Vreden lever - længe efter døden

Efter forældrenes død skrev forfatteren Peer Hultberg en rasende bog om de to mennesker, som han kun havde foragt tilovers for. Mange voksne tilgiver ligesom Hultberg aldrig forældrenes små eller store synder, og vreden kan vare resten af deres liv

Mange voksne tilgiver aldrig forældrenes små eller store synder, og vreden kan vare resten af deres liv. -
Mange voksne tilgiver aldrig forældrenes små eller store synder, og vreden kan vare resten af deres liv. -.

Det minder om teenagerens forurettede opgør, men linjerne er skrevet af en mand, der har passeret 50. En moden intellektuel, som for længst har forladt barndommens land, har gjort en imponerende karriere som forfatter og psykoanalytiker, men alligevel er så fyldt af had til de afdøde forældre, at følelserne må på tryk. Moderen var en småtbegavet sladdertaske, som gang på gang intimiderede lille Peer, og faderen var slet og ret en ondskabsfuld patriark, der sparkede ud, når sønnens ben strejfede hans under bordet . Tilsammen skabte de et helvede af en barndom, erklærer forfatteren Peer Hultberg i det efterladte manuskript, som han ønskede udgivet efter sin død i 2007.

- Det er forbavsende læsning, når man kender Hultberg som den dannede og kultiverede forfatter. Ingen havde tidligere hørt ham fortælle sådan om sine forældre eller opdaget den vrede, der lå bag. Han viste dog så meget hensyn, at han sørgede for, at det først ville udkomme, når alle de omtalte personer var døde, siger Hultbergs redaktør, Hans Henrik Schwab fra forlaget Lindhardt og Ringhof.

Hvorfor denne dramatiske konfrontation med de afdøde forældre? Denne ætsende beskrivelse af begivenheder, der ligger årtier væk, men alligevel står klart i den modne mands erindring.

- Teksten synes som en form for terapi for ham, men den har samtidig så mange litterære kvaliteter, der gør den værd at læse for andre, siger Hans Henrik Schwab om baggrunden for "Selvbiografi" og "Brev",der netop er udkommet.

I følge familieterapeuter og psykologer vil temaet da også virke bekendt for mange mennesker.

Raseriet mod forældrene. Følelsen af at være blevet svigtet, at være blevet forskelsbehandlet i forhold til søskende, eller set som en anden end den, man var, er velkendt af mange voksne børn. De bærer gennem livet en frustration og fører indre dialoger med forældrene, der nu er gamle eller døde, fortæller familieterapeut og direktør for Kempler Instituttet Susanne Broeng.

I sit arbejde møder hun mange mennesker, der i en moden alder stadig kæmper med forældrenes indflydelse. Vreden behøver ikke nødvendigvis at skyldes omsorgssvigt, vold eller krænkelser. Det kan også være små gentagne svigt i hverdagen.

- Der kan gå mange år, inden man kommer i kontakt med smerten og vreden i forhold til forældrene. Ofte bliver man konfronteret med barndommens negative oplevelser, når man selv stifter familie, men for andre kommer det senere i livet - for eksempel under samtale med venner eller ægtefælle, hvor man reflekterer over sin barndom i et andet lys.

Den indestængte vrede får ofte fysiske eller psykiske konsekvenser, fortæller Susanne Broeng. Den viser sig som alt fra hovedpine til depression og angst.

- Man mistrives og får en følelse af ikke at leve det liv, man gerne vil. Nogle får stresssymptomer og føler sig overbelastede. I første omgang giver de ægtefællen eller jobbet skylden for følelsen af ikke at være det rigtige sted, men årsagen findes i barndommen.

Alligevel konfronterer de færreste forældrene - hvis de endnu er i live - med vreden.

- Det er blevet for svært at snakke om, fordi tiden er gået, og ens forældre ikke er så stærke længere. Derudover kan man være bange for, at de slet ikke forstår, hvad det handler om, og de færreste ønsker igen at blive udsat for en situation, hvor man ikke bliver hørt og forstået, siger Susanne Broeng.

Psykolog og leder af Center for Familieudvikling Annette Due Madsen, der bestyrer Kristeligt Dagblads brevkasse "Spørg om livet", har ligeledes mødt den livslange bitterhed mod menneskers ophav hos mange klienter.

- Vores barndomsoplevelser er stærkt stof. Det er i menneskets 10 første leveår, at verdensbillede, selvopfattelse og evne til at skabe bånd til andre dannes, og derfor har forældrenes rolle i barndommen store konsekvenser resten af livet. Som voksne behandler vi os selv, som vores forældre behandlede os, så egenomsorgen bliver lille og selvkritikken stor, hvis det var, hvad vi oplevede. I brevkassen får vi breve fra voksne børn, der efter mange års indestængt vrede har brudt med forældrene, men vi hører også fra dem, der sidder tilbage med uforløste følelser efter forældrenes død. Som oftest bebrejder de ikke blot den ene, men begge forældre. Der er vrede mod den far, der drak for meget, men også mod mor, som ikke greb ind, siger Annette Due Madsen.

Nytter vreden så noget? Vil de årelange bebrejdelser og indre kampe på et tidspunkt give en udfrielse fra den barndom, som vi mener kunne have været bedre?

Langtfra altid, fastslår Preben Kok, der er sygehuspræst i Vejle.

- Der er en psykologisk grundlov, som siger, at vreden, som man retter mod den rigtige, kan forløses, men vrede, som man ikke retter mod den rigtige, vender tilbage som en tyngde - i værste fald som en angst eller depression, siger han.

- Vreden - som følelse - er god nok, men man skal finde den rigtige skydeskive at rette den mod. Hvis man er vred over, at ens forældre ikke var nogle andre mennesker end dem, de var, eller at de ikke gav det, som de ikke havde nogen mulighed for at give, så kan vreden ikke blive forløst. På den måde bliver man fastholdt i noget, som man aldrig kan blive befriet for. Inderst inde ved vi godt, at de ikke havde magt til at gøre det anderledes, og så forløser vreden ikke noget. Vi kan ikke bilde dybet i os ind, at det er rigtigt at rette vreden derhen. Det er klogere.

Hvem skal vi så skælde ud over vores dårlige barndom?

- Som religiøs kan man vende sig mod Gud og spørge: Hvorfor passede du ikke bedre på mig og gav mine forældre evne til at rumme mig? Eller lod en lærer eller en anden voksen se mig som det barn, jeg virkelig var? Vi kan benytte os af vores barneret til at være vrede på Gud. På den måde kan vreden forløses. Forældrene har jo ingen magt til at ændre på det.

Man må søge hjælp - hos venner, ægtefælle eller terapeut - for at dele sit smertefulde stof og forsøge at forstå, hvorfor ens forældre handlede, som de gjorde, mener Annette Due Madsen.

- Det gælder om at bryde den onde cirkel. Jeg siger bestemt ikke, at alt kan tilgives, men når vi bliver voksne, er vi nødt til at skrive nye kapitler af vores historie, og det modne er at forsone sig - ikke nødvendigvis med forældrene - men med sin livsfortælling. Ellers risikerer man, at de to mennesker, som man synes har haft for meget magt over én, bliver ved med at have magt over ens liv. Man må kanalisere den energi, som næres af vreden, et andet sted hen. For eksempel til at hjælpe andre, der bliver undertrykt, siger hun.

Yngre generationer er i højere grad vant til at tale om følelser, men Annette Due Madsen vurderer, at der også i fremtiden vil blive skrevet bøger af vrede børn, som aldrig fik sagt fra.

- Vi lever i en kultur, hvor vi stiller enormt høje krav til hinanden, og der er en tendens til, at flere unge bryder med forældrene, fordi de ikke lever op til deres forventninger. Men alle er født af uperfekte forældre, og derfor må man kaste et nådigt blik på sit ophav – medmindre man altså har været udsat for grufulde ting.

Nogle får talt ud med deres forældre på dødslejet, fortæller sygehuspræst Preben Kok.

- Jeg oplever det også med ægtefæller, som har haft det dårligt med hinanden i årevis, men når den ene bliver alvorligt syg, kan den anden pludselig se, hvem vedkommende i virkeligheden er. De indser, at de konflikter, der har været imellem dem, var naturlige på grund af deres forskelligheder. Så falder tingene på plads. Men tilgivelsen kommer dog langtfra altid med døden.

Preben Kok minder om, at forældre gør det så godt, som de kan ud fra deres forudsætninger. Derfor skal man som voksent barn også forsøge at tilgive dem.

- Men man kan ikke kommandere med tilgivelse. Den skal gro af noget. Tilgivelsen næres både af forståelse og kærlighed. Det er let at tilgive, når man ved, at man er elsket. Og en mand, der kan skrive så rasende om sine forældre som Peer Hultberg, kan jeg ikke forestille mig har følt sig elsket.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk

Efter forældrenes død skrev forfatteren Peer Hultberg en rasende bog om de to mennesker, som han kun havde foragt tilovers for. Mange voksne tilgiver ligesom Hultberg aldrig forældrenes små eller store synder, og vreden kan vare resten af deres liv. -
Efter forældrenes død skrev forfatteren Peer Hultberg en rasende bog om de to mennesker, som han kun havde foragt tilovers for. Mange voksne tilgiver ligesom Hultberg aldrig forældrenes små eller store synder, og vreden kan vare resten af deres liv. -