Prøv avisen

100-årig: Venstre er ikke, hvad det har været, men Gud ved man, hvor man har

Venstre er ikke, hvad det har været, men Gud ved man, hvor man har, mener den pensionerede politiker og manufakturhandler Arne Engell-Kofoed, der i dag fylder 100 år. – Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix

Han har haft kørekort i 82 år og kører stadig. Og som ung var han også chauffør for den danske kommandant på Bornholm under Anden Verdenskrig

Hver aften folder Arne Engell-Kofoed sine hænder og siger tak til Gud.

”De fleste morgener begynder jeg på samme måde med at sige tak. For det er en Guds gave at blive 100 år, og hver dag er en ny velsignelse,” siger den pensionerede manufakturhandler og politiker i Østermarie på Østbornholm, mens han smiler i sin lænestol som et taknemmeligt fødselsdagsbarn.

Som ung var han ellers tæt på at dø under Anden Verdenskrig. Dengang – i 1943 – var han nygift, og selvom han både blev indkaldt som soldat mod tyskerne og senere russerne på Bornholm, var det en skarlagensfeber, som nær havde kostet ham livet.

”Jeg blev indlagt halvanden måned efter brylluppet, så det var ikke sjovt for min kone. For lægen sagde til min familie, at de ikke skulle regne med, at jeg kom mig. Min nyrefunktion var nede på 12 procent, og det er jo ikke meget,” siger Arne Engell-Kofoed, som dog kom sig efter et halvt års indlæggelse.

Og i dag kan den friske fødselar fejre sin 100-årsfødselsdag i Østermarie, hvor han også er født og døbt i den lokale kirke.

”Jeg har også kendt alle de otte præster, der har været i kirken de sidste 100 år,” siger Arne Engell-Kofoed, der også har siddet i menighedsrådet, ligesom han både har været politiker i sognerådet, kommunalbestyrelsen og Bornholms Amtsråd for Venstre.

Men Venstre er ikke, hvad det var engang, mener han.

”Det har skuffet mig på mange måder med lidt for dyre rejser og så videre, og deres holdning er heller ikke så sikker mere, efter Anders Fogh Rasmussen ville have kristendommen ud af Folketinget. Jeg mener, at vor kristne arv er det grundlag, som vi bygger på,” siger den erfarne politiker, og kirken har også en særlig plads i hans eget stærke hjerte.

”For troen og kirken har altid fulgt mig, og jeg var også i kirke i søndags,” siger Arne Engell-Kofoed, som desuden har været en aktiv del af Evangelisk Luthersk Missionsforening hele livet:

”Jeg voksede op i et kristent hjem, hvor min far var prædikant, mens min mor passede vores blikkenslagerforretning og senere manufakturhandel. Og jeg glædede mig altid til andagten om aftenen, som min far stod for. Han fortalte så levende bibelhistorier om for eksempel Samson eller David. Og som stor dreng kom jeg også med min far på missionsrejse i Jylland i 1931. Det var første gang, jeg var uden for Bornholm.”

Kun krigen har – kort- varigt – fået Arne Engell-Kofoed til at flytte væk fra sin elskede klippeø.

”Hitler kom jo til magten i 1933. Han havde nogle forfærdelige talegaver, så han fik hele ungdommen fra Tyskland med sig. De råbte ’heil Hitler’ og rakte hånden op. På den måde kan man sige, at de næsten hyldede ham som en gud. Og det var ikke sjovt at være kristen i Tyskland under krigen. De kristne kunne næsten ikke få arbejde, for de ville jo ikke hylde Hitler på den måde, som andre gjorde,” siger Arne Engell-Kofoed, som selv fulgte udviklingen bekymret gennem Bornholms Tidende.

På spisebordet har han i fødselsdagsinterviewets anledning fundet en gammel avis frem fra den 30. september 1938, hvor avisforsiden forkynder, at ”Freden er sikret”, efter ”de fire store” regeringsledere – Tysklands Hitler, Englands Chamberlain, Italiens Mussolini og Frankrigs Daladier – havde lavet en fredsaftale i München. Freden varede som bekendt ikke. Men den avis kom alligevel til at ændre livet for en af Arne Engell-Kofoeds bekendte, der med en annonce søgte efter en ”flink” husholderske gennem avisen:

”Det er sjovt at have den avis. For jeg kendte ham, der skrev annoncen, og han blev senere gift med sin husholderske,” siger Arne Engell-Kofoed, der også selv forenede krig og kærlighed, idet han blev gift som ung soldat, men først måtte han trække i uniformen.

”Jeg blev indkaldt den 21. april 1939. Jeg skulle møde i Sandholdlejren i Nordsjælland, hvor jeg allerede samme weekend fik kasernevagt. Det hele var så uroligt, at der i løbet af en uge blev indkaldt 1000 ekstra mand i beredskab i Danmark.”

På sin 21-årsfødselsdag den 3. maj 1939 blev Arne Engell-Kofoed sammen med sine soldaterkammerater flyttet til Høveltelejren.

”Det var pragtfuldt varmt vejr med solskin, men vi havde alt vores oppakning og private baggage med. Og i den kommende tid fik vi ofte ordre fra Krigsministeriet om, at vi ikke måtte forlade kasernen, så vi kom ikke altid ud på de øvelser, vi havde planlagt. Og sådan forløb sommeren 1939 med al den uro, der var. Og den 1. september gik Hitler jo ind i Polen.”

To dage efter fik Arne Engell-Kofoed ordre om at rejse hjem for at være med til at forsvare Bornholm. Der var ingen kaserne, så soldaterne blev indlogeret privat – først inde i Almindingen og siden Aakirkeby, hvor de havde stabskontor på Kanns Hotel. Og selv blev han udtaget til at være chauffør for obersten, der var den øverstbefalende på øen.

I syv måneder bestilte han ikke andet end at køre for ham, men han stod til rådighed i døgndrift. På den måde kom han også tæt på begivenhedernes gang.

”Den 8. april 1940 over middag meddelte kommandanten og hans fire kaptajner, at vi skulle blive på hotellet. Og vi måtte ikke tage hverken støvler, uniformer eller bælter af. Vi skulle ligge parat til at fare ud for at gå i stilling, hvis det blev nødvendigt. Det var en spændende nat, som vi ikke var klar over var så alvorlig. Men klokken fem om natten kom der besked fra København om, at kong Christian X som den øverstbefalende over de militære styrker udstedte ordre om, at vi ikke måtte gøre modstand,” siger han og tilføjer:

”Da min oberst fik det at vide, var han fuldstændig lamslået. Han var indstillet på, at Danmark skulle forsvare sig, og der skulle kæmpes, men der kom ingen tyskere til Bornholm før den 10. april, hvor den tyske kommandant, der ledede styrkerne på øen, tog ind på Dams Hotel i Rønne. Min oberst sagde: ’Skal han snakke med mig, så må han komme op til mig!’. Men min oberst måtte bøje sig og køre ud til den tyske kommandant, og jeg kørte for ham. Og jeg fik også den tyske kommandant med i bilen sammen med min oberst, så de kunne køre rundt og se på forholdene på øen.”

Kort efter blev Arne Engell-Kofoed hjemsendt, og han brugte både krigsårene på at gå ind i forældrenes manufakturforretning, overleve sin skarlagensfeber – og stifte familie:

”Jeg lå og lagde fliser uden for huset den 4. maj 1945. Vi skulle have barnedåb om søndagen, så jeg havde egentlig ikke tid til at høre radio, men jeg kunne ikke nære mig, så jeg gik ind og hørte den danske radio fra London. Speakeren begyndte at tale om verdenssituationen to-tre minutter, men så kom meddelelsen fra Montgomerys hovedkvarter om, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig. Vi havde papirsruller for vinduerne, og de blev revet ned. Der blev sat lys i alle vinduerne, og folk strømmede ud på gaden. De sang, og de jublede, og de omfavnede hinanden.”

Sådan var der også jubel på Bornholm, men freden og festen blev kort på klippeøen:

”Allerede søndagen blev mærkelig. Dagen begyndte ellers godt. Vi holdt barnedåb i kirken, der var så fuld, at der i begyndelsen ikke engang var plads til os som dåbsgæster, selvom kirken dengang kunne rumme 1200 mennesker. Det skulle være en fredsgudstjeneste. Men så løsnede tyskerne på Bornholm skud mod russiske fly, og om mandagen og tirsdag kom de russiske fly og bombede Rønne og Nexø. Sådan ændrede situationen sig hurtigt for os bornholmere,” siger Arne Engell-Kofoed og tøver et øjeblik, inden han tilføjer:

”Det var, som om det øvrige Danmark havde glemt os. Der blev godt nok etableret en morseforbindelse til det øvrige Danmark fra Nyker præstegård, så på den måde fik vi forbindelse, men der var ikke meget hjælp at hente, så vi var prisgivet os selv. Og de to byer blev smadret. Jeg stod selv på Paradisbakkerne og så Nexø blive bombet. Det var forfærdeligt. Min far ejede en bil, der stod på klods, og den fik jeg hentet om mandagen for at køre frihedskæmpere til Rønne for at gå vagt. Og om torsdagen, hvor det var Kristi himmelfartsdag, kørte jeg også flygtninge, der var kommet til Østermarie fra Rønne, tilbage til Rønne, så de kunne bese deres huse.”

Samme dag blev han indkaldt som soldat igen. Hans opgave blev nu at gå vagt i Rønne for at passe på, at der ikke blev stjålet noget fra de bombede huse.

”Russerne blev på øen i 11 måneder, og jeg kan godt sige, at vi frygtede, at vi skulle beholde dem for altid. Men pludselig meddelte de, at de forlod Bornholm i april 1946.”

I mellemtiden havde faderen forsøgt at missionere for de russiske soldater på øen.

”Min far rejste jo som prædikant for en missionsforening, og undervejs havde han fået nogle russiske traktater med hjem til Bornholm. Og når vi fik besøg af russere på gaden eller i butikken, fik de udleveret en traktat. Men der gik ikke lang tid, før den traktat nåede frem til den øverstbefalende russiske officer på Galløkken i Rønne. Og så kom der omgående besked til amtmanden om, at det skulle stoppes, for russerne ville ikke have, at der blev uddelt kristen litteratur. Min far blev derfor ringet op af amtmanden, der gav min far besked om at stoppe med det, så det måtte han bøje sig for. Da russerne rejste, kom der et ord til mig fra ’Jeg elsker de grønne lunde’, hvor der står ’end er der en Gud for oven, der råder for Danmarks sag’.”

Sådan har Arne Engell-Kofoed også levet et langt liv i taknemmelighed for, at Gud råder over os.

”Min kone døde for 15 år siden, men jeg har ikke svært ved at få tiden til at gå. Hver dag læser jeg i min andagtsbog og i Bibelen, og jeg er så taknemmelig for min store familie med fire dejlige børn, 14 børnebørn og 31 oldebørn. Og et til på vej,” siger han, da han kører os en tur over i kirken.

For han har stadig kørekort, og det har han nu haft i 82 år.

”Det er en stor glæde at kunne køre bil. Men min største lykke er at være Gud nær, og min største ambition er at komme hjem til Himlen en dag. Og mit bedste livsråd er også at høre Guds ord og at leve med sin frelser. Det er det vigtigste.”

Foto: Pelle Rink
Foto: Pelle Rink
Foto: Pelle Rink
Foto: Pelle Rink