 1577 af Heinrich Rantzau, som var politisk rådgiver i hertugdømmerne Slesvig og Holsten under tre danske konger. Efter Anden Verdenskrig købte den katolske kirke i Tyskland herregården, og benediktinske brødre flyttede ind. Krigen havde sendt mange tyske katolikker på flugt, og den katolske kirke ville give katolikker i det overvejende protestantiske Nordtyskland et helle og et sted for sjælesorg. Godt 60 år efter tjener stedet fortsat som et helle. Ikke for flygtninge, men for mennesker, som ønsker at køre af autobahnen, trække sig tilbage og forsøge at genfinde roen.

Sidste år var der over 30.000 gæster på klosteret, som tilbyder 180 kurser i løbet af et år. En Mercedes med tonede ruder holder bag en skinnende sort Porche ved klostermuren, men der er også en beskidt ældre familiebil i rækken. Og bilernes forskellighed er nærmest et symbol på det, stedets munke kan berette om gæsterne. En god del af gæsterne er velbeslåede erhvervsfolk, men gæster, som må have hjælp fra stedets sociale fond for at betale for opholdet, bliver også budt velkommen. Som søster Hildegard siger, så behøves en fuld kalender og et ansvarsfyldt job ikke for at opleve hverdagen som stresset.

Vores ønske er her at hjælpe med at genopbygge mennesker, siger hun.

Mens det endnu er mørkt, er der lys i kirken. Flere af deltagerne har fundet vej til dagens to første tidebønner, som finder sted et par timer før, den første kop kaffe serveres. Som det er skik i benediktinske klostre messes Det Gamle Testamentes salmer.

To af brødrene synger for på salme 90 fra Salmernes Bog, mens menigheden og de øvrige munke synger efter. Flere af kirkegængerne har ikke helt styr på, hvor de finder teksterne i tidebøgerne, og erfaringen i klosteret siger, at mange af deltagerne er kirkefremmede. Men salmistens gamle ord om livets korthed i salme 90, rammer lige så hårdt som den kolde efterårsvind, der blæser ved klostret denne dag.

Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi, som en nattevagt. Du skyller dem bort, de sover ind, de er som græsset, der gror om morgenen; om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det vissent og tørt.

For mange er det en uvant oplevelse at være i kirken, men de møder op, fordi de finder noget, som de ikke helt kan sætte ord på. Andre siger, at de siger ordene uden at gå ind i dem, for de synes, Det Gamle Testamente virker så uforståeligt, men de dyrker også yoga, hvor de bruger mantraer, som de ikke forstår, siger søster Hildegard.

En af dem, som kommer, selvom hun både er udmeldt af kirken og beskriver sig som ikke-troende, er Dagmar Harms-Herde.

Jeg holder meget af at være i klosterkirken. Jeg kan mærke, at jeg med alderen har fået et ønske om at få restaureret det gudsbillede, jeg havde som barn. Jeg vil ikke sige, at jeg er kristen, men på den anden side, kan jeg ikke holde livet ud, hvis der ikke er en større instans, siger Dagmar Harms-Herde.

De 11 kursister skal begynde dagen i stilhed. De samles om et enkelt morgenmåltid i spisesalen, hvor de klarer sig med nik og tegnsprog, inden de i stilhed kommer til det ottekantede kursuslokale til morgenmeditation. Søster Hildegard foreslår, at de trækker vejret ind, mens de siger: Jeg er her. Og ånder ud, mens de siger: For dig. Hun peger på krucifikset i lokalet: Det er ham, som de er her for. Søster Hildegard slår på bedeskålen, som indvarsler et kvarters stilhed. Hun slår på bedeskålen igen for at markere, at stilheden er ovre.

Inden søster Hildegard fortsætter undervisningen i den autogene træning med flere fysiske øvelser, vil hun læse en tekst. Det er gamle ord skrevet af Bernhard af Clairvaux (1099 til 1153) til pave Eugen III. Som teolog har det ofte slået hende i hvor høj grad, spørgsmålet om balance i livet er en velkendt kamp, der er kæmpet af mennesker op gennem historien. Pave Eugen var munk, inden han blev valgt til pave, og Bernhard af Clairvaux skriver et brev til ham med råd om, hvordan han håndterer det nye liv i pavestolen.

Det er meget klogere, end du tror, at du fra tid til anden trækker dig tilbage fra dine gøremål og alt, som trækker sig mod et punkt, som du ikke ønsker at ankomme til. Du spørger hvilket punkt, det er? Det er det punkt, hvor dit hjerte begynder at blive hårdt. Spørg mig ikke, hvad jeg mener med det. Er du ikke allerede forskrækket, så er dit hjerte allerede blevet hårdt, læser søster Hildegard.

Da hun holder inde med at læse, er der flere af kursisterne, som beder om at få et eksemplar af brevet, som tåler en genlæsning, men nu skal der arbejdes videre med afspændingsøvelserne. Den eneste mand på holdet, en midaldrende anæstesilæge fra Hamborg, markerer. Han undrer sig over, hvorfor der er så meget fokus på de fysiske øvelser.

Stress handler jo om den måde, vi indretter vores liv på. Skal vi ikke tale om vores prioriteringer?

Søster Hildegard siger, at de nok skal tage fat på spørgsmål om livsstil, men først gælder det om at spænde af i kroppen.

At arbejde med stress er som at bestige et bjerg. Meget let overvældes man af en følelse af uoverskuelighed. At kunne skabe en sikker ø af ro er vigtig, siger hun.

Tilbage til Dagmar Harms-Herde. Det er 17 år siden, hun faldt om på jobbet og blev indlagt med organsvigt. Om nogen kender hun til stresssymptomernes kompleksitet. Hun har ikke arbejdet siden, hun blev syg. Boligen i Hamborg er i dag skiftet ud med et hus ved stranden i Lübecker Bugt. Stedet sikrer en ydre ro, men den indre ro kæmper hun med, alt mens hun passer sin 91-årige mor.

Der skal ikke så meget til, før jeg får fysiske symptomer i maven. Min mor er mental frisk, men hun er fysisk svækket, og at se ens mor svækkes er forbundet med megen smerte, siger hun.

Kogte wienerpølser venter i den store gryde i spisesalen sammen med traditionel kartoffelsalat. Men inden aftenbordet er alle indbudt til at deltage i nadverfejringen. Normalt kan protestanter ikke deltage i katolikkernes nadver, men i Nütschau får alle mulighed for at modtage brød og vin. Kirken er næsten fyldt, og der messes på både tysk og latinsk. En sætning fra messen bliver hængende og står som en overskrift for det, som er bønnen hos de mange gæster på klosteret. Det handler om at finde ikke bare ro, men få del i Guds fred:

Donna nobis pacem.