I næste uge ventes regeringen at præsentere en justering af erhvervsuddannelserne. Det er endnu uvist, hvad der gemmer sig i udspillet, men der er brug for handling, hvis flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse. I begyndelsen af 2000’erne valgte hver tredje ung en erhvervsuddannelse, og i dag er det omkring hver femte, og der vil blive mangel på mekanikere, smede og blikkenslagere i nær fremtid. En prog- nose fra Danske Regioner viser, at der vil mangle 70.000 med erhvervsuddannelse og 10.000 med en kort videregående uddannelse i 2025. Af samme prognose kan man læse, at der vil være 31.000 akademikere og 15.000 professionsbachelorer for meget i 2025.
Flere end 7 ud af 10 unge søgte i år ind på en gymnasial uddannelse, og ifølge professor Noemi Katznelson, leder af center for ungdomsforskning ved Aalborg Universitet, vælger unge først og fremmest en gymnasial uddannelse, fordi de ser det som en god fremtidssikring. En del unge vil, efter at de er blevet studenter, vælge en erhvervsuddannelse.
”Der er en stærk fortælling om, at man sikrer sig bedst i forhold til fremtiden ved at tage en studentereksamen. Usikkerhed er et tema, som fylder i mange unges liv, og med en studentereksamen ønsker man at holde alle døre åbne. Ønsket om at træffe valg, som kan give sikkerhed, fylder mere i dag end tidligere for unge.”
Noemi Katznelson ser også en form for uddannelses-snobberi. Der går en skelnen mellem åndens og håndens arbejde, som har en lang, historisk rod. Hun siger:
”Alle de politikere, som har travlt med at tale de erhvervsfaglige uddannelser op, anbefaler de mon deres egne børn at gå direkte fra folkeskolen og ind på en erhvervsuddannelse? Det er ikke bare unge og deres forældre, som har fået en fiks idé om, at man nok skal vælge gymnasiet. Man er oppe mod et stærkt, kulturelt mønster.”
Ifølge sociolog Henrik Dahl, der er medlem af Folketinget for Liberal Alliance og næstformand for uddannelses- og forskningsudvalget i Folketinget, er der i Danmark et udbredt uddannelsessnobberi.
”Det anses som finere at blive akademiker end håndværker. Økonomen Jørgen S. Dich konstaterede tilbage i 1960’erne, at en akademiker, som bliver arbejdsløs, hellere vil være tigger i sin egen kaste end lave noget nyttigt i en lavere kaste.”
Han mener, at uddannelsestænkningen i Danmark været forfejlet i årtier. Han henviser til sociologen og ulighedsforskeren Erik Jørgen Hansen, som i 1970’erne slog fast, at uddannelse ikke kan bryde den sociale arv.
”Uddannelsestænkningen har været styret af det værste borgerlige og det værste fra det socialdemokratiske tankegods. Fra socialdemokratisk side har man tænkt, at man kan bryde den sociale arv ved at tilbyde uddannelse. Min morfar var ufaglært, og min mormor blev cand. mag. Det var et fantastisk løft for hende, men når man giver alle en akademisk uddannelse, uddanner man folk til arbejdsløshed, og der går inflation i de akademiske titler.”
”Fra den værste borgerlige tænkning har man valgt at investere i humankapitalen ved at give folk en lang uddannelse. Men udbud skaber efterspørgsel, og i dag ser vi, at man desværre ser akademikere få ansættelse typisk i den offentlige sektor, hvor man udfylder pseudoarbejde som fluffy generalister, der laver strategidokumenter, PowerPoints og indkalder folk til møder.”
Henrik Dahl tror på, at der vil komme et opgør med den herskende uddannelsestænkning. Da det socialdemokratiske folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek sidste forår udgav bogen ”De lærdes tyranni”, gav Dahl bogen fem stjerner i sin anmeldelse i Berlingske. Han glædede sig over den debat, bogen har rejst, og han tror, der er en ændring i den blinde tiltro til akademisk uddannelse.
Den tro deler han med Dennis Kristensen, der er tidligere forbundsformand i FOA.
Dennis Kristensen er student, men han valgte at arbejde som ufaglært pædagogmedhjælper, inden han gennemgik en otte måneders uddannelse og blev portør.
”Jeg ser en rebelsk stolthed hos blandt andre sosu’erne, som vi ikke så for år tilbage. På sociale medier kan man se, hvordan de er stolte af deres fag. At man som faggruppe kan mønstre en faglig stolthed og ikke kryber langs panelerne, er helt afgørende, hvis man skal bryde med det udtalte uddannelsessnobberi, som gennemsyrer det danske samfund.”
Han minder om, hvordan lektor Blomme i Hans Scherfigs ”Det forsømte forår” så ned på mennesker med praktisk arbejde og med foragt i stemmen sagde til eleverne, at de kunne få et arbejde svarende til dem, han så grave i vejen.
”Og siden har man i en årrække indsnævret bredden i uddannelse og troet, at den kreative klasse kunne udvides til at omfatte alle, hvis vi i globaliseringens navn kunne rejse verden rundt og berige andre med det, som den kreative klasse kan. Men hvad skal man med en super kreativ befolkning, når vejene skal asfalteres, børnene passes, og ældre og syge have pleje?”.
Men måske agtes åndens arbejde ikke altid over håndens arbejde? Det mærker man hos Bager- og Konditormestre i Danmark. De seneste 10 år er der blevet færre steder, hvor man kan få en læreplads som konditor, men alligevel udlæres der flere konditorer i dag end for 10 år siden. I 2007 var der 104 konditorelever, og i 2017 var antallet 155. Og for hver konditorlæring er der mange, som forgæves ansøger om en læreplads. Men hvorfor tiltrækker netop det fag unge? Konditor Michael Hjort har fulgt udviklingen og siger:
”Vi oplever det samme, som kokkene oplevede, da de kom på tv. I konditorfaget taler vi om en Mette Blomsterberg-effekt.”
Han driver bageriet og konditoriet Michael H i Gentofte lidt nord for København. Han annoncerer ikke efter elever til virksomheden, men når det rygtes, at der snart skal bruges en ny lærling, modtager han op mod 50 uopfordrede ansøgninger. Sådan var det ikke dengang i slutningen af 1980’erne, hvor han valgte faget og fik en læreplads.
”Men hvis eleven tror, at hun skal pynte kager dagen lang, så tager hun fejl. Man skal bruge sin fysik. Det her arbejde handler i høj grad om armkræfter, for før man kan pynte, skal man bage nogle kager.”