”De er kulturbærere, der bærer fortiden ind i nutiden. De kan fastholde nogle gode, demokratiske værdier, men også nogle livsfilosofiske værdier, der er til gavn for samfundet.”
Der er tale om samfundets ældre mennesker, og ordene kommer fra Ældre Sagens chefkonsulent, Margrethe Kähler.
For danskerne bliver ældre end nogensinde før, og en større og større gruppe skal sætte over 100 lys i lagkagen. Og den stigende andel af ældre mennesker kan komme alle aldersgrupper til gode i Danmark.
Ældres tavse viden baseret på livserfaring kan være en gevinst for samfundet, for deres mange års erfaring både i det professionelle og det private liv har givet dem en indsigt, der er svær at google sig frem til.
Blandt andet mindes Bodil Frederiksen på 100 år, hvordan elkomfuret og kummefryseren revolutionerede husholdningen. 110-årige Ellen Adelaide Brandenborgs vigtigste livslektie er at holde fast i det gode og lade det andet fare, mens 100-årige Frode Povlsen sidder tilbage med en dyb taknemmelighed.
Nedenunder kan du læse eller genlæse Kristeligt Dagblads portrætter, hvor en række personer med en trecifret alder ser tilbage på et langt liv og alle de begivenheder og erfaringer, der har fulgt med.
110-årige Signe er Danmarks ældste: Lev almindeligt og vær glad for livet!
Glem alt om nye kostvaner og sunde løbeture. For ifølge Signe Højer er det helt andre leveråd, der gør, at hun nu er Danmarks ældste og fylder 110 år.
”Det handler bare om at leve ganske almindeligt. Og så være glad for livet,” siger Signe Højer med et stort smil og varme i stemmen.
Hun tager imod i sin lille lejlighed inde midt i Silkeborg, hvor hun bor på anden sal i en etageejendom uden elevator. Men hun forstår ikke helt, hvorfor avisen vil skrive om hende, og hun synes heller ikke, det er en god idé, at fotografen tager billeder.
”At jeg er Danmarks ældste, er ikke en titel, jeg er specielt stolt af. Det er jo bare en alder, og det gør ikke mig til noget særligt. Så jeg håber virkelig ikke, at du skriver for meget,” siger hun og byder på mere kaffe.
Læs eller genlæs artiklen her.
Ellen er Danmarks næstældste: Hold fast i alt det gode og lad det andet fare
Man plejer at sige, at alting var bedre i gamle dage. Men de færreste af os ved, hvad vi taler om. Det gør Ellen Adelaide Brandenborg. Men svaret er ikke entydigt.
”Jo, vi har da fået det bedre. Økonomisk og materielt især. Men jeg er ikke sikker ellers. Jeg synes faktisk, at mange ting er blevet værre, og det er bekymrende at se, hvor meget ufred, der er i verden nu,” siger hun med en alvor, der er sjælden i det ellers levende og smilende ansigt.
Hun har radioen stående ved siden af sin stol, og ud over at følge med i nyhederne lytter hun mest til klassisk musik.
Ellen Adelaide Brandenborg er ellers født i en tid, hvor det ikke var muligt at fange radiobølger og på den måde få verdens gang, Bach og Beethoven ind i stuen.
Læs eller genlæs artiklen her.
Gåture, bøger og skænderier holder Paul i form
Paul Hansen har sans for hverdagens skæve detaljer. Som den aften, hvor det bankede på den pensionerede lektors dør her på plejecentret Lystoftebakken i Lyngby ved København.
”Det var en plejer, som kom tilbage, efter at hun, om jeg så må sige, havde lagt mig i seng. Og så undskyldte hun og sagde: 'Oh, oh, jeg har glemt, at vi skal rense tænder'. Og så måtte jeg jo sige, at jeg skam har mine egne tænder,” siger han og griner.
Om en lille måned kan han fejre 105-årsfødselsdag, og omhyggelig tandpleje har været en værdi for ham, siden hans mor fulgte ham til en privat tandlæge i København for mere end 100 år siden.
”Ja, der er altid blevet passet godt på mig,” siger han.
Læs eller genlæs artiklen her.
Jeg har været bevidst om at leve enkelt
Bodil Frederiksen synger altid. Sangstemmen har hun mistet, men i sit indre synger hun.
"Der er altid noget, som synger i mig. Salmer eller sange," siger hun, og på et bord i den lyse stue i huset i Skanderborg ligger den nyeste udgave af salmebogen, som er godt brugt.
Og sangen og salmerne er som en ubrudt linje, som går gennem et meget langt og aktivt liv. Hun blev født på en gård ved Kyndeløse vest for Roskilde i 1911 som nummer fem i en flok på syv børn.
"Den prægning, jeg har fået fra kirke og højskole, betød meget i mit hjem, men det var samtidig så naturligt, at vi ikke rigtig talte om det. Det var vel noget, vi tog for givet. I dag må jeg dog nøjes med det surrogat, som hedder radiogudstjenesten, fordi jeg ikke har kræfter til at komme af sted," siger hun.
Læs eller genlæs artiklen her.
Naturligvis er jeg taknemmelig
Noget af det første, Frode Povlsen husker, er en samtale mellem hans forældre. De stod på en trappe ved villaen i Holte og talte om det store slag ved Verdun i 1916 under Første Verdenskrig.
"Det var jo på sin vis meget langt væk, men samtidig var vi klar over, at der skete voldsomme ting, og krigen optog mine forældre," siger Frode Povlsen, som var fem år, da slaget blev udkæmpet ved Verdun, men på sin vis er der ikke langt fra den lille dreng, som forsøgte at få greb om forældrenes snak om krigen, og til den snart 100-årige Frode Povlsen, som dagligt sørger for at holde sig orienteret om verdens gang.
"Det gør mig godt, når jeg føler, jeg forstår noget mere af verden," siger Frode Povlsen.