Børnefamilier flytter til provinsen for at leve som deres bedsteforældre gjorde i 1950'erne

De kommende år vil unge børnefamilier i stigende grad vende storbyerne ryggen, siger eksperter. De vil ud i provinsen og dyrke naboskab, nærmiljø og familien. Forbilledet er 1950’erne – dengang verden endnu ikke var af lave

Ifølge boliganalytiker Henrik Hauthorn Jensen er det drømmen om et mindre stressende og et mere friluftspræget liv, der lokker de unge mennesker uden for de store kommunegrænser. Men økonomien spiller også en rolle.
Ifølge boliganalytiker Henrik Hauthorn Jensen er det drømmen om et mindre stressende og et mere friluftspræget liv, der lokker de unge mennesker uden for de store kommunegrænser. Men økonomien spiller også en rolle. Foto: John Olsen/Photodan.

De tror ikke længere på, at det kan lade sig gøre at skabe et godt liv for deres børn, så længe begge forældre arbejder på fuld tid. De er blevet trætte af at slæbe børnene med rundt på fancy caféer for at drikke smart kaffe i en fart og spise salater med alle de rigtige superfood-ingredienser i. Og så gider de ikke længere nøjes med at kigge ind i deres venners liv gennem de sociale mediers filtrerede pseudovirkelighed.

De unge børnefamilier er på udkig efter nye veje at gå, og flere eksperter spår, at vi de kommende år vil se flere og flere, der har sat kursen tilbage mod fortiden. Tilbage til dengang, bedsteforældrene var unge og etablerede sig, og hvor dørene ud til den store verden endnu ikke stod pivåbne.

De unge familier vil ud at bo i provinsen. De vil kende naboerne til begge sider, invitere dem på kaffe og hjemmebagte boller med tandsmør. De vil have deres egen lille køkkenhave, som de kan tage børnene med ud i og spise fra, når det er sæson. De vil have, at enten mor eller far kan hente tidligt i institution eller skole, så der er tid til både lektier og hygge, inden aftensmaden indtages i fællesskab rundt om spisebordet. Kort sagt; de kommende års unge børnefamilier vil have mindre globalisering og mere nærhed.

Endnu er det mest de såkaldte firstmovers, der har taget skridtet fuldt ud, og tendensen er endnu ikke slået igennem, så det for alvor kan ses i statistikkerne. Men ofte er det sådan, at der i perioder med økonomisk opsving og lav arbejdsløshed som nu er flere end ellers, der vælger at flytte fra by til land. Og hos ejendomsmæglerkæden Home bekræfter boliganalytiker Henrik Hauthorn Jensen tendensen.

”Jeg vil ikke sige, at det udelukkende er fremtid. Det er også nutid. Vi hører fra vores mæglere rundtomkring i landet, at der er flere og flere unge børnefamilier, der gerne vil ud i provinsen og bo. En del flytter faktisk tilbage til den egn, de oprindeligt kom

mer fra, hvor de så har enten familie eller vennekreds boende i forvejen,” siger han.

Ifølge Henrik Hauthorn Jensen er det drømmen om et mindre stressende og et mere friluftspræget liv, der lokker de unge mennesker uden for de store kommunegrænser. Men økonomien spiller også en rolle.

”Det er blevet dyrt at bo i de store byer, så det er både af lyst og nød, når de unge familier vælger storbyen fra,” siger han.

Julia Lahme, der er etnolog, forfatter og driver sin egen kommunikationsvirksomhed, er en af dem, der har øjnet den nye tendens, og hun er ikke i tvivl om, at den vil brede sig de kommende år. Ovenikøbet i et omfang, så hun har givet den nye type menneske et navn – ”oapsters”. Det står for ”old age pensioners” og betegner unge mennesker, der retter sig mod mange af de værdier, som deres bedsteforældre levede efter i 1950’erne.

”’Oapsteren’ hylder kernefamilien og viser os en ny måde at leve på. Vi, der er vokset op i finanskrisens skygge, holder ikke op med at arbejde. Det gør ’oapsterne’ – de er så unge, at de ikke har prøvet at blive slået hjem i ludo som følge af dårlig økonomi og mistet arbejde, så de tør godt eksperimentere. De tvivler blandt andet på, at det kan lade sig gøre, at begge forældre er ansat i den private sektor og samtidig har en børneflok på tre-fire stykker. Det tager de konsekvensen af, så de arbejder ikke begge på fuld tid. Måske går mor endda hjemme, selvom hun har en god uddannelse. Og så søger de uden for byerne. Og her taler jeg ikke om Rødovre uden for København og Sanderum uden for Odense. Nej, de flytter helt derud, hvor de kan være med til at genoplive de små samfund, der ellers er i fare for at dø,” siger Julia Lahme, der blandt andet hæfter sig ved, at fraflytningen fra København for første gang i 2015 var større end tilflytningen.

Når de unge familier vælger at søge tilbage mod værdier fra fordums tid, skyldes det flere forskellige ting, mener Julia Lahme. Det kan blandt andet ses som et opgør med det konstante krav om at være online og helst være det med et overskud og et tempo, der anskueliggør, at man hele tiden har gang i noget nyt og udviklende – om det så er at træne til et tredobbelt maratonløb i Sahara eller have gang i en karriere, der byder på hyppige jobskifter og kaffeaftaler med de rigtige mennesker.

Derudover skal tendensen tillige ses i lyset af en stigende klimaangst og lysten til at nærme sig en mere økologisk levevis, der dog aldrig kammer over i fanatisme. Og så er der ikke at forglemme tillige et dybtfølt ønske om at være en del af et fællesskab, hvor man deler både værdier og projekter.

”De her mennesker vil gerne deltage i lokalsamfundet. De danner også gerne foreninger, bare ikke nogle med vedtægter og en hel masse administration. Det gider de ikke. Men de vil gerne have hønselaug, dele en slagtegris med naboen og være 15 familier, der sørger for fælleskalkning af nogle bygninger,” siger hun.

Som følge af behovet for ægte samvær med andre mennesker fylder de sociale medier ikke helt så meget hos de såkaldte oapsters. Det skal dog ikke forstås sådan, at de er bange for skærm og forsager al ny teknologi. Heller ikke her er de fanatiske – de kan stadig finde på at stikke børnene en iPad, når der skal skrælles gulerødder til aftensmaden, men det er ikke primært med en sådan i hånden, at livet leves.

”De vil mærke årstiderne på egen krop og have deres egen lille have med grøntsager og stauder, som de kan bytte med naboerne. De tager børnene med i haven for at plukke bær, og de både sylter og strikker. Deres ærinde er ikke at være selvforsynende, men de vil gerne kunne servere hjemmelavet mad med ingredienser fra haven, de selv har dyrket,” siger Julia Lahme og peger på, at tendensen blandt andet også kommer til udtryk i kolonihavernes store popularitet.

Netop hvad angår mad og spisevaner, har også Anne Marie Fogh Larsen, der er lærer på Suhrs Højskole og underviser i blandt andet trends på madområdet, lagt mærke til, at der blæser nye vinde. Hun hæfter sig blandt andet ved, at de unge mennesker, hun møder på den københavnske madhøjskole, i stigende grad er begyndt at bevæge sig væk fra kostvaner, der er forankret i forbud og forsagelser.

”Smør er ikke længere et fyord, og vi laver hjemmelavet remoulade og mayonnaise til vores kartoffelmad – og ingen kommer og siger, at det vil de ikke spise. Nydelsen og sanseligheden er kommet tilbage, og maden skal gerne være autentisk. Vi genopliver mange af klassikerne og giver dem et moderne tvist – for eksempel smørrebrødet og citronfromagen, som de unge meget gerne laver og spiser,” siger hun.

Parallellerne til landbolivet i 1950’erne kan Anne Marie Fogh Larsen sagtens få øje på. De unge er vilde med at stå med fingrene nede i surbrødsdejen for at lære selv at fremstille et solidt brød fra bunden, og mange af de unge giver udtryk for, at de tager højskoleopholdet for at få styr på det her med at kunne lave mad fra bunden, inden de skal i gang med deres videregående uddannelser.

Med bæredygtighedstanken er der også kommet en opmærksomhed på at bruge de råvarer, der er i sæson. Det er ligeledes blevet trendy at sanke, ligesom de unge mennesker godt kan lide at lave most af eksempelvis selvplukkede æbler. At gamle kost- og spisemønstre på den måde genoplives, kan der ligge en god forklaring i, mener Anne Marie Fogh Larsen.

”Mad giver tryghed og fortæller historier. Det er en cyklus, der skaber tryghed, når vi laver maden, rydder op og til sidst spiser. Vi gør også meget ud af at have nogle faste spiseritualer, som de unge sætter pris på. Ingen spiser, før der siges værsgo, og vi taler sammen og er sociale ved måltidet. Det står i skarp kontrast til den her ’to-go-kultur’, der ellers har hersket, hvor vi altid har maden med os på farten,” siger hun.

Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl har også noteret sig en spirende tendens til, at de yngre generationer så småt er begyndt at søge tilbage til værdier med rod i 1950’erne. Hun ser det som en modreaktion på den udvikling, der har stået på i særligt de seneste årtier.

”Da den teknologiske udvikling for alvor tog fat, blev mulighederne rigtig mange, og man fik pludselig adgang til en masse, man ikke før havde haft. Efter finanskrisen stødte der så en usikkerhed til, for tænk, hvis man mistede sit job, og så var flyttet til Lolland. Så var det alligevel tryggere at være i byen. Sådan er det også stadig i nogen grad. Men vi ser nu også en modtendens til globaliseringen, der hedder: ’Jeg ved, at jeg kan vælge alt i verden, men nu vælger jeg lige præcis det, som jeg synes er trygt, og hvor jeg kan skære min verden til, som jeg vil’. Og så flytter man ud i provinsen – ikke til et hvilket som helst sted, men til et sted, hvor man har venner eller familie, og hvor man kan finde sammen om nogle andre fælles værdier,” siger hun.

Spørgsmålet er, hvor gennemført en 50’erstil, de nye ”oapsters” vil føre, og hvad de eventuelt kan bibringe resten af samfundet, som måske, måske ikke hopper med på vognen.

”De vil udfordre vores forbrugsmønster, uden vi dog endnu helt præcist ved, hvad der kommer til at kendetegne dem. Men hvor hipsteren lærte os at drikke bedre kaffe og købe øl fra mikrobryggerier, vil vi med ’oapsteren’ se, at håndarbejde bliver mere og mere mainstream, at kør selv-ferier får en anden tone, ligesom der vil finde en vis afdigitalisering sted. Vi kan for eksempel se, at verden allerede er blevet træt af Kindle (elektronisk læsetablet, red.), og at salget af bøger igen er stigende. Men det betyder ikke, at ’oapsteren’ vil være fraværende på de sociale medier. De vil på deres egen måde være præcis lige så selvfremstillende som hipsteren, når de viser deres avokadofarvede garn og hjemmesyltninger frem,” siger Julia Lahme.