Prøv avisen

Skotsk professor: I mødet med patienterne må der også være rum til eksistentielle spørgsmål

Tegning Rasmus Juul.

Der er en overset, forvandlende kraft i samtalen med patienter om eksistentielle spørgsmål, siger John Swinton, som er professor i åndelig omsorg

En kræftdiagnose kan rejse spørgsmål, man ikke tumler med i hverdagen. Det viser et kvalitativt skotsk studie blandt kvinder med brystkræft. Mens man fra hospitalets side havde fokus på behandlingen af sygdommen, baksede kvinderne med spørgsmål af mere eksistentiel karakter om identitet, tab og mening.

Det er den skotske professor John Swinton, som fortæller om studiet. Han er teolog og professor i åndelig omsorg og siger:

”På hospitalet er der fokus på behandlingen af kvinderne og på at informere om forløbet og bivirkningerne. Vil man møde patienterne som hele mennesker, må der også være rum til de påtrængende, fundamentale spørgsmål, hvilket kan være svært i en travl hverdag.”

For et halvt år siden fik Danmark Nordeuropas første professor i eksistentiel og åndelig omsorg, da teolog Niels Christian Hvidt blev professor ved Syddansk Universitet. I andre lande har man arbejdet længe med spørgsmålet blandt andet på Aberdeen University i Skotland, hvor John Swinton er professor. Han leder et forskningscenter for spiritualitet, helbred og handicap på universitetet.

Han har studeret teologi med spørgsmål om åndelig omsorg for øje, for da han tog fat på de teologiske studier, havde han 16 års erfaring som sygeplejerske med sig. Sine første erfaringer som sygeplejerske gjorde han blandt demente. Når han skal forklare om sin tilgang til den åndelige omsorg, fortæller han om erfaringerne fra arbejdet med demente.

”Pårørende til demente kan finde på at sige, at deres mor eller far ’ikke er dem, de var’ på grund af sygdommen, fordi vi i vores kultur holder fast ved et selvbiografisk selv, hvor man skal kunne huske ting, bringe minder ind i nutiden og kunne se ud i fremtiden. Kan du ikke det, mener vi ikke længere, at du kan være dig selv, synes mange at tænke, men ud fra et kristent perspektiv er det forkert.”

Han henviser til Paulus’ brev til Galaterne i Det Nye Testamente, hvor menneskets identitet ses i lyset af forholdet til Kristus. Han citerer fra fjerde kapitel i Galaterbrevet:

”Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader! Så er du da ikke længere træl, men barn. Og er du barn, har Gud også gjort dig til arving.”

”Som præst må jeg sige, at vores identitet er, hvem vi er i Kristus, og det har afgørende betydning i den måde, vi møder en dement. Vi kan glemme alt om Gud, men Gud glemmer ikke os, og hvem vi er i Kristus.”

Forrige år modtog han en pris for en teologisk bog om demens, ”Dementia: Living in the Memories of God”.

”Som præst møder du mange fra din menighed, som ikke længere har et sprog, men hvis du beder Fadervor med dem, så vil de bede med. Du holder ikke op med at være en discipel og have et kald, bare fordi du er 92 år og har en hjerneskade, som vi kalder demens. Her må vi have tillid til Guds ånd, som ikke lader sig begrænse af demens.”

En del af John Swintons forfatterskab er teologisk litteratur som bogen om demens, men han arbejder også med åndelig omsorg, som kan bruges bredt i sundhedsvæsenet uanset folks religiøse baggrund eller mangel på samme.

I hans forståelse er åndelig omsorg ikke en ekstra ting, man skal huske som læge eller sygeplejerske, men en del af tilgangen til det enkelte menneske.

”Når vi taler om åndelig omsorg, taler vi om noget af det, som man tidligere italesatte i religionerne, men her omgås vi det på en måde, så man kan håndtere spørgsmålene i et sekulært sundhedsvæsen, hvor du er i kontakt med folk med mange forskellige religiøse baggrunde.”

”Det vigtigste er, at man møder patienten som medmenneskeÅndelig omsorg fører til et mere holistisk syn på mennesket og vil præge den måde, man omgås patienten på, hvad enten man skal hjælpe med et bad eller taler om udviklingen i sygdommen.”

Men hvis åndelig omsorg på den måde blandes ind i den almindelige omgang med patienterne, risikerer man så ikke, at det forsvinder i en travl hverdag? John Swinton kender til overvejelsen, men han holder fast ved, at den åndelige omsorg skal være en integreret del af de ansattes omgang med patienterne.

”Hvis du gør det til tre ting, som du skal huske at gøre, vil noget af den transformerende kraft ved den åndelige omsorg let kunne forsvinde. Dybest set handler det meget om den relation, man som ansat opbygger med patienten, og de samtaler, som kan følge af det.”

Tilbage til det skotske studie af kvinderne med brystkræft. Er det stadig relevant at stille spørgsmål af åndelig karakter, hvis man lever sit liv uden en religiøs overbevisning?

John Swinton henviser til, at sygdom intensiverer åndelige behov, men samtidig er de spørgsmål, som bliver stillet, anderledes, hvis man lever med et uafklaret forhold til tro.

”Mennesker med en kristen praksis vil have en historie, som gør dem mere fortrolige med lidelsen, fordi de er gået ind i sygdommen med påskens historie fra langfredag til påskemorgen, og nogle vil til en vis grad kunne flytte fokus fra den lidelse, som fysisk fylder dem.”

”Mennesker uden et kristent narrativ vil være mere optaget af at undgå lidelse. De ser den sidste tid på jorden som den sidste tid, og der er typisk et stærkere behov for at tale om, hvad man kan gøre for at vælge smerterne fra, og ofte er der også et ønske om at kunne vælge tidspunktet for døden, fordi valgfrihed ses som et fundamentalt gode i vores tid.”