Anne sidder tilbagelænet med korslagte arme.
”Jeg elsker mine børn uendeligt højt, men jeg ville ønske, jeg ikke havde børn, der har været igennem det her. Så ville jeg hellere, at jeg ikke havde fået dem.”
”Det er så tarveligt at sige,” afbryder hun sig selv.
”Jeg synes bare ikke, nogen børn skal gå igennem det.”
43-årige Anne er en af de 397 kvinder, Mødrehjælpen i løbet af de seneste fem år har hjulpet gennem ”Ud af Voldens Skygge”, et initiativ rettet mod kvinder og børn, som har levet med fysisk eller psykisk vold i familien. Anne er ikke hendes rigtige navn, men Kristeligt Dagblad kender hendes identitet. Dette er hendes version af historien.
Annes eksmand har aldrig slået hende eller børnene, men udsat dem for psykisk vold i årevis. Anne og eksmanden mødte hinanden i begyndelsen af 2000’erne og nåede at få to børn, inden de blev skilt i 2011. På det tidspunkt var børnene tre og syv år.
Selvom skilsmissen snart ligger 10 år tilbage, er det kun tre år siden, Anne langsomt indså, at vold ikke altid efterlader synlige spor på kroppen. I Mødrehjælpen fik Anne hjælp til at tackle den psykiske vold, som var fortsat, selvom hun og børnene ikke længere boede sammen med børnenes far.
Anne mødte eksmanden på deres fælles studium. En uge efter, de havde været sammen første gang, flyttede han praktisk talt ind hos hende. Hun faldt for ham, fordi han var anderledes.
”Han besad en vildskab, som jeg ikke kendte til. Det var befriende, at han ikke gik op i, hvad andre tænkte. Han gjorde, hvad der passede ham. Jeg var mere typen, der ville opføre mig ordentligt,” fortæller hun.
Han var ældre end hende og karismatisk. En, man lagde mærke til. Det var smigrende, at han havde udset sig Anne, som følte sig som særligt udvalgt. Hun fik kommentarer fra studiekammerater om, at hun var den eneste, der kunne tæmme ham. På det tidspunkt fandt hun hans vildskab fascinerende.
Helt fra begyndelsen af deres forhold var det et stort ønske for ham at blive far. Anne var faktisk sikker på, han ville finde en anden, hvis ikke hun gav ham et barn. Hun følte sig ikke klar til at blive mor, men hun var heller ikke klar til at miste ham. De havde kun været sammen i et halvt år, da Anne blev gravid med deres søn.
”Set i bakspejlet gik det alt, alt for hurtigt, jeg kendte jo ikke alle sider af ham,” fortæller hun.
Siden kom en datter til, og Anne beskriver familielivet som en rutsjebane. På dårlige dage kunne de mindste ting udløse et vredesudbrud. Hvis hun spurgte, om han ville hjælpe med opvasken.
”Så var det forkert tidspunkt, forkert måde, forkert ordvalg. Det hele var forkert,” fortæller Anne.
Når det var værst, kunne han smadre ting eller rive sig selv til blods foran hende og børnene. Uforudsigeligheden betød, at hun og børnene hele tiden var på vagt over for næste raserianfald. Anne fortæller, at eksmanden var særligt følsom over for, at børnene sagde nej. Hvis den yngste sagde, hun hellere ville have børstet tænder af Anne, kunne han eksplodere. Om morgenen ville den ældste aldrig vække faderen, for man vidste aldrig, hvilket humør han var i. Selvom det var hårdt, blev Anne hos ham, mest fordi hun tænkte, det var bedst for børnene, at deres forældre var sammen. Vendepunktet blev, da hun så, at deres søn begyndte at kopiere sin fars adfærd.
Skilsmissen i 2011 løste ikke alle problemerne. Børnene gemte sig, når eksmanden skulle have samvær med dem. Når han slæbte dem ud ad døren, skreg de på hjælp. Eksmanden sagde til Anne, at hun afleverede dem forkert. I 2017 kontaktede Anne Mødrehjælpen første gang. Særligt datteren, som nu var fyldt ni år, var mærket af sin opvækst. Hun ønskede ikke samvær med sin far, men det ville faderen ikke acceptere, og datteren frygtede, at han dukkede op på hendes skole eller i deres hjem. Hun kunne ikke sove om natten, og Anne måtte ikke røre hende.
”Hun ville bare gerne dø,” fortæller Anne.
Hvis hun stillede de mindste krav til datteren, kunne hun gribe en kniv og true med at slå sig selv ihjel eller lægge an til at springe ud af vinduet fra 4. sal.
Mødrehjælpen blev Annes trygge base. En socialrådgiver hjalp blandt andet med det slagsmål, hun og eksmanden udkæmpede i fogedretten, familieretshuset og familieretten. Derudover fik Anne et sprog for det, hun har oplevet, og hjælp af terapeuter til, hvordan hun skal tale med sine børn.
”Jeg har altid sagt, at når far bliver sur, så er han i virkeligheden bare ked af det,” forklarer Anne, som ville ønske, hun i stedet havde lært sine børn, at det, de oplever, er rigtigt nok. Det vigtigste er, at de stoler på deres mavefornemmelse.
”Hvis det føles forkert, så er det, fordi det er forkert,” siger hun.
Anne har også gået i gruppeterapi med andre voldsudsatte kvinder, og hendes søn har gået hos en børneterapeut. Det var først, da hun blev en del af ”Ud af Voldens Skygge”, at hun fik begreb om, hvad psykisk vold betyder. At volden kan være usynlig.
”Jeg ville ønske, far havde slået mig, så jeg havde blå mærker,” har det ene barn sagt til sin mor.
Anne frygter, at hun handlede for sent. Hun frygter, at børnene vil være mærkede for livet.
”Mit vigtigste mål er at bryde et familiemønster, så det her ikke går i arv,” siger hun.
Den ældste er bange for, at han bliver som sin far. I et af sine raserianfald har han råbt, at han aldrig tør blive far eller kæreste.
De levede sammen i syv år, før Anne flyttede fra eksmanden, og det tog yderligere seks år, før hun opsøgte hjælp. Hvorfor reagerede hun ikke noget før? En af hendes egne forklaringer er, at det blev normalt.
”Jeg kunne i en bisætning fortælle en veninde, at min eksmand havde sat vores søn af et sted i byen, fordi han var en rigtig møgunge, og så måtte jeg ud og lede efter ham. Så kunne jeg grine. Jeg fortalte det bare, som om det var normalt.”
Anne mener, at hun forsøgte at ”tale ham bedre, end han var”, fordi hun gerne ville have, hendes omgangskreds kunne lide ham. I dag siger hendes venner, at de forsøgte at sige noget dengang, men hun kunne ikke tage det ind. Og så er der alle de gange, hvor hun har været lige ved at gå, men han er brudt grædende sammen og har givet hende ret og lovet, at nu ville alt ændre sig.
”Og så har man jo børn sammen, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ikke skulle vågne op med mine børn hver dag,” fortæller Anne, der kommer fra en familie, hvor ingen er blevet skilt.
I dag er Anne og børnene stadig meget berørte af fortiden. Datteren kan kollapse ud af det blå, og Anne bliver bange for, det hele bliver ligesom før. Hun kan ikke passe et arbejde og har måttet sygemelde sig med stress fra sit job i mediebranchen.
Forældrene bor fem kilometer fra hinanden. Den ældste på 16 år vælger selv at se sin far hver 14. dag. Faderen har ingen samværsret med den yngste på 12 år, men Anne håber, de kan udvikle et forhold med tiden. Siden hun begyndte i ”Ud af Voldens Skygge”, er datteren blevet meget bedre til at mærke efter og sige fra. Anne håber, hun kan finde en god måde at være i en relation til sin far på.
”Det er mit højeste ønske, men det er ikke længere for enhver pris.”