Prøv avisen

Zapperen fra Svaneke

-- Jeg tror faktisk ikke på, at den objektive sandhed om verden findes. Jeg tror til gengæld, at der er en sandhed i, at det gælder om at forstå, hvordan andre mennesker ser verden, siger Poul Friis, her fotograferet i sit "andet hjem", Svaneke Bodega.-- Foto: Michael Tarp/DR Bornholm.

Dannelse: -- Uenighed er demokratiets salt. Og for mig handler dannelse derfor om at lytte til andre holdninger end sine egne, siger P1-vært og debatredaktør Poul Friis, der selv lever en bohemetilværelse på Bornholm som belæst biker og begavet bodegagæst

Livet er en dannelsesrejse, og stedet er Svaneke Bodega på Bornholm. Overfor sidder en stor, skægget mand med hestehale og hul i øret. Ham bliver der lyttet til. Både herinde i hans "andet hjem", hvor Poul Friis tilsyneladende er på fornavn med hver eneste stamgæst, og hver formiddag på P1, hvor han trækker omkring 119.000 lyttere til radioen som studievært på P1 Formiddag. Når han er i luften, lyder det, som om at hans gæster højst sidder i skåleafstand af ham. Men programmerne bliver faktisk udsendt her fra Bornholm, hvor redaktionen også sidder, mens gæsterne oftest er i studiet et andet sted i landet. På den måde kan Poul Friis blive boende året rundt i "solskinsbyen" Svaneke med under 30 kilometer til DR Bornholm i Rønne. Og det er her på Svaneke Bodega, at han selv henter en del af sin dannelse.

– Se deroppe, siger Poul Friis og peger på Salmonsens Konversationsleksikon, som bind for bind står udskænkningsklar på en hylde i samme højde som barens stærkere varer.

– På et tidspunkt snakkede indehaveren om at købe et nyere leksikon, men det udløste straks en hidsig debat. Der blev argumenteret med, at det ville kvæle diskussionsgrundlaget herinde, hvis man fjernede den usikkerhed, der ligger i at diskutere ud fra de ældre leksikonartikler.

Poul Friis ler højt, mens han lader en hånd glide igennem det halvlange skæg.

– Selvfølgelig skal man opdatere sin viden, så godt man kan, men jeg synes, at det var udtryk for en herlig hang til debat. Og det er blandt andet derfor, at jeg nyder at komme her. For her bliver der sat spørgsmålstegn ved alting. Også ved mig. Her kommer blandt andet en fisker, som jeg ser meget op til, fordi han ikke lader sig imponere af noget som helst, men for eksempel altid sørger for at få mig ned på jorden, hvis jeg begynder at blive for glad for mig selv.

Fiskeren, som rent faktisk sidder ved bordet bag os, vil vide, hvad "sådan to journalister" snakker om.

– Jeg sagde såmænd bare, at du er blandt de få mennesker, jeg ser op til, siger Poul Friis og læner nysgerrigt sit øre bagud for at høre fiskerens svar, inden de grinende skåler sammen. Og det skal vise sig at være et sigende eksempel på radioværtens fornemmelse for dannelse.

En halv time tidligere er vi i Poul Friis' borgerlige hjem få bindingsværkshuse væk med bogreoler til alle sider.

– Jeg er en zapper, siger Poul Friis, da vi går forbi hans Harley Davidsson, som står vinterparkeret lige inden for hoveddøren.

– Sommetider er jeg bogorm, sommetider biker ...

Det kræver vel også visse kamæleonkvaliteter at zappe dagligt mellem stofområder i duel med landets skarpeste hjerner. Men han snyder i hvert fald én kernelytter. For da jeg efter interviewet fortæller min kvikke mormor, at Poul Friis er langhåret og har hul i øret, udbryder hun: "Nej da, han har ellers sådan en kultiveret stemme!" Men stemmen stammer faktisk fra en konservativ familie, viser det sig, da vi tager hul på hans egen dannelsesrejse:

– Jeg voksede op i et konservativt hjem, hvor man også stemte konservativt. Vi boede midt på den træemballagefabrik, som min far ejede, så han kom hjem og fik kaffe og varm middagsmad. Vi havde et meget tæt forhold til hinanden, men vi var også ønskebørn. For mine forældre havde selv udvalgt min storesøster og mig på et børnehjem i Kastrup, inden vi blev hentet til Fyn. Og jeg er da meget taknemmelig for, at det gik sådan, at jeg må have haft en biologisk mor, der kunne sande, at hun ikke magtede at have et barn, så jeg kunne komme til en familie, der brændende ønskede sig et.

Gik dine forældre op i, at I skulle have den rette dannelse?

– Vi lærte da at bukke for dem, der skulle bukkes for og spise pænt ved bordet. Det var til gengæld ikke et særlig belæst hjem, det var meget praktisk. Men selvom de heller ikke var religiøst anlagt, var den konservative næstekærlighedstanke en væsentlig del af min barndom. Det vil sige, at du selv er medvirkende til, hvordan andre mennesker behandler dig. Hvis du opfører dig pænt over for andre mennesker, opfører de sig også pænt over for dig, og du bliver dybt chokeret, hvis det ikke sker. Det ligger der i hvert fald i den, jeg kender. Og det kom vel til at danne mig i en vis grad.

– Men jeg voksede også op i en du-kan-hvad-du-vil-kultur. Både økonomisk og socialt. Vi tilhørte en privilegeret klasse og kom ud at rejse flere gange om året. Der var derimod ikke lagt nogen planer for, hvad vi skulle drive det til.

Selv var Poul Friis til gengæld ikke i tvivl. Allerede fra 6. klasse var han sikker på, at han ville være journalist, da han første gang prøvede at lave skoleradio. Derfra handlede resten af skoletiden om at komme hurtigst muligt ind på Journalisthøjskolen. Det klarede han til gengæld i første forsøg.

– Journaliststudiet var fedt. Fra at forsøge at slippe så let om ved skolen som muligt, knoklede jeg for fuld kraft på studiet. Det interesserede mig simpelthen, og jeg elskede det. Jeg kom i praktik på Danmarks Radio for Østjyllands Radio og TV-Avisen. Det var egentlig en kombinationsstilling, hvor jeg skulle være 4,5 måned hvert sted, men jeg fik det lavet om, så jeg kunne blive på radioen. Jeg syntes, at det var død-spændende at lave radio.

Efter studiet og et par forskellige journalistiske job endte Poul Fris igen på Journalisthøjskolen. Først som militærnægter på Pressemuseet, hvor han også traf sin kone – og efterfølgende som underviser.

– Jeg gjorde det sådan set meget godt, men efter tre år længtes jeg efter at få mere praktisk erfaring.

Vi boede på det tidspunkt oven over Ekstra Bladet i Århus. At bo i Århus-midtby var som at bo i en landsby, men relationerne er overfladiske i en stor by, så vi blev enige om, at vi ville forsøge at leve med et nærsamfunds kvaliteter. En af mine tidligere kollegaer fra Østjyllands Radio havde et landsted i Årsballe på Bornholm. Og når jeg lige skulle slappe lidt af, tog jeg en uge hos min ven. Det gav mig lyst til at bo der, så vi købte os en firlænget gård med heste og en kilometer til nærmeste nabo.

Poul Friis fik job på Bornholms Radio.

– Man kan finde næsten alting i journalistik. Anerkendelse, penge og frihed. For det er et fag, der tillader, at man i høj grad følger sin egen næse for at vise, hvor dygtig man er. Og jeg skulle vise dem ...

Hvad så de så?

– Et lys! Frelseren, vil jeg tro, griner han og trækker triumferende sin lille cigar op til munden, da et hosteanfald pludselig hakker grinet ud af ham, inden han fortsætter sine flydende sætningskæder.

– Nej, men de må jo have set et eller andet. For jeg kom til i 1984 og blev redaktionschef i 1987, så jeg gjorde karriere relativt hurtigt.

Poul Friis fortsatte som chef i ni år, inden han igen skiftede bane.

– I begyndelsen af 1990'erne talte man om noget, der hed det irske mirakel. Det var nogle folk, der havde lavet en all talk-kanal i den irske radio, som havde taget næsten 25 procent af lytterne, i stedet for den type radio, hvor man ikke kan sige otte sammenhængende sætninger, før der skal spilles et stykke musik. Det fascinerede mig. For jeg har aldrig fattet, hvorfor man skal afbryde en spændende samtale, hvis man ellers har noget fornuftigt at sige. Så jeg tog over for at kigge på det, fordi jeg syntes, der var meget, der passede til Bornholms Radio i den irske tænkning. Godt nok bor der tre millioner mennesker i Irland, men det, man snakker om, er rigtig lokalt.

– Da jeg vendte hjem, endte jeg med at udvikle ideen en tak videre og gøre den national. For sådanne talkshows var slet ikke kendt før i Danmark. Og da jeg skrev konceptet til mit program, tænkte jeg faktisk, at hele Danmark er præget af en økultur, hvor man ser resten af verden fra sin egen lille plet. For det første er vi selv en ø i det store verdens hav, og for det andet er Danmark også noget af en andegård af landsbyer, der ligger i forlængelse af hinanden.

– Man tager altid udgangspunkt i sig selv, når man skal forstå resten af verden. Og det er det udgangspunkt, der er værd at diskutere. For når du kigger ud på resten af verden, afhænger dit syn af de briller, du bærer. Den store verden er jo heller ikke en objektiv størrelse. Den bliver opfattet vidt forskelligt, afhængig af om man ser den fra Bangladesh eller Svaneke. Men da det er den samme verden, er det meget vigtigt, at man bearbejder det, man ser.

Kan man på den måde tale om, at dannelse er de briller, man ser verden med?

– Ja, de briller har en masse med dannelse at gøre. Men dannelse handler ikke kun om at se verden klart gennem oplysning. For jeg tror faktisk ikke på, at den objektive sandhed om verden findes. Jeg tror til gengæld, at der er en sandhed i, at det gælder om at forstå, hvordan andre mennesker ser verden. Og jo flere mennesker man kan høre og forstå, desto bedre kan man forstå sig selv. Fordi man på den måde bliver tolerant nok til at forstå, at en sag ikke blot kan ses fra to sider, men fra seks milliarder forskellige sider. Den endelige sandhed eksisterer ikke, men hvis du ender med at kunne forstå, at hver person i denne verden har sin udgave af sandheden, er du måske tættere på svaret på det hele, end hvis du besidder en ideologisk skråsikkerhed.

– Det er også det, den demokratiske dannelse handler om. Jeg mener faktisk, at den demokratiske samtale er vigtigere end selve beslutningen. Det er debatten før, under og efter en politisk beslutning, der hægter vores demokrati sammen og giver os fælles historier. Det er det, der gør os til et folk. Men i øjeblikket er vi ved at udtørre vores demokratiske tradition, så vi i nogle tilfælde ikke fører samtalen, men nøjes med at råbe ad hinanden fra hver sin parallelle verdensanskuelse.

– Man kan se det på vores EU-diskussioner, der ikke rigtig kan gennemføres, fordi befolkningen er delt i to lejre, der skriger ad hinanden fra hvert sit hjørne. Vi er holdt op med at lytte til hinanden, men holder fast i, at vi i vores stamme er enten for eller imod EU.

– Man kan også se det på den måde, vi gik i krig på. Og det er synd for vores kultur og for vores dannelse. For mig er det interessante i hvert fald at prøve at finde ud af, hvad der driver andre mennesker. Ikke for at finde en form for konsensustro, det ville være meningsløst, men for at finde en frugtbar uenighed, man kan bygge videre på. For noget af det mest dynamiske, der findes, er for mig at se uenighed, hvis det ellers kan praktiseres på en nogenlunde dannet måde.

Poul Friis pulser lidt på sin cerut og inhalerer tavsheden imellem os et øjeblik, inden han fortsætter:

– Uenighed er demokratiets salt, kommer det så.

– Og for mig handler dannelse derfor om at lytte til andre holdninger end sine egne. Man skal turde komme ud med sine egne synspunkter vel vidende, at andre kan være uenige og med åbenheden overfor, at deres argumenter måske er bedre end ens egne. Og man skal derfor altid forsøge at forstå dem. Ellers ender uenigheden også kold. Så ender man bare med at stå og hælde sine meninger ud over hinanden uden at lytte til den anden part. Man skal forsøge at forstå andre, ikke kun deres holdninger, men også hvorfor de har dem.

Så for dig er dannelse at lytte?

– Ja, man skal lytte, men man skal også deltage i diskussionen ud fra ens egne forudsætninger. Man skal bare ikke forsøge at missionere. Dannelse er det modsatte af mission. Og noget af det, jeg sætter mest pris på, er at spørge for at forstå uden bagtanker.

– Jeg tror, at der er seks milliarder sandheder, der er mere rigtige end andre. Jeg tror, at vi hver for sig rummer en eviggyldig sandhed. Også selvom man er et lille barn, der er født for en halv time siden. Og en gammel kone på 103 år, der er på vej til at dø om en halv time, rummer også den eviggyldige sandhed.

Har din egen dannelsesrejse ført dig mod større sikkerhed eller usikkerhed?

– Jeg har lige siddet og læst et manuskript af en af mine venner, ledelsesfilosof og dr.theol. Mogens Stiller Kjærgaard, som netop svarer på det, du spørger om med udgangspunkt i en kristen historie.

Radioværten forsvinder et øjeblik og vender bladrende tilbage.

– Det er i forbindelse med, at romerkirken fastslår, at selvmord er en synd, hvor kirkefaderen Augustin taler om livet som en lineær streg. På det tidspunkt, man bliver født, har man topmålet af livsforventning og et minimum af livserfaring. Senere når man så langt ud ad den streg, at man har et minimum af livsforventning og et topmål af livserfaring.

– Hvis man omskriver det og kalder livsforventning for livsmod og livserfaring for viden, så vil det ifølge Augustin sige, at jo mere du ved, jo mindre forventer du. Så jo bedre man kender den kasse, man befinder sig i, jo mindre kan den også overraske en. Men hemmeligheden, der gør, at man ikke behøver slå sig selv ihjel, er, at der findes mere end den kasse.

– Og hvis man hele tiden kan finde nye steder at finde livsforventning, så behøver vi ikke at blive begrænset af, at vi ved mere og mere. Det er netop indsigten, der giver os en viden om, at der findes mere. Måske kan man udtømme et enkelt emne, hvis man ensidigt specialiserer sig i det. Men hvis man lidt mere sprælsk søger ud i hjørnerne, tror jeg altid, man vil finde nye kasser. Og måske kan man sige, at dannelse er den nysgerrighed efter at vide, hvad der findes i de andre kasser i livet.

Udenfor er mørket ved at indfange den lille bornholmske solskinsby, mens lysene tændes til almindelig nysgerrighed på himlen og i de små bindingsværkbyhuse, fyldt med zappere og fremmede dannelsesprojekter, mens vi selv sigter mod Svaneke Bodega for at undersøge en anden kasse.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Dannelse til tiden

**Hvad er dannelse i en tid, hvor Google har overhalet Goethe? Der er mange definitioner på begrebet dannelse, der har fået en renæssance de senere år. Vi har interviewet en række mennesker om, hvad de forstår ved dannelse og om, hvad der har dannet dem. Dette er det fjerde interview.

Tidligere artikler i serien kan læses på

kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Poul Friis

**Født i 1957 i Kastrup. Efter en højere handelseksamen tog han på Journalisthøjskolen og kom i 1978 til Danmarks Radio, Århus. Har også været ansat på Jydske Tidende, Ekstra Bladet, Dansk Pressemuseum og Den Ny Demokraten. Lektor på Danmarks Journalisthøjskole fra 1983-84, hvorefter han flyttede til Bornholm, hvor han først fik arbejde på Bornholmeren og senere samme år på DR Bornholm. Debatredaktør ved P1 siden 2000 samt redaktør og vært på P1-formiddag. Han har skrevet bøgerne "Med andre øjne" (1998) og "Svanekesuiten" (2006) på Bornholms Tidendes forlag. I 1997 modtog han Sv. Lund P-prisen og i 2002 Berlingske Tidendes store hæderspris for journalistik.