Prøv avisen

Vilhelms pagt med magtens dæmon

Vilhelm Beck gjorde Indre Mission til en af de største folkelige bevægelser i Danmark. Han påstod, at han arbejdede for Guds riges sag, men tidligt indgik han en pagt med magtens dæmon. Det er påstanden i Egon Clausens nye bog om Vilhelm Beck

Vilhelm Beck (1829-1901) gjorde Indre Mission til en af de største folkelige bevægelser i Danmark. Selv påstod han, at han arbejdede for Guds riges sag, men tidligt i sit liv indgik han en pagt med magtens dæmon. Gamle venner og trofaste medarbejdere blev hensynsløst og kynisk ofret, når de stod i vejen for Becks magtbegær, og der var udrensninger af næsten stalinistisk karakter. Men samtidig gemte der sig inden i den barske stridsmand en blød og svag Vilhelm, hvis smukkeste træk kom til udtryk i hans store kærlighed til hustruen Nina og børnene. Egon Clausen, forfatter og programmedarbejder ved Danmarks Radio, har virkelig lagt op til debat med sin nye biografi om Vilhelm Beck, der udkommer på Gyldendal på fredag. »Guds knaldepisk - de helliges høvding« tegner et kærligt, men absolut også kritisk portræt af det mærkelige dobbeltmenneske, der gennem 40 år var Indre Missions ubestridte høvding. Der er tidligere skrevet en række bøger om Vilhelm Beck, men Clausens er den første, som ikke er en helgenkåring, siger han og tilføjer, at han håber, der bliver debat. - Jeg synes, det er vigtigt at få diskuteret nogle ting omkring Vilhelm Beck. I indremissionske kredse blev han jo næsten gjort til en helgen, men han kunne ikke helgenkåres, fordi der var for mange ridser i lakken hos ham. Det vidste de godt i Indre Missions ledelse, men - ligesom i en god borgerlig familie - så var det ikke noget, man snakkede om. En del af forklaringen er taktisk. Da Vilhelm Beck døde, var Indre Mission præget af »lejrtænkningen«, forklarer Egon Clausen: - Man mente, at man var omringet af fjender, at hele verden stod Indre Mission imod. Derfor var der ikke råd til at tage et opgør efter Vilhelm Beck. Det var man heller ikke interesseret i overhovedet. Formanden, der kom efter Beck, var et uhyre forsigtigt væsen, og siden blev ingen ringere end Carl Moe formand. I hans tid skulle der i hvert fald ikke diskuteres om eller pilles ved Vilhelms eftermæle! - I Indre Missions ledelse har der også været ordentlige folk, som gerne ville have en kultur-åben linje, men det kom de ikke igennem med, og det gjaldt stort set gennem hele århundredet. Egon Clausen har i tidligere bøger beskæftiget sig med sin egen opvækst i et indremissionsk miljø i Hemmet ved Ringkøbing Fjord, hvor hans far var hedebonde. Han blev opfordret af Gyldendal til at skrive biografien om Vilhelm Beck - eller Vilhelm, som denne konsekvent kaldes i bogen - og den udkommer nu i forbindelse med hundredåret for Becks død. Titlen, »Guds knaldepisk«, har han hentet fra Jeppe Aakjær, der debuterede som forfatter med en pjece om Vilhelm Beck. At Clausen, efter en vis tøven, sagde ja til opgaven, skyldtes et besøg på kirkegården i Ørslev på Sjælland, hvor Vilhelm Beck ligger begravet. - Der, forneden på hans gravsten, er der et billede af en hane sammen med Vilhelms valgsprog: »Så længe jeg lever, vil jeg gale«. Nå, tænkte jeg, så må der alligevel være noget sjovt ved manden. Måske også noget åndsbeslægtet, siger Egon Clausen. - Vilhelm ville være blevet en forrygende god journalist. Han var en utrolig god polemiker, og morsom når han skulle håne modparten. Så på den måde ville han have gjort sig vældig godt i den moderne presse. Fra sin opvækst i Hemmet kendte Egon Clausen »helgenbilledet« af Vilhelm Beck, som der ikke skulle pilles ved. Da han begyndte at grave i fortiden, blev han overrasket. Han fandt billedet af et generøst og gæstfrit menneske, men også et menneske præget af en mærkelig dobbelthed, hård og stejl udadtil og blød og svag indadtil. - Samtidig overraskede det mig, at et så rigt udstyret og begavet menneske alligevel ender som en bitter og trist mand, der ligger og raser. En mand, som på det ydre plan opnår fremgang, succes og hyldest, som tjener styrtende med penge de sidste år, og som har et familieliv, som er godt og varmt med et rigt og lykkeligt ægteskab - at han så alligevel ender ensom og bitter. Det synes jeg er tragisk. Egon Clausen har med sin bog forsøgt at finde frem til et svar på denne triste dobbelthed. Hans bud er, at Vilhelm Beck forrådte sig selv som menneske og endte i det rene despoti, fordi hans stadigt voksende magtbegær ikke tålte modsigelse eller kritik. - Allerede da han tog præstekjolen på, forrådte han sig selv. Han havde læst Kierkegaards angreb på kirken i »Øjeblikket« og ville ikke være præst, men blev tvunget til det af faderen. - Det næste er, at han opdager, at han kan få magt, og da indgår han så en pagt med magtens dæmon. De to kunne virkelig udrette store ting sammen, men for at bevare magten føler Vilhelm sig nødsaget til at skubbe selv gamle venner fra sig. Magt blev sat højere end venskab. - Med årene blev han klart despotisk. Der var udrensninger af næsten stalinistisk format. Når de havde fået smidt et menneske ud, som havde tjent Indre Mission trofast i årevis, hvilket eftermæle fik vedkommende så i missionens blade? Et spark! Selv Vilhelm Becks mest trofaste ven, måske den eneste egentlig nære ven han havde, præsten Johannes Clausen, blev ofret, da han ikke længere kunne tilslutte sig det missionske fjendebillede af grundtvigianerne. - Clausen var en mand, der var tilgængelig for det, han så, og da han kom til Fyn, så han jo pludselig, at de der grundtvigianere både var fornuftige og gode, og at han kunne arbejde sammen med dem. Så ud af klappen, Johannes! - Bagefter skrev Johannes til Vilhelm: Skal jeg da hykle fjendskab bare for at bevare venskab? Det skulle han tilsyneladende, selv om han aldrig fik noget direkte svar fra Vilhelm Beck. Indre Mission blev i høj grad Vilhelm Becks værk, men det var ikke ham, der stiftede foreningen. Den blev derimod overtaget ved et møde i Stenlille i 1861, og siden har man i dansk kirkehistorie diskuteret, om der var tale om et kup eller en redningsaktion. Egon Clausen mener ikke, der var tale om et kup i traditionel forstand, for den otte år gamle lægmandsbevægelse var i allerhøjeste grad skrantende og ved at lukke. - Der var sådan set ikke noget at kuppe, men - muligvis til Vilhelm Becks egen overraskelse - så viste det sig her, at han simpelthen var den eneste i den forsamling, der bevarede hovedet koldt. Alle var skrupforvirrede, men Vilhelm Beck opdagede i Stenlille, at han kunne handle hurtigt, spontant, præcist - og hensynsløst - i den givne situation. Indre Mission var stiftet som en lægmandsbevægelse, men nu overtog præsterne styret. - Det var to forskellige stilarter, der mødtes her. De lægfolk, der grundlagde Indre Mission, kaldte hinanden broder, og når de sagde det, fik de tårer i øjenene og kunne omfavne hinanden med en inderlighed og følelse, vi kan have svært ved at forstå. Her var Vilhelm Beck en helt anden type, hurtig, hård og kontant. Han lod sig ikke svømme hen i følelser. Med Vilhelm Becks overtagelse af Indre Mission blev bevægelsens oprindelige demokratiske styreform afskaffet. Beck var hele livet anti-demokratisk. Han foretrak enevælden og betragtede Grundloven og indførelsen af demokrati i Danmark som et fald. Det eneste gode, han kunne sige om Grundloven, var, at den gav Indre Mission lov til at holde deres møder. - Det var en holdning, han havde med fra sin opvækst, fra sin far og morfar, den gamle general, og den prægede både hans politiske forestillinger og hans teologi. - Konflikt er i Vilhelms opfattelse af det onde. Han forstod simpelthen ikke den tankegang, der ligger bag det parlamentariske system, hvor tingene hele tiden står til diskussion. Han forstod ikke, at det i virkeligheden gør stærkere end det andet, og det har Indre Mission haft svært ved at forstå lige siden. Indre Mission oplevede en enorm vækst under Vilhelm Becks ledelse. Det var en tid med vækkelse, hvor der virkelig blev sat skel mellem himmel og helvede, mellem frelse og fortabelse. Helvedes-prædikanterne - og det ikke kun Vilhelm Beck - havde velsignede dage. - Perioden var præget af opbrud med en enorm dynamik, men også meget voldsomme og fundamentale samfundsforandringer. Hvor man før var fældet ind i landsbyfællesskabet eller i laugsvæsenet, var alt dette nu pludselig ophævet, med den utryghed det medførte for den enkelte. Det er ikke tilfældigt, at vækkelsens råb om »frelse til den enkelte« kommer lige på det tidspunkt, siger Egon Clausen. Midt i usikkerheden blev missionen for mange det faste holdepunkt. - Og jeg kan godt forstå, at man tilsluttede sig, for bevægelsen gav folk en mulighed for at leve et anstændigt liv i stor værdighed. Et liv i frihed for blandt andet »brændevinsdjævelen«, der var tidens store dræber. Missionsfolkene fyldte kirkerne, men Indre Mission og Vilhelm Beck er også skyld i, at mange vendte kirken ryggen, mener Egon Clausen. - Vilhelm Beck er i høj grad medskyldig i, at kirken blev kørt ud på et sidespor. Jeg mener, at den danske folkekirke i de år led nogle nederlag, som var så store, at vi har svært ved at fatte det. Det skyldes ikke mindst missionens socialistforskrækkelse og deraf følgende afstandtagen til den gryende arbejderbevægelse. - Præsterne på den tid længtes tilbage til gamle dages magt og storhed som kongelige embedsmænd, og de var hunderædde for socialismen - selv om de ikke rigtig kunne skelne mellem socialister og socialdemokrater, fagforeningsfolk og kommunister. - Selv om Vilhelm Beck sagde, at han ikke ville blande sig i politik, holdt han sig ikke tilbage. Han talte malende om, at socialisterne ville slette det hvide kors af flaget og gøre det rødt, og at det røde var som blodet, de ville drukne os allesammen i. Han kom med nogle frygtelige fantasier om det gudløse og lovløse samfund og om den totale samfundsopløsning. De var så bange for det, at det ses som det uhyre, der i Johannes' Åbenbaring med ødelæggende kraft stiger op af havet. Den er meget tragisk, synes jeg, den der kamp mod de mennesker, som forsøgte at skabe et anstændigt liv for sig selv. Men de var »djævelens børn«. Det var altsammen med til at skabe forestillingen om »den sorte missionsmand« - et billede, der med »Harboøre-ulykken« brændte sig fast på nethinden i offentligheden. Harboøre-ulykken indtraf en novembernat i 1893, hvor 49 fiskere, heraf 26 fra Harboøre, druknede. Da de siden blev begravet, meldte de udsendte københavnerjournalister chokerede hjem om deres møde med præsten Carl Moe og Indre Mission. - Lige nøjagtig i den tid bevægede missionsfolkene sig opad socialt: Uldkræmmeren blev manufakturhandler, den lille tømrermester fabrikant osv., og de sad som den førende klasse i mange danske provinsbyer. Men det billede, der blev stående i offentligheden, var billedet af nogle fattige fiskere, kulturelt og økonomisk tilbagestående. - Det billede passede jo ikke, men det blev hægtet op på Harboøre, og det var Vilhelm Beck og Carl Moe med til at fæstne, fastslår Egon Clausen. På den måde blev Harboøre-ulykken en PR-katastrofe for Indre Mission. Vilhelm Beck levede op til sit valgsprog. Han galede og polemiserede og styrede med hård hånd, men hvorfor havde han så stor en gennemslagskraft? Folk kom rejsende fra hele landet for at høre ham, og de flokkedes i kirke og missionshus, når han var på besøg som taler og prædikant. - Selv sagde han, at han havde en ildtunge, som Herren havde givet ham. Vilhelm Beck kunne prædike i to timer, og alle hørte efter. Han kunne prædike, så folk glemte sig selv. Ved indsættelsen i Ørum havde de aldrig hørt noget lignende! De ville ikke gå hjem, og allerede under indgangsbønnen kunne man høre den første begynde at få vejrtrækningsproblemer, for nu kom »åndens pinsevejr« over sognet. Efter gudstjenesten gik de over i præstegården og sang og drak kaffe og blev der resten af dagen, og 200 blev omvendt. - Vilhelm Beck kunne noget helt specielt med et kolossalt nærvær, nerve, dynamik og energi og sprog. Men »Guds knaldepisk« var indfanget af magtens dæmon, og den bløde Vilhelm godt gemt inde bag den hellige stridsmands barske ydre og diktatoriske fremfærd. - Jeg skriver et sted i bogen, at han tog en maske på, og at masken og personen smeltede sammen. Blå bog Egon Clausens forfatterskab Egon Clausen, 60 år, forfatter og programmedarbejder ved Danmarks Radio, udgav i begyndelsen af 1990'erne erindringsbøgerne »Under dine vingers skygge« og »De levendes land« om opvæksten i et missionsk hedebondehjem ved Ringkøbing. I 1995 kom bogen »Den syvende menighed« om Santalmissionens grundlæggere, i 1996 »Rostock live - et rejsebrev« og i 1998 en bog om frivilligt socialt arbejde i Danmark, »Ildsjæle«.