I Lykke Førslevs kælder står et kæmpe chatol i massivt mørkt træ. Man skal hive godt til i de gamle metalgreb, før de tunge skuffer giver efter og med en dyb lyd, næsten som et suk, lader sig trække ud. Da Lykke Førslev var barn, stod møblet hos hendes oldemor, og hun husker, hvordan der altid var chokoladefrøer i den øverste skuffe, når hun kom på besøg.
Siden gik chatollet i arv til farmoderen og nu til Lykke Førslev. Var der ikke den historie bag, havde hun nok aldrig taget imod det. Nu står arvestykket dog fint i underetagen af huset i Roskilde, hvor de sukkende skuffer bliver brugt til at opbevare farvet papir, perler og andre hobbysager.
Men chatollet er langtfra det eneste, den 36-årige historiker Lykke Førslev har arvet fra sin farmor. Da der ikke var mange arvinger i familien, arvede hun faktisk størstedelen af et hjem, heriblandt flere kasser med glasperler til perlesyning, et større antal porcelænsfigurer og ikke mindre end 45 sylteglas med patentlåg.
Men Lykke Førslev kan hverken sy med perler eller lide porcelænsfigurer, og ”jeg har aldrig prøvet at sylte før”, som hun selv siger. Med de mange ting fra farmoderen stod hun med andre ord i et dilemma om, hvad man stiller op med uønsket arv.
Én mulighed i tilfælde af uønsket arv er arveafkald. Man siger med andre ord nej tak til det, man står til at arve. I Lykke Førslevs tilfælde var det ikke på tale at give afkald, da der jo var en del ting i arven, hun gerne ville have. Men der er andre situationer, hvor det faktisk giver rigtig god mening med et arveafkald, forklarer Erik Øvlisen, der er advokat og partner i Forum Advokater.
”Der kan være god grund til at give afkald på en arv, hvis man ikke kan få nytte af den. Typeeksemplet er, at arvingen er insolvent. I den situation vil arven gå til kreditorerne, og det betyder, at også arvingens børn går glip af arven. Derfor ser vi ofte, at man giver afkald til fordel for sine egne børn,” forklarer Erik Øvlisen.
Et andet hyppigt eksempel er mennesker, der arver, men mener, at de selv sidder så godt i det, at de ikke har brug for arven. I stedet lader de arven gå videre. Og det kan der også være økonomiske fordele i. For hvert led, der arver, skal der nemlig betales arveafgift, men hvis man giver afkald, arver ens børn udenom, og derfor skal afgiften kun betales én gang.
Hvis man af den ene eller anden grund ønsker at give afkald på en uønsket arv, er der dog nogle ting, der er værd at være opmærksom på.
”Som udgangspunkt giver man afkald på vegne af sig selv og sine livsarvinger. Hvis man i arveafkaldet ikke angiver et forbehold i forhold til sine egne livsarvinger, betyder det altså, at ens egne børn heller ikke kan arve. Man skal derfor være opmærksom på at angive, hvem arveafkaldet gælder for,” forklarer Erik Øvlisen.
Siden 1997 har det været sådan i Danmark, at man ikke arver gæld. Et dødsbo gøres op i aktiver og passiver, og hvis der i sidste ende er minus på kontoen, kan man altså frasige sig arv og gæld. På den vis giver man dog også afkald på alt det i arven, der kunne have affektionsværdi. Erik Øvlisen forklarer, at det i sådanne tilfælde er muligt at købe genstande ud af det insolvente bo.
Men det juridiske er kun én side af uønsket arv og arveafkald. Den anden side handler om de følelser, man har, når man skal tage stilling til en arv. I Lykke Førslevs hjem fylder arvestykkerne fra farmoderen godt op. I stuen står både skænk, reol og to safaristole, og soveværelset prydes af to små kommoder og en enorm orange lænestol.
Men mange ting er også blevet solgt eller givet bort. De kongelige porcelænsfigurer, der forestillede blandt andet kattekillinger, en mus på en majskolbe og en pige, der vogter gæs, er blevet solgt. Og farmoderens gamle dukker er givet bort til en genbrugsbutik.
”Jeg ved, at hun var rigtig glad for de ting, jeg har solgt eller givet væk. Derfor kan jeg godt få lidt dårlig samvittighed over det, men omvendt kan jeg ikke gemme et helt hjem,” fortæller Lykke Førslev.
Derfor har hun også stadig en del arvestykker, som hun ikke ved, hvad hun skal stille op med, eller om hun overhovedet skal beholde dem.
”Det er også lidt af en proces, sådan at skulle tømme et helt hus. Der er mange følelser involveret. Det handler jo om et helt liv levet, så det er svært at skille sig af med det hele på én gang.”
Faktisk er det ret fornuftigt, hvis man som Lykke Førslev ikke går af med alle arvestykkerne på én gang. Det mener i hvert fald Karin Westh, der er praktiserende psykoterapeut og mangeårig sorgterapeut. Hun fortæller, at nogle er tilbøjelige til at ville skille sig af med arven i hast, fordi de ikke kan holde smerten ved sorgen ud. Men faktisk er det bedre at tage sig god tid, vurderer hun.
”I den sunde sorg, når man mistet en af sine nærmeste, er det godt at håndtere arven gradvist. Sorgen er en proces, hvor vi afvikler den anden som levende i vores liv. Man skal med andre ord passe på med at bestille containeren, lige så snart ens ægtefælle, far eller andre kære er begravet. Følelser og afkald skal kunne følges ad,” siger hun.
Karin Westh forklarer, at relationen mellem én selv og afdøde spiller en stor rolle, når man skal tage stilling til en arv. I den gode relation kan arv tjene som et kærligt minde, men hun har i sin praksis også mødt flere, der har givet afkald på arv, fordi arven knyttede sig til en konfliktfyldt relation og dårlige minder. Derfor mener hun, at ligesom der kan være gode økonomiske grunde til at give afkald på arv, så kan der også være gode følelsesmæssige grunde til det, hvis det kan fungere som en afklaring.
Uanset om relationen til afdøde var konfliktfyldt eller konfliktfri, mener Karin Westh dog, at det er væsentligt at være opmærksom på, at man ikke tager imod arv af pligt eller på baggrund af andre motiver end hensynet til sine egne behov.
”Man bør overveje, at det, man beholder, skal være noget, man kan få gavn af, eller som kan fungere som et godt minde. Noget, der giver mening til ens liv. Måske kan man endda beholde noget, man kan give videre til næste generation, så det på den måde er med til at forme en slægtshistorie.”
Lykke Førslev er glad for de arvestykker, hun har valgt at beholde. Hun føler, at der på den vis er en del af farmoderens liv, der går videre. Hun nænner ikke at skille sig af med de mange glasperler, der ligger gemt væk i chatollets tunge skuffer. De 45 sylteglas bliver også foreløbig. Nogle står lige nu til pynt med lyskæder i, og hun har planer om at lære at sylte, så resten også kan komme i brug.