”Kom med,” siger hun med klar røst.
Den lille dame på 45 kilo vinker ind på værelset, hvor håndvægte og et helt hjørne af andet fitnessudstyr står klar til brug.
”De her,” siger hun og tager to lange elastikker op over skuldrene, ”hjælper med at gå mere oprejst. Men det er stadig dem her,” fortsætter hun og går i gang med at tage armbøjninger på gulvet, ”der er bedst mod det hele.”
Birte Carstensen er ikke, som 91-årige er flest. Hun går for eksempel stadig på arbejde. Ikke hver dag og kun af lyst, men det er en vigtig del af hendes liv at kunne mærke på et menneske og finde nøglen til det, der er galt. Hun er uddannet fysioterapeut – eller lægeautoriseret massøse og sygegymnast, som det hed i 1940’erne – og tilknyttet flere klinikker rundtom i København, for evnerne og kræfterne har hun stadig. Og det er da sjovere end at sidde med en sudoku, som hun siger.
I det hele taget er det et privilegium at blive gammel, synes hun, og derfor blev hun også lidt pikeret i går aftes, da hun var i byen for at høre et foredrag med Ritt Bjerre- gaard, Anne Linnet, Hanne-Vibeke Holst og andre kvinder i deres bedste alder, som bestemt ikke følte, at det var sjovt at komme op i årene.
”Men sådan har jeg det altså,” siger Birte Carstensen med et lille nik. ”Det er jo ingen selvfølge at blive gammel. Og desuden har jeg i dag en frihed, som jeg aldrig før har haft. Jeg rejser verden rundt og får fantastiske oplevelser. Jeg tager til konferencer og bliver klogere. Jeg danser og bruger min krop. Jeg udfolder den nysgerrighed, som har drevet mig gennem hele livet, så hvorfor skulle jeg ikke være taknemmelig over det?”.
Men hvad har skabt den livskraft? Hvor kommer den store nysgerrighed fra? Det er det, vi er taget til en lille Frederiksberg-lejlighed på syvende sal for at blive klogere på og måske endda inspireret af. Svaret er en lang og ikke-konkluderbar historie, som måske begynder i et tog til Paris, da hun var to år. Året var 1928, og Europa stod stadig åben.
”Min mor var født i 1893 og var i sine tyvere, da kvinderne fik valgret. Hun havde den grundholdning, at der var masser at gøre som kvinde, hvis man ellers havde lyst til og mulighed for at udnytte den brydningstid, ungdommen var i. Hun tog til Thit Jensens okkulte møder i byens baggårde og udnyttede i det hele taget, at kvinder begyndte at blive hørt og set som selvstændige væsener. Hun var alene med mig, så det var også nødvendigt, at hun var stærk. Hun var uddannet modist og fik en god stilling hos en antikvitetshandler i Nygade, og så elskede hun at rejse. Alt det til trods var det nok ret usædvanligt for en enlig kvinde at tage toget til Paris med sin toårige datter, men sådan var hun. Og sådan blev jeg også.”
Sammen rejste de også til Der Zwinger, et stort kunstmuseum i Dresden i Tyskland, og hver sommer tog de færgen til Lübeck, for hendes mor kunne få fribilletter, og turen dertil var så flot. Her oplevede hun for første gang, hvordan jøderne blev diskrimineret og deres butikker ødelagt. Og det påvirkede den lille pige dybt.
”Op gennem 1930’erne blev det stadig mere tydeligt, at jeg hele tiden skulle være i gang for at klare mig, for midlerne var små. Turene til Lübeck viste mig samtidig, at de eneste jøder, der kunne klare sig, var dem med uddannelse, og det indprentede min mor i mig: Vær altid nysgerrig. Og dygtiggør dig,” fortæller Birte Carstensen.
Og det gjorde hun. Hun så den ene rejsefilm efter den anden. Slugte bøger om alt lige fra hvalfangst i Sydishavet til yndlingsbogen ”Hvem Hvad Hvor”. Hun byggede sin egen mandolin sammen med onklen, fordi de hverken havde råd eller plads til et klaver, og hun lærte at spille så godt på den, at hun blev del af et orkester. Og hun diskuterede allerede som 10-årig passioneret og forarget med de voksne om rimeligheden i, at grønlandske børn lærte dansk i skolen, før de lærte grønlandsk. Samtidig gik hun til ballet og kom på Det Kongelige Teaters skole som syvårig, men slap heldigvis fri igen efter et år, for man blev ”teaterets ejendom”, forklarer hun. Flere af hendes veninder blev brugt til midnatsforestillinger og alt mulig andet. Hun ville hellere lære noget bogligt.
Der var meget, hun drømte om at blive: Læge især. Eller apoteker. Eller ernæringsfysiolog. Men det lå alt sammen uden for rækkevidde, for hun havde ingen penge og måtte tage mange småjobs for at klare sig. Mere end noget andet talte hun ting: Antal trækvogne på Kongens Nytorv (for at andre kunne kortlægge trafikken). Svin og køer (til Landsbrugstællingen). Hvor mange træsko karlene på gårdene brugte om året, og hvor mange af gårdenes vinduer der kunne åbnes (til en minister, der skulle bruge tallene). Imens tog hun den billigste uddannelse, hun kunne finde: Lægeautoriseret massøse og sygegymnast.
”Det var jo sådan, det var for de fleste i 1940’erne,” fortæller hun. ”Ville man overleve, måtte man knokle, så det gjorde jeg, og jeg har gjort det lige siden. I dag kan jeg bare tage de sjove opgaver, men i lange perioder har arbejdet været en blanding af virkelyst, nysgerrighed og terapi. Jeg fik to børn, men den ældste blev dræbt i en bilulykke, da han var 19 år, og jeg valgte at arbejde mig på afstand af sorgen og alle de dumme tanker. Min mor var død et par år forinden, og jeg var også blevet skilt, men jeg er sådan indstillet, at nok er der meget, der kan vælte mig, men der er kun mig selv til at hjælpe mig op igen, Og så er det nemmere simpelthen at blive stående.”
Med tiden blev hun ikke blot stående, hun tog specialkurser og konferencer i hele verden. Hun kæmpede for, at især lægerne, men også hele sundhedsvæsenet ville anerkende effekterne af fysioterapi. Hun blev venner med flere af verdens førende inden for faget og var med til at få en hel faggruppe – muskuloskeletal fysioterapi – op at stå. Hun modtog en række internationale priser for sit arbejde, og her i april 2018 blev hun æresmedlem af Danske Fysioterapeuter – en hæder, der sidst blev uddelt for 88 år siden.
”Det er da altid dejligt at blive strøget med hårene,” siger hun og smiler et af sine afdæmpede smil, ”men jeg har aldrig stræbt efter hæder og ære. Jeg er mere stolt af, at jeg stadig kan kalde mig specialist og stadig følger med i, hvad der foregår. Man har lige opdaget et nyt organ inden for bindevævet med en helt anden sammensætning, end man før har set. Det glæder jeg mig til at lære mere om.”
Telefonen ringer. Det er en veninde, der vil høre, om Birte har fået fat i billetterne til danseforestillingen på Selsø Slot? Jo-jo, det har hun da. Hun lægger på og siger nærmest undskyldende, at der jo hele tiden sker noget. Hun tager nødtvungent sin læderindbundne kalender frem. Hun bryder sig ikke om at prale og synes faktisk ikke, hun er noget særligt. Hun lever bare det liv, hun kan. Det indebærer blandt andet overværelsen af en åben prøve på Det Kongelige Teater på mandag, siger kalenderen. Og et foredrag om aftenen. Tirsdag har hun en patient, og onsdag skal hun se generalprøven på Pantomimeteatret i Tivoli og til seniordans om aftenen. Torsdag skal hun se kunst fra 1960’erne på Frederiksberg Hovedbibliotek og til dans om aftenen (denne gang klassisk, engelsk kvadrilledans). Fredag har hun igen en patient og skal så på Selsø Slot om aftenen. Lørdag er der rejsemesse hos Albatros Travel, og her håber hun at blive inspireret til, hvor hun skal hen næste gang.
Senest var hun på Galapagosøerne i Stillehavet. Det var en ret strabadserende tur, især den del, der gik gennem regnskoven, men hun sikrede sig, at ingen følte, hun var en klods om benet.
”De sagde, at jeg var en inspiration, fordi jeg viste, hvad man kan være i stand til, selv når man har rundet de 90. Det blev jeg glad for. Men jeg tænker ikke på mig selv som inspirerende. Jeg er jo bare, som jeg altid har været,” siger hun og tilføjer straks, at alle hver især må gøre op med sig selv, hvad de kan og vil med deres alderdom. Det afgørende er at bevare lysten til at blive overrasket. Og lære nyt.
Har man ikke kræfterne til at tage ud i verden, kan man rejse ind i bøgerne, påpeger hun. Det har hun også selv gjort, og derfor har de flere hundrede bøger i lejligheden vokset sig ud af reolerne og står også i høje stakke på gulvet. Hun køber stadig nye bøger, hun kan ikke lade være, siger hun, for der er så meget at vide. Mange af dem har hun selv bundet ind, for det har været en hobby gennem en årrække, og det hænder stadig, at hun tager udstyret i brug.
”Man kan jo forhale sit eget forfald på mange måder. Jeg har altid været fysisk meget aktiv og holdt mit hoved i gang, og det kommer mig til gode nu.”
”Det får vel en naturlig ende, men jeg regner da med at blive ved, lige så længe Gud vil, og træskoene holder.”
