Prøv avisen
Spørg om livet

25-årig: Jeg har aldrig haft en rigtig kæreste

"Jeg føler, at i mit tilfælde skyldes min usikkerhed alene det faktum, at jeg aldrig er blevet set på eller begæret som kvinde af en partner, som jeg også begærer. Jeg føler mig stadig som et barn, føler mig ikke indviet i kvindelivet," skriver 25-årige Liva, som aldrig har haft en kæreste. Modelfoto.

Jeg kom sent i puberteten og kæmper stadig med mindreværd fra dengang, skriver 25-årige Liva

Kære brevkasse

Jeg skriver på grund af et problem, der har fulgt mig siden puberteten, og som endnu ikke er blevet forløst i en alder af 25 år. Jeg var meget sent udviklet, og indtil jeg var 18 år, var jeg så godt som flad som et vaskebræt. Indeni havde jeg alligevel en masse seksuelle følelser, men udenpå lignede jeg ikke én, der havde alderen til at være et seksuelt væsen.

Selvom jeg sidenhen er vokset, vil det sige, at jeg stadig er tynd og næsten uden former. Jeg har sluttet fred intellektuelt med min krop, men jeg kan ikke slippe den gamle følelse af mindreværd fra puberteten. Jeg har som følge af den enorme mindreværdsfølelse udviklet mig kreativt, men socialt har jeg trukket mig mere og mere tilbage. Jeg har aldrig haft en kæreste eller et rigtigt seksuelt forhold - kun nogle få fuldeoplevelser med fremmede. Før puberteten var jeg meget social og glad, og jeg ved, at den version af mig stadig findes. Så sent som i denne uge skulle jeg lave en kort præsentation i undervisningssammenhæng, og min stemme rystede som en nervøs 15-årig, og jeg gik flov derfra.

Jeg har en god faglig selvtillid, men mit seksuelle mindreværd smitter af og styrer hele mit væsen efterhånden. Det er ydmygende og frustrerende, og jeg tror, at folk får det helt forkerte indtryk af mig. Hvad er jeres tanker om undertrykt seksualitet og social angst? Jeg føler, at i mit tilfælde skyldes min usikkerhed alene det faktum, at jeg aldrig er blevet set på eller begæret som kvinde af en partner, som jeg også begærer. Jeg føler mig stadig som et barn, føler mig ikke indviet i kvindelivet. Tror, alt jeg har brug for, er noget forståelse og et kærligt spark. Jeg er så træt af at være 100 kilometer væk fra mig selv.

Venlig hilsen

Liva

Kære Liva

Tak for dit brev. Og tak for din ærlighed omkring de negative tanker, som du forbinder med det, at du kom ret sent ind puberteten. Det er egentlig en relativt hyppig erfaring for børn og unge, at kommer man meget sent eller meget tidligt i pubertet, så har det ofte nogle psykologiske tillægsfølger til den almindelige usikkerhed, som vi mennesker oplever i vores udvikling fra barn til voksen.

I den alder handler det meget om identitet, om hvem man er som køn, og om følelsen af tryghed og utryghed, om at være som andre og samtidig sig selv. Og krop og kropsidealer har fået en ekstra vægtlægning i vores tid og kultur.

I disse år er det almindeligt at komme i pubertet mellem 11 og 16 år for pigers vedkommende og mellem 13 og 17 for drenge. Men det behøver ikke at være unormalt, hvis det er tidligere eller senere. At alderen er for nedadgående for pubertetens indtræden, kan sandsynligvis skyldes flere ting, hvor bedre kost kan bidrage på sin måde, mens forurening og en øget stress også er blevet fremhævet blandt vigtige bidragsydere. Det er ikke længere ualmindeligt at møde små piger på otte-ni år, der er på vej ind i puberteten. Og man kan næsten sige sig selv, at det øger risikoen for psykologiske problemer på grund af mobning, forkortet barndom, forvirring om ens rolle for at nævne nogle ting.

I den modsatte ende rent aldersmæssigt, som du har oplevet, kan det også være udfordrende for selvforståelsen og den trygge identitet. I teenageårene er vi specielt følsomme for at være som andre i gruppen, at føle sig normal og kunne spejle sig i den og afprøve nye handlemåder og roller. Er kroppen så anderledes end de fleste andres, bliver det let en smertelig erkendelse, som kan sætte sig fast og påvirke selvværd og selvtillid ind i fremtiden.

Vi kan læse, at du er klar over mange ting omkring dig selv og har tænkt en masse tanker om det. Og godt er det, at din kreativitet og faglighed er udviklet. Du spørger specielt om, hvad vi tænker om undertrykt seksualitet og social angst. Det kunne der skrives meget om. Historisk er der bestemt noget om den sammenhæng, og det var nogle af de ting, som Sigmund Freud fandt, når han behandlede neurosepatienter i Wien for over 100 år siden. Når seksualiteten blev undertrykt, tabuiseret og skyldiggjort som noget urent og forkert af kulturen - og dette i anden omgang blev til en psykologisk indre mekanisme - fik det konsekvenser for mange. Så kunne det føre til, at skylden rørte på sig og omformedes til angst, som kunne dukke op i forskellig grad og indsnævre menneskers sociale liv. Behandlingen af det var en bevidstgørelse og en godtagelse af seksualiteten som den indre livskraft, den er, og i bedste fald kunne det føre til en realisering af den, om det var muligt.

Nogle af de samme sammenhænge mellem undertrykt seksualitet og angst findes også i dag. Men den sammenhæng er betydeligt sjældnere end for 100 år siden. For seksualiteten er i dag i modsætning til på Freuds tid et dagligt offentligt og påtrængende emne formidlet via de fleste medier i ord og billeder. At vente med at realisere sin seksualitet, til man finder den rette, er nærmest lige så tabuiseret i dag, som det var en kulturel forventning for 100 år siden. Tackler man ikke den flod af seksuel formidling, som man udsættes for i det daglige, og lever op til en gennemsnitlig seksuel adfærd og aktivitet, som diverse undersøgelser gang på gang informerer os om, efterlades den enkelte meget let i en form for angst, som snarere er en skamfølelse, fordi man oplever sig forkert og uden for det gennemsnitlige.

Det betyder også, at det er meget sjældent, at et seksuelt forhold i sig selv kan løse og fordrive den skam eller angst og gøre et menneske glad og tilfreds med sit liv. Det handler oftest om noget dybere og om at være sammen med en anden i en ligeværdig, respektfuld og længerevarende relation, hvor det seksuelle ikke er hovedsagen, men samtidig både er et vigtigt kærlighedsudtryk og en fælles glæde. Vi tænker, at det er det, som du længes efter.

Skulle vi vove at give dig et kærligt spark, som du efterlyser, tænker vi, at du i første omgang må sætte meget ind på at udfordre din sociale angst. Og det er slet ikke sikkert, at den bare har med din seksualitet at gøre, for en sådan begrænsning opstår af mange grunde. At kunne bevæge sig relativt frit blandt mennesker er vigtigt i sig selv, men det vil også være en forudsætning for at kunne øge chancen for at møde en kæreste eller livspartner.

Måske kunne du have glæde af en god psykolog, som i første omgang kan hjælpe dig med din sociale angst og dernæst sortere i og reflektere over tanker sammen med dig om din udvikling og seksualitet. Måske har du brug for hjælp til at udfordre dine negative tanker om dig selv, for du er ikke forkert. Men vi mennesker er forskellige både indeni og udenpå. Og så understreger vi gerne, at du stadig er ung, og at meget kan ske i de kommende år.

Mange hilsener