Kære brevkasse
Efter mere end 20 års tilbagevendende utroskab samt et samliv med masser af svigt og løgne valgte jeg at forlade min mand for to år siden. For nylig hørte jeg et foredrag om de pæne psykopater, som ikke er så lette at opdage, idet de i mange sammenhænge har en adækvat og pæn adfærd, men at der i det skjulte foregår så meget andet. Under foredraget fik jeg flere gange følelsen af en kæmpe knude i maven af smerte.
Jeg må erkende, at mit selvværd er nærmest ikke eksisterende efter så mange års bedrag og svigt og erfaring med dobbeltliv fra min mands side.
Jeg ville gerne, hvis I kunne skrive noget om utroskab, hvor I blandt andet kommer ind på den hjemløse kærlighed, som kræver psykiske kræfter, hvis man skal vende sig bort fra den og give slip. En af sorgerne oven i sorgen er jo, at man ikke kan nå ind til den anden og aldrig bliver helt set eller helt mødt som et særligt menneske for den anden.
Sagt på en anden måde: I må gerne skrive om oplevelsen af, at kærligheden græder, fordi den skal dø, da den mangler sin næring. Heller ikke efter bruddet fra min mand mødte jeg empati fra hans side. Derimod oplevede jeg, at der blev overført en skyldfølelse i mig, som tynger. I tillæg smager jeg på ensomheden og vil så gerne have mod til i mødet med nye mennesker ikke at føle, at jeg bare er ”fyld” eller uønsket.
Hvordan opbygges selvværdet samt troen på, at man er værdifuld igen? Det blev til flere spørgsmål, men de kommer dybt indefra.
Venlig hilsen Ellen
Kære Ellen
Tak for dine ærlige spørgsmål om meget smertefulde erfaringer. At opleve utroskab fra den, man har knyttet sig til og stolet på, er en oplevelse, der gør ondt langt ind i hjertedybet. Utroskab handler ikke bare om seksualitet, men det handler også om, som du skriver, at man er blevet udsat for løgne og adfærd, man måske ikke har kunnet tolke. Det skaber megen utryghed og usikkerhed at leve med en, som lever et dobbeltliv. Og når det så for alvor går op for en, at man har levet på løgn og uærlighed og fordækthed, så kan man rammes af mangfoldige følelser. Dels kan man føle, at man ikke har værdi, for man kommer i tvivl om sig selv, om hvem man er, siden man på den måde bliver valgt fra og løjet for. Man kan også blive meget vred, både på ægtefællen og på sig selv. Mange kan bebrejde sig selv, at de måske ikke opdagede tingenes tilstand før, eller at de ikke brød ud af forholdet tidligere og så videre. Derved kan man, selvom det er det sidste, man har brug for i den situation, rette vreden mod sig selv over, at man har været godtroende og fundet sig i så meget.
Du skriver, at din tidligere mand har haft vanskeligt ved at vise empati. Det er nærmest det tydeligste kendetegn ved mennesker med psykopatiske træk. Det kan måske godt se sådan ud ind-imellem, at vedkommende kan blive rørt og være kærlig, men det er mere en slags pseudoempati, som bruges til egen fordel eller for manipulerende at ”forstå” relevant og normal vrede over endnu et svigt. De er i grunden mest optaget af at samle på byggestene til eget indre, og en ægtefælle eller andre nærtstående bliver til sådanne dele, som de behandler godt, så længe egne behov dækkes. De respekterer egentlig ikke andre som selvstændige og hele mennesker med egne tanker og behov forskellig fra dem selv. Derfor oplever man i samvær med en sådan usund person, at selvfølelsen svinder mere og mere ind, og at man til sidst næsten ikke føler, at man er i stand til at vurdere hverken sig selv eller de ting, der foregår rundt om en ud fra et sundt og realistisk perspektiv.
Selvom vi kan læse, at du har haft en kærlighed til din mand, og at den kærlighed på en måde er blevet hjemløs, så kan vi også læse ud af dit brev, at du for et godt stykke tid siden besluttede dig for at bryde jeres forhold. Når din mand har levet et dobbeltliv i mange år, og du står i fare for at miste dig selv, fyldes du naturligt af sorg og ensomhed. Det eneste rigtige er at komme langt væk. Du har trods din udsultede selvfølelse alligevel endelig magtet at få fat i selvrespekten og sætte en grænse. Det er den muskel, om man så må sige, du må træne i de kommende tider. Du er fuldt ud lige så værdifuld, som alle andre mennesker på denne jord. Du har oplevet noget meget svært, og derfor er der ekstra god grund til at have respekt for netop dig.
Træn hver dag i at sige godmorgen til den kvinde, du ser i spejlet, og spørg hende, hvad du kan gøre for hende denne dag for at være god mod hende. Hun fortjener nemlig megen godhed efter de mange år med svigt. Omgiv dig med mennesker, der vil dig det vel, og som du føler dig nogenlunde tryg ved. Tag til ting, der giver glæde og stil ikke så mange krav til dig selv. Hvis du har en god veninde eller en i familien eller en god sjælesørger, så brug vedkommende til at fortælle alt det, du har på hjerte, og alt det, som har smertet dig, således at du får et vidne og en, der kan høre din klage. Også klagen, der handler om den hjemløse kærlighed og den kærlighed, du så inderligt gerne ville have haft næring til af din mand. Ad den vej kan der måske skabes rum og plads for nye og friske tanker, og måske kan du finde mod til, at kærligheden opdager en ny vej i de næste livskapitler. Tal måske også med en af disse personer eller en terapeut om, hvad du tænker om dig selv, således at disse rigeligt selvkritiske tanker kan blive tydelige og derefter korrigeret skridt for skridt.
Du fortjener virkelig at tænke nådigt og barmhjertigt om dig selv. Læs eventuelt bøger om, hvorledes man kan opbygge sit selvværd, og tag det, du kan bruge. Det kan tage tid at opleve sig værdifuld og ønsket, når man måske i årevis har følt sig uønsket og ikke har oplevet at blive mødt med respekt. Men din tidligere mands stemme skal ikke vinde. Du skal tænke noget andet om dig selv, end han gjorde. Så det bedste, du kan, er at blive ved med at sætte grænser, når stemmen om manglende værdi sniger sig ind. Du skal ikke give den ret – og den har ikke ret.
Peter Bastian, som var en kendt musiker og et multitalent, døde tidligere på året. Han fortæller i bogen, der hedder ”Altid allerede elsket”, som udkom få uger efter hans død, at han i mange år af sit liv på utallige måder og med megen flid havde forsøgt at kæmpe for at blive et bedre menneske. Få år før sin død blev han døbt, og i bogen fortæller han, at det var en stor lettelse for ham at opdage, at han var omgivet af en kærlighed, der ikke afhang af hans stræben og flid, bedrifter eller fiaskoer, men at den var en ren gave. Vi håber, at du også må opleve glimt af den nåde, og at du dag for dag må blive bedre til at tænke nådigt om dig selv, således at du oplever den værdi, du allerede har.
Alt godt videre på vejen.
Mange hilsener