Prøv avisen

Vores opfattelse af døden har ændret sig radikalt

Illustration: Morten Voigt

Januar, årets dødeligste måned, viser, hvordan vores ideal om den gode død adskiller sig fra andre tiders. Et blik tilbage på historiens dominerende dødsopfattelser afslører radikale ændringer, da først kristendommen og siden oplysningstiden brød igennem

I januar er der flere dødsannoncer i aviserne end på noget andet tidspunkt af året, fordi vintermåneden har årets højeste dødsrate. Som tidligere beskrevet i Kristeligt Dagblad bærer disse annoncer på en fortælling om tiden, vi lever i, og om vores forståelse af døden.

I dag skal dødsannoncerne fortælle en personlig historie. Døden skal i dag være en individuel begivenhed, forklarer Michael Hviid Jacobsen, professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet:

I dag skal man psykologisk selv finde autenticiteten og selvrealiseringen også helt frem til døden. Vi ser ikke længere på den gode død som et nu, men som en proces, der opstår i forlængelse af et godt liv. Engang handlede det om den gode død. I dag fokuserer vi på at dø godt.

LÆS OGSÅ:
Ny skovkirkegård kan være med til at romantisere døden

Men hvad var så den gode død, når man kaster et blik tilbage på den europæiske åndshistorie? I antikkens Grækenland var en god død en værdig død, som indtraf i overensstemmelse med den døendes principper for det gode liv. David Bloch, professor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, fremhæver værdigheden som afgørende i antikkens formentlig mest berømte dødsfald eller henrettelse, som det jo rettelig var:

Sokrates dør på samme måde, som han har levet. Han følger sine etiske principper. Selvom han får muligheden, nægter han at flygte fra fængslet, men accepterer sin dødsdom. Sokrates måde at dø på er Platons opskrift på en god død. Pointen er, at intet, ikke engang dødens komme, må ændre det gode menneskes liv og opførsel, siger David Bloch.

Så forskellige filosofiske skoler som på den ene side stoikerne, der værdsatte selvbeherskelse, og på den anden epikuræerne, der dyrkede nydelse, holdt senere fast i Platons ideal om den gode død: modet til at acceptere døden. Epikur er kendt for at have sagt: Når jeg er, er døden ikke, og når døden er, er jeg ikke.

Stoikerne mente, at man roligt skulle afvente og tage imod døden, når den indtraf. For epikuræerne var nydelse lig med ingen lidelse, og det krav lever døden sådan set op til, forklarer David Bloch.

Stærkest hyldet i antikken var dog krigerens død i kamp. Homers episke digte om græsk heltedåd er nogle af de tidligste skriftkilder fra antikken, og både Iliaden og Odysseen er gode pejlemærker for den antikke begrebsverden:

Dødsidealet er portrætteret ved krigeren Achilleus. Han får valget mellem at dø en glorværdig død på slagmarken ved Troja eller leve et godt, men stilfærdigt liv, til han bliver gammel, fortæller David Bloch.

Achilleus valgte at dø en værdig død i kamp. Og ville dermed også kunne leve op til vikingernes ideal om en god død mange århundreder senere i Nordeuropa. De frygtede strådøden, som de kaldte den stille død, mens den gode død var lig med heltedøden.

Kristendommen bragte nye forestillinger om døden til Europa. I både Det Gamle og Det Nye Testamente anså den kristne kirke grundlæggende døden som en straf for menneskenes synd.

Fra Det Gamle Testamente kendte man to former for død, den gode og den onde. Sidstnævnte var en pludselig død, hvor man blev revet bort før tid, mens den gode død var en død efter et fuldt levet liv, fortæller Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, lektor ved Afdeling for Systematisk Teologi, Københavns Universitet.

Hun forklarer videre, at Det Nye Testamentes budskab om Kristi overvindelse af døden udfordrer adskillelsen mellem de to slags død, fordi den gode død bliver lovet alle, der tror.

I virkeligheden er evangeliets gode budskab et håb om, at også en pludselig død kan være velsignet. Gennem Kristus overvinder Gud dødens negativitet. Kristendommens tanke er, at døden ikke får det sidste ord, hvis man tror, fortæller Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, der netop har udgivet bogen Body and hope (Krop og håb) på et tysk forlag.

Den gode kristne død handler ikke om at være mæt af dage, men om at dø med en tro, der giver fællesskab med Gud i eller efter døden.

Ligesom i andre kulturer var det afgørende i særligt den katolske tradition at få den døende rigtigt over på den anden side. Middelalderdøden var således kollektiv og ritualiseret. Uanset om man så ritualerne som en vej til frelse i sig selv eller mente, at den tro, ritualet udtrykte, kunne føre til en velsignet død, gav ritualerne hvert menneske mulighed for konkret at forberede sig på den gode død sammen med familien. Den døende havde selv ansvaret for at udføre eller få familien til at udføre faste praksisser som eksempelvis at flytte den døendes hoved mod øst:

I den kristne tradition angår den gode død ikke kun den, der dør, men også fællesskabet, man dør ud af. Ritualerne udtrykker også en opfattelse af døden som noget, der angår forholdet mellem person og fællesskab, siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

Op gennem de næste århundreder bliver den gode død en personlig og derfor mere usikker sag. Ifølge Michael Hviid Jacobsen ses et klart skifte i opfattelsen af den gode død fra senmiddelalderen i perioden fra 1200-tallet til 1400-tallet:

Ifølge den franske historiker Philippe Ariès, som har nedskrevet historien om dødssynet i Europas historie, forstår man i renæssancen døden dualistisk. Den er både et frontalangreb på den enkelte og et øjeblik af total selvindsigt.

I renæssancen troede mange, at den døendes liv passerede revy i dødsøjeblikket, og at den gode død rundede livet af ved at skabe mening i alle de foregående timer. Derfor fik selve dødsøjeblikket en stærk betydning som et øjeblik af total selvbevidsthed, forklarer Michael Hviid Jakobsen.

Selvom de færreste i dag har tålmodighed til at vente til dødsdagen for at forstå meningen med livet, er netop dødens dobbelte rolle som frontalangreb og meningsgiver aldrig helt forsvundet fra den vestlige tankegang, mener filosof Arno Victor Nielsen.

Tværtimod blev døden som skænker af mening bragt til live hos en af modernitetens helt store tænkere, den tyske filosof Martin Heidegger. 500 år senere betegnede han livet som Sein zum Tode (væren til døden). Begrebet refererer ikke direkte til forestillingen om den gode død. Men Heidegger erkender, at det er døden, der giver livet autenticitet, forklarer Arno Victor Nielsen.

Livet i moderniteten, fra den tidlige oplysningsperiode og frem, er ifølge Arno Victor Nielsen blevet kritiseret for at fortrænge og fornægte døden. Fra en af oplysningens helt centrale skikkelser, den tyske filosof Immanuel Kant, lyder det i et filosofisk skrift: Døden den meest nedværdigende Dom, der kan udsiges over et Fornuftvæsen. Han anså døden for en ydmygelse for mennesket. Omvendt var idealet et evigt liv på jorden, og det betød, at begrebet den gode død ikke kunne eksistere, forklarer Arno Victor Nielsen og fremhæver, at sociologen Zygmundt Bauman anser oplysnings-perioden for at være kendetegnet ved en dekonstruk-tion af dødsbegrebet.

Døden blev videnskabeliggjort og opløst i et utal af dødsårsager, som lægevidenskaben gik til kamp imod med et uindfriet løfte om en dag at have bekæmpet dem alle.

Illusionen brast, men videnskabeliggørelsen af døden levede videre og fik også indflydelse på den kristne opfattelse.

Ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen åbnede det 19. århundrede for en større teologisk diskussion om, hvordan eller hvorfor vi som mennesker dør. Debatten fortsatte ind i det 20. århundrede, hvor teologer som først Paul Tillich og siden Eberhard Jüngel understregede menneskets endelighed og forsvarede, at døden er naturlig, mens andre som Jürgen Moltmann og Wolfhart Pannenberg anklagede dem for dermed at reducere og bagatellisere vores erfaring af døden.

Jürgen Moltman fremførte, at hvis døden anses for at være en naturlig afslutning på livet, hævder kristendommens evangelium sådan set bare, at Kristus har overvundet frygten for døden og slet ikke døden selv. At dø godt bliver et spørgsmål om, hvordan den enkelte selv forholder sig til sin død, siger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen.

Nogle har kaldt opbruddet en psykologisering af døden, og Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen ser et tydeligt spor fra kristendommen frem til den udbredte opfattelse af, at vi selv har ansvaret for at få en god død. Ikke mindst med Reformationen og den lutherske protestantisme blev det den personlige tro, der var adgangsbilletten til den gode død:

Min pointe er, at budskabet om, at troen giver adgang til en god død har ført til opfattelsen af, at alle har ret til en god død. Men det er problematisk, fordi ret i dag forbindes med ansvar. Ansvar ville betyde, at vi selv skal skabe den gode død, og det er jo det stik modsatte af evangeliets og også den lutherske kristendoms budskab om, at troen giver adgang til den gode død.

For Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen er denne udvikling uheldig og giver den enkelte hele ansvaret for den gode død.

Efter min mening er den ret og det ansvar en stor byrde at pålægge den enkelte, både døende og pårørende.