Livet ændrer sig hurtigt. Livet ændrer sig i et nu. Man sætter sig for at spise middag, og ens vante liv hører op.
Sådan skriver den amerikanske forfatter Joan Didion i sin bog om sorg ”Et år med magisk tænkning”. De sætninger har forfulgt mig de seneste uger. At det er, når man mindst venter det, at livet overrumpler en.
En af de nærmest uendelige sommeraftener med badende børn og pizza sidder jeg med min familie og gode venner på stranden. Klokken 19.57 ringer min svigermor. Der er en ængstelighed i hendes toneleje, jeg sjældent har hørt. Bendt, hendes mand, er ikke kommet tilbage fra sin daglige løbetur, og inden hun bekymrer sine døtre unødigt, vil hun lige vende situationen med mig.
Bendt hverken drikker eller ryger. Han træner flere gange om ugen og cykler indimellem til og fra sit arbejde som organist i Farum Kirke nord for København. I det hele taget har han gjort alt, hvad man bør gøre for at holde sig selv i form. Tilmed er han troende katolik, er jeg tilbøjelig til at skrive, som om det skulle have en positiv indvirkning på helbredet. I 2015 blev han ramt af et mindre hjerteanfald på grund af åreforkalkning og fik efterfølgende en bypass-operation. Siden operationen har han løbet flittigt. Tre-fire kilometer i roligt tempo – fra det lille hvide hus i Søborg, rundt i Utterslev Mose og tilbage igen. Som regel om formiddagen. Denne fredag siger Bendt og Bodil farvel til hinanden ved 15-tiden. Bodil skal ud til fælles venner, og Bendt vil løbe en tur. Han er allerede i løbetøj, da hun tager af sted. Da hun kommer hjem fem timer senere ligger Bendts tøj stadigvæk på stolen, og på køkkenbordet finder hun hans pung og bilnøglerne.
Jeg forsøger at sige noget beroligende om alle de logiske forklaringer, jeg kan komme i tanke om. Men min kone fornemmer instinktivt, at lige netop dette ikke er en af de mange gange, hvor man et minut, en time eller to timer senere kan ånde lettet op. En time er gået, da min telefon ringer igen. Opkaldet, der atter kan sætte verden på plads i sin rette orden.
Men Bendt har fået hjertestop under sin løbetur. Han er blevet lagt i kunstigt koma og er nu på Rigshospitalet, og indtil Bodil begyndte at ringe rundt til politiet og hovedstadens skadestuer, kendte de ikke identiteten på manden i løbetøj, der var blevet bragt ind om eftermiddagen. Bodil kan ikke slippe den tanke, at hun på sin cykeltur hjem fredag aften passerede netop Rigshospitalet uvidende om, at Bendt lå bevidstløs bag et af vinduerne.
Weekenden er ventetid. Vi spiser sammen i haven og sender en skål i retning mod Rigshospitalet, hvor Bendt er nedkølet til 36 grader, men selv trækker vejret. Lægerne er optimistiske, men tør ikke love noget.
Af de 3500 mennesker, der hvert år rammes af hjertestop uden for de danske hospitaler, overlever kun otte procent, fortæller statistikken. Livet er sat på hold.
Men 42 timer efter at være blevet bragt ind bliver han søndag morgen langsomt vækket. I løbet af formiddagen blinker han igen med øjnene, mens lægerne og vi andre krydser fingre for, at hjernen ikke har taget skade.
”Bendt, ved du, hvor du er?”, spørger lægen.
Bendt ser ud ad vinduet og tænker lidt.
”Rigshospitalet… formoder jeg.”
”Ved du, hvem der er præsident i USA?”, spørger lægen igen.
”Jamen, er det ikke ham… idioten?”, svarer Bendt, og lægen smiler.
Så tager Bodil over.
”Bendt, hvornår kom Reformationen til Danmark?”.
”1536,” svarer han uden at tøve.
Bendt har kun overlevet, fordi nogen har reddet hans liv ved at give førstehjælp og hjertemassage. Men hospitalet har ingen oplysninger om redningsmændene, så et par dage efter går Bodil ned i Utterslev Mose og hænger opslag på træerne: ”Til dig, der fandt min mand og gav hjertemassage. Vi vil gerne møde dig og takke dig,” skriver hun i et rødt hjerte.
Tre dage senere modtager Bodil en sms:
”Jeg var en af dem, som gav din mand hjertemassage forrige fredag. Jeg er utrolig glad for at høre, at han er i live. Han faldt om lige uden for vores have. Jeg vil gerne mødes med jer. Der var også en anden mand, som hjalp, så måske kunne vi alle mødes i min have og tale situationen igennem en dag? Det kunne også være rart for mig. Kh Morten Ejlskov.”
Han har ikke selv set Bodils seddel, men billeder af den er blevet delt på Facebook og Instagram. Senere modtager Bodil også en besked fra den anden mand, som var med til at redde Bendt.
”Hvor er jeg glad for at høre, at Bendt er kommet sig og uden men. Vi (min søn og jeg) har tænkt og talt meget om manden, der faldt om lige foran os, da vi var ude at cykle i fredags. Bedste hilsner Jacob Tange.”
17 dage senere ringer vi alle sammen på døren til et rækkehus, der ligger 200 meter fra Bendt og Bodils. Her bor erhvervspsykolog Morten Ejlskov med sin hustru, Nanna Munk, og deres tre børn.
”Hold da op. Godt at se dig igen,” udbryder Morten, da han åbner døren.
De giver hinanden et kram, og Morten måler Bendt med øjnene. Som om han skal sikre sig, at det virkelig er den samme krop, han så livløs nogle uger tidligere.
”Så frisk så du altså ikke ud, sidst jeg så dig,” siger Morten.
”Nej, det gjorde jeg formodentlig ikke,” griner Bendt.
Han har medbragt blomster og vin. Vi taler om kvarteret. Om det spøjse i at bo 200 meter fra hinanden og aldrig have krydset hinandens spor. Indtil ens skæbner alligevel bliver sammenflettet.
Jacob Tange ankommer med sin søn Tobias på seks år. Den fatale dag var ledelsesanalytikeren klokken lidt i 15 på vej hjem gennem mosen efter Tobias’ første dag i skolefritidsordningen. De havde lyst til en is. På stien kommer en mand løbende imod dem. Da de er cirka 100 meter fra ham, ser Jacob, hvordan manden vakler ind i græs-rabatten og synker sammen. Han springer af cyklen og begynder at ruske i manden, hvis ansigtsfarve hurtigt skifter til grå.
”Han er død far, han er død,” siger Tobias stille.
Mens Jacob fortæller, står vi samlet i en rundkreds på det samme stykke græsrabat, hvor Bendt faldt om.
”Jeg forsøger at råbe til ham, og der kommer en mand løbende, som jeg prøver at få fat i, mens jeg ringer 112.”
Bag hækken sidder Morten den dag på husets terrasse og drikker te. Denne fredag arbejder han hjemme, og hans søn August på 16 år er kommet hjem på weekend fra sin efterskole. Det er en varm dag, og far og søn sludrer lidt, da de hører en stemme ude på stien sige ”hallo!” flere gange.
Mortens første tanke er, at det må være en eller anden fulderik. Men manden bliver ved.
Klokken 15.03 – ifølge opkaldshistorikken – kommer Jacob igennem til 112. Han har sat medhør på sin telefon, og inde i haven kan August høre stemmen, der siger ”alarm 112, hvad kan jeg hjælpe dig med?”.
Morten rejser sig og løber ned i bunden af haven, gennem lågen og ud på stien, hvor han ser Jacob og Tobias sidde på hug ved siden af en livløs mand. De to mænd nikker kort til hinanden, som for at lade situationens alvor synke ind, inden de vender den livløse Bendt om.
”Og så lå du altså lige der,” siger Morten til Bendt og peger på det smalle stykke græs, der skiller hækken fra asfalten.
Bendt er faldet midt i en klynge brændenælder, men det har de ikke tid til at gøre noget ved.
”Jeg så på dig og tænkte, at du var død. Du så meget død ud. Så vi var lidt ligeglade med de brændenælder,” smiler Jacob.
”Så er det nok derfor, at jeg ikke havde nogen blå mærker efter faldet,” siger Bendt eftertænksomt.
”Og lægerne siger, at jeg havde blade i hovedet og på kroppen, da jeg kom ind.”
De to mænd bliver af alarmcentralen bedt om at tjekke åndedræt og puls. Der er ingen af delene. Dernæst bliver de guidet til at udføre hjertemassage. Da de får Bendts løbetrøje af, kan de se arret efter bypass-operationen, som skærer sig i en linje ned gennem midten af brystet.
”Jeg har aldrig prøvet det før, så jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, ud over det, som jeg har set i film. Men kvinden på alarmcentralen talte for mig. 100 tryk i minuttet. 1, 2, 3,” siger Morten, som samtidig forklarer, hvordan ambulancen skal finde fra Mosekrogen via en lille stikvej og ned til stien.
”Jeg tænkte, at det ikke ville virke, men jeg gjorde det bare så godt, som jeg kunne. Og hun sagde, at jeg bare skulle trykke til,” siger Morten og ser nærmest undskyldende på Bendt.
”Jeg kan godt mærke, at I har taget fat. Jeg er stadigvæk lidt øm,” siger han og trækker ned i sin T-shirt og peger på den lille udposning i huden, hvorunder en såkaldt icd nu overvåger hans hjerte og kan give stød, hvis det igen sætter ud.
Mortens teenagesøn kommer ud på stien for at se, hvad der sker. Han får afledt den forskrækkede Tobias’ opmærksomhed ved at invitere ham med ind i haven for at spille fodbold.
Pludselig begynder Bendt at gispe.
”Jeg fortæller damen på alarmcentralen, at han gisper, og hun siger bare ’bliv ved, bliv ved’!”.
En kvinde kommer løbende. Da hun ser de to mænd bøjet over en livløs skikkelse, standser hun.
”Jeg er læge,” siger hun og sætter sig ned.
Morten lader hende overtage hjertemassagen, og hun finder hurtigt rytmen. Klokken 15.10 hører de lyden af hvinende dæk på løst grus, og få sekunder senere hopper to læger ud af lægeambulancen, mens yderligere to kommer løbende fra den store ambulance, som holder foran huset.
De i alt fire reddere klipper Bendts løbetøj i stykker, lægger et drop, ventilerer med ballon og gør defibrillatoren klar.
Det er en af de få sommerdage, hvor vejret i sin ubeslutsomhed sender vind og skyer ind foran den ellers så nådesløse sol. På terrassen har Mortens hustru, Nanna, dækket op til vores møde.
”Jeg kan ikke huske noget. Kun, at jeg løb til venstre, da jeg kom ned til mosen. Og at det var så varmt, at jeg egentlig ikke havde lyst til at løbe. Det var jo en morderisk varm dag,” siger Bendt, da han har skænket en kop te.
”Bogstaveligt talt.”
Vi griner.
Da lægerne har stødt to gange, går Bendts hjerte i gang igen. Derefter intuberer de for at sikre fri passage af luftvejene og lægger ham i kunstig koma. Mens ambulancefolkene arbejder, ser Morten, Jacob og den unge kvinde på.
”De brugte lang tid på at gøre dig klar, mens du lå på jorden. Det var meget voldsomt at se på,” siger Jacob.
Ambulancefolkene arbejder i næsten en halv time. Da de skal have ham op på båren, hjælper Morten og Jacob til.
”’I kan få lov til at rydde op,’ sagde ambulancefolkene, da de kørte. Der var meget plasticemballage efter deres kanyler og slanger, som lå og flød i græsset. Da de løb af sted, spurgte vi, om de ikke ville have vores telefonnumre. ’Det er lige meget,’ sagde de. ’Men I har reddet hans liv!’,” fortæller Morten om den pludselige tomhed, der opstår, da ambulancen med udrykning forlader stien.
”Det var meget mærkeligt, og siden har vi haft et stort behov for at høre, hvad der skete,” siger han.
Men livet går videre, og Jacobs søn er utålmodig efter at få den is, han var blevet lovet på sin første sfo-dag. Så mens Tobias og Jacob siger farvel og igen sætter sig op på deres cykler, synker Morten og Nanna ned i sofaen for at fordøje en handlingsmættet fredag eftermiddag. Pludselig ringer det på døren. Udenfor står en mand – med en hjertestarter.
”Er han væk?”, råber han ophidset.
Det viser sig, at manden har fået besked om alarmopkaldet via Trygfondens app ”Hjerteløber” og har løbet rundt i næsten en time for at nå frem med en hjertestarter, han har fundet på Søborg Hovedgade. Nu er han så udmattet, at han må sætte sig ned og få et glas vand.
Dagen efter mødes de to mænd på den skole, hvor begge deres drenge tilfældigvis går. De har behov for at tale oplevelsen igennem. Det er trods alt ikke hver dag, en mand falder om med hjertestop uden for ens hus. Torsdagen efter ringer Jacob til Rigshospitalet for at få noget at vide, men det kan ikke lade sig gøre, siger de.
”Jeg sagde til dem, at jeg sådan set var ligeglad med, hvem manden var. Jeg ville bare gerne vide, om han var død eller levende,” siger Jacob.
Det samme oplever Bodil. Da hun på hospitalet spørger efter kontaktinformation på dem, som har reddet Bendt, lyder beskeden, at de oplysninger ikke er registreret nogen steder.
Men da Bendt selv skriver om hændelsen på Facebook, bliver opslaget flere uger senere set af den kvindelige løber. Hun har hver dag søgt på ”hjertestop”, ”faldt om” og ”Utterslev Mose”, og endelig er der bid. Hun hedder Tanja Skrba, og en dag i juli kommer hun til kaffe hos Bodil og Bendt.
Tanja er genert og i løbetøj. Hun har medbragt en æske Anton Berg-chokolade. Bendt har vin og blomster til hende. Hun fortæller lidt om sig selv. At hun er ved at videreuddanne sig til alment praktiserende læge. Normalt træner hun tidligt om morgenen for at undgå varmen, men lige netop den dag valgte hun at løbe om eftermiddagen.
”Det er godt at se dig i live. Jeg har spekuleret på, hvad der skete, efter de kørte af sted med dig,” begynder hun.
Hun fortæller igen historien, som hun oplevede den. Om, hvordan hun kommer løbende og ser Morten og Jacob være i gang med hjertemassage. Om, hvordan hendes hjerne et øjeblik overvejer situationen, inden hun standser og sætter sig på hug for at tage over. Først kan hun ikke tro det. Bendt ligger så stille, at han nærmest ligner en dukke, nogen øver sig på.
”Jeg har aldrig prøvet at stå med et hjertestop før. Men så fik jeg da lært det,” begynder hun.
Og lidt efter:
”Jeg fik først et chok og gik nærmest i panik. Jeg glemte at tjekke pulsen, så da ambulancefolkene kom, kunne jeg ikke oplyse den til dem,” siger Tanja og ser på Bendt.
”Mens vi arbejdede, fik du normal hjerterytme igen. Men du kom ikke til bevidsthed. Hvorfor ved jeg ikke, for det gør man ofte.”
Bendt lytter interesseret. Der kommer hele tiden nye detaljer til, som han kan bruge til at gøre billedet helt.
”Da ambulancefolkene nåede frem, spurgte de mig, om jeg ville hjælpe til, så jeg fortsatte med at give hjertemassage, mens de gjorde deres udstyr klar. Da jeg bagefter løb derfra igen, rystede mine ben. Det var mærkeligt, at jeg ikke vidste, hvad der skulle ske med dig. Og da jeg spurgte om information, fik jeg at vide, at jeg ikke kunne få det,” siger Tanja.
Nu har hun fået svar. Det samme har Bendt.
De siger farvel. Et lidt mindre genert kram. At redde sit liv. At redde et liv.
”Det betyder meget at have mødt dem og få nogle svar. Og sige tak,” siger Bendt.
Han smiler til Bodil.
”Det var godt, at det gik, som det gik,” siger han.