Da den svenske kronprinsesse Victoria i maj i år lod sin datter Estelle døbe i Slotskirken i Stockholm, fremsagde hun en bøn. Heri bad hun ikke først og fremmest om lykke, intelligens og et godt helbred for det lille barn, som det ellers kunne være oplagt at gøre for et sæt nybagte forældre, der ønsker deres barn alt det gode i livet. Derimod bad hun om noget så umoderne som visdom til sig selv visdom til at løfte den opgave, det er at have fået et lille barn.
LÆS OGSÅ: Det højeste gode
I dag er visdom eller det at være vis ellers ikke ord, der nyder den store udbredelse i vores dagligdagssprog. Snarere har vi gemt dem væk og efter bedste evne forsøgt at erstatte dem med andre ord som klogskab, intelligens eller begavelse. Dette til trods for, at ingen af disse substitutter ifølge filosof og professor på Aarhus Universitet Lars-Henrik Schmidt kan gøre det ud for det samme som visdom.
Visdom er ikke noget, man er i besiddelse af. Det er ikke en haven, men en væren. Man har viden, og man har høj intelligens. Men man er vis. Fordi det er en værensform, så er det afgørende, at man ikke kan sige om sig selv, at man er vis. Det er noget, andre siger om en man sætter ikke et skilt på sin egen dør, hvor der står Vismand, siger han.
Slår man vismand op i en nudansk ordbog, får man forklaringen: En person, der har stor indsigt, forståelse og dømmekraft med hensyn til livets centrale forhold.
Der står med andre ord intet om, at man skal have en høj intelligenskvotient eller være bogligt begavet. For det at være vis handler om meget mere end at være belæst og kunne sit fag, mener Lars-Henrik Schmidt.
Det at være vis er at forblive optaget af at udvide sin horisont. Vise mennesker overskrider deres almindelige fagkundskab for at brede den større ud. Det er overgangen fra den snævre uddannelse til det, at man bliver en del af noget større, siger Lars-Henrik Schmidt og slår fast, at uddannelse og dannelse ikke bør forveksles.
Om Bothilde Hellelund, som Kristeligt Dagblad har opsøgt, fordi rygterne vil vide, at hun skulle være et vist menneske, selv vil sige, at hun er en del af noget større, er nok usikkert dertil er hun formentlig for beskeden.
Men selvom pensionisten, der oprindelig er sønderjyde, men siden sine unge år har været bosat i Odense, ikke umiddelbart køber præmissen med, at hun skulle være et særligt vist menneske, vil hun dog gerne indrømme, at det ikke først og fremmest er årene på skolebænken, der har formet hende.
Jeg har ikke så meget skolegang. Jeg har mest, hvad livet har lært mig, siger Bothilde Hellelund nøgternt, da Kristeligt Dagblad beder hende forklare, hvad der har gjort hende til den, hun er i dag.
Alene Bothilde Hellelunds beskedenhed og hendes egen erkendelse af, at livets egent-lige lærdom stammer fra livet selv og ikke udelukkende fra skolebøgerne, får Lars-Henrik Schmidt til at anerkende, at den ældre dame fra Odense meget vel kunne være det, han selv ville beskrive som et vist menneske.
Det vise menneske bekræfter sin visdom ved at benægte den ved ikke at bralre ud med, hvor vist det er. Nøjagtig som Sokrates, som vi betragter som en af de viseste personer. Han sagde: En ting ved jeg: at jeg ikke ved noget. Derved viste Sokrates, at han vidste mere end andre han var en ægte vismand, siger Lars Henrik Schmidt om den græske filosof, der levede fra 469 til 399 f.Kr.
Bothilde Hellelund derimod er helt nutidig. Hun har netop fejret sin 80-års fødselsdag, og der har således efterhånden været en del år at lære i. Man behøver heller ikke spendere mange minutter i hendes selskab, inden man fornemmer, at hun har benyttet så godt som hvert et minut af den tid, hun har tilbragt i livets skole, på at erfare og lære. Ikke, som hun siger, med ansigtet konstant begravet i bøgerne, men ved at leve det liv, der nu engang blev hendes.
Hun voksede op i den lille by Barsmark ved Løjt Kirkeby i Sønderjylland på en mindre gård sammen med mor, far og fem søskende. Alle børn hjalp til med de daglige gøremål men kun når de ikke var i skole. Hele den sønderjyske børneflok har nemlig syv års skolegang og gik i skole hver dag, inden de hver især kom i huset rundt omkring hos andre familier.
Alt var dog ikke skolegang og huslige pligter. I den lille landmandsfamilie var der også overskud til at sørge for, at børnene fik kulturelle oplevelser af den ene og den anden slags.
Jeg husker, at vi, når Det Kongelige Teater var på turné rundt i landet, ofte fik lov at komme til friluftsforestilling. Den første forestilling, jeg mindes at have set, var Trold kan tæmmes. Derudover kan jeg huske, at mange aftener i mit barndomshjem gik med, at min mor læste højt fra nogle havregrynsbøger. Det var bøger, der lå i havregrynspakkerne, og ofte kom karlen og pigen på gården også ind og var med, fortæller hun.
Da Bothilde Hellelund var 23 år, havde tjent ude, hjulpet på fødegården og været på et højskoleophold på Grundtvigs Højskole i Hillerød, rejste hun til Odense for at læse til sygeplejerske. Det blev et valg, hun aldrig siden fortrød. Igennem arbejdet som sygeplejerske først på Odense Sygehus og senere på et plejehjem fik hun tilfredsstillet ønsket om at arbejde tæt på andre mennesker og være noget for dem.
Jeg har aldrig haft ambitioner om at komme ind og sidde på et kontor. Jeg ville helst være hos patienterne, og jeg oplevede ofte, at min dialekt var en god indgangsvinkel til gode samtaler med patienterne. Mange troede, at jeg var fra Bornholm, og når jeg så kunne fortælle dem, at jeg var fra Sønderjylland, var der allerede noget at tale om. For mig hang det sundhedsfaglige og det menneskelige samvær tæt sammen i mit arbejde, fortæller Bothilde Hellelund, der i dag lever alene, efter at hendes mand, der var journalist, døde for 17 år siden.
Men den 80-årige dame lever langtfra noget ensomt liv. Med sine venner går hun gerne til klassiske koncerter, foredrag i kirke og pensionistforening, og tidligere har hun også været på forskellige højskoleophold. Og så er der hendes tre børn og børnebørnene, som har en helt speciel plads i hendes liv. Ofte henter hun det yngste barnebarn på tre år i børnehaven, giver en hjælpende hånd i husholdningerne, når tiden er presset i de unge familier, og så forsøger hun at give noget af det videre til familiens yngste, som hun selv har været glad for.
Jeg synes, man har en forpligtelse til at give noget videre. I dag skal børn jo næsten narres væk fra deres computer, men jeg synes, at det er vigtigt, at de også lærer andre ting. Finder ud af at se ud over deres egen næsetip vi lever jo i en globaliseret verden i dag, og vi skal tænke på andre end os selv, siger hun og uddyber:
Det er fint, hvis børn finder ud af, at der er noget godt i alle mennesker, og at man ikke skal sortere fra. Selvfølgelig kan man ikke favne alle, men man skal respektere alle, siger Bothilde Hellelund, der netop har inviteret sine fire ældste børnebørn i teateret for at se Mark Twains Huckleberry Finn.
Selvom den aktive pensionist fra Odense som 60-årig besluttede sig for at tage 9. og 10. klasses afgangsprøver i engelsk og senere en hf-eksamen i dansk, læser mange bøger og har Pontoppidans Lykke-Per som yndlingsbog, tror hun ikke, at en lang skolegang og mange år i studerekammeret er garanter for, at man lærer at begå sig.
Livets skole skal man bestemt ikke tage fejl af. Det er herigennem, man lærer at forstå andre mennesker, og jeg oplever da også, at mine børn og børnebørn kommer og spørger mig til råds om helt almindelige hverdagsting, hvor jeg har lidt erfaring at trække på, siger hun beskedent.
Netop erfaringen er også et af de karakteristika, der kan hæftes på det vise menneske, og det er næppe nogen tilfældighed, at den vise mand eller kone i såvel gammel som moderne litteratur ofte har gråt hår og rynker omkring øjnene. Det betyder dog ikke, at det er alderen, der afgør, hvorvidt man kan betegnes som vis, siger Lars-Henrik Schmidt.
Erfaring er endnu et lag af visdommen. Inden for psykologien vil man sige, at visdommen er en kombination af knowledge og experience viden og erfaring. Men man skal ikke være gammel for at være vis derimod skal man have noget erfaring, og det hænger selvfølgelig ofte sammen med alderen.
I forhold til erfaringen vil man sige, at der er forskel på, om man blot forholder sig til et sagsforhold, eller man også forholder sig til sin forholden sig til et sagforhold. Man må sondre mellem at beherske og at bemestre. At bemestre indebærer at beherske sin beherskelse. Dyden ligger i selvforholdet. I den forstand er du hele tiden opmærksom på at beherske din beherskelse. Når noget er blevet en selvfølge, så er det, fordi man er nået til et niveau, hvor man ikke behøver at bekymre sig så meget om sin egen beherskelse, siger Lars Henrik Schmidt, der mener, at vise mennesker i princippet kan findes i alle sociale lag.
Der er kolonialhandlere, der er visere end de professorer, som har forsket hele deres liv på universitetet. De står måske der i deres butik og langer tobak over disken og kommer til at tænke på, hvor den i grunden stammer fra, og hvordan den produceres. Det undersøger de, og det fører måske med sig, at de også får lyst til at finde ud af, hvilke arbejdsforhold man har under fremmede himmelstrøg, og det medfører igen, at de opdager, at der er noget, der hedder fairtrade, og så går de i gang med at afdække det nærmere. De går med andre ord ud over deres faglige grænser og ind i noget større. I vores kulturkreds har vi bundet visdommen til dannelsen, siger Lars-Henrik Schmidt og afviser, at for eksempel mange af nutidens politiske strateger, som vi ellers ofte anser for kloge og intelligente, kan betegnes som vise.
Få af de moderne rådgivere er vise. De er måske kloge på løsningsstrategier, men vise, det er de næppe, siger han og inviterer dermed til at drage en oplagt parallel tilbage til den græske mytologi.
Her var gudinden Athene således forbundet med hvervet som rådgiver for de gamle græske helte som eksempelvis Odysseus og Herakles hun havde sågar titel af visdommens gudinde. Men med Lars-Henrik Schmidts betragtninger in mente, burde Athene måske snarere end visdommens gudinde være blevet kaldt klogskabens gudinde. Hun var således kendt for ikke at være tilbageholdende med at bruge sin såkaldte visdom på umoralsk manér, når det faldt ud til hendes fordel. Og umoralsk optræden er næppe at forene med det sande vise menneske, der er kendetegnet ved at kunne beherske sig selv.
Når begrebet visdom i dag ikke nyder den store udbredelse og ofte forveksles med klogskab, kløgt og intelligens, kan det ifølge Lars-Henrik Schmidt skyldes flere omstændigheder. En af de væsentlige er, at vi lever i et samfund, hvor det at have erfaring ikke nødvendigvis er en efterspurgt vare.
I dag er problemet, at erfaring forfalder. Ingen har erfaring, mens alle har google-klogskab og kan finde informationer om alt på internettet, siger han og understreger, at det at have adgang til mange informationer ikke må forveksles med at være vidende og da slet ikke at være vis.
Men der kan måske være håb for fremtiden.
Erfaringskarakteren kan godt risikere at komme tilbage. Fordi man igen kommer til at efterspørge erfaring. Sådan er det ikke nu, fordi processerne hele tiden accelererer. Men man kan jo også vælge at leve det simple liv og finde noget, der er erfaringsbåret og ikke kun oplevelsesbåret, siger Lars-Henrik Schmidt.