Prøv avisen

Vores sjæl er lokal frem for kommunal

22-årige Zacharias Polonius forsøger at blive valgt til byrådet i Furesø Kommune. Hans hjemstavn er Stavnsholt, men selvom følelserne er stærkest for det lillenærområde, tror han på, at det er muligt at opbygge en samlet identitet i den sammenlagte kommune. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Den kommunale identitet er i krise. Moderne mennesker flytter sig så meget, at vores selvforståelse ikke længere er geografisk forankret. Og selvomkommunen er den enhed, som administrerer det lokale liv, er den for stor til det nære og for lille til at omfatte alle

Han har boet hele sit liv i Harboøre. Frede Ørom er 68 år, og den pensionerede entreprenør har støvlerne solidt plantet i lokalsamfundet ikke bare helt konkret i sandet ved kysten ud for Harboøre, hvor han leder et frivilligt projekt med at genetablere den gamle Haarum Havn. Men også rent geografisk. Han føler sig forankret i byen, hvor han sammen med sin hustru bor i et hus, de selv har bygget på den fædrene jord:

Jeg er harboørebo det er ganske klart. Det er her, jeg er født og opvokset, og det er den egn, jeg brænder for. Det er der ingen tvivl om.

Men kommunen, hvor Frede Ørom om fire dage går til valg, hedder Lemvig. Siden 2007 har Thyborøn og Harboøre nemlig været lagt ind under det noget større vestjyske bystyre, og for Frede Ørom har det betydet noget for hans forhold til kommunen. Afstanden er blevet større:

Den følelse, som ret så mange af os har efterhånden, er, at der er langt ind til kommunen. Og der bliver længere og længere derind, for hver gang man laver en sammenlægning. Der bliver også færre og færre pladser i byrådet og dermed mindre mulighed for at blive repræsenteret som borger. Demokratiet bliver mere udvandet, fordi der er færre lokale, som kan gøre deres indflydelse gældende, siger Frede Ørom.

Han oplever i stigende grad, at mindre byer i en stadig større kommune mister muligheder, fordi der bliver lukket eller flyttet på alt fra bibliotek til plejehjem:

Der deler vi skæbne med Bøvlingbjerg og andre byer i Lemvig Kommunes periferi. Ældrecenter og plejehjem bliver skåret ned og lagt sammen, og de ældre bliver flyttet til andre afsnit måske til en helt anden by. Det kan godt ske, at de demente måske ikke mærker så meget til det, men de pårørende får utroligt svært ved at komme og besøge. Man centraliserer og flytter rundt med folk, som om det ingen betydning har.

Frede Ørom tilføjer dog, at Lemvig Kommune har været rigtig god til at støtte op om den erhvervsmæssige udvikling, ikke mindst havnen i Thyborøn og Cheminova, som er virkelig gode arbejdspladser i rivende udvikling, der er med til at sprede optimisme og byfornyelse i Thyborøn og Harboøre og giver et godt indtryk videre til turisterne.

Han har boet hele sit liv i Stavnsholt. Zacharias Polonius er 22 år, og selvom den unge eventkoordinatorelev er vant til at tage ind til København for at studere og arbejde, er det herude ved Furesøen og skoven nordvest for hovedstaden, han føler sig hjemme. Når han står på bådebroen og prøver at undgå, at gummiskoene glider på den glatte overflade, kan han ikke alene huske tilbage på en lang barndoms badeture. Det var også her, hans mor voksede op, og hun har fortalt, at skolernes svømmeundervisning foregik herude, inden man fik kommunale svømmehaller.

Det er løgn og latin, hvis man siger, at unge kun orienterer sig mod den store verden. Vi er også lokalt forankrede. Det betyder noget for mig, at jeg er fra Stavnsholt, og det betyder også noget, at jeg hører til den nye, fælles kommune, siger han.

Selvom han var barn dengang, er han tydeligt mærket af Brixtofte-sagen om kommunalt embedsmisbrug, som i 2002 bragte Farums navn på hele nationens læber.

Inden sagen rullede, var det hele for godt til at være sandt. Byen blomstrede. Vi fik Farum Arena, Farum Park og en ny svømmehal. Der var ikke det, vi ikke kunne i Farum. Men den stolthed, vi havde følt, fik et gevaldigt gok nedad, da vi blev kendt som den by, ham med vinen kom fra. Og vi skammede os over, at vi ikke havde lyttet mere til de kritiske røster, husker han.

Den nye kommune hedder Furesø og opstod efter et af kommunalreformens sværeste ægteskaber, sammenlægningen af Farum og Værløse. Zacharias Polonius er ved at have skiftet sin kommunale Farum-identitet ud med en ny Furesø-identitet. Men den ekstra stærke følelse for Stavnsholt forsvinder ikke, ligesom andre i kommunen fortsat vil have ekstra følelser for Jonstrup eller Bregnerød. Der er bare tale om to forskellige rammer, en lokal og en kommunal, ligesom man kunne brede identitetsfølelsen videre ud til den nationale og den fælles europæiske, forklarer han.

Det tog lang tid at blive lagt sammen. Dengang i 2007 var jeg aktiv i det lokale elevråd, og jeg husker det som en svær tid. Det er det stadig i dag. Værløse protesterede imod at blive lagt sammen med os, der sad i gæld. Deres borgmester, som også blev den første fælles Furesø-borgmester, havde arrangeret fakkeltog og demonstrationer imod sammenlægningen. Prisen blev, at vi i Farum skulle betale mere i skat end dem fra Værløse, fortæller Zacharias Polonius, som tilføjer, at den uens beskatning først ophører her pr. 1. januar 2014.

Til den tid håber han selv at være medlem af byrådet. Han er kandidat for Socialdemokraterne ved valget på tirsdag den klart yngste i Furesø.

Jeg synes, politik er spændende. Jeg stiller op, fordi det er en personlig udfordring, jeg gerne vil prøve kræfter med. Men også, fordi jeg håber at kunne være med til at styrke den kommune, jeg selv er vokset op i.

Selvom aldersforskellen er 46 år og afstanden fra Harboøre i Nordvestjylland til Stavnsholt nær hovedstaden er adskillige hundrede kilometer, er Frede Ørom og Zacharias Polonius på hver sin måde symboler på, at vi mennesker henter en stor del af vores identitet i det nærområde, vi vokser op i. Til gengæld har to kommunalreformer i 1970 og 2007 gjort, at den enhed, vi følelsesmæssigt identificerer os med, ikke er den administrative enhed, som bestemmer over nærområdet. Kommunen er ikke lokalsamfundet. Den er noget større.

Ifølge Hans Thor Andersen, forskningschef i Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet, er vores identitet knyttet til meget andet end byen og kommunen:

Der, hvor man opholder sig, får man et forhold til det fysiske miljø, men også til bekendte, familie og den slags. Når man føler sig knyttet til noget, er det typisk de mennesker, der bor der, og ikke et bestemt bynavn, siger han og tilføjer:

Tidligere kunne man møde mennesker, der aldrig havde været uden for sognets grænser. I dag flytter vi os mere, og derfor er det vigtigere, at man som kommune gør opmærksom på sig selv og sine kvaliteter, hvis man vil fastholde befolkningen.

Især kommuner, hvor der i forvejen er pres på beskæftigelse eller lignende, skal virkelig kæmpe for at trække investorer og bysbørn til, påpeger Hans Thor Andersen:

Og det kan være svært, hvis man ligger i Udkantsdanmark, at formulere, hvad man har, som ingen andre har. Frisk luft og højt til loftet har man så mange steder. De kommuner, der har masser af arbejdspladser, god offentlig service og let adgang til offentlig transport, behøver ikke reklamere, for derhen flytter folk af sig selv.

Især efter de seneste sammenlægninger er det en udfordring for mange kommuner at skabe en fælles identitet:

Kommunerne er blevet så store, at vi ikke kender hinanden, og det, der sker på kommunen, er ikke interessant, det er for langt væk, og man føler ikke, man kan påvirke særlig meget. Det kan være med til at undergrave det lokale demokrati ganske hurtigt. Hvis man ikke ved, hvad der foregår i den anden ende af kommunen, og det eneste, man hører, er, at byrådet skal spare, så ender det bare med at blive administration og så tænker mange: Hvad rager det egentlig mig? Jeg betaler skat og har ellers ikke noget med dem på kommunen at gøre.

Men hvordan skal kommunerne komme ud af identitetskrisen? Hans Thor Andersen er ikke optimistisk han tror, kommunerne i stadig højere grad må finde sig i at være administratorer af et geografisk område:

Jeg er faktisk ikke sikker på, at man kan bryde den onde cirkel. Vi bliver stadig mere mobile og knytter bånd på mange andre måder eksempelvis via internettet, hvor man kobler sig sammen med mennesker, man måske aldrig møder fysisk, men som man føler, man har en samhørighed med. Behovet for det geografiske og fysiske møde bliver mindre og mindre. Identiteten kobles op på det, man gør, mener og interesserer sig for. Vi vælger ud fra, hvad der interesserer os, og hvordan vi vil iscenesætte os, og frem for at være borgere i X kommune er vi til hiphop eller kunst. Der, hvor vi bor, er en praktisk foranstaltning eller en serviceramme. Og hvis vi engagerer os, er det i minilokalsamfundet eller andre mindre fælleskaber, hvor man deler nogle vilkår. Kommunen er for stor til det nære samfund og for lille til at omfatte alle.

Frede Ørom er ikke i tvivl om, at de forsøger at gøre det så godt som muligt inde på rådhuset i Lemvig også de konstante sparekrav taget i betragtning. Men han synes, at nærheden er forsvundet. Selv sad han tidligere i kommunalbestyrelsen i Thyborøn-Harboøre Kommune, hvor man havde borgerne tættere inde på livet og lavede politik derefter.

fortsætter næste side

Plejehjem og børnehave kunne nemmere komme i kontakt med os end i dag, hvor det er så fjernt, så fjernt, og alt foregår i udvalg og kæmpemøder med en masse bilag, så det for politikerne kan være fysisk umuligt at sætte sig ind i de enkelte problemstillinger, mener Frede Ørom.Og det med storkommune handler ikke kun om, at Lemvig er langt væk, men også om, at man deler kommunekasse med andre byer, der måske ligger endnu længere væk, hvis problemer man måske har endnu mindre forståelse for:

Man kan altså ikke have de samme følelser for en by øst for Lemvig, som man ikke kender rigtig meget til, som for sin egen. Man skal være plantet i det lokale for at forstå de problemer, man slås med.

De senere år er der opstået flere protestgrupper i lokalsamfundet, hvor borgere samler underskrifter og søger foretræde for borgmesteren. Frede Ørom ser det som et tegn på, at der er en stigende utilfredshed med dem inde på rådhuset, fordi de mangler føling med borgerne.

For eksempel var vi ikke andet end lige blevet lagt sammen til storkommune, før samtlige biblioteker i Harboøre og Thyborøn blev nedlagt. Det var bare et pennestrøg i kulturudvalget, så havde man ordnet det. Der var vilde protester, for man var jo vant til at smutte ind på biblioteket og læse i bøger og aviser. Men det hjalp ikke noget. Nu kommer der jo en bogbus i stedet, men jeg synes, det var lidt voldsomt, at man bare gjorde det. Og sådan er det gået gang på gang på gang.

Zacharias Polonius skridter energisk omkring på gulvet. Foran ham sidder et halvt hundrede 7. klasse-elever fra flere af Farums skoler, for her i Café Sund Fornuft på Solvangskolen er der politisk møde op til kommunalvalget, og selvom publikum ikke har stemmeret, vil den unge kandidat gerne appellere til dem. De er fremtiden.

De politiske debatter i kommunen handler om alt det kedelige. Om vi skal have et lyskryds på Frederiksborgvej. Hvor længe vi skal have to rådhuse med et borgmesterkontor det ene sted og en byrådssal det andet. Jeg kalder alt det for sølvbryllupssnak, for det er det, de gamle politikere taler om. Jeg vil gerne snakke om det, der er sjovt. Hvordan vi får gjort Furesø til en kommune, I gerne vil blive boende i, proklamerer han.

Kandidaten uddyber, at Farum og Værløse er sådan nogle byer, man vokser op i, og så flytter man derfra for at studere i København:

Og når I så er blevet til nogle kedelige kontorister, så flytter I tilbage til Farum, hvor I køber jeres parcelhus eller rækkehus, og så kan jeres børn begynde på Solvangskolen.

Den 22-åriges program er, at Furesø Kommune skal være sjov for unge, og han beder straks om idéer. En ungdomsklub, hvor 7.-9. klasse kan holde fest uden de mindre børn, bliver foreslået. En crossbane foreslår en anden elev. Og politikeren tager glad imod idéerne, som han selv supplerer med ønsket om en musikfestival og en parkour-bane.

Over for Kristeligt Dagblad erkender Zacharias Polonius, at han spiller meget på sin alder, men han tilføjer, at han lægger lige så stor vægt på sin baggrund som indfødt Stavnsholt-, Farum- og Furesø-mand. En tredobbelt identitet, der ligger omkring ham som ringe i Furesøens op til 24 meter dybe vand.

Han er overbevist om, at kommunalpolitik skal føres på en ny måde, hvis det skal ramme borgerne, unge som ældre. Ikke kun småbørnsfamilier, boligejere og erhvervsledere, men også alle andre. En måde, hvor eventkoordinator er en mere passende uddannelsesbaggrund end cand.polit., hvis man arbejder med, at borgerne skal kunne identificere sig med kommunen på tværs af de små lokalsamfund.

Vi skal ud alle steder, tale med folk og vise konkret, hvad vi vil. For eksempel havde jeg en idé om, at vi skulle kæmpe for flere ungdomsboliger ved at indrette én konkret ny ungdomsbolig, som folk kunne komme forbi og se på, fortæller han.

Det lykkedes ikke at føre den idé ud i livet til dette valg.

Men over for 7. klasse-eleverne i Café Sund Fornuft betoner han igen og igen, at Furesø Kommune er et godt sted og fortsat kan være det uanset hvad der er af splittelse, gammel gæld og sølvbryllupspolitikere:Jeg har lige været nede at gå ved Furesøbad. Det er en utrolig smuk sø med en dejlig udsigt. Der har jeg badet og sejlet kajak. Der er masser af muligheder.

68-årige Frede Ørom har hele livet brændt for Harboøre. Men selvom hjemstavnen nu er en del af Lemvig Kommune, er det svært at strække lokalpatriotismen hertil. – Foto: Anita Corpas.