Aaju Peter bevæger sig ud blandt de store, grønne træer. Det sorte, krøllede hår er trukket tilbage fra ansigtet med et hvidt blondeklæde, der får hendes tunniit, inuittatoveringer, i panden og på hagen til at stå tydeligere frem. Kroppen er klædt i hvidt. Bag hende kommer fem kvinder iklædt grønlandske nationaldragter med sælskind og farvestrålende perledekorationer gående. Kamikkerne bevæger sig langsomt gennem skovbundens visne blade og grene. Skoven er stille. Dagens sidste sol hænger lavt.
Sælskindsdesigner og advokat Aaju Peter og filmholdet er i gang med optagelser til dokumentaren ”Twice Colonized”. Dokumentaren er et portræt af de personlige konsekvenser af kolonisering, som 61-årige Aaju Peter oplever både personligt og politisk, og af hendes kamp for oprindelige folks rettigheder, som ifølge hende stadig er underlagt koloniale strukturer. Det er på trods af, at det er mere end syv årtier siden FN’s bestemmelse om en afkoloniseringsproces efter Anden Verdenskrig. Et emne, som er på dagsordenen i år, hvor det er 300-året for den danske kolonisering af Grønland.
Hverken dansk eller grønlandsk
Musikken af det grønlandske rockband Sumé lyder ud af højtalerne i bilen, der har kurs mod Møns Klint, hvor dagens optagelser finder sted. Imens fortæller Aaju Peter om de livserfaringer, der har fået hende til at lave dokumentaren. Hun taler engelsk, men slår så over i dansk med en accent, der vidner om, at hun ikke har talt sproget i mange år.
”Min rejse startede som 16-årig, hvor jeg kiggede mig selv i spejlet og så, hvor anderledes jeg var i det danske samfund. Gennem livet har jeg været så vred på Danmark og alt, hvad der havde med min kolonisering at gøre. Men for hver dag, der går, bliver jeg mere fri af vreden,” siger hun.
Som 11-årig blev Aaju Peter sendt tre måneder til Danmark for at bo hos danske plejeforældre i Nakskov. Det var en udbredt praksis fra 1950’erne til 1970’erne, at grønlandske børn blev sendt på ophold i Danmark eller bortadopteret, for at lære dansk sprog og kultur som en del af den danske regerings modernisering af Grønland, også kaldet danificeringen. Efter ønske fra forældrene endte Aaju Peter med at blive i Danmark året ud, men hun havde svært ved at tilpasse sig bygdelivet i Qeqertarsuatsiaat, da hun vendte hjem året efter. Som 12-årig blev hun igen sendt til Danmark til en bondegård på Lolland-Falster, hvor hun fik en ny dansk plejefamilie. Hverdagen gik med skole og arbejde i markerne, og senere kom hun på højskole, hvor hun afsluttede 10. klasse med topkarakterer. Hun var 18 år, da hun i 1978 vendte hjem til Grønland. På det tidspunkt havde hun haft kronisk hovedpine i tre år og kunne ikke længere fungere i Danmark.
”I flere år havde jeg prøvet at tilpasse mig samfundet, og til sidst blev jeg skør. Jeg havde hele tiden en ambition om, at jeg skulle vise verden, hvor godt jeg kunne klare mig, men jeg var alt for anderledes i det danske samfund,” siger hun.
Men Grønland var ikke det hjem, hun forventede. Hun havde glemt det meste grønlandsk og kunne ikke længere tale med sin mor. Det var her, hun besluttede ikke mere at tale dansk.
”Jeg fik hele tiden at vide, at jeg ikke længere var grønlænder af mine søskende og andre lokale. Det ramte mig virkelig og gjorde mig så vred. Jeg havde lært dansk, engelsk, tysk, fransk og latin, men ingen havde tænkt på at undervise mig i mit eget sprog. Det var ambitionen både i Danmark og i Grønlandsministeriet, at vi skulle være så danske som muligt. Lære at være civiliserede. Men det kunne jeg ikke se dengang, og jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke længere havde en forbindelse til Grønland,” siger hun.
En båd uden anker
På telegrafstationen i Nuuk, hvor Aaju Peter fik arbejde som 18-årig, blev hendes daværende navn, Agnethe Johansen, forkortet til Ajo. Som en af de yngste i søskendeflokken på otte ændrede hun sit danske navn til grønlandske Aaju, der refererer til ældre søstre. Navnet Peter tog hun efter sin eksmand, som hun mødte til Inuit Circumpolar Conference. Det var første gang, hun fandt ud af, at der findes inuitsamfund i Canada og Alaska, og hun blev så fascineret, at hun tog den første fyr, hun så, og gav ikke slip igen de næste 14 år. I 1980 flyttede hun med ham til Nunavut i Canada, hvor størstedelen af de lokale er inuit, og hvor hun siden er blevet boende.
”På det tidspunkt følte jeg, at jeg ikke længere havde et hjem. Jeg var som en båd, der flød med bølgerne uden anker. Jeg rejste bare hen, hvor bølgerne bar mig.”
Som årene gik, faldt hun mere og mere tilbage til inuitkulturen. Hun levede af at være sælskindsdesigner, og det grønlandske gled igen på tungen sammen med inuktitut, der tales blandt inuit i Canada. Fra de ældre i samfundet fik hun mere viden om inuitfilosofien, som hendes tunniit repræsenterer. Selv er hun opvokset med kristendommen og kirkegang om søndagen, da hendes far var kateket.
”Jeg kopierer de ældre inuit i deres tro, der er det bedste fra kristendommen og inuitfilosofien. Jeg tror på, at vores tatoveringer viser respekt for vores forfædre, en åndelig verden, naturen, solen, sælen. Kristendommen har gjort kolossal skade mod oprindelige folk, men jeg ser det ikke som Guds skyld. Det er menneskene, der har brugt kristendommen som et redskab til at undertrykke andre mennesker.”
Koloniserede hjerner
Da Aaju Peter som 41-årig begyndte på advokatuddannelsen, havde hun fem børn, var fraskilt, og pengene var knappe. Levestandarden var faldet drastisk for inuitsamfund i Canada, og hun mente, at uddannelsen ville være nyttig for arbejdet for inuits rettigheder.
Siden 1960’erne har dyrerettighedsorganisationer kørt kampagner mod sælskind, som var hovedøkonomien for canadiske inuitsamfund. I 2009 indførte Europa-Parlamentet et forbud mod sælprodukter med undtagelse af salg af sælskind fra inuit, men det har haft alvorlige konsekvenser for økonomien i Canadas inuitsamfund. Hvor de før i tiden solgte omkring 60.000 sælskind om året, var salget mere end halveret året efter forbuddet. Prisen på et sælskind er faldet fra omkring 100 dollars til 10 dollars, og flere familier har været nødsaget til at flytte til byerne.
”Europæerne har totalt ødelagt vores økonomi, der var baseret på bæredygtig fangst og sikrede, at lokale fik mad. For det er nærmest umuligt at bekæmpe det billede, som anti-sælskindskampagnerne har skabt af sælfangst som inhumant. Organisationerne er ligeglade med, at inuitfamiliers økonomi er ødelagt, at børn går sultne i seng. Det er baseret på en kolonial tankegang, hvor der ikke bliver taget hensyn til oprindelige folks levevis,” siger hun.
Derfor advokerer Aaju Peter for et permanent forum for oprindelige folk i EU. Ligesom hun arbejder for en kulturel revitalisering af den inuitiske kultur ved at undervise andre inuit, der har glemt deres sprog, optræder med trommesang- og dans og skriver på en ny bog, der fortæller om hendes personlige proces med afkolonisering.
”Det er vigtigt, at vi taler om, hvordan koloniseringen påvirker os i dag. Vores hjerner er stadig koloniserede på grund af det økonomiske, sociale og følelsesmæssige efterspil. Selv i vores gener går smerten videre til vores børn. Skaber trauma på tværs af generationer,” siger hun.
Det gælder også den grønlandsk-danske relation, mener Aaju Peter.
”Hvis den koloniale historie skal have et punktum, må danskerne anerkende, at der lever grønlændere, som stadig er påvirket af kolonitiden. Den danske regering vil ikke engang komme med en officiel undskyldning, som de har gjort i eksempelvis Canada og New Zealand. De vil ikke anerkende, at historien ikke kun har været god.”