Den svenske kvinde er meget svær at få kontakt med, når hun går rundt på Christiania og spiser noget af det, hun finder i skraldespandene. Hun kommer til Christiania fra Sverige, når hun bliver rigtigt syg, og afviser at blive hjulpet. Socialarbejderne i Fristaden har endog drøftet, om de skulle lægge mad ud i skraldespandene, så hun i det mindste får noget at spise.
Kvinden er en af brugerne af Bøjlen på Christiania. Det er et værested for mennesker, der ofte er svært forpinte på grund af psykisk sygdom.
Bøjlen holder til i et træhus overmalet med graffiti og har åbent tre gange om ugen. Her sidder psykiatrisk sygeplejerske Lene O’Reilly fra Region Hovedstadens psykiatriske gadeteam klar til at byde på en kop kaffe i et stort rum med brændeovn, køkken og Christiania-plakater på væggen. I tilfældet med den svenske kvinde er det lykkedes at skabe en sprække af kontakt. Hun er begyndt at besvare andres hilsner og har indvilliget i at få mad.
”Christiania er et frirum for udsatte mennesker på godt og ondt. I Bøjlen kan de komme til et sted, hvor det hele ikke er kaos,” fortæller Lene O’Reilly.
Inden åbningen af værestedet i 2018 var der op mod 20 gange om året kaotiske scener, hvor svært psykisk syge måtte tvangsindlægges. Den slags optrin er der ifølge Christianias beboerrådgivning Herfra og Videre blevet færre af de seneste tre år.
Beboerne er blevet ældre
Det er en lun efterårsdag, og der er mange mennesker på Christiania. Skolelever og turister på guidede ture går forbi kunstgallerier og souvenirboder. I Pusher Street står unge mænd med mørke hættetrøjer og sælger hash helt åbenlyst.
Christiania har en indbygget dobbelthed. Stedet er en magnet for sociale problemer, men der er også en rummelighed, kreativitet og et fællesskab, som man ikke finder ret mange andre steder i samfundet. Det mener den 63-årige christianit Kim Birkkjær Lund, der flyttede ind i Fristaden i 1979.
I næste uge er det 50 år siden, at Christiania blev oprettet, da slumstormere besatte Bådsmandsstrædes Kaserne og udråbte en fristad den 26. september 1971. Otte år senere flyttede Kim Birkkjær Lund ind på Christiania. Han var 20 år og slog sig ned hos Bøssernes Befrielsesfront, fordi han var sprunget ud som homoseksuel.
I begyndelsen ernærede han sig som hashsælger, men stoppede efter nogle år.
”Jeg var en rebelsk og socialt utilpasset ung mand, og jeg erkendte, at det ville gøre det alt for nemt for samfundet at pacificere mig, når jeg var involveret i noget kriminelt,” fortæller han.
Kim Birkkjær Lund har været aktiv i Christianias beboerrådgivning Herfra og Videre siden 1989 og har været ansat i projektet siden 2015. Social indsats fra vugge til grav kalder han indsatsen. 12 christianitter deler seks lønnede ansættelser og er med til at sørge for mødregrupper, ungdomsaktiviteter og spiseklub for ældre. Nogle af aktiviteterne foregår i samarbejde med Københavns Kommune og Region Hovedstaden, der tilsammen har fem deltidsansatte tilknyttet Fristaden.
Der bor godt 700 voksne og 150 børn på Christiania. Mange af christianitterne er ældre mennesker. Derfor er organiseringen af begravelser for mennesker uden pårørende blevet en af arbejdsopgaverne.
”På et tidspunkt havde vi så mange begravelser, at Herfra og Videres kontor i Fredens Ark næsten skulle holde lukket hver fredag,” fortæller Kim Birkkjær Lund.
Det er efterhånden lykkedes at få Københavns Kommune til at yde hjemmehjælp til ældre og syge.
”Christiania har alle dage været et frirum for mennesker, der har det svært. Derfor er de sociale problemer store. Ikke kun blandt christianitterne selv, men i særdeleshed blandt de mange, der opsøger Fristaden udefra,” fortæller Kim Birkkjær Lund.
Gnidninger med grønlændere
Midt i hashgaden Pusher Street ligger bygningen Stjerneskibet. En vindeltrappe af metal fører op til et stort lokale med caféborde, billardbord og dartskive på væggen. Her mødes en del af Fristadens omkring 20 grønlandske beboere i klubben Angakok. Trods idealer om rummelighed har forholdet mellem grønlænderne og de øvrige christianitter ikke altid været gnidningsfrit.
Kim Birkkjær Lund fortæller, hvordan beboerne i ejendommen Fredens Ark sagde nej til, at nye grønlandske beboere kunne flytte ind, når andre grønlændere flyttede ud.
Angakok er med sit forbud mod rygning, hashrygning og alkohol et fristed for grønlændere, der ikke drikker, men det har været en kamp at holde stoffer ude af klubben.
Den 52-årige grønlænder Gerda Olsen er ansat af Herfra og Videre i Angakok. Den spinkle korthårede kvinde taler med brugerne om sorger, bekymringer og glæder og fungerer som tolk.
Ved et af bordene sidder den 66-årige pensionerede lærer Malo Nielsen. Hun flyttede fra Nuuk til København sidste år, fordi hendes pension rækker længere i Danmark, og hun har lejet et værelse hos en christianit.
”Jeg elsker at være på Christiania. Man kan være så mærkelig, man vil, og så kan man leve af næsten ingenting. Jeg drikker ikke, så det er fint med et mødested, hvor der hverken ryges eller drikkes,” siger Malo Nielsen.
Svært at stoppe bander
Næste stop på turen er Rosinhuset. Den runde gule bindingsværkbygning huser småbørnsgrupper og Christianias kriminalpræventive indsats rettet mod børn mellem 10 og 16 år.
Bagved Rosinhuset er nogle havkajakker stablet op på en vogn.
57-årige Hans Jørgen Grundtvig er ansat af Herfra og Videre til at aktivere de unge med blandt andet kajakroning og har kontakt med omkring 50 unge i og uden for Fristaden.
På en bænk i haven foran Rosinhuset fortæller Hans Jørgen Grundtvig og Kim Birkkjær Lund om hashsalgets kriminelle miljø, der er Christianias altoverskyggende sociale problem.
”De lette penge, de unge kan tjene ved for eksempel at holde vagt for pusherne, er en kæmpe fristelse. Derfor forsøger jeg at gøre, hvad jeg kan, for at få de unge i gang med fysisk aktivitet, så de får noget at gå op i i fritiden og ikke keder sig,” siger Hans Jørgen Grundtvig, der har boet 31 år på Christiania sammen med sin hustru.
Kim Birkkjær Lund betegner det som en kæmpe udfordring, at de svageste beboere kan blive lokket til at opbevare hash.
”Vi må erkende, at en for stor andel af Christianias egne unge er endt som kriminelle på grund af hashmarkedet herude. Miljøet i Pusher Street er blevet meget hårdere, og banderne har fået overtaget. Mange tror, at vi kan stoppe banderne. Men de har våben, og når ikke engang politiet kan stoppe dem, kan vi heller ikke,” siger Kim Birkkjær Lund.
Fra slum til eksklusivt kvarter
Som alle andre, Kristeligt Dagblad møder i Fristaden, mener de to christianitter, at problemet kun kan løses, hvis det illegale marked stoppes ved en lovliggørelse af cannabis.
Men frygter I ikke, at en afkriminalisering vil få flere unge til at ryge hash?
”Hvis samfundet lovliggør cannabis, kan vi regulere, hvem der køber det ved at indføre en aldersgrænse for salg på 18 år,” mener Kim Birkkjær Lund.
Generelt finder Kim Birkkjær Lund det svært at vurdere, om de sociale problemer på Christiania er blevet mindre eller større i løbet af de seneste 50 år:
”Vi er blevet bedre til at håndtere de sociale problemer. Vores tilbud inden for psykiatri og til udsatte grønlændere er blevet meget bedre, men mængden af mennesker, der har det svært og derfor opsøger Christiania, er ikke blevet mindre. I gamle dage betragtede vi mange af dem, der kom og var anderledes, som festlige originaler. I dag kalder vi dem psykisk syge. Så synet på, hvad der er normalt, har helt sikkert også ændret sig.”
I 2015 fortalte filmen ”Christianias Børn – Skyggesiden af Eventyret” om omsorgssvigt af nogle af de børn, der voksede op i Fristaden i 1970’erne.
”Jeg tror ikke, at det ville ske i dag. Tiden er en anden. Vi er blevet meget mere opmærksomme på børns trivsel, og Christiania er opdelt i 15 områder, hvor familierne kender hinanden. Desuden har vi flere tilbud til udsatte børnefamilier,” siger Kim Birkkjær Lund.
Kritikere af Christiania har ofte fremhævet, at en besættelse af en kaserne for 50 år siden førte til, at en lille gruppe har fået eksklusiv ret til et af Københavns mest attraktive områder.
Også den kritik afviser Kim Birkkjær Lund:
”Det er et mirakel, at den mærkværdige forsamling af mennesker, som udgør Christiania, kan bo her. Christiania blev oprettet i en anden tid. Dengang var Christianshavn ikke et attraktivt boligområde, men præget af slum. I dag bygger de lejligheder til 35 millioner kroner på Papirøen ikke langt herfra. Men det er åbenbart ikke i orden, at christianitter og socialt udsatte kan få lov til at bo midt i København.”
Han fremhæver samtidig, at Fristaden kan være et hårdt sted at bo:
”Christiania slider os lidt op, og vi slider på hinanden, fordi der er så store krav til, at man skal være engageret. Alle ryger ind i perioder med desillusion, men forhåbentlig ikke hele tiden.”