I et sommerhus ved Stillinge Strand på Vestsjælland bor en gigantisk fingerfilodendron. Den står i et hjørne af stuen, strækker sig fra gulv til loft og har måske 50 store blade. Planten fik Bent Heegaard Petersen og Marit Lillian Karen Petersen til deres sølvbryllup i 1982, så den har i dag omkring 40 år på bagen. Men nu har planten fået sin ”dødsdom”, som Bent Heegaard Petersen formulerer det. For sommerhuset skal sælges, og selvom planten måske ville kunne overleve en meget nænsom flytning til lejligheden i Slagelse tæt på, så tror han, den ville blive ”sur” over det.
Sommerhuset skal sælges, fordi Bent Heegaard Petersen ikke har råd til to adresser med kun sin egen pension. Forklaringen kan man også finde i stuen. På en anden væg har han nemlig sat et kalenderblad for den 18. maj 2020 op med en tegnestift. Bladet viser en Storm P-tegning og følgende trykte dialog: ”Hvornår bliver en bog egentlig klassisk?”. ”Det er, når man ikke har læst den – men siger, at man har!”. Under dialogen er der med blå kuglepen noteret: ”Marit døde 4.30, uden smerter. Hun savnes meget”.
Og sådan er det. Bent Heegaard Petersens hustru døde for knap fire uger siden, 89 år. Hun døde i en hospitalsseng, som stod lige der i sommerhusstuen, hvor kalenderbladet nu hænger. Omkring påske i år fik hun og familien at vide, at hun var terminal patient. Parrets sommerhus blev indrettet med hjælpemidler, og Bent Heegaard Petersen ville passe sin hustru hjemme den sidste tid. Men kort efter påske blev de begge smittet med covid-19, og Bent Heegaard Petersen blev så syg, at han måtte indlægges på hospitalet. I dag har han sagt ja til at fortælle om, hvordan det er at være dobbelt ramt og om frygten for ikke at nå hjem i tide til sin døende hustru gennem 62 år.
Men lad os først spole tiden tilbage. I 1954 begyndte Bent Heegaard Petersen på lærerseminariet i Vordingborg. Et halvt år senere startede den tre år ældre Marit også på seminariet.
”Og i 1955, den 17. marts, som vi siden har fejret hver eneste år, sagde vi, at det godt kunne være, at vi skulle prøve at se, om ikke vi kunne finde ud af at have et liv sammen,” fortæller Bent Heegaard Petersen.
Hvorfor blev det så dem? Hvad så de i hinanden?
”Hvad ser man i hinanden?”, spørger han som for at understrege det forholdsvist latterlige i det spørgsmål, og fortsætter:
”Øjnene?... Nej... En mildhed. Vi kunne snakke med hinanden og blive enige om nogle ting. Jeg tror bare, der var noget, der sagde bang, og så har vi fulgtes ad lige siden.”
Parret blev gift den 4. oktober 1957. På den dag havde hans forældre sølvbryllup, og da det unge par stadig var studerende og ikke havde meget på kistebunden, slog de deres bryllup sammen med hans forældres fest. Siden fulgtes parret ad som hr. og fru Heegaard gennem hele deres arbejdsliv. Lærergerningen tog dem blandt andet til Samsø og flere steder rundt på Sjælland, og den var for dem begge forbundet med stor mening.
Han var optaget af matematik, geografi og historie, ”og så længe der virkelig var noget, der hed kristendom, boltrede jeg mig i de gode historier fra Det Gamle Testamente”, fortæller han.
Hun satsede på at hjælpe de børn, der havde svært ved at læse og stave, og i dag, fortæller hendes mand, er der mange rundtomkring, der kan takke hende for at have sendt dem godt på vej i tilværelsen. De to fik også selv tre sønner i 1960, 1963 og 1970.
Tilværelsen har været god og virksom, men selvfølgelig har der også været kriser. En enkelt gang satte hun ham stolen for døren. Det var i 1973, da han efter i en årrække at have prøvet kræfter med at være skoleleder i en lille landsby havde taget så mange lokale opgaver og tillidsposter på sig, at beskeden vist lød noget i retning af: ”Enten rejser vi herfra, eller også rejser jeg.” Bent Heegaard Petersen bøjede sig, og det er han glad for.
I 2014 begyndte Marit Lillian Karen Petersens helbred at skrante. Det begyndte at knibe med hukommelsen, og det viste sig, at det var Alzheimers sygdom, der var i langsom udvikling. I efteråret 2019 kneb det også med balancen og med hendes lyst til at komme ud af lejligheden i Slagelse. Og i februar i år faldt hun og slog sig. Hun kom på plejehjem, og efter en lungebetændelse fik hun scannet hele kroppen. Det viste sig, at årsagen til den hæmmede bevægelse var en hjernetumor, som lå så dybt, at den ikke kunne bortopereres.
Det var i midten af april, at Marit kom hjem til sommerhuset som terminal. Deres ældste søn havde bygget ramper, så hun i kørestolen kunne komme ud i haven, og hun var glad for at komme hjem. Men så fik Bent Heegaard Petersen pludselig over 40 grader i feber, og det viste sig, at både han og hun havde fået covid-19 – hvorfra vidste de ikke.
Han husker ikke særlig godt perioden fra 20. april og et par uger frem, men han ved, at han var i febervildelse og i en periode var isoleret alene i parrets lejlighed i Slagelse. Senere kom han på intensivafdelingen på Slagelse Sygehus i seks dage, hvor han fik ilt og efterhånden kom i bedring, hvorefter han rykkede på en almindelig sengeafdeling.
Hjemme i sommerhuset havde de tre børn Torben, Carsten og Anders og barnebarnet Angela taget over med pasningen af deres mor og farmor. De arrangerede en vagtplan, så der hele tiden var en af dem hos hende. Det var aldrig gået uden dem, siger Bent Heegaard Petersen, der er blevet opmærksom på, hvor utrolig solid og kærlig en familie han har. På sengeafdelingen lå så Bent Heegaard Petersen. Han lå på enestue og var frygtelig ensom og frygtelig bange for ikke at nå hjem til sin kone.
”Det var det, der trykkede mig mest. At jeg ikke kunne foretage mig noget. Jeg havde fået telefon med og oplader og det hele, og jeg ringede så meget, jeg kunne. Jeg fik at vide, at Marit havde det meget godt i øjeblikket, og det måtte jeg jo tage til mig.”
Han forsøgte sig med videoopkald til hende, og det hjalp på hendes humør, men det var svært for hende at forstå, hvorfor han ikke kunne komme hjem. Hans tid gik blandt andet med at kigge op i loftet. Der var 20 loftsplader. I hver plade var der 40 gange 40 huller. Det blev til i alt 32.000 huller. Hvis en lærling skulle bore alle de huller, hvor lang tid ville det så tage, hvis hvert hul tog 5 sekunder?
”De dage, jeg lå på den almindelige sengeafdeling, var næsten ved at slå mig mere ud end noget andet. Det er en totalt lukket verden. Man må ikke tale med nogen, og personalet kommer ind i rumdragter.”
Den 6. maj blev han udskrevet – både han og hans hustru var blevet erklæret raske for covid-19. Det var pragtfuldt at komme hjem, og Marit var stadig i live. Og hvordan reagerede hun så?
”Med en sætning, som hun sagde hele tiden: ’Du må ikke gå fra mig.’”
Bornholmeruret i stuen tikker, mens Bent Heegaard pudser næse.
”Jeg kunne bare sige, at det havde jeg heller ikke i sinde at gøre. At nu blev jeg her. Vi fik de sidste 12 dage sammen. Så sad vi med hinanden i hånden. Jeg bad Fadervor og læste lidt i Bibelen og sang indimellem nogle salmer.”
Særligt ”Påskeblomst! Hvad vil du her”, var hun glad for at høre. Og netop tanker om opstandelsen og efterlivet fyldte hos hende. En af de sidste dage af hendes liv havde parret besøg af deres ældste søn. Mor og søn sad ved spisebordet, hun i kørestol, og Bent Heegaard Petersen overhørte en samtale, de havde. Hun med meget korte sætninger.
”Hun sagde: ’Hvad sker der med mig, når jeg ikke er her mere?’. Det havde hun også tidligere spurgt præsten om, da han var på besøg. Det er jo svært at svare på sådan noget. Vi kan jo bare sige, at du kommer et sted hen, hvor der er godt at være.”
Det var natsygeplejersken, der den 18. maj tidligt om morgenen vækkede Bent Heegaard Petersen og fortalte, at hans hustru var død.
Det er ikke særlig lang tid siden. Den 23. maj blev hun bisat, og den 4. oktober – den dag, de ville have haft 63-årsbryllupsdag – har han inviteret den brede bekendtskabskreds til urnenedsættelse og mindehøjtidelighed. Håbet er, at coronakrisen til den tid er ebbet så meget ud, af det er muligt igen at samle mange indendørs.
Hendes halskæder hænger stadig rundtom i sommerhuset. Bent Heegaard Petersen ved stadig ikke helt, hvad det vil sige at skulle undvære sin livsledsager. Han har i en uges tid besøgt en søn og svigerdatter, og nu går tiden her i sommerhuset med genoptræning efter hans egen sygdom. I går gik han vist seks kilometer langs stranden uden stok, og han kan også synge mere kraftigt igen. Det svinger lidt frem og tilbage, hvordan han ellers har det. Naboerne er søde, og mens Kristeligt Dagblad er på besøg, ringer en nevø for at aftale et besøg.
”Men man har jo ikke længere nogen, man kan henvende sig til om de helt nære ting. Og jeg har så forbandet svært ved at være ene. Det er et problem. Så allerede her i juli har jeg bestilt et 11 dage langt ophold på seniorhøjskolen Rude Strand. Og hvis coronaen har sluppet i september, skal jeg på en firedages tur til Øland i Sverige med lærerpensionister fra Slagelse. Og i november skal jeg igen på Rude Strand. Vi har været der sammen fem gange. Så det er sjette og syvende gang, jeg kommer i år. Det glæder jeg mig til. Selvom det bliver på en lidt anden vis, når man er alene.”
På bordet står en vase med studenternelliker, som Marit Lillian Karen Petersen fik to dage før sin død. Hun har lært godt fra sig, for Bent Heegaard Petersen har med dedikation holdt dem ved lige, så de stadig lyser op i rummet. I det hele taget er sommerhuset fuld af de blomster, som hun værdsatte. Begonia, brændende kærlighed, orkidéer og en række aflæggere, som han ikke kender navnet på. Udenfor dufter det stadig af syrener, og Bent Heegaard Petersen fortæller, at hans hustru nåede at se dem springe ud.
”Vi sad og nød det. Hele den hæk derovre, den var så flot. Den er afblomstret nu, den døde sammen med hende. Men den var simpelthen så flot lyserød.”
Vi vender tilbage til den store fingerfilodendron. Den har for ganske nylig skudt et nyt blad. Kunne man ikke skære den ned, så den i ro og mag kunne flyttes og sætte nye blade i lejligheden i Slagelse, når sommerhuset er solgt? Narh. Det synes Bent Heegaard Petersen ikke. Alting har sin tid, og plantens tid er snart ovre, med mindre nogle andre tilbyder at overtage den.