Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Peters Første Brev 1, 3-4 fra Det Nye Testamente.
Det er forår i et hjørne af den store have bag bispeboligen på Stændertorvet i Roskilde. Et hav af gule påskeliljer står i klynger og lyser op på en bund af blå og hvide vækster som snepryd og anemone. Det er biskoppen selv, der har anlagt bedet. Løgene til påskeliljerne har han fået af sin mor, som havde dem i krukker i sin gårdhave, og når de var afblomstrede, forærede hun dem til sin søn og svigerdatter.
"I alle de år, jeg har været præst, har jeg læst påskeevangeliet ved begravelser. Når jeg selv har mistet, er påsken det, jeg klamrer mig til. Som da min egen mor døde. Det er tre år siden. Hun var 80 år og gammel, træt og mæt af dage. Det var jo på en måde, som det skulle være. Alligevel efterlader det et savn. Når jeg står ude i haven og kigger på påskeliljerne, er der et minde, der bliver vakt, som er mere end et minde. Det er en opstandelsestro på, at det, der var det bedste mellem os, stadig lever," siger Peter Fischer-Møller.
Den 1. maj er det otte år siden, at han blev biskop over Roskilde Stift med dets 319 sogne, 329 kirker, 280 præster og 710.000 sjæle, hvoraf de 585.000 er medlem af folkekirken. Og den 58-årige syvende biskop i rækken holder af embedet.
"Det er fantastisk spændende at få mulighed for sammen med stiftspersonalet, stiftsrådet og provsterne at give kirkelivet ude lokalt bedre vilkår ved de perspektiver, der åbner sig, når vi bliver bedre til at samarbejde. En af mine sigtelinjer hedder fra solist til også at spille i ensemble. Som tidligere sognepræst kender og værdsætter jeg den lokalt forankrede folkekirke, som stadig har stor opbakning, fordi den bliver opfattet som kirke i øjenhøjde. Men jeg har en drøm om, at man ude lokalt kan få udviklet mere forpligtende samarbejde. Nogle ting lykkes bedre, hvis man samarbejder to-tre sogne, andre ting kan vi kun magte, hvis man løfter i flok," siger Peter Fischer-Møller.
Han har netop afsluttet en samtale på bispekontoret om en ledig præstestilling i et af stiftets sogne. Et kig i kalenderen over de seneste par måneder vidner om en biskops mange forskellige gøremål:
Tjenesterejse som repræsentant for den danske folkekirke til Graham Ushers bispevielse i Sct. Pauls Cathedral i London. Deltagelse som formand for Danmissions bestyrelse på en rundrejse til partnere i Cambodia. Besøg af et svensk provsti på studietur i Roskilde. Afholdelse af bispeeksamen for nye præster, der skal ordineres. Stiftsmøde med 500 menighedsrådsmedlemmer og præster. Møder, deriblandt i eksternt råd vedrørende kommende teologiske kandidater på Københavns Universitet, om prædikennetværk, om grøn kirke og med Kirkeministeriet om MUS-samtaler.Foredrag i Løgumkloster ved en konference om kirken på landet. Besøg af kristne og muslimske ledere fra Libanon.
"Det lyder travlt, ja. Men jeg øver mig i ikke at være fortravlet, for så mister man opmærksomheden og nærværet. Fortravlede biskopper er til lige så lidt nytte som fortravlede præster," siger Peter Fischer-Møller.
Han prædiker også hver tredje søndag i stiftets sogne. Hver anden uge står han for fredagsaltergangen klokken 12 i Roskilde Domkirke. Her skal han også i morgen, påskedag, holde påskegudstjeneste i domkirken. Teksterne fra Det Nye Testamente, han skal prædike over, er givet på forhånd i Alterbogen over årets gang i folkekirken:
Peters Første Brev 1, 3-9, hvor apostlen Peter hylder Gud for i sin barmhjertighed at have genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Samt Matthæusevangeliet 28, 1-8, der fortæller om kvinderne, der kom for at se til graven og blev mødt af en engel, der sagde: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt.
"Mission er det, som kristen tro lever af. Som formand for Danmission har jeg arbejdet med missionsbegrebet de seneste par år. Mission handler grundlæggende om det, at kristentro lever ved at blive delt. I mødet med andre bliver der åbnet for nye perspektiver i forhold til julens budskab om, at Gud blev menneske, i påskens opstandelsesevangelium og i pinsens livsfornyende åndepust. Det er et mirakel og mysterium, som vi ikke er blevet færdige med at forstå. Vi fortæller om det som noget, der er afgørende for os, og får det tilbage ved at lytte til andres reaktioner på vores fortællinger. Tro er noget, der hele tiden udvikler sig i mødet med andre," siger Peter Fischer Møller.
LÆS OGSÅ:Kirken skal ikke missionere - den skal være missional
Han minder om, at det er kristendommens grundpåstand, at Gud blev menneske. Men hvem var Jesus? Hvad sagde og gjorde han? Hvad skete der med ham? Og hvilken betydning har det for os i dag?
"Vi har fire forskellige beretninger om opstandelsens mysterium i evangelierne og atter andre i brevene i Det Nye Testamente, og vidnesbyrdene giver flere forskellige forudsætninger for at forstå det. Når der er mennesker involveret, er der altid mere end én historie. Som kristne tror vi, at Gud har valgt at åbenbare sig ikke i en bog, Bibelen, ikke i form af en bestemt moral, ikke i en kirkeinstitution, ikke i en troslære eller dogmatik men i et menneske. Hans liv, død og opstandelse åbner for noget, der går ud over vores forstand. Derfor bliver det udfoldet på ny, når vi deler bibelhistorien med hinanden ved gudstjenester, i samtaler og i praktisk diakonalt arbejde. Det er også det, vi kalder Helligånd, at Gud stadig er på færde i den historie.
Påsken som mysterium er noget, vi ikke kan bemægtige os. Det er vigtigt. Når man læserne teksterne i Matthæus- og Markusevangeliet går det igen: Frygt ikke, siger englen. Men påsken er altså forbundet med frygt. Det er jo en frygtelig historie. Jesus bliver taget til fange, uretfærdigt dømt og korsfæstet. Det er en historie om at miste det, man har kært. Man kan spejle sin egen sorg i den. Vi kan også spejle vores svigt i disciplene: Peter som fornægter, Judas som forrædder, og alle de andre, som stikker af med halen mellem benene.
LÆS OGSÅ:Påske på dansk: Kristen kulturarv binder os sammen
Det handler om, at vi kan blive ramt, så vi bliver fortvivlede og magtesløse, og at det er noget, som vi selv har del i. Som Paulus siger: Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg. Det er en utrolig barsk historie. Men den ender ikke der, den ender ikke i fortvivlelse og død, men i opstandelsen. Og det kan give os modet til at se de barske sandheder i øjnene uden at tabe modet," siger Peter Fischer-Møller.
Han mener, at der over våbenhuset i alle kirker burde stå: Kun adgang for syndere.
"Det er derfor, vi har kristendommen. Fordi der er en ubegribelighed, der har fat i vores liv, så den kærlighed og skønhed, som er i livet, hele tiden er truet. Det er det, vi kalder synd. For ofte går vi fejl af kærligheden og viser ikke den opmærksomhed, der skal til i forhold til andre. Grundlæggende skyldes det, at vi sætter os selv i centrum og prøver at klamre os til det, vi har, i stedet for at se, at livet først åbner sig sammen med andre. At livet er noget, vi har fået til låns og deling, og at den, der vil vinde sit liv, skal miste. Og den, der mister sit liv for min skyld, skal vinde det, som Jesus siger.
Kvinderne går ud til graven og finder den tom. Jesus er opstanden. Ude ved den tomme grav bliver de overbeviste om, at døden ikke gjorde det af med ham. Men det er frygteligt svært for dem at fatte, at det, der for dem at se var det endelige nederlag, var en stor sejr: At Hans kærlighed kunne døden ikke knække. At det var Guds egen kærlighed, de havde mødt i Ham. Og at den opmærksomhed og tilgivelse, som Jesus mødte dem med, stadig gælder.
Det frygtelige, overvældende og uforståelige går på tværs af vores erfaring: En mand er død på korset, lagt i graven, og så var historien slut men det var den ikke dér. Englen siger: Gå hjem til Galilæa og erfar, at den kærlighed, han havde sat fri, stadig kan leve mellem dem."
Ifølge Peter Fischer-Møller skal ordene genfødt os til det levende håb opfattes bogstaveligt.
"Jesus går ikke længere rundt i sandaler mellem os. Men når vi holder gudstjeneste, er han til stede i nadveren. Den er ikke en mindefest over noget, der var engang. Han taler igen sit eget nærvær ind i gudstjenesten. Når der bliver sagt, at du er et Guds barn, er det ikke præsten, der siger det, men Gud. Det er noget, der bliver sagt nu, og det bliver sagt til os som noget, vi ikke kan sige os det selv. Som Fadervors forlad os vor skyld. Syndernes forladelse er fuldstændig central i kristendommens forkyndelse. Dér bliver vi sat fri fra forestillingen om, at vi skal klare os selv.
Det levende håb drejer sig om, at når evangeliet møder os i gudstjenesten, i en samtale med dig eller over en kop kaffe i varmestuen, bliver håbsperspektivet åbnet for os i form af opmærksomhed og kærligt nærvær. Hvor livet ikke kun handler om os selv, og hvor vi kan få øje på de andre som medmennesker. Det er Jesu evne og vilje til at genkende et Guds menneske i ethvert menneske, man står over for.
Det er også et håb, der rækker ud over dødens grænser. Det er det, vi får forkyndt til begravelser og bisættelser: Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. Vores liv og vore kæres liv ender ikke i tab, mørke og død. Vi mister og sørger og savner, men vore døde lever videre i vores erindring, og de lever også videre i Guds erindring.
I trosbekendelsen hedder det, at vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Hvordan det skal forstås, findes der ikke sprog for," siger Peter Fischer-Møller.
LÆS OGSÅ:Det kræver en vanvittig tro at tro på Jesu opstandelse
Teologer har i de sidste hundrede år været tilbageholdende med at sætte ord på, hvor de døde er, mener han.
"Til børn siger vi, at mormor ligger ikke i jorden og er væk, men sidder oppe på en sky og følger med som trøst for, at det ikke skal være det sidste at sige om de døde, at nu ligger de på kirkegården. Ofte lyder den teologiske forklaring på efterlivet, at det er i Guds hånd. Det kan godt være, at vi skal prøve at finde et sprog for det. For folk spørger og har brug for nogle billeder at forholde sig til.
I trosbekendelsen bekender vi os ikke til sjælens udødelighed, men kødets opstandelse. Julens budskab er, at Gud kommer til verden som menneske. Evangelierne fortæller om ham som et menneske af kød og blod. Påskens mysterium er, at graven er tom, og kroppen er væk. Den opstandne er der, han genkendes, men forsvinder for øjnene af dem. Troen på kødets opstandelse er en tro på det umistelige i det liv, vi som sanselige, håndgribelige mennesker deler med hinanden.
Det er noget, der virkelig går ud over grænserne for vores sprog og fatteevne. Og du kan nu engang ikke sige mere, end du har ord til. Matthæus, Lukas, Markus og Johannes prøvede at sætte ord på det, der gik ud over, hvad de kunne fatte. For muslimerne er det bogen, Koranen, der er åbenbaringen. For kristne er det Ham, Bibelen peger hen på, der er åbenbaringen."
Spørgsmålet er, om der i påskens budskab også er en trøst for dem, der lever et lidelsesfuldt liv, for de syge, der skal dø, og for dem, der sørger over at have mistet et menneske, de elskede. Ja, mener Peter Fischer-Møller.
"De syge og de døende kan spejle deres situation i Jesu lidelseshistorie og opleve, at de ikke er alene med det tunge og lidelsesfulde, at Han har været igennem det før dem. Gud følger os og går med os hele vejen. Vi går ikke ind i dødens mørke, men i Guds lys. Der er andet at sige om os og vore kære end, at vi engang skal dø. Også når vi er døde, er vi levende for Gud.
En ordentlig trøst er ikke at prøve at hjælpe nogen med ikke at sørge og savne. Fortvivlelsen over at have mistet et barn går ikke væk. Livet kan virkelig føles ubærligt, og der er bestemt ikke brug for forsikringer om, at himlen stadig er blå. Trøsten kan findes i troen på, at det menneske, vi savner så forfærdeligt, ikke er gået tabt.
Påskehistorien fortæller os, at Gud følger os hele vejen. Min Gud, hvorfor har du forladt mig?, lyder det fra Jesus på korset. Men historien ender ikke der. For den kærlighed, der var på færde i Ham, mødte de igen påskemorgen. Det er Guds kærlighed, der puster nyt håb i vores liv."